elgjagt

Der er flere måneder til, før man kan gå på elgjagt i Sverige. Men man kan altid drømme, og måske er det i år, du endelig skal af sted? Vi bringer her en fotoreportage fra den forgangne sæson, der kan sætte drømmene i gang.

Gennem adskillige hektar elgskov over gyngende mosegrund med selskab af elgfluer, riffel og ivrige jämthunde går det. Det knitrer i radioen. GPS’en viser, at hunden befinder sig 800 meter i sydvestlig retning, måske har den taget et spor op. Tårnene dukker op med jævne mellemrum, hvor man får øje på den orangefarvede vest eller kasket, inden man ser jægeren selv. Forventningerne hviler tungt over skoven, men tålmodigheden er uendelig. Termokanderne er halvtømte, spændingen er intens. Man kan høre sit hjerte slå. Alt er stille.

Et perfekt gemmested under elgjagt

Jeg er med hos Elias Turesson og ”Jaktlaget Hynnenäs” her på elgjagtens første dag. Vi befinder os mellem Ämhult og Växjö i den sydlige del af Alvesta Kommune. Reviret er på 2.900 hektar, hvor der siges at være godt med elge. Der er også godt med jægere, helt præcis 29 – her på premieredagen, som alle med spænding og forventning har set frem til. Elias er hundefører, han er til daglig ansat som vildtforvaltningskonsulent hos det svenske jægerforbund, og han har været med på elgjagt fra barnsben af.

Jagtlagets hunde gør et godt stykke arbejde og tilbagelægger kilometer efter kilometer over det store terræn. Men elgene glimrer ved deres fravær. Først om eftermiddagen lykkes det hundene at stille årets første elg: en ko med to kalve. Men sporene efter stormen Gudrun mærkes stadig og gør jagten svær. Her drog Gudrun frem med voldsom kraft i 2005 og væltede meget skov. De åbne områder, den efterlod sig, er i dag tæt bevokset med unge træer og kratskov. Et perfekt gemmested for elgene, og det er netop sådan et sted, elgkoen står med sine to kalve.

Elgkoen forsvinder

Elias, der går med sin Beretta-dobbeltriffel, vil helst være tæt på vildtet og forsøger derfor at liste sig nærmere. Efter at have sneget sig cirka 200 meter i en grøft, hvor hvert skridt må tages med den største forsigtighed, beslutter han sig for at søge ind i den tætte skov.

Problemet er, at der ligger lige så mange grene på jorden som på stammerne, og det bliver derfor næsten umuligt at pürsche sig ind på skudhold. Elgkoen fornemmer også faren og forsvinder, og der bliver ingen mulighed for skud. Men det lykkes mig at fotografere de flygtende dyr.

Da vi lidt senere gør status over forløbet, konstaterer alle, som ser mit foto, at elgkoen havde fuld kontrol med sine kalve, og at det ikke havde været forsvarligt at skyde, da kalvene holdt sammen og var tæt på koen hele tiden.

Skovens konger

Det er dag to, og skoven ligger stille hen, nattens tåger vil ikke lette. Skovens konger venter på os derude et eller andet sted. Gårsdagens skuffelse er glemt, og entusiasmen og optimismen er stor. Naturen er blændende smuk. Skoven flammer i gult, rødt og orange, efterårets farver. Duggen glitrer i fint spindelvæv i tusindtal. Nu mangler blot en stor elgtyr i en lysning i skoven.

Men tyrene lader vente på sig. Formiddagen går med at jage endnu en ko med to kalve, og også denne gang driver hun gæk med os alle. Man kan ikke lade være med at blive fascineret af deres sanser og over den måde, hvorpå de så dygtigt og snildt kan manøvrere den store krop gennem skoven. Så lydløst og smidigt, samtidig med at hun har styr på kalvene. Hun ved, hvor jægerne er placeret, og synes ikke at blive alt for stresset af at have en eller måske oven i købet to hunde lige i haserne på sig.

En vis uro begynder at sprede sig mellem jægerne, eller det er måske mest min egen uro – jeg er bange for ikke at få taget nogen fotos. Men da lysner det. Først bliver der skudt en tyr af nabojægerne, og så en elgko nogle minutter senere, inden for en afstand af nogle få hundrede meter.

Vi har knap nok nået at sætte de medbragte ostemadder til livs, før årets første elgko fældes. Det er jagtlagets ældste, Harry Hård, som har fået chancen fra sit tårn. Mens elgen er ved at blive brækket, knitrer det i radioen: Der er blevet skudt en elgtyr.

Efter skuddet

Da jagtlaget igen samles i slagtehuset, er der lutter glade miner. Der bliver taget billeder af skytten og elgtyren, der bliver trukket øl op, og man udveksler tanker og oplevelser fra dagens elgjagt. Har man siddet et sted, hvor der ikke skete noget, må man finde en gammel historie frem. Måske har alle allerede har hørt den, men den er jo god og selvfølgelig værd at fortælle igen.

Nogle har siddet i et tårn i timevis og lyttet til fuglene og nydt stilheden. Måske er ikke jagtbar elg passeret eller et andet af skovens dyr. Dette er også en del af jagten og ser ud til at være en af årsagerne til, at mange af jagtlagets ”gubbar”, som har været med i mange år, til fortsat er med.

Herude findes samfundets stressede og forjagede liv ikke. Her er det spændingen, naturoplevelsen og fællesskabet, som er det vigtigste. Er man heldig, er det måske én selv, der får chancen for at slippe en kugle. Hvis det senere viser sig at være ”en tolvtaggare”, gør det jo ikke dagen dårligere.

Af Emil Malmborg
Foto Emil Malmborg
Oversat af Niels Dygaard

Læs også

Elgjagt i Lapland

På jagt i Sverige & det må du, og det må du ikke