Foto: Nikolaj Trier
”Bjørn!”, hvisker Jarkko ud mellem tænderne og peger ned på sporet, mens hans blik er fast rettet opad mod skoven foran os. Det er som om, at det i morgensolen næsten selvlysende grønne mos i vejkanten rejser sig lige så langsomt igen for at afsløre, at det kun er få øjeblikke siden, at bjørnen havde passeret.
Selvom jeg allerede har set sporet, er det først nu, jeg for alvor forstår, hvor tæt jeg for første gang er på Nordeuropas største rovdyr. Den brune bjørn. Og først nu kommer jeg i tanke om, at min riffel ligger trygt i sit foderal bag i bilen.
På bjørnejagt
Jeg har i løbet af de sidste par år haft mulighed for at jage både elg, los og tjur langt mod nord i Norge og Sverige. Fælles for jagterne har været en stor grad af fysiske anstrengelser, store naturoplevelser, og få, men meget stærke jagtoplevelser.
Da jeg i december 2017 sagde uforbeholdent ”ja tak” til min finske kollega, Jarkkos, invitation til bjørnejagt, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få testet det gamle ordsprog om ikke at undervurdere forventningens glæde til det yderste på egen krop.
