At aldersbedømme et stykke råvildt på tænderne er ingen let sag med et præcist resultat – Aldersbedømmelse af råbuk. Selv eksperter, som mere eller mindre professionelt arbejder med råvildt, er ofte uenige om en specifik råbuks alder.
Foto: Rune Fich Weischer og Shutterstock
Der er således også lavet undersøgelser, hvor en råbuk, der er opvokset i fangenskab og dermed har haft en bekendt alder, er blevet bedømt alene ud fra tandsæt af flere forskellige eksperter. De bud, som er kommet, har varieret med over to år.
Derfor er det også rimeligt at antage, at man nødvendigvis må leve med, at man nok ikke kommer den præcise alder på en råbuk nærmere end inden for en radius på to år, hvis man alene bedømmer på tænder. Men laver man også et overordnet skøn af kropsbygning, pels og opsats, vil man nok kunne aldersbedømme bukken bedre.
Heldigvis er råbukken en del lettere at aldersbedømme på tandsættet, end råen er. Men til gengæld er det nødvendigt at bruge underkæben, som sjældent følger med en trofæopsats. Således er nyttig viden ofte tabt, efter at opsatsen er kogt af og monteret på plade. Ønsker du at aldersbedømme din buk, skal du derfor enten gemme underkæben eller foretage bedømmelsen umiddelbart efter, at du har skudt bukken.
De første år
Vi kan altså konstatere, at man nødvendigvis må acceptere en vis tolerance i forhold til, hvor præcist man kan bedømme en råbuks alder, alene ved at se på tænderne. Dog kan man relativt let og relativt præcist bedømme, om en ung buk er ét eller to år gammel. Og det er alt andet lige ganske mange af de bukke, som hvert år bliver nedlagt i Danmark, der befinder sig i den aldersklasse.
Grunden til, at det er så let at bedømme, om en buk er ét eller to år, er, at den kort efter étårsalderen har skiftet alle mælketænderne ud med de blivende tænder. For det trænede øje er det efter sigende ret let af afgøre, om en buks tænder er blivende tænder eller mælketænder. Som en mere urutineret bedømmer må man derimod ty til den tredje kindtand (præmolar eller P3).
Hvis denne tand er tredelt, er der stadig tale om mælketænder, for den kun vil være todelt, hvis der er tale om de blivende tænder. I mange tilfælde kan man ligefrem se, at den todelte blivende tand er på vej ud under mælketanden.
På den måde kan man i hvert fald konstatere, om bukken er over ét år eller ej. Men hvor meget over ét år? Her må vi ganske enkelt se på sliddet på kindtændernes slidflader. De første tegn på slid begynder at vise sig i slutningen af bukkens andet leveår. På den måde kan vi slå fast, at en buk med blivende tænder, der endnu ikke har slitage, og hvor de skarpe kanter på kindtænderne stadig intakte, er mellem ét og to år gammel.
Hvad er slitage egentlig?
Slitage kommer i mange former, og omfanget afhænger i høj grad af, i hvilken type habitat at bukken er opvokset: Hvis en buk er opvokset på muldede jorde, fx i Østdanmark, hvor føden i høj grad består af friske og bløde bøgeskud og grønt græs, vil slitagen på tandsættet i sagens natur ikke være så stor. Omvendt vil en buk, som har vokset op i de vestjyske klitplantager, hvor føden ofte består af mere kraftige vækster, som kan modstå de mere udsatte forhold, have en del slid på tænderne.
Således er slitagen på en treårig buk i Vestjylland betragteligt mere udtalt, end det vil være tilfældet for en jævnaldrende buk i Nordsjælland. Skal man lave en aldersbedømmelse af råbuk, er det derfor også nødvendigt at se på, hvilke forhold den kommer fra. Det er blandt andet her, at usikkerheden ved at bedømme en buks alder alene ved tænderne kommer til udtryk, for slitage er stærkt individuelt.
Går vi fra de ét til toårige bukke, som vi nu ved, hvordan vi kan aldersbedømme med ret stor sikkerhed, og springer videre til slutningen af bukkens livscyklus, vil vi igen relativt sikkert kunne afgøre alderen. Ved 7-8 års-alderen begynder råbukken nemlig at få løse fortænder.
Den gamle buk
På den frie vildtbane bliver rådyret omkring 10 til 12 år, og ud fra den viden kan vi godt gå ud fra, at en råbuk med nedslidte kindtænder og løse fortænder er omkring 8 år. Har bukken enkelte manglende fortænder, er den nok 9-10 år, og mangler de alle, må den være omkring de 10-12 år. Dog er der desværre også en del usikkerhed i den forbindelse, da ganske mange rådyr faktisk har tandkødssygdomme. Det gør, at de får løse tænder og tandtab, selvom de ikke nødvendigvis er særligt gamle.
Selvom vi har mælketænder og løse fortænder som tydelige alders-indikatorer i bukkens første og sidste år, så er aldersvurdering baseret på tandsættet mellem bukkens 3. og 8. år teknisk set bare et subjektivt skøn. Bukkens alder bliver heller ikke lettere at bedømme ud fra, at tandsættet på de mere modne bukke fra fire-fem-års-alderen begynder at udvikle dentin, hvilket ses som et mørkt lag på tænderne.
Man støder somme tider på teorien om, at netop stadiet af dentin også kan hjælpe på aldersbedømmelsen, men dannelsen af dentin er så ustabil, at det næppe vil være nogen videre brugbar bedømmelse, man vil nå frem til.
Det kvalificerede skøn
Selvom en skønsmæssig vurdering af omfanget af tændernes slitage altid vil indeholde et element af gætteri, så er det dog en rettesnor, man i et vist omfang kan holde sig til: nemlig fordelingen mellem krone og hals på fortænderne.
Således vil halsen på en tand på et syv-otte-årigt dyr være omkring dobbelt så lang som kronen, simpelthen fordi kronen slides ned. Groft sagt vil der så være nogenlunde 50/50 fordeling mellem tand og krone, når dyret er omkring fire-års-alderen.
En anden rettesnor, som formentlig er den vigtigste af dem alle, er noget så kedeligt som godt gammeldags erfaringsgrundlag. Bukkenes tandslitage kan som nævnt variere voldsomt fra egn til egn, og endda også inden for det samme område. Derfor må det igen understreges, at vurderingen af en råbuks alder, alene ved vurdering på tandsættet, er forbundet med ret stor usikkerhed. Dog kan en skytte med stor erfaring med bukkenes udvikling i det revir, han passer, ofte kunne komme en hel del tættere på den præcise alder, end andre vil kunne.
Kæbesamling
Som nævnt er der stor forskel på rådyrenes udvikling og tandslid fra landsdel til landsdel. Ønsker du et godt værktøj til at bedømme ud fra, kan det være nyttigt at opbygge dig en samling af kæber fra bukke i forskellige aldre, som du kan bruge til sammenligningsgrundlag.
Flere skytter råder over den slags samlinger, som de enten selv har opbygget, eller som de har overtaget fra forgængere. Som skytte i et revir har man som regel et godt kendskab til de fleste bukke i området og kender derfor deres alder ganske godt på forhånd. Ud fra det kendskab kan man hurtigt samle sig et sæt af kæber i alle aldre i takt med, at bukkene bliver nedlagt. Dette kæbesæt kan man så bruge til sammenligning fremadrettet. Løsningen med et kæbesæt er den løsning, som efter min bedste overbevisning giver den mest præcise bedømmelse. Men det bliver dog stadig aldrig en 100% sikker metode.
En anden metode til at aldersbedømme en buk ud fra tænderne er ved at gennemskære en kindtand og så simpelthen tælle årringene i tandens masse. Det er dog ikke helt så enkelt, som det umiddelbart lyder. For det første kræver det specialværktøj, som er i stand til at udføre det uhyre fine snit, der kræves, og dertil kommer behovet for et professionelt mikroskop.
Selvom du skulle være så heldig at være i besiddelse af det nævnte udstyr, så giver metoden dog alligevel stadig problemer, for årringene er som regel ret utydeligt definerede, og de er ofte også sammenfaldne, også i stærkt forstørret tilstand. Af samme grund er metoden heller ikke nævneværdig udbredt, for kræver simpelthen for meget og giver for lidt.
Den svære aldersbedømmelse af råbuk
I stort set al forskning, hvor råvildts alder indgår, sker bedømmelsen alene på tandsættet. At man bruger netop tandsættet til det formål, skyldes ikke, at det er en speciel god eller præcis metode. Det skyldes simpelthen, at det er den eneste metode, man har til rådighed. Man kan derfor måske godt tillade sig at stille et lille spørgsmålstegn ved værdien af forskning gjort på et grundlag med så stor usikkerhed, men det er en anden historie.
Som jæger er metoden dog ganske glimrende. Den giver et godt fingerpeg, og skulle man ramme et år forkert i den ene eller anden retning, er der ikke sket den store skade ved det. Modsat forskerne, som alene har kæberne at forholde sig til i deres forskning og aldersbedømmelse, så har jægerne en fordel, eftersom de har hele dyret at forholde sig til.
På den måde kan de også tage dyret fysiske størrelse, pelsens farve i ansigtet og opsatsens udvikling med i deres bedømmelse. Ingen af de parametre er mere sikre end tandbedømmelsen, tvært imod, men sammenlagt og sammenholdt har man et godt grundlag for at komme endda meget tæt på dyrets alder – i hvert fald med lidt rutine.
