Foto: Jakob Jørgensen
Kulden rammer os med det samme, vi træder ud af lufthavnen i Luleå. Den er ikke fugtig og råkold, som vi kender den fra Danmark, men tør og trykkende. Sneen knaser og glimter i solen, og kulden bider i næsen og i ørerne. Den vil være der, kulden, som en konstant faktor, man hele tiden skal tage højde for og respektere. Og den vil blot falde og falde de kommende dage. Vi er på vej på topjagt.
Tommy Holmberg står smilende i ankomsthallen. Han har boet heroppe det meste af sit liv, og det er ham, der sammen med en assistent skal lede os sikkert ind i vildmarken og tilbage igen. ”Välkommen till Luleå,” siger han og slår armene ud.
Allerede da vi forlader lufthavnen, ser vi dem. I mindre flokke, med iskrystaller glinsende i pelsen, går rensdyrene og graver i den dybe sne langs vejene for at finde noget at æde. De er mærkede og tilhører samerne, der driver med dem over det vidtstrakte Lapland, der strækker sig over den nordligste del af Sverige, Norge, Finland og Kola-halvøen. Når rensdyrene nærmer sig hovedvejen, lyser der små dioder op i pæle, som er stukket i sneen langs vejen, så bilerne være opmærksomme på dyrene. Heroppe har naturen på mange måder førsteret.
Solen og mørket
Vi er allerede langt mod nord, ca. 1.500 km nord for København, men vi skal videre op nordpå, op nordvest for den samiske by Jokkmokk, hvor samerne i over 400 år har mødtes hvert år for at afholde marked, og hvor vi krydser polarcirklen. Herfra skal vi videre ud i den hvide ødemark, helt derud hvor der ingen mennesker er på denne tid af året, og hvor vi er overladt til os selv og den bjergtagende natur.
Lastbilerne hvirvler tætte skyer af sne op, når de passerer os på vejen, og selvom det kun er først på eftermiddagen, er solen begyndt at gå ned. Eller rettere, den er dårligt nået at stå op, men har kun lige bevæget sig et stykke rundt langs horisonten et sted derinde bag de tætte, snedækkede graner, inden den igen er begyndt at forsvinde i et dybt-rødligt skær. Vi ser elge og rådyr inde blandt træerne og ravne på himlen, men kl. 15.30 er det mørkt, en tung dyne af mørke. Vi er på vej.
På snescooter
Tommy peger ud i mørket gennem bilruden. Et sted derude kan vi se to røde baglygter fra en bil. ”Där är Petter,” siger han og sagtner farten. Vi er kørt i fire timers tid, nordøst for Luleå, og nu er vi nået til det sted, hvor vi ikke kan komme længere i firehjulstrækkeren. Nu skal vi over i snescootere.
Jeg har blundet i bilens varme, men kulden er der straks igen, da vi træder ud af bilen og hilser på Petter. Han er i fuld gang med at trække de to store snescootere, vi skal køre på, ud af bilens anhænger, og efter vi har pakket os godt ind i tøj, begynder vi at laste snescooterne mindre anhængere med vores udstyr. I bunden af de små anhængere, hvor flere af os skal sidde, er der lagt tæpper, og vi får ekstra tæpper over os, inden vi kører ud i mørket.
Snescooterne hvirvler løs sne op omkring os, mens vi kører ind gennem skoven og ud på et åbent område. Det er ikke til at se, hvor vidtstrakt området er, for vi kan kun se så langt, som lygterne fra snescooterne lyser op. Vi er på vej ud over en af Laplands kæmpe søer, og et sted derude ligger den ø, midt i den frosne sø, som vi skal bo på de næste par dage.
Vores ø
På jagt i Lapland
Vi tog ud på jagt med outfitteren Tommy Holmberg, der arrangerer såvel topjagt som elgjagt og bjørnejagt i svensk Lapland. Derudover arrangerer han fisketure og vildmarksture på snescooter. Se mere på Nordguide.se.
Øen dukker op, først som en mørk skygge, så med tydelige træer. Vi passerer det hul i isen, som Petter tidligere har været ude at hugge, og som vi kan trække frisk drikkevand op fra. Der er stukket i lille grantræ ned i hullet, så det ikke fryser til.
Vi får tændt op i brændeovnen i den hytte, vi skal bo i, og får for første gang afprøvet de lange træ-ski, som skal bære os over sneen de næste par dage og sikre, at vi ikke ryger ned i den til midt på livet. Det er overraskende, så desorienterende mørket og kulden gør én. Der er kun godt 100 meter over til Tommys og Petters hytte fra vores, men man kan ikke se den i mørket, selv på den korte afstand, og det alarmberedskab, kulden sætter ens krop i, gør, at man let helt mister orienteringen. Jeg må flere gange stå tilbage af mine egne skispor og begynde forfra, inden jeg finder hytten og de andre. Dette er en natur, der aftvinger respekt.
Tommy smiler og byder velkommen, da vi træder ind i hans og Petters hytte. De har varmet en elggryde med bønner, og han varmer fladbrød på brændeovnen. ”Detta är kanske den tuffaste jaktformen i Världen,” siger Tommy, da vi har sat os. ”Det är svårt bara at komma fram till skott.” Kulden, mørket, rejsen, vi er alle spændte, men trætte, og da vi har spist, går vi til ro kl. 20.30. Ilden går ud i vores brændeovn, og temperaturen falder til lige under frysepunktet i vores hytte. Man kan se sin ånde i skæret fra stearinlyset, inden vi blæser det ud og falder i søvn.
Vanskelig jagt
Klokken er 8.30, og vi er klar til jagt. Vi har delt os i to hold og har gennemgået sikkerhedsprocedurer for, hvad der skal ske, hvis en af os forstuver en ankel eller brækker et ben ude på jagten. Der vil hurtigt skulle tændes et bål for at undgå underafkøling, og så skal der tilkaldes en helikopter via satellittelefon.
Solen er langt fra stået op, men det lysner svagt, mens vi står ud over den frosne sø mod bredden et sted derude på den anden side. Mit hold bliver anført af Petter, og på ryggen har jeg riflen, ekstra tøj og en termokande med varm suppe, der er stoppet ned i en tyk uldstrømpe for ikke at blive kold. Fra nu af skal vi konstant holde os i gang for ikke at blive afkølede, kun med en kort pause for at spise suppen, indtil vi igen, syv-otte timer senere, er tilbage i hytten på øen i den frosne sø.
Det er tjurhanen, vi er heroppe for at jage. Svenskerne kalder det topjagt, og ved vintertid sider tjuren som regel oppe i trætoppene, hvor den æder af granernes topskud, inden den igen søger ned under sneen i læ for kulden. Jagtformen er ikke blot svær på grund af kulden, mørket og den metertykke sne, men også fordi, at tjuren er årvågen, og at der skal tages vinklede riffelskud på op til 200-250 meters afstand for at nedlægge den.
Tjur!
Topjagt
Man kan både jage tjuren i sensommeren og om vinteren i Sverige. I sensommeren bruger man typisk stillende hunde, der finder tjuren i de tætte svenske skove og stiller den med sin gøen, mens fuglen sidder oppe i trætoppen, indtil jægeren kan komme frem til skud. Om vinteren pürscher man tjuren på ski uden hunde og skyder den ligeledes i trætoppene. Jagtsæsonen starter d. 25. august og slutter d. 15. november. Fra d. 15. november til d. 31. januar må man jage tjurhanen, men ikke -hønen.
Petter standser ofte og afsøger trætoppene i det fjerne med sin kikkert. Det kræver arbejde at bevæge sig fremad gennem sneen på de lange træ-ski, og de små pauser er kærkomne. En musvit letter fra et træ tæt ved os, og den er det første spor af liv, vi har set, efter vi er kommet herud i ødemarken. Den forsvinder mellem træerne, og igen er der stille, så tyst som man næsten aldrig oplever det derhjemme.
Jeg kalder over til Petter, og lige dér eksploderer sneen til højre for mig, mens en tjurhøne går på vingerne i et glimmer af snefnug og iskrystaller og forsvinder bag træerne. Det tager et øjeblik at få pulsen ned igen, og Petter griner. Tjurerne kan trykke sig under sneen, til man er lige ved at træde på dem. Nu er vi i gang og har set den store tjur, selvom det kun var en høne, der ikke er jagtbar nu.
Vi står videre ud gennem det uendelige hvide, time efter time, og stopper kun engang imellem for at tjekke vores position på gps’en eller afsøge trætoppene for den blåsorte tjurhane. Mange steder kan vi se, at granernes toppe er afpillede, så tjurerne er her i området, og vi ser spor i sneen efter mår og ryper. Men naturen er som i dvale, alt er tyst og stille omkring os, der rør sig ikke en vind, og vi hører ikke andet end sneens knasen under vores ski og lyden af vores egne åndedræt.
Solen får horisonten til at stå i brand ude bag horisonten, og det er tid til at vende hjemad mod hytterne. Der er lang vej hjem, men vi er ved godt mod, selvom vi vender tomhændede hjem. Vi har tilbagelagt 12 kilometer i den dybe sne på godt 8 timer, og vi glæder os allerede til at se de andre igen.
Sauna og nordlys
Temperaturen er faldet til -30 grader, da vi når tilbage til hytterne, og den anden gruppe, der også er vendt tomhændede hjem, har tændt op i saunaen. Det føles som en overvindelse at tage de mange lag uld af i det frosne forrum, men sveden drypper hurtigt af os inde i saunaen, og kulden føles et øjeblik behagelig, da vi igen er ude og står på skiene op til Tommys og Petters hytte for at samles til aftensmad.
Vi spiser tørsaltet rensdyrkød og drikker kogekaffe, inden Tommy sætter en rygende varm gryde bønnesuppe med flæsk foran os på bordet. Varmen og maden gør os trætte, mens vi drikker nordlandsk øl, og Tommy fortæller om de bjørne, han har været med til at jage heroppe. De er derude, men på dette tidspunkt af året er de gået i vinterhi. Ser vi et større hul i sneen, forklarer han, skal vi se efter, om der er særligt mange iskrystaller omkring åbningen. Det kan være et tegn på, at bjørnen ligger et sted dernede, fordi dens varme ånde får sneen til at tø omkring åbningen for så at fryse til is med det samme igen.
Da vi går tilbage mod vores hytte, ser vi et grønt skær på himlen bag træerne. Vi står helt ud til øens bred på vores ski og står der sammen og ser op mod himlen. Over os bugter nordlyset sig, grønt og bølgende.
Ud igen
Næste morgen er temperaturen faldet til -32 grader. Vores ene kviksølvtermometer er gået i stykker, og Tommy og Petter kæmper med at få liv i scooterne i den tunge kulde. Først efter en times arbejde lykkes det dem at få gang i scooterne, og vi kører afsted mod et nyt jagtområde, tæt pakket ind i tæpper og skind.
Da vi når frem til området, deler vi os igen i to hold og begiver os afsted. Jeg jager denne gang med Tommy. De ekstra kuldegrader får skiene til at bide mere i sneen, og man får hurtigt varmen på trods af den meget lave temperatur. Ved hver åbning i landskabet holder vi en kort pause, mens vi afsøger trætoppene for tjur, men uden held.
Efter flere timers gang mødes vi med den anden gruppe og tramper sneen fast under os, så vi kan sætte os et kort øjeblik og spise vores medbragte frokost. Vi har også smurt sandwiches, men de er hårde som sten nu, og vi drikker i stedet vores suppe, der stadig er lun. Vi kan ikke sidde længe her, kulden kryber langsomt ind i en, på trods af de ekstra lag uld og dun, vi har taget på, mens vi sidder ned. Det er tid til at komme afsted igen.
Alt er svært i denne kulde, selv det at spænde en rem på rygsækken eller blot åbne en lomme for at finde noget i den er besværligt på grund af de mange lag tøj og de tykke handsker og luffer. Kulden brænder i fingrene, når man tager dem af for at lette arbejdet, selvom vi har fingervanter af uld på.
Vi fortsætter ufortrødent, flere kilometer på ski, men alt liv er som forsvundet fra disse hvide vidder. Da vi kommer hjem, er det yderste af den ene deltagers storetå blevet sort og viser tydelige tegn på forfrysninger.
Jagt forbi
Der er ingen af os, der har travlt med at komme ud dagen efter. Deltageren med forfrysninger i sin ene storetå er blevet beordret sengeliggende i dag. Men vi andre vil gerne ud at se om det her på sidstedagen vil lykkes at komme til skud på trods af den konstant faldende kulde og de udfordringer, det giver.
Vi deler os igen i to hold, og jeg følges igen ud med Petter. Som på førstedagen står vi ud over den frosne sø på vores ski. Temperaturen ligger på lidt under -30 grader, men der er begyndt at blæse en svag vind, som får kulden til at falde yderligere.
Vi står på skiene mod den modsatte bred, med ansigterne pakket til så tæt rundt om øjnene som muligt, og med flere lag ud på kroppen. Vi har den svage vind imod os, og mine fingre bliver mere og mere følelsesløse, på trods af de to lag handsker og de tykke sælluffer, jeg har på udenpå. Da jeg ved et kort ophold kigger på fotografen, kan jeg se, at han er begyndt at blive hvid omkring øjnene – det første tegn på forfrysninger.
Lige der tager vi beslutningen. Det er slut nu, jagten er ovre. Vi skal tilbage til hytten at få varmen, inden vi i morgen rejser sydpå igen. Dette er ikke en leg. Vi har fået fantastiske naturoplevelser heroppe og har flyttet grænserne for, hvor barskt et klima vi troede, at det var muligt, at vi kunne gå på jagt i. Det er nok. En kommende vinter vil vi vende tilbage igen, for det nordligste Norden griber en om hjertet og holder ved.
Læs også: Småvildtjagt i Finland
