Foto: Nikolaj Trier
”Bjørn!”, hvisker Jarkko ud mellem tænderne og peger ned på sporet, mens hans blik er fast rettet opad mod skoven foran os. Det er som om, at det i morgensolen næsten selvlysende grønne mos i vejkanten rejser sig lige så langsomt igen for at afsløre, at det kun er få øjeblikke siden, at bjørnen havde passeret.
Selvom jeg allerede har set sporet, er det først nu, jeg for alvor forstår, hvor tæt jeg for første gang er på Nordeuropas største rovdyr. Den brune bjørn. Og først nu kommer jeg i tanke om, at min riffel ligger trygt i sit foderal bag i bilen.
På bjørnejagt
Jeg har i løbet af de sidste par år haft mulighed for at jage både elg, los og tjur langt mod nord i Norge og Sverige. Fælles for jagterne har været en stor grad af fysiske anstrengelser, store naturoplevelser, og få, men meget stærke jagtoplevelser.
Da jeg i december 2017 sagde uforbeholdent ”ja tak” til min finske kollega, Jarkkos, invitation til bjørnejagt, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få testet det gamle ordsprog om ikke at undervurdere forventningens glæde til det yderste på egen krop.
Otte dage i den finske vildmark i august i år, tæt på grænsen til Rusland, skulle danne rammen om mit første forsøg på at nedlægge en skandinavisk brun bjørn. ”Det bliver både varmt, koldt, svedigt, spændende, hyggeligt og fuld af myg og nøgne mænd i sauna. Og der er nok kun én anden ud over mig, der kan tale engelsk,” skrev Jarkko til mig. Jeg gjorde det helt klart for Jarkko, at jeg ønskede at deltage i hans og alle jagtholdets praktiske opgaver, og han lovede mig til sidst, at jeg på intet tidspunkt ville blive skånet for noget, bare fordi jeg var gæst.
De lange måneder
I månederne frem til afrejsen flyver der flere hundrede sms’er og emails frem og tilbage mellem Danmark og Finland. En del handler om praktiske forberedelser, jagttegn, bjørneskydeprøver, våben, kalibervalg og lokale bjørneobservationer. Men langt de fleste handler blot om glæden og forventningen til jagten.
Pludselig er det blevet august, og to dage før bjørnepremieren d. 20. august står jeg en sen fredag aften i en lille østfinsk lufthavn. Det er helt sikkert dagens sidste fly, og lufthavnen er ved at lukke. Jarkko ankommer i det samme og byder mig velkommen med et stort finsk: ”Tervetuloa Suomeen” (Velkommen til Finland).
Vi har et par timers kørsel til jagt-campen, og mens vejene hurtigt bliver til grus, får jeg de sidste opdateringer, inden vi midt på natten svinger ind foran et par hytter i skoven og hurtigt hopper i seng. Næste morgen skinner solen fra en blå himmel, og efter en kop kaffe kan jeg konstatere, at lejren består af to opholdshytter, en lade med slagterum og en dejlig sauna-bygning, belejlig placeret med træbro direkte til en smuk lille skovsø. Der er ingen strøm i lejren, så alt kører på enten gas eller batteri.
Planen er, at jeg, sammen med Jarkko og hans anden gæst Rami, i de næste to dage inden premieredagen skal planlægge jagten, skydetræne og lede efter spor fra bjørnene i det godt 30.000 hektar store revir, vi har til rådighed.
Bjørneliner
Bjørnejagt i Finland har gennem mange årtier været drevet med hund. I bund og grund fungerer det på nogenlunde samme måde, som du måske kender det fra den traditionelle svenske elgjagt: En specialtrænet hund leder efter et frisk spor, og når den finder det, og siden bjørnen, starter drevet.
Bjørnen er som sådan ikke bange for hunden, men den er naturligvis generet og vil oftest løbe fra hunden i forsøget på at ryste den af sporet. Drevet er ofte afbrudt af passager, hvor bjørn og hund står stille. Det giver enten hundefører eller de nærmeste jægere en chance på at forsøge at snige sig ind til skud på bjørnen, der ikke sjældent står i det tætteste krat, den kan finde. Rami har sine to grå jämthunde, Tane og Riku, med på jagten. Det er far og søn, og begge er de trænede på bjørn og har før vist deres mod og evner på jagt.
Da bjørnene aldrig står så tæt som fx elge, har man på disse kanter fundet en helt særlig metode til hurtigere at finde et frisk spor at slippe hunden på: Jorden, vi jager på, er ejet af et stort skovselskab, og vi har derfor fået deres specielle tilladelse til at opsætte en tynd tråd langs veje og rundt i terrænet.
Tråden trækkes i flere hundrede meter lange stykker og vikles, lige under knæhøjde, rundt om planter og buske. Når bjørnene bevæger sig rundt, vil de knække linen, og det vil være tydeligt, at det er her, vi skal lede efter spor. Placeringen tæt på jorden gør, at det meget sjældent er elge, der knækker linen.
Linerne tjekkes morgen og aften i biler og til fods, og når man finder et linebrud, undersøges terrænet omkring grundigt. Findes der bjørnespor, er det her, man går ind med hunden. Tråden er udviklet specifikt til skovbruget, den er biologisk nedbrydelig og forsvinder dermed af sig selv i løbet af kort tid.
Klar til jagt
Efter lidt hurtig morgenmad er vi i gang med sporingen og opsætningen af liner. Det har også været en varm og tør sommer i Finland, så selv de dybe hjulspor fra skovmaskinerne er udtørrede og hjælper os ikke meget i søgen efter bjørnespor. En bjørnepote er stor og flad, så den efterlader slet ikke aftryk så let, som vi kender det fra hjortevildt.
Da vi kommer tilbage til lejren, er et par af de øvrige jægere ankommet til lejren, og sammen bedøver vi dagens mange myggestik med et par kolde øl i saunaen og en svømmetur i den kolde sø, inden vi hopper til køjs.
Rutinen bliver gentaget dagen efter, men slutter med et stormøde mellem de to jagthold, der har slået deres områder sammen. 30 jægere sidder bænket i en stor træ-lavu, mens jagtlederen kaster sig ud i forklaringerne. Planlægningsmødet ender med en masse kraftige håndtryk, krammere og en gigantisk udveksling af GPS-koder til tracking af alle de forskellige jagthunde i diverse trackingsystemer. Vi er klar.
Bjørn!
Jagt på brun bjørn i Finland
Den finske bjørnpopulation har udviklet sig positivt gennem mange år. Man ønsker at opretholde en robust bjørnbestand, der holder sig fra mennesker. Den brune bjørn er en strengt beskyttet art, og jagten på den er reguleret af EU’s habitatdirektiv. Bjørnepopulationen i Finland er ved indgangen til 2018 jagtsæsonen estimeret til ca. 2.200 individer og fortsat stor nok til, at bestanden kan reguleres med kontrolleret jagt. I praksis betyder det, at et givent areal har en præcis kvote af bjørne til afskydning. Når antallet er skudt, er jagten forbi. I 2017 blev der i hele Finland skudt 241 brune bjørne eller ca. 10% af den estimerede bestand.
På denne side kan man følge afskydningen af bjørne dag for dag: riista.fi/metsastys/saalisseuranta/karhusaaliit/
Jagtens første morgen er kold og fugtig, men der går alligevel ikke mange øjeblikke, efter at uret har ringet kl. 03:30, før vi er i tøjet og i gang med de sidste forberedelser. Vi indleder med kontrollen af de opsatte sporings-liner fra de foregående dage, samt alle andre tænkelige steder langs veje og stier.
På smartphone følger vi med på ’Tracker’, en mobil-app, der er lavet til jagt, hvor man på et kort på skærmen både kan se hunde via et GPS-halsbånd og de øvrige jægeres positioner via deres mobiler. En mikrofon i halsbåndet afslører desuden, om hunden giver hals, samt hvor mange gange den har gøet inden for det sidste minut. Det fortæller noget om, hvor friskt sporet er, samt om hunden er tæt på bjørnen.
Pludselig standser Rami og Jarkko deres uforståelige finske pludren og kigger intenst på deres mobiler. En af holdets hunde driver tydeligvis med noget, og af og til kan vi faktisk høre dens gøen i det fjerne. Drevet er på vej væk fra os, men vi kan se, at hunden har passeret en mindre grusvej ikke så langt fra os, og at vi er de jægere, nær er tættest på den.
Da vi kommer frem til stedet, går vi lidt frem og tilbage, før vi finder spor fra både hunden og det jagede dyr: bjørn. Vi får straks meldt om situationen på radioen og hopper selv i bilen for at komme tættere på drevet, der allerede er kilometer væk.
Skuddet falder
Områderne synes enorme, og vi har ikke set andre jægere, da vi ankommer til det sted, vi af jagtlederen over radioen er blevet bedt om at dække af. Jarkko og jeg har taget opstilling på et skovhjørne med udsigt ned ad to spor. Drevet slingrer afsted på skærmen. Langsommere nu, og i tættere cirkler.
Pulsen dundrer afsted, da hund og bjørn passerer os i den tætte skov på et par hundrede meters afstand i fuld løb på langs af skovsporet. Bjørne er ikke dumme og undgår gerne de små skovveje. Vi får igen over radioen besked på at skifte position og løber nogle hundrede meter længere frem. Men både hund og bjørn er på vej mod en meget velbemandet vej, og kort tid efter lyder et enkelt kraftigt skud.
Det er, som om skoven og alle, der er i den, holder vejret i det minuts tid, der går, før radioen knaser og en jæger melder: ”Jeg har skudt til bjørn.” ”Den ligger på skudpladsen”, oversætter Jarkko. Sådan! Vi har kun jaget i få timer, og jagtholdets første bjørn er en realitet.
Den første bjørn
Solen skinner, da vi kommer frem til bjørnen. Der allerede fuld af orange mænd og hunde på stedet, og det overrasker mig, hvor mange jægere vi har været på jagt. Midt i det hele sidder en lidt rundtosset, men meget stolt jæger med sin første bjørn. Det er en fin hanbjørn, der senere bliver vejet til 147 kg.
Selvom jeg ikke taler finsk, forstår jeg fint meningen i fortællingerne, der levende flyver mellem de jægere, der har stået nærmest skytten. Bjørnen er kommet tæt forfulgt af hunden og har kort inden vejen slået af på tværs. Det har givet jægeren en god chance, da bjørnen har vendt hele siden til, men stadig i fuld løb.
Tilbage ved naboklubbens lavu bliver bjørnen slagtet med det samme, og resten af dagen går med sporing og opsætning af flere liner, inden saunaen kalder.
Den store chance
Det er koldt og klart, da vi onsdag morgen er klar til en ny dags jagt. Dagen før var regnfuld og bød ikke på nogen store chancer eller varme spor, men nu er det igen tørt og klart. Perfekt vejr til hundearbejde. Vi har delt os i to biler, og efter en halv times tid melder Rami, at han har en knækket line.
Da vi ankommer, er Rami allerede ved at give Riku halsbånd på og peger i øvrigt over mod linen, der ligger knækket og fladt langs vejen. Det er mig, der et par dage tidligere har opsat præcis den line, og nu står vi har klar til at slippe Ramis hund på sporet. Det kan ikke være bedre.
I gruset i grøften kan vi tydeligt se det friske spor, der med sine karakteristiske kløer afslører, at der helt sikkert er tale om bjørn. Kort efter er planen klar, og Rami og Riku forvinder ind i skoven. Jarkko og jeg venter lidt, indtil vi på Tracker ser, at Rami har sluppet hunden.
Der går ikke længe, før hunden øger farten betragteligt, og gøen starter. Hund og bjørn er ca. 900 meter fra os, da Jarkko og jeg får lov til at starte en pürsch ind på bjørnen, der nu står stille med hunden i et område med tæt bevoksning. Jarkko beder mig kontrollere min patronopladning og magasin, inden vi forlader vejen.
Vi bruger begge en speciel riffelrem, der mest af alt minder om en nærkampsrem, der bruges i Forsvaret. Rifflen hænger på forsiden af kroppen, så man kan bruge begge hænder frit og stadig have kort afstand til våben og aftrækker. Jeg kunne godt fornemme på situationen, at dette godt kunne blive både spændende og farligt. En bjørn, der er trængt op i en krog af en hund, og som pludseligt føler sig truet af mennesker, kan nemt angribe.
Tæt på
Da vi når en afstand af 600 meter, skratter radioen, og vi bliver bedt om at vente på, at de øvrige jægere får tid til at stille op på de omkringliggende veje. Efter ca. 10 minutter fortsætter vi. Hund og bjørn er stadig på samme plads, og vi kan nu tydeligt høre Riku’s ophidsede gøen. 500 meter…400 meter…300 meter.
Vi har vinden lige i ansigtet, og alt er perfekt, da vi for alvor sætter farten ned for at snige os det sidste stykke ind på bjørnen. Ingen af os ved, hvor tæt vi skal på for at få et rent skud. Pludseligt går det op for mig, at det her er alvor, og feber og puls presser sig voldsomt på. 275 meter…250 meter.
Da vi stopper kort, lyder det næsten som om, at hunden står og gør lige ved siden af os. Et øjeblik efter brager det i skoven foran os, og hund og bjørn er atter på farten. Bjørne er kendt for i et forsøg på at ryste forfølgere af sig at løbe i cirkler.
Om det er det, Jarkko tænker på at teste af, da han uden yderligere varsel sætter i hovedkulds løb efter bjørnen, ved jeg ikke. Men vi løber i godt to hele kilometer gennem terrænet efter hund og bjørn. Da vi når den første vej, får vi at vide, at en jæger har skudt til bjørnen, da den passerede, og mens jeg kæmper for at undgå at kaste op af anstrengelserne, bliver jeg smidt ind i Ramis bil, mens Jarkko ryger i en anden.
Endnu en bjørn nede
Våben og udstyr til bjørnejagt
Til turen havde jeg valgt en Mauser M12 i kaliber .300 Win. Mag. med en Zeiss V8 1,1-8X30. Aktiv efterårsjagt kan byde på alle scenarier: koldt, varmt, vådt og alt derimellem. På en jagttur på otte dage er der ingen vej uden om at medbringe lidt af det hele. Membrantøj er dejligt, når man sidder stille i regnvejr, men decideret uegnet til løb i terræn. Tyndt uldundertøj er altid fantastisk, og ellers vil jeg anbefale bukser og jakker med mulighed for at åbne for udluftning. En kniv i vildmarken er andet end et lille stykke hyggeværktøj. Den bør kunne fungere som både kniv og økse, så der kan hakkes og flækkes, hvis det bliver nødvendigt. Find en arbejdshest, der kan holde til nogle tæsk. En pandelygte er også vigtig, så du kan arbejde med hænderne og finde hjem, selvom det bliver mørkt.
Rami og jeg får en ny yderpost, mens Jarkko og hans chauffør ender tæt på bjørnen og en jæger, der alene har forladt vejen og er gået efter en potentielt anskudt bjørn. Det er noget, man ikke gør. Jarkko fortæller bagefter, at han hørte både bjørn og jæger hyle højt, inden to skud afgjorde sagen på kort hold. Jarkko skød selv et tredje og sidste skud i bjørnen, der stadig bevægede sig, da han nåede frem.
Jeg ankommer kort tid efter sammen med resten af holdet, og igen er der fuld af orange mænd, der trods den åbenlyse dumdristighed lykønsker jægeren, der er gået ind alene. Også han har skudt sin første bjørn, men kan ikke rigtigt forklare, hvad der drev ham til at gå frem uden at vente på en anden jæger som back-up. Bjørnefeberen rasede antager jeg og overvejer, om ikke jeg kunne have fundet på noget lignende selv?
Træt efter løbeturen og af at prøve at forstå, hvad der bliver sagt på finsk, sætter jeg mig lidt på afstand. Vi havde en fantastisk situation. Vi havde selv opsat linen. Vi havde fundet sporet. Ramis hund havde gjort arbejdet. Kun den sidste lille del manglede. Men bjørnen blev leveret, og nu vidste jeg præcis, hvordan jeg en dag gerne vil nedlægge en skandinavisk brun bjørn. Det skal jo ikke være let, og både drømmen og forventningens glæde kan leve videre.
De sidste dage i Finland byder på endnu flere store natur- og jagtoplevelser. Holdet nedlægger endnu en bjørn, så totalen ender på tre flotte hanbjørne. Absolut godkendt for et af de mest bjørnetætte områder i Finland. Turen blev mit første møde med både bjørnejagt og jagt i Finland. Jeg vil vende tilbage til både Finland og bjørnejagten, og jeg kan anbefale varmt til alle andre med hang til eventyr og adrenalin kicks.
