Uberørt land
Jeg befinder mig på en midtjysk brakmark, det er i begyndelsen af juni i 2010, og for mange danske jægere er bukkejagten allerede halvvejs ved enden, men for mit vedkommende er den lige begyndt!
For tre måneder siden fyldte jeg 16 år, og jeg fik i den forbindelse tilsendt et lille plastikkort, som med længder slog hver og en af mine andre fødselsdagsgaver, nemlig det jagttegn, jeg havde ventet på, siden jeg gik min far til knæene. Glæden var stor, og knapt var blækket tørt, førend jeg fik erhvervet mig en riffel og meldt mig til en riffelprøve, for skulle jeg nå på jagt inden september, som syntes uendeligt fjern dette år, ja så var min eneste mulighed at blive klar til bukkejagten.
Som sagt så gjort! Riffeltegnet kom i hus i starten af juni, og allerede dagen efter blev jeg inviteret på bukkejagt af en god ven, som også lige havde fået sit riffeltegn. Vi skulle på jagt på hans families fantastiske ejendom, bestående af skov, remiser og åbne marker af forskellig karakter. Vi kendte området som vores egne bukselommer, men alligevel føltes det i situationen som uberørt land, for nu stod vi der med hver vores riffel i hånden og skulle pludselig tage højde for sikkerhed, dyrenes ruter, vinden og meget mere, som vi aldrig havde overvejet, når vi legede røvere og indianere i området.
En fejlfuld første jagt
Vi fik os dog placeret i hver vores ende af terrænet med en klar aftale om, at vi begge blev på vores plads, så vi hele tiden af sikkerhedsmæssige årsager vidste, hvor hinanden var af.
Jeg sad placeret i et dige sammen med min far, som var med både for hyggens skyld, men også fordi jeg kun var 16 år og derfor ikke måtte sidde alene på bukkejagt. Vi sad vel i diget i en times tid, før to stykker råvildt pludselig kom som skudt ud af en remise over for os. Jeg kunne hurtigt se, at begge dyr var bukke, og at den bagerste var den største. En klassisk situation, som jeg siden har oplevet en del gange, og heldigvis har ageret bedre i, end jeg gjorde for 11 år siden.
Løbende vildt
Bukkene ænsede os ikke og kom løbende forbi os på tre meters afstand med en fart, som end ikke de bedste galopheste ville kunne matche. Her lavede jeg min første fejl som jæger, for inden min far nåede at stoppe mig, svingede jeg riflen mod den bagerste buk og trykkede af, som var det en haglbøsse, jeg sad med! Efterfølgende sprang jeg op og forsøgte yderligere et skud mod den løbende buk, som tilmed var i en dårlig vinkel. Begge skud gik lykkeligvis forbi bukken, men på få sekunder havde jeg alligevel affyret ikke bare ét, men to riffelskud, som jeg i dag ville skamme mig over, og som sagtens kunne have endt i en grim anskydning. Jeg var simpelthen alt for ivrig og ikke erfaren nok til at slå koldt vand i blodet. og derfor endte min første bukkejagt i en ordentlig irettesættelse fra min far.
Skal du prøve igen?
Efter at chokket over min egen ageren på min første jagt havde lagt sig, var jeg klar til at komme på bukkejagt igen. Jeg gik på efterskole på dette tidspunkt, men havde formået at komme hjem i to weekender og træne med min riffel, og jeg følte mig nu mere sikker, end jeg havde gjort før. Den forhastede riffelprøve og målet om at komme på jagt hurtigst muligt havde resulteret i en mangelfuld træning, og det bar en del af skylden for de to dårligt afgivne skud på den forrige jagt. Det bildte jeg mig i hvert fald ind.
Der skulle gå to uger fra det første forsøg, før en kærkommen sms tikkede ind på min telefon. Det var min gode ven, Søren, som skrev og spurgte om ikke jeg skulle med ud at prøve efter en buk dagen efter? Det ville jeg umådeligt gerne sige ja til, men jeg vidste, at der var et problem! Det var nemlig en hverdagsaften, beskeden ramte indbakken og ligeledes en hverdagsmorgen, at jagten skulle foregå, og som efterskoleelev er det ikke kutyme, at man tager hjem i tide og utide for at gå på jagt – i hvert fald ikke der, hvor jeg gik. Jeg lykkedes dog med at overtale forstanderen til, at Søren måtte hente mig samme aften, hvis jeg lovede, at jeg kunne være tilbage til morgenmaden dagen efter klokken 7.00, hvilket jeg ikke så som et problem, så sådan blev aftalen.
Anden omgang
Det er morgenen efter, og vi er nu tilbage på brakmarken midt i juni, mere præcist den 15. juni 2010, og jeg står og ser solens spæde skær på himlen – aldeles uvidende om, at jeg om ganske kort tid stikker mig på den vanedannende kanyle, det er at skyde sin første buk.
Solen vinder mere og mere indpas i den stille morgen, og jeg kan flere steder høre råvildtets karakteristiske bøven fra de omkringliggende rapsmarker. Jeg står alene placeret denne gang, det har vi vurderet, er okay, da Søren sidder på samme område som jeg, og han kan derfor hurtigt komme til undsætning, skulle der ske noget. Om beslutningen er helt efter bogen, ved jeg ikke, men der er vel en udløbsdato på den slags ulovligheder.
I hvert fald står jeg der, helt alene med min riffel, skydestok og en stigende nervøsitet, der er noget i luften!
Riflen har en kugle i kammeret og ligger allerede og hviler i stokken med den farlige ende
pegende mod det sted, hvor jeg ser det som sandsynligt, at der vil dukke dyr op. Klokken nærmer sig kvart over fem, da Søren skriver en sms, hvori han spørger, om jeg ser noget. Jeg svarer med ordene “ikke en skid” og kigger op fra min telefon kun for at opdage et stykke råvildt, som står ret ud foran mig på en afstand af 70 meter. Hvor kom den fra?
Solen hænger lavt bag dyret, og jeg kan i første omgang ikke umiddelbart se, om det er en buk eller en rå. Jeg får dog listet mit øje ned til riffelkikkerten og kan lige ane, at dyret har en eller anden form for opsats. Halvvejs oppe ad stængerne blænder solen dog så meget, at jeg ikke kan se mere, og jeg får vurderet, at det må være en spidsbuk, hvilket også er helt fint med mig, det er trods alt min potentielt første buk, der står lige der og gør sig til i morgensolen.
Skuddet går
Bukken står helt spidst imod mig, og selvom jeg igen kan mærke iveren efter at skyde, får jeg talt mig selv i ro, for jeg vil simpelthen have en bedre skudchance denne gang!
Der går heldigvis heller ikke længe, inden bukken begynder at gå ned imod mig og i samme omgang får sig drejet mere og mere. Bukken når om i det, jeg i dag vil kalde et spidst bladskud, inden min 16-årige autopilot tager over og pegefingeren helt af sig selv krummer om aftrækkeren, vinklen er ikke helt perfekt, men kuglen er i luften, og jeg kan ikke gøre mere.
Duften af det afbrændte krudt rammer mig lige så hurtigt, som kuglen rammer bukken, og i et kort sekund kan jeg mærke, hvordan både sol, måne og stjerner står på linje, og hvordan alt er gået op i en højere enhed.
Følelsen er dog kortvarig, for bukken falder ikke i skuddet, men begynder i stedet en spurt ned imod mig! En mere erfaren jæger ville straks kunne se, at alt er, som det skal være, og at bukkens reaktion er helt normal, men jeg har på dette tidspunkt ikke den fornødne erfaring og ved blot, at jeg så kuglen træffe bukken.
Så med frygt for, at jeg har lavet en anskydning, finder jeg igen bukken i min kikkert og afgiver endnu et skud mod dyret, som kort efter forender ikke meget mere end 25 meter fra mig.
Hvilken debut
Jeg får med rystende hænder hevet min mobil op af lommen, hvor den kun har ligget i ganske få minutter, siden den var fremme sidst, og får skrevet til Søren, at jeg har skudt en buk. Han har selvfølgelig hørt skuddene og sidder klar til at svare med det samme, han spørger mig, om bukken er død, og om jeg kan se, hvad det er for en buk, jeg har skudt. Først nu får jeg kigget hen på bukkens opsats, som stikker op mellem det halvhøje græs, og jeg kan med det samme se, at det ikke er en spidsbuk som først antaget, nej det er dæleme en seksender og endda en rigtig pæn en af slagsen!
Søren kommer hurtigt om til mig, og vi går sammen hen og lægger hænderne på min allerførste buk, og jeg kan mærke, at nu er jeg for alvor hooked på jagten. Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle gå på jagt, men først her er jeg sikker på, at jeg aldrig holder op igen!
Selvom alt gik som det skulle på denne jagt, fik jeg også denne dag en irettesættelse, jeg kom nemlig mere end tre timer for sent til morgenmad på efterskolen og fik ikke siden lov til at tage hjem i hverdagene, men jeg var da ligeglad! Intet kunne pille mig ned denne dag.
LÆS OGSÅ
