Krabaten, som de fleste elgjægere drømmer om at møde på nært skudhold.

Naboposten og jeg er netop kommet på plads på vores poster et par hundrede meter inde i skoven.

Klarsignalet bliver givet over radioen, og hundeføreren slipper sin gråhund et par kilometer nord for os. Vi fedter begge to stadig med GPS og vanter, da en bevægelse bare 40 meter vækker min opmærksomhed. En mellemstor elg er lydløst listet frem mod os uden at ane vores tilstedeværelse. Riflen står stadig lænet op ad et træ, og jeg får den åndeløst manøvreret i anslag. Stammerne står så tæt, og vinklen er så spids, at jeg ikke kan bestemme, om det er et enligt hundyr eller en ung tyr. Elgen kommer intetanende langsomt nærmere, og jeg synes, jeg aner nogle knopper over øjnene på den.

Den må have tabt geviret usædvanligt tidligt eller på anden måde, eller også er det en ualmindelig lille tyr, tænker jeg. Pludselig får den fært af mig og lunter overrasket mod naboposten, der ikke er sen til at udnytte muligheden. Skuddet træffer, elgen stolprer cirka 50 meter afsted og falder så omkuld. Skytten melder over radioen, at han har nedlagt et hundyr…

Elgpremieren

Vi er i Småland i midten af oktober, og det er anden dag på elgjagtspremieren. Dagen forinden blev der nedlagt en elgkalv, så vi har stadig en tyr, en ko og to kalve tilbage på kvoten. En erfaren og aldrende svensk jæger og jeg har fået pas 11 og 12, der ligger godt placeret inde i såten. Vi må snige os frem gennem den tætte ungskov nede i en grøft, der lykkeligvis ikke er alt for fyldt med vand. Man er ofte heldig på disse poster, selvom mange jægere i årenes løb er blevet våde op til livet, inden de er kommet derud. Hvis de da ikke er gledet på en sten i grøften og har måttet vende hjem gennemblødte fra top til tå.

Omgivelserne glider over i en tæt højstammet granskov, og vi lister de sidste 100 meter over til min post, hvorefter min nabo fortsætter til sin 50 meter længere inde i skoven. Vi hilser diskret på hinanden, efter han er kommet på plads, og da han sætter sig ned, mister jeg synet af ham mellem stammerne. Forbudte skudretninger er heldigvis tydeligt markeret på begge poster, hvis man skulle blive i tvivl. Meddelelserne, om at både skytter og hundeføreren er ved at være på plads, kommer ind på jagtradioen. Jagtlederen beder os blot trykke to gange på radioens trykknap for at bekræfte, at vi også er på plads. Han ved, at vi sidder på poster langt inde i såten, og at elgenes skarpe høresans vil opfange enhver hvisken i radioen, hvis de er tæt på.

Den eneste tyr

Vores elg sparker kun et par enkelte gange i luften, da den falder omkuld og ligger forendt fuldt synligt for os begge to. Inden jeg kan nå at svare på radioen, vinker min nabo til mig, at han er på vej frem til elgen. Og han har taget sin høresnegl ud. Det var vist ikke helt i overensstemmelse med parolen om, at man kun forlader sin post med jagtlederens tilladelse. Men der er selvfølgelig også over 800 meter gennem skoven til næste nabopost, så det kan vel ikke bekymre nogen, må den gamle mand tænke.

Han går halvvejs derhen og melder så på radioen, at det ikke er et hundyr, men en ung tyr, der har tabt geviret, som ligger der, selvom han var overbevist om, at det var et hundyr. Der indgår en lind strøm af joviale drillerier på radioen fra de andre skytter. Heldigvis var fejltagelsen ikke også et brud på kvoten. Jagtlederen gentager meldingen, så alle er indforståede med, at vi ikke har flere tyre tilbage.

Det forsatte drev

Vi indfinder os begge to igen på vores poster, og jagten fortsætter. Hunden får først fært af nogle vildsvin, der rumsterer lidt og forsøger at undslippe ved at løbe bagud tæt forbi hundeføreren. Det var, mod sædvane her, også tilladt at skyde til vildsvin, men kun hvis en god chance skulle opstå. Der var bred enighed om, at vi ikke ville bruge tid på eftersøg af vildsvin anskudt i svære situationer, når vi nu var samlet for at jage elg. Hundeføreren hører kun grisene og får koblet hunden.

De fortsætter lidt længere sydover, inden han igen slipper hunden. Efter få minutter gjalder det gennem skoven, og vi ved, at hunden har kontakt med elg eller gris.
Standhalsen er stabil og kraftig. Hundeføreren går forsigtigt nærmere, men melder, at han ikke kan se noget. Han tror, at det må være vildsvin, der trykker. Jagtlederen beder ham gå frem for at opklare det, og pludselig rykker en sekstakket elgtyr på sig.
En elg kan være nærmest usynlig mellem stammerne, når den står stille.

De kigger hinanden i øjnene et splitsekund, inden tyren springer afsted i fuldt firspring. Kvoten for tyre er jo opbrugt, så hundeføreren melder det hurtigt på radioen. Men hunden er sat efter den, og i sådanne situationer er den nærmest umulig at kalde til sig. Det går over stok og sten, og vi kan på GPS’en følge den adskillige kilometer. Hunden har passeret en større vej og er på vej mod jernbanen. Så jagtlederen beder de nærmeste skytter om at komme i bilerne og forsøge at få koblet hunden igen. Resten får besked på at tage patroner ud og samles ved den gård, som er udgangspunkt for jagten. Vi får besked på at begynde at brække elgen.

Den nedlagte tyr

Vi går begge spændte frem mod elgen, der som forventet er et mellemstort dyr. Da vi tager den i nærmere øjesyn, er det dog ikke en tyr, der har tabt geviret, men i stedet én med et usædvanligt svagt udviklet gevir. Det er bare tre små sprosser af et par centimeters længde, der drejer sig forsigtigt ud af hver rosenkrans. Vi griner lidt over situationen og kigger indforstået på hinanden. Trofæet er der ikke meget at skrive hjem om, men vi kan glædes over, at jagten trods alt endte godt. Og hvilken oplevelse at møde så stort et dyr så tæt på og helt uforstyrret. Det kan vi begge glæde os over. Selv for en erfaren svensk jæger er det hver gang en oplevelse at stå over for et så sagnomspundet dyr.

Nå, vi må i gang med arbejdet og har kort tid efter det meste af armene langt inde i elgens bug for at trække vommen og andre indvolde ud. Elgjagten i Sverige er traditionsrig og mange steder i høj grad en fælles anstrengelse for at skaffe kød til husholdningen. Alle hjælper derfor til efter bedste evne i alle jagtens aspekter. Det er en behagelig og uformel jagtform. Svenskerne har ikke som herhjemme den skik at åbne klovbærende vildt i struben og binde knude på spiserøret.

I stedet lader de hjerte og lunger med mere forblive i dyret og udtager kun indvoldene, der ligger på den anden side af mellemgulvet. Lever og nyrer forbliver typisk også i dyret. Vi kan lige akkurat få trukket elgen lidt frem og vendt den om på maven, så blodet kan løbe fra. På radioen kan vi følge med i processen med at få bakset en ATV med pulk klar til os, og så sætter vi os ned med en kop kaffe og nyder tilværelsen.

En såt mere

Efter at elgen er trukket hjem, og vi alle har ”fikat”, tager vi en såt mere. Hunden er noget træt efter løbeturen, så der bliver sat en ny hund ind. Det er en ung jämthund, der allerede viser gode tegn til at blive en dygtig elghund. Skytterne trækker endnu engang lod om posterne, og vi kører afsted klar til den næste såt.  På GPS´en kan vi se, at hunden hurtigt optager nogle gamle elgspor, der snurrer rundt i skoven.

De må være elgenes natlige fødesøgningsrute, som hunden arbejder med, funderer hundeføreren over radioen. Ikke så snart begynder hunden at halse, og vi kan følge den i lav fart i nordøstlig retning. Det er langt fra min post, men det er tydeligt at høre, at hunden arbejder. Så brager først ét skud hurtigt derefter et andet. På radioen meldes det, at en elgko med to kalve passerede en skovvej, hvoraf skytten udså sig den bagerste kalv.

Skytten melder, at den ligger forendt i grøften, og at jämthunden allerede står over den og triumferende hævder sit bytte. Jagtlederen kvitterer for meldingen og kan ikke dy sig for i munter tone at formane til, at vi ikke skal have flere overraskelser i dag. Der indgår grinende meldinger ind over hinanden på radioen, og der bliver spurgt til om, det ikke i stedet er et vildsvin eller en af naboens kvier, der ligger der. Men denne gang er den dog god nok.

Historien viser, hvor sikker man skal være i sin sag, inden man afgiver skud. Og den vidner om, hvor svært det kan være at bestemme køn og alder selv på så store dyr som elg og på kort afstand – endda for meget erfarne jægere. I dette tilfælde for en garvet svensker med over 50 års jagterfaring på elg og ligeså mange nedlagte elge i bogen. Heldigvis endte det hele lykkeligt denne gang. Godt en uges tid efter samledes vi alle sammen igen for at forlægge elgene og få en ordentlig portion velfortjent elgkød med hjem i fryseren til vores familier.

Faktaboks

Elgjagt i Sverige bedrives mest med løs hund og udposterede skytter. De jagthunderacer, der anvendes, er oftest spidshunde som:

Jämthund
Gråhund (norsk elghund, grå)
Karelsk bjørnehund
Svensk hvid elghund
Laikaer i forskellig form som østsibirisk, vestsibirisk, russisk-europæisk
Hälleforshund

Mere sjældent bruges også de mindre spidshunde som norrbottenspids og finsk spids, ligesom nogle afprøver andre racer, som ikke er spidshunde, som f.eks. tysk jagtterrier og slovakisk støver (schwarzwildbracke eller slovensky kopov) med flere.

LÆS OGSÅ

Sankt Hubertus: jægernes skytshelgen

På elgjagt i Sydsverige

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: