Oversættelse: Niels Dygaard
Foto: Kristian Johansson og Steen Anersen samt Jarno Holappa, Scharfsinn, Gudkov Andrey, Michele Aldeghi, Jarhe Photography, Andrey Armyagov, BoBi Photographer, Tatiana Polyakova, Sami Sivenius, Vitaly Ilyasov og Ekaterina Kondratova/Shutterstock
Her i Finland har godt 18 % af befolkningen jagttegn, og vi ligger også i toppen, når det gælder våbentæthed per person i hele verden. Til trods herfor er der plads til udenlandske jagtgæster, da vi i et land, der er cirka 8 gange så stort som Danmark, bor blot 5,5 millioner mennesker.
For at få tilladelse til at gå på jagt i Finland kræves først og fremmest finsk jagttegn. Man skal desuden have adgang til at jage på et bestemt revir. Jagtretten baserer sig på ejerforholdet til området, og det mest normale er, at de fleste lodsejere lejer jagtretten ud til en jagtforening, som på sin side kan sælge jagtretten til en udenforstående. Der findes flere end 4000 jagtforeninger i Finland, og selv om jagtområderne er meget forskellige, er de fleste foreningsejede revirer på mellem 2000 og 10.000 hektar.
Finsk jagttegn kan man som udlænding få udskrevet af den lokale jagtforening, hvis man kan fremvise et tilsvarende dokument fra ens hjemland. Har man ikke noget dansk jagttegn, findes der ganske vist en mulighed for at aflægge finsk jagtprøve, men før man tager af sted på jagtrejsen, anbefales det at have papirer og tilladelse i orden, inden man booker rejsen.
Hvad man ønsker at jage, afhænger naturligvis af, hvor man skal på jagt. Den enkleste måde at komme på jagt på i Finland, er enten at booke gennem et jagtrejsebureau, og selv om der aldrig kan gives garantier, når det gælder jagtlykken, øges chancerne i hvert tilfælde markant. En anden mulighed, der som oftest rent økonomisk er mere fordelagtig, er at træffe aftale med en privatperson om at købe eller bytte jagt. Internettet, jagthundeklubber eller bekendte er nogle af de måder, hvorpå man ofte kan få held til at finde ligesindede. Hvis man kommer i kontakt med en finne, kender de fleste en bekendt eller en slægtning, som kan hjælpe en videre.
De fleste jagtforeninger har mulighed for fordelagtigt at kunne købe dagkort gennem et medlem. Vilkårene er forskellige i foreningerne, sommetider drejer det sig om en byttekvote eller visse vildtarter, som kun medlemmerne har lov til at jage. Sådanne detaljer lønner det sig på forhånd at gøre sig bekendt med og blive enige om.
Jagt begynd
Selv om jagten på rovdyr begynder den 1. august, og due- og gåsejagten er lovlig fra den 10. august, er det sikkert den 20. august, som starter jagtåret for de fleste finske jægere. Dels er det ikke længere påbudt at have sin jagthund koblet, hvorved træningen af den også kan begynde, dels går jagten på ænder og andre svømmefugle også ind. Da 10 % af Finlands areal består af indsøer og forskellige vandløb lyder der skud fra hver eller hver anden sivbræmme, når jagten går ind præcis klokken 12. Gråanden tegner sig i Finland for jægernes største udbytte, men også krikand, skeand og blishøne står højt på listen.
Snepper
Finland er et stort og aflangt land med forskellige biotoper fra frugtbare landbrugsarealer imod syd til gammel fyrreskov og længere mod nord Laplands nøgne fjeld og byder på en stor variation af anden fuglejagt. Det gælder fasan og andre markfugle, tjur og andre skovfugle samt rype og derudover også en ret stor bestand af ynglende snepper. Snepper har i Finland ikke samme høje status som nede på kontinentet, og det er stadig ret usædvanligt med sneppejagt. Af de cirka 120. 000 rugende par skydes der blot 2000-6500 snepper om året. Sneppen rubriceres i den finske jagtlov som en svømmefugl og kan derfor lovligt jages fra klokken 12 den 20. august til sidst i december. I nogle år har gåsejagt fra skjul på mark været tilladt allerede fra den 10. august – akkurat som med skovduer. Derimod har gæs ved jagt fra båd samme jagttid som de øvrige svømmefugle.
Fasaner
I Finland har fasanen den længste jagttid blandt markfuglene med start den 1. september og først slutdato sidst i februar. Den er som i mange andre lande en indført art, men den har man i den finske jagtkultur fået smag for – måske også fordi den, der tog initiativet hertil, var den finske konfiturekonge, Karl Fazer. Glem ikke til hans ære at smage på hans blå chokolade eller hans grønne konfektkugler, når du eventuelt besøger Finland. Klapjagt på fasan er usædvanlig i Finland. Oftest er det jægere med stående hund, der er talrigest repræsenterede blandt fasanjægerne. Også agerhøns er en populær vildtart med samme startdato som fasanen, men her slutter jagten sidst i december.
Traditionel jagt
Det skal pointeres, at finnerne jager, som almuen altid har gjort det, man jagede for at få mad på bordet i et relativt vildtfattigt land. I de vidtstrakte skove, som udgør to tredjedele af hele Finlands areal, var jagthunde en nødvendig hjælp til at finde byttet, og de fleste finner er nok af den opfattelse, at rigtig jagt, er jagt med hund.
En af de mest værdsatte traditionelle finske jagtformer er tjur- eller urfuglejagt med glammende hund. En nervepirrende jagtform, hvor ens sanser virkelig bliver sat på prøve. Hunden, som oftest er af racen Finsk Spids, slippes til frit søg, og når den har fundet en fugl, skal den 
højlydt give hals for derved at distrahere fuglen, så jægeren kan komme på plads. Mange inkarnerede jægere, der jager med spidshund, bevidner, at fuglen bliver som hypnotiseret af hundens ihærdige og vedvarende gøen. Det er her udfordringen opstår, når man i skjul af terrænet uset skal nærme sig det træ, hvor fuglen befinder sig, lokalisere den og skyde den. Sædvanligvis med hagl eller småkalibret riffel, men det er også på det seneste blevet mere populært at skyde fuglen med bue og pil. Finsk Spids, som oprindeligt blev fremavlet til egernjagt, har også ofte en veludviklet skarphed over for rovvildt og anvendes foruden til jagt på skovfugl til alt lige fra mårhund til bjørn.
En vindstille, frostklar morgen ved en mose er nok for mange symbolet for opskriften på en perfekt urfuglejagt. Rundt omkring i mosen opstiller man nogle lokkefugle, traditionsbestemt lavet af træ beklædt med fløjl. Der findes specielle lokkepiber til at tiltrække kokkene. Urfuglene har ligesom de fleste fugle et godt syn, så det anbefales at bygge et godt skjul og være iført camouglagetøj. Har man gjort sit forarbejde ordentligt og sidder på rette plads, kan man blive belønnet med et pænt knippe af de sorte kokke.
Et spændende indslag i jagten på skovfugl, som jeg oplever at se mere sjældent nutildags, er lokkejagt på hjerpe. Det gælder om at sidde fuldstændig stille og lokke den stærkt
territoriehævdende hjerpe til med høje fløjt. Hjerpen svarer som regel hurtigt og kommer for at finde ud af, hvem det er, der trænger ind på dens enemærker. Der findes forskellige Hjerpepiber på markedet, som regel i metal, men den garvede, traditionsbundne hjerpejæger ved, hvordan man laver sin egen pibe af en vingefjer.
Naturligvis kan man også jage skovfugl med stående hund. Oftest foretrækkes en hund med 
kort søg, når der skal jages i skov. Stående hønsehunde og andre kontinentale racer er stærkt repræsenterede her. At få en urfugl til efter løvfald at holde for standen er svært, så jagt tidligt på sæsonen kan anbefales.
Jagttiden på skovfugl er relativ kort, men plejer hvert år, kort før jagtsæsonen nærmer sig, at blive justeret lidt. Som regel begynder jagten den 10. september og varer beroende på området mellem 1 og 3 måneder. Visse steder er toppjakt de senere år blevet tilladt i slutningen af januar. Man stager sig frem på ski for at finde en tjurhane eller en urfuglekok, som sidder i toppen af et træ og spiser. Her skal der mange gange skydes på relativt lange hold. Disse egne er ofte tyndt befolkede, så det er af største vigtighed at være opmærksom på skudretningen, da en riffelkugle, når der skydes skråt opad, flyver langt, inden den lander.
En anden jagtform, som er rodfæstet i den finske folkesjæl, er støverjagt. Hunden skal naturligvis være af racen, Finsk Støver, og byttet er ofte en skovhare i hvidt vinterskrud eller en fuldpelset ræv. En jagtform, der præget af venten og kulde passer perfekt til grillpølser over åben ild. Efter en ofte meget lang ventetid belønnes den tålmodige støverjæger med en høj glammen, som får nakkehårene til at rejse sig. Finsk Støver er fortsat klar favorit i de finske jægerhjem, men oftest som rævehund. Jagt på hare bliver desværre år for år mindre og mindre populær. De mest inkarnerede harejægere er som regel i den sene pensionsalder og jager mere med uret end med haglbøssen. Har man fået lejlighed til at være på jagt med en jæger med en rigtig dygtig harehund, skal man helst sørge for at holde bøssen knækket, til hunden har jaget glammende i mindst en time, hvis man skal gøre hundejeren glad.
Lapland
Højdepunktet for mange ejere af stående fuglehund er nok at pakke bilen og sige farvel til civilisationen for at sætte kursen nordpå til Lapland, rypernes rige. Her kan man finde både dal- og fjeldrype, hvilket er mere, end man kan sige om telefonnettet. Her kan man virkelig blive ét med naturen. Ryperne er også repræsenterede i andre af landets områder, men der er de fredede. Den 10. september begynder jagten i kommunerne, Enontekis, Utsjokis og Enares og slutter først den 31. marts. Dalrypen kan også jages i andre kommuner i Lapland, men der slutter jagten allerede den 10. oktober. Man skal huske på, at i store dele af Lapland har man renavl. Renerne går frit, så det gælder om at have styr på sin hund, så den ikke begynder at jage dem.
Tilladelser
Det er sjældent noget større problem at få tilladelse til en jagtrejse til Finland, men det betaler sig at være omhyggelig og tage vare på, hvad der kræves, allerede inden jagtturen nærmer sig. En jagtrejsende, som kommer fra Danmark eller et andet nordisk land, har lov til at tage våben med og den fornødne mængde ammunition – tilladelsen gælder i højest 3 måneder. Husk, at du kan blive tvunget til at bevise behovet for at medbringe våben. For at undgå misforståelser eller andre unødvendige problemer, sørg da for at medbringe et dokument med dit rejsemål, oplysninger om, hvad der skal jages, samt kontaktoplysninger og underskrift af din jagtvært eller rejsearrangør
Vil man i stedet låne et våben i Finland, kan det også udmærket lade sig gøre, blot man medbringer en tilladelse til et tilsvarende våben i Danmark. Man skal være opmærksom på, at man kun kan låne et tilsvarende våben eller et mindre farligt våben. Dette gælder ikke blot kaliberstørrelsen for riffel, men desuden for haglgevær og også våbentypen. I Finland anser man altid større kalibre for farligere – og med våbentypen i denne orden: enkeltskuds, enkeltskuds med magasin, selvladende enkeltskuds. Med andre ord, har du våbentilladelse til en halvautomat i kaliber 12/89, kan du låne alle haglvåben i kaliber 12 og det uanset funktionsmåden. Har du derimod et enkeltskuds gevær i kaliber 12/70, kan du ikke låne en halvautomat eller en pumpgun og kun kaliber 12/65 eller 12/70.
Rejse med hund
At tage sin hund med til Finland plejer heller ikke at være noget problem. Hunden skal have et pas og være ID-mærket med en mikrochip, være vaccineret mod rabies mindst tre uger før turen og være behandlet mod Echinococcus (dværgbændelorm) 30 dage, inden man ankommer til Finland. Det anbefales også, at hundeejeren tager vare på nødvendige foranstaltninger inden hjemrejsen, vaccinationsregler kan være forskellige i de nordiske lande.
Forbud
Der findes også jagtlige restriktioner, og der er en del forhold, som det anbefales at være opmærksom på. Inden for en afstand af 150 meter fra beboet bygning er det ikke tilladt at affyre skud fra et jagtvåben. Det er strengt forbudt at anvende lygte eller natsigte på jagt. Heller ikke optagne lyde af for eksempel krageskrål eller kunstige lyde må anvendes med det formål at lokke vildt til. I halvautomatiske rifler må der kun være 2 patroner i magasinet. Vildt må under ingen omstændigheder skydes fra motordrevet køretøj, og det må heller ikke anvendes som skjul. Opdager man vildt fra bilen, skal man være 100 meter fra den, inden man må afgive skud. Våben, der transporteres i bil skal altid være uladte og i et futteral eller på et aflukket sted, for eksempel i bagagerummet på en sedan, hvortil man ikke har direkte adgang. Ved jagt på svømmefugle er der totalt forbud mod blypatroner. Vær opmærksom på, at det gælder per art og ikke for området, som det er tilfældet i mange andre lande. Du må for eksempel godt skyde skovduer med bly ved en sø eller et vandløb, men ikke en gås på en mark, og det uanset hvor langt fra et vandområde du end måtte befinde dig.
Allemandsretten gælder i Finland, og du kan med få undtagelser bevæge dig helt frit i naturen og også plukke svampe og bær. Derimod må du ikke fælde træer eller på anden måde skade naturen. Allemandsretten betyder også, at du kan støde på svampeplukkere eller motionister midt i jagtområdet. Det anbefales at være høflig, at give dig til kende og tage patronerne ud for at undgå misforståelser
At huske på
Af Finlands godt 5,5 millioner store befolkning taler majoriteten finsk. Der tales også svensk, men hovedsagelig kun langs den østbottniske kyst. I en stor del af landet forstår man slet ikke svensk og endnu mindre dansk. Selv om dansk kan læses af de fleste svensksprogede, er det kun få, der kan forstå dansk tale. Til stort held for jagtturismen taler og forstår de fleste i dag engelsk.
Finlands vildtcentral har en oplysende hjemmeside – også på engelsk – med jagttider samt kontaktoplysninger til ”Jaktvårdsföreningar” samt anden relevant information på www.riista.fi
LÆS OGSÅ
