Fotos: Per Kauffmann
Gutterne fra Nak&Æd har netop forladt mig i Laredo i den store Ford Expedition, vi har kørt rundt i mens vi har lavet research til to udsendelser i Texas, nærmere betegnet på halsbåndssvin og whitetail. Jeg har fri nu og bliver i USA for at køre lidt rundt for mig selv, og jage forskelligt vildt med både riffel og hagl.
Det er rart at være lidt alene efter en hæsblæsende søgen efter egnede hytter, møder med outfittere, jagt på spiselige planter og intensive diskussioner med gutterne om planerne for de to udsendelser. Jeg skifter til en bil af mere “europæisk størrelse”, nu da jeg ikke længere har DRs økonomi i ryggen, og drager ud på de lange landeveje i den sydlige del af Texas.
Først nogle dage efter den sky nilgai-antilope, så nogle nætter på vildsvin og så endelig finalen – andejagt i de lavvandede områder i den Mexicanske Golf. Det er nok den episode jeg har glædet mig mest til, for andejagten hernede er helt speciel og gennemføres på en måde som kun de færreste har prøvet.
Hurricane Harvey
Vejret her i begyndelsen af december er vidunderligt med fuld sol, varmt og med en let vind. Ikke hvad vi normalt vil opfatte som vejr til andejagt, men i golfen har det ingen betydning for udbyttet. De flyver under alle vejrlig og i rigelige mængder.
Efterhånden som jeg nærmer mig kysten, bliver det mere og mere tydeligt hvilke enorme ødelæggelser som orkanen Harvey forårsagede i august 2017, da den gik i land i nærheden af Houston som en kategori 4, og ødelagde værdier for 125 milliarder dollars. Herved indskrev Harvey sig i historien som den dyreste tropiske cyklon nogensinde. Af samme årsag har jeg haft meget svært ved at finde et hotel i nærheden. De fleste er smadrede, og de hoteller der stadig er delvist operative, er optaget af de entreprenører og håndværkere, der i stor stil har søgt til området for at bygge nyt og reparere.
Det lykkes dog at finde et logi i nærheden af Corpus Christi, som er den største by i området. Til stærkt forhøjet pris må jeg tilføje.
Åbningsdag
Det er den 9. december og den sene andejagt her i området åbnede i dag. Derfor var alt optaget om morgenen, men jeg har booket en plads til i aften hos Captain Steve Johnson.
Steve har været jagt- og fiskeriguide i snart 40 år. Om sommeren sejler han rundt med en turbåd med lystfiskere i Lake Superior, langt mod nord, og om vinteren andejægere i den Mexicanske Golf.
Hans firma hernede hedder Texas Gulf Duck Hunting og tager udgangspunkt i Port Aransas, en lille men særdeles hyggelig kystby få miles øst for Corpus Christi. Hans adresseangivelse er ikke helt præcis, men jeg skal møde en af hans medarbejdere på stranden ved en blå båd med en and på.
For en sikkerheds skyld trawler jeg området igennem, og finder båden i vandkanten. Der er ingen mennesker i nærheden, hvilket giver mig mulighed for at spise frokost på en restaurant ud til vandet, og får en fantastisk ret med fisk og skaldyr. Tiden snegler sig af sted, men endelig er det tid at skifte til jagttøj og søge ud til båden.
Den Mexicanske Golfs fylder 1.600.000 km², næsten 40 gange Danmarks størrelse. Corpus Christi ligger i det nordvestlige hjørne og Miami i den modsatte ende, 2.200 kilometer mod øst. Et stort land, ikke? Mange kilometer fra stranden og ud i golfen er det ekstremt lavvandet, ofte med kun 10-15 centimeter vand, hvorfor båden heller ikke er nogen almindelig båd men en fladbundet “airboat”.
Båden, der er forsynet med en motor med 502 hestekræfter, er opkaldt efter Daffy Duck, en af de mest populære tegneseriefigurer, karakteriseret ved en speciel læspende udtale. Han blev kendt som tegneseriefigur i Looney Tunes.
Medbring alt
Jagten er uguided og man skal selv medbringe gevær, patroner, waders, den ønskede camouflage, jagttegn og de “stamps” der er nødvendige. Stamps er små mærker som man skal købe til de forskellige vildtarter. De koster kun nogle få dollars stykket og beløbet går til naturbevaring. Det man betaler for, er altså ikke gode råd, men et velplaceret skjul, allerede udlagte lokkeænder i rigelig mængde – og så naturligvis 2-3 kilometers transport ud til området.
I denne service ligger også at guiden ved hvordan tidevandet opfører sig, og kan placere jægerne på steder hvor det altid er muligt at komme til med båden, uanset om det er højvande eller lavvande. Disse uguidede jagter, hvor man bare bliver “fløjet” ud til et skjul, koster 100 dollars per mand per gang. Tager man både en aftenjagt og yderligere en jagt den følgende morgen, slipper man dog med 180 dollars. For denne lave pris kan man dog risikere at blive sat i et skjul med et par andre jægere man ikke kender, så for at undgå det skal man være minimum to personer.
Jeg vil ikke risikere at skulle dele skjul med en båtnakke, og har arrangeret at jeg får mit eget blind og med guide, der også sørger for våben og ammunition. Han skal så sikre at jeg ikke kommer til at tage fejl af de forskellige ænder, for restriktionerne er mange og skrappe. Det betyder at jeg skal betale for 2 mand og yderligere en halvtredser for at nyde guidens selskab. Med drikkepenge slipper jeg med 300 dollars for det hele, og er godt tilfreds med den handel. Det bliver jo aldrig billigere end når man allerede er her…
Daglig limit
Den daglige limit er 6 ænder, dog er der yderligere begrænsninger, idet der må være max 5 gråænder (heraf dog kun 2 hunner), 3 brudeænder, 3 bjergænder, 2 redheads/amerikansk taffeland, 1 spidsand eller 2 canvasback/stor taffeland. Udenfor denne limit må der skydes op til 5 skalleslugere, dog ikke mere end to toppede, samt 15 blishøns.
Da jeg ankommer til landingsstedet lidt senere, er båden væk. Snart efter kommer den dog tilbage og jeg hilser på min guide, Chris, der har været ude med 3 hold jægere og placeret dem i deres skjul. Nu kommer han så tilbage for at hente mig, et ældre ægtepar og en yngre mand med en brun labrador.
Chris er nok ikke mere end midt i 20erne og bor i øjeblikket i kaptajnens garage, da hans eget hus væltede i stormen. Det samme gjorde kaptajnens hus, og han bor nu i en husvogn og har travlt med at bygge huset op igen. Til min overraskelse fortæller Chris at der ikke er mange hernede der har stormforsikring på deres ejendomme. Det er simpelthen for dyrt. Surt show. I vores lille indledende samtale går det desværre hurtigt op for mig at der ikke rigtig er andre ænder i området end de amerikanske taffelænder. Det vil sige at jeg kun får lejlighed til at skyde to fugle. Han opmuntrer mig dog med at der kan komme lidt hvinænder, lidt spidsænder eller krikænder. Men så skal vi være lidt heldige.
Den amerikanske taffeland er lidt mindre i størrelse end den vi kender fra Europa, og væsentligt mindre end stor taffeland (canvasback) der også kun findes i Nordamerika.
Pumpgun og 3-hagl
Chris har en ældre og lettere rusten pumpgun med til mig og en kasse patroner med 3-hagl. Med en pumpgun skal jeg sikre mig at første skud tæller, for jeg husker normalt ikke at repetere, men vil være ved at bøje aftrækkeren i forsøget på at skyde andet skud. Da vi er læsset og kommer ud i området, ser vi enorme flokke af taffelænder, her kaldet Redheads af indlysende årsager.
Båden får alt hvad den kan trække, og kort efter sætter vi først det ældre ægtepar af ved et skjul i kanten af en lille mangrove-ø. Senere manden med hunden og så går det længere ud i golfen til det blind Chris har valgt til os.
Kaptajnen har en lang række skjul af forskellig karakter i området. De fleste er bygget i kanten af en af de utallige, små mangrove-øer, andre – som mit – bare bygget på træpæle i midten af et åbent vand på nogle få hektar og hvor ænderne erfaringsmæssigt trækker forbi. Skjulene er mærkede med outfitterens logo og kontaktoplysninger samt hans registreringsnummer, men alligevel hænder det at private selskaber tager ophold i dem, i håbet om at det går. Hærværk fra andre outfittere er relativt almindeligt, så der er altid en del reparationsarbejde.
Der er en permanent opstilling af lokkere, der også er mærkede, men der går alligevel “mus” i dem jævnligt. Der er alle mulige grupper af lokkere, med både blishøns, spidsænder, krikænder og taffelænder. Sådan lidt afhængigt af hvordan det nu lige var. Hos os er der udelukkende taffelænder i gruppen på 40-50 lokkere.
Straks i gang
Chris sætter mig af i skjulet og sejler videre for at parkere luftbåden et stykke borte, og kommer vadende tilbage. Netop som han nærmer sig skjulet, kommer en enkelt and ind bagfra og han råber “skyd”. Jeg er overrasket over at fuglen falder dødskudt, for det var et svært skud. Det er dog intet imod hans benovelse over at det skud lykkedes. Han er vant til mange andre amatører, men mange af dem er nok ikke så heldige som jeg var med deres skud. Det pirrer hans nysgerrighed, og jeg må fortælle ham om de helt anderledes forhold vi har ifm. vores jagter, hvor vi kan skyde alle de ænder vi kan komme i nærheden af. Han får lidt drabelige historier om de jagter jeg har været med på, og hvor vi skyder hundredvis af fasaner og snesevis af ænder.
Da han har hentet min første and, viser det sig at være en hunfugl og min første amerikanske taffeland. Det betyder at min næste – og sidste taffeland – så definitivt skal være en andrik. Der kommer talrige flokke med hunænder ind til lokkerne, fint på skudhold, og munden løber i vand på grund af disse mange muligheder. Nogle gange lander de og strækker hals, inden de stikker af igen.
En gang imellem kommer der en flok med en enkelt eller nogle få hanner, men de kan ikke rigtig pilles sikkert ud. Chris skyder en af sine to fugle, også en hun, og så venter vi videre. Vi kom tidligt ud, så der er rigtig god tid til at snakke om deres jagt og vores jagt – verdener til forskel på alle mulige måder.
Masser af liv
En flok blishøns skændes og slås højlydt hundrede meter bag os, men de synes ikke at have nogen anledning til at lette og dermed give os en mulighed. Ellers ærgerligt, for man må skyde 15 af dem per dag. Konstant trækker de store pelikaner rundt om os. Der er to slags, hvide og brune. De hvide trækker til området om vinteren, hvorimod de brune er standfugle. På samme måde passeres vi af silkehejrer og alle mulige vadefugle.
Et stykke tid senere kommer en enlig and ind fra hans side. Den stryger hen over lokkerne i en meters højde og passerer tæt på Chris, der kan lade den glade besked gå videre om at det er en udfarvet han. Jeg får hold på den bagude, mens den stiger voldsomt, og den tager vandet med et ordentligt plask bag os. Igen kigger Chris spørgende på mig, to fugle i to skud er ikke hverdagskost for ham. Senere kommer endnu en gruppe ind, og han piller en han ud af flokken og har derved også skudt sin limit. Så er der kun at vente på at der skulle komme en krikand eller en spidsand, så vi kan få endnu en chance. Det gør der ikke.
Til gengæld kommer den lokale vildtbetjent hen for at besøge os, og checke at alt er i orden. Der har været et overdådigt skyderi et eller andet sted i området, og med en limit på 2 fugle og ikke andre arter i farvandet, så må der være 30 mand i det skjul eller så er der tydeligvist nogen der har haft en fest langt ud over den daglige limit. Dem leder han nu efter, men efter en kort samtale med Chris, sejler han straks videre.
Da det mørkner henter Chris luftbåden og vi sejler rundt for at hente de øvrige jægere, alle med to taffelænder i galgerne. Det har været en helt igennem fantastisk aften under helt anderledes himmelstrøg og på alle måder anderledes. Jeg ville gerne have udnyttet morgenjagten næste dag, men jeg skal være i Houston Airport senest lige efter frokost og har 5 timers kørsel derop, så det kan vi ikke nå. Ærgerligt for det er jo aldrig billigere end når man er her.
