Fotos: Trine Dixen, Monica Ericsson og Sven Ericsson

Reguleringsjagt er et udtryk, som igennem tiden har været meget diskuteret. Man kan mene, at enten går man på jagt, eller også regulerer man en specifik vildtstamme eller vildtart. Med andre ord er det en holdning hos nogle, at regulering ikke har noget med jagt at gøre.

Hvorvidt man udøver regulering eller går på jagt, kan således være bestemt af, om vildtarten, man jager, er jagtbart vildt eller fredet vildt med særlige tilladelser for regulering. Vi har været på den svenske vestkyst for at opleve jagt på mink, skarv og sæl. Alle er underlagt særlige bestemmelser for regulering, da arterne ikke er på listen af jagtbart vildt. Men de jagtlige udfordringer og spændingsmomenterne under vores tur til klippeøerne vest for Sverige var helt på højde med enhver anden jagtform – uanset om man så kalder det regulering eller jagt.

Vi stævner ud fra den svenske vestkyst.

God næse og lange ben

En let brise blæser over havet, og solen begynder at give lidt varme på en kølig efterårsdag. Det er en perfekt dag for jagt på det lille rovdyr minken, som anses for at være den største dræber af søfugle langs kysten.

Simon styrer den sølvfarvede båd, som er pakket med haglvåben, schillerstøveren Frei, Parson Russel-terrieren Dex, en løvblæser, lidt let frokost og ekstra varmt tøj. Kursen er sat fra Strömstad mod Kosterhavets Nationalpark med de mange små klippeøer.

Flere årtier er gået, siden de første undslupne farmmink slog sig ned langs de svenske kyster, og bestanden er vokset konstant. De små slanke rovdyr trives på de bare klippeøer, hvor der er rigeligt med føde i form af søfugle og deres æg og masser af skjulesteder mellem de store klippeblokke. Minken er en dygtig svømmer og kommer let fra ø til ø i søgen efter føde eller en mage.

Dex og Frei kender rutinerne. De har de sidste år jaget på den svenske vestkyst med Simon, som lever af at tage Skandinaviske jægere med ud på jagtoplevelser på de rå klipper. Så snart båden sagtner farten og har kurs mod den første ø, bliver begge hunde ivrige for at komme i land.

Arbejdsfordelingen er indarbejdet, og så snart de hopper overbord, begynder støveren at afsøge øen for friske spor. Terrieren springer imens mellem klippesprækkerne, i søgen efter mink. Fordelingen er logisk og naturlig, da en schillerstøver er avlet til at drive ræv, og terrieren til at gå i grav. En Parson Russel-terrier er temmelig langbenet. Netop det er årsagen til, at Simon har valgt denne race. Dex springer elegant rundt imellem klipperne – selv på de stejleste sider. Sprækkerne i de store klippeblokke er dog for smalle til, at den langbenede terrier kan komme ned.

Vi har fundet minkens tilholdssted og står klar til skud.

Mink i vandet

Begge hunde samles ved den samme sprække, og en ivrig hals tyder på, at der er mink hjemme under klipperne. Her hjælper det ikke at have en spade med, som man typisk har på jagt efter grævling eller ræv. Klippeblokkene flytter man ikke rundt med, men Simon har en trumf i ærmet. Han skynder sig tilbage til båden og henter en benzindreven løvblæser.

Løvblæseren kræver særlig tilladelse at bruge til minkjagt, så Simon har søgt Länsstyrelsen om lov til at bruge denne trumf. Når strategien er lagt, med hensyn til sikkerhed for både folk og fæ ved skud mod klipper, starter Simon løvblæseren. Lyden kickstarter også begge hunde, som nu sætter i en kombination af hyl og hals.

Minken bliver skræmt ud og stikker af hen over klipperne.

Under klipperne kan minken have et større gangsystem med flere udgange, så hvor den kommer ud, er rent gætværk. Simon holder styr på hundene, mens han sætter løvblæseren ind mellem klipperne. Det tager ikke mange sekunder, før han råber: ”Der!!” og peger ud i vandet. En mørkebrun mink svømmer ude i vandet, snu nok til at vælge en usynlig udgang tæt på havoverfladen.

Afstandsbedømmelse på vand kan være en udfordring, og første skud er for lavt, men minken ruller rundt i vandet i andet skud. Dagens første mink er nedlagt, og hundene slås om at få byttet. Det bliver langt fra den sidste mink på vores tur rundt fra ø til ø. Dex og Frei arbejder målrettet og rutineret hele dagen, kun afbrudt af en kort frokostpause, hvor der er tid til at nyde de fantastiske smukke omgivelser.

Terrieren har fat i minken, efter den er blevet hentet op af vandet.

For farligt for hundene

En eftermiddag i november er vi tilbage i Simons båd og har igen kurs mod det barske ø-landskab vest for Sverige. Vejret er klart, og temperaturen ligger under frysepunktet, så det rykker lidt i kinderne under turen ud til øerne. Lyset over havet sender et smukt skær ned over de farverige klipper. Vi har båden fyldt med silhuetter af hvilende storskarv lavet i træ, og kursen er sat mod de øer, som skarverne bruger til overnatning.

Sidst på dagen vil de jagende skarv vende tilbage til deres hjem-ø for at hvile ud for natten, inden de igen flyver til deres fiskepladser ved daggry. Overnatningsøerne er lette at kende på de hvidfarvede klipper. De små øer ligger tæt, og det kan være en fordel at placere sig på én af de øer, som ligger ved siden af overnatningsøen, alt efter vindretningen og indflyvningsruten.

Dex og Frei må blive på land, når jagten går efter skarv. Strømmen her er kraftig, og det vil være for risikabelt at sende en hund ud i det kolde hav. Desuden er skarven ekspert i at prikke øjnene ud på en eventuel fjende, så en anskudt storskarv er ikke ufarlig for hunde. Derfor er det Simons opgave at stå for apportering og eventuelle affangningsskud på havet.

Kunsten at blive liggende

Lokkeskarvene er sat op på klipperne, så de alle vender næbbet op mod vinden. I vandet foran øen har vi lagt nogle edderfuglelokkere i håbet om, at den store søfugl også vil lægge sin rute forbi øen.

Temperaturen falder, men vinden er svag og tøjet godt. Skarven har et fantastisk syn, og ved den mindste mistanke om fare vil den undvige at lande på de hvidmalede klipper. Derfor kravler jeg godt ned bag en klippeblok, hvor stanken af skarvens efterladenskaber kun bliver stærkere. Godt pakket ind i camouflage fra top til tå er jeg klar til skarvjagt. Vi har fået klare instrukser fra Simon om først at rejse os til skud, når skarven er på skudhold. Skarverne kan synes klodsede, men de er smidige og hurtige til at reagere i luften, så bliver vi opdaget for tidligt, misser vi skudchancerne.

De første skarv kommer til syne i horisonten. De styrer mod øen med lokkerne og går ned i højde. Skarver kommer ofte alene eller kun et par stykker ad gangen, så det er let at fokusere på én fugl.

Skarven er, som mange andre søfugle, en robust fugl, og lange skudhold er absolut ikke relevant. Med Simons ord i baghovedet om at blive liggende bag klippen, til skarven er på skudhold, trykker jeg mig bag klippen, til skarven er tæt på landing. Den når at kaste sig til siden inden skuddet, men lander med en plask i vandet efter skuddet.

De første par skarv er blevet nedlagt, og snart kommer der flere til.

Mens farven på himlen skifter fra blå til rød, forsætter de store mørke fugle med at komme søgende tilbage til øen med lokkerne. Med jævne mellemrum hører jeg Simon starte båden, når der skal samles fugle op, og et par gange lyder der et skud, når en skarv har forsøgt at dykke. Man glemmer stanken på øen, efterhånden som jagten intensiveres, og kulden opdager jeg først, da vi sidder tilbage i båden.

En aften med højt til himlen, fantastisk udsigt, udfordrende skydning og både storskarv og edderfugle i båden bliver afsluttet med en smuk sejltur tilbage til fastlandet.

På sæljagt på fast grund

En dag i begyndelsen af marts er det dejligt lunt. Man får følelsen af, at der allerede er forår i luften.

Sæljagt er en af de mest spændende jagtformer, vi har i Norden.

Vi er tilbage hos Simon i hans båd, men denne gang med riffel. Jagt på sæl oplevede jeg første gang på Grønlands vestkyst for 30 år siden. Siden har sæljagt været en jagtform, der har sat sig som en tilbagevende passion i mit jægerliv.

I modsætning til Grønland, hvor vi jagede fra båd, skal vi i dag placeres ud på de klippeøer, vi kender fra vores tidligere jagter med Simon. Det glæder mig, at underlaget er fast, da skud fra en gyngende båd kan være mere end almindeligt udforende. Min riffel har fået monteret et par støtteben til anledningen, og den liggende skydning er trænet på forhånd.

Ved sæljagt bruger man ofte støtteben til riflen, fordi jagtformen kan give vanskelige skud.

Simon kender sit jagtområde ud og ind og ved, hvor sælerne holder til på denne tid af året.

Når Simon vælger øerne, hvor vi skal sættes af, er det derfor ikke kun med den spættet sæls tilholdssted i tankerne. Han ved også, hvilke øer der er høje nok til at give et godt kuglefang, når vi skyder med riffel på vandet.

Jeg lægger mig til rette på den udvalget klippeø og får placeret mig på maven med et godt og fast anlæg. Et sælhoved er ikke et stort mål, og selvom jeg ligger på fast grund, gynger sælerne med de rolige dønninger på vandet. Skudafstandene bliver derfor heller ikke lange, når vi skal sikre gode skud.

Sælerne kommer nærmere

Reguleringsjagt på sæl

Man vurderer, at bestanden af spættet sæl i Kattegat og Skagerrak ligger på ca. 23.000 dyr med en tilvækst på ca. 7 % per år.  Skaderne for erhvervsfiskere, som er forvoldt af sæler, anslås til at løbe op i ca. 33 millioner kr., alene i Sverige. I sæsonen 2018/2019 er der givet tilladelse til regulering af 400 spættede sæl i Sverige.

Sælerne må kun nedlægges mindre end 200 meter fra områder med erhvervsfiskeri. Inden hver jagt skal man kontakte Naturvårdsverket for at få oplyst, hvor mange licenser der er tilbage i det pågældende område. Nedlægger man en sæl, skal der indsendes information til Naturvårdsverket om tid, sted og navn på jægeren. Desuden skal der indsendes prøver fra sælen af kæbe, organer, hud/spæk og muskler.

Naturvårdsverket har udpeget særlige områder, hvor regulering er tilladt, men man har desuden mulighed for at søge tilladelse til regulering uden for disse områder, hvis der foreligger dokumentation for skader for erhvervsfiskere.

Vi er ikke i skjul, og selvom jeg ligger fladt på maven, ser sælerne mig tydeligt, så snart de stikker hovedet op af dybet. Sæler er dog af natur nysgerrige, og det varer ikke længe, før den første sæl ligger 100 meter ude og holder øje med mig.

Afstanden for et sikkert skud er dog for langt, og jeg afventer og ser, om den vil nærmere. Med jævne mellemrum dykker den ned under vandet, for kort tid efter at stikke sit nysgerrige hoved op igen tæt på, hvor den forsvandt. Sælen holder øje med både mig på øen og Simon i båden, som ligger klar til at sejle hurtigt frem, når der falder et skud.

Sæler kan synke hurtigt efter skuddet. Alt afhænger af, hvor meget luft sælen har i lungerne, når skuddet bliver afgivet, og af, hvor skuddet er placeret. Uanset hvad skal båden være fremme på få sekunder for at bjærge sælen. Skulle den synke, har Simon dykkerudstyr i båden, og den vil blive hentet op fra dybet.

Flere sæler kommer forbi min lille klippeø, og alle er helt bevidste om min tilstedeværelse. Nogle forsvinder igen som sunket i jorden, og andre holder sig i området. Efterhånden vænner de sig til den nye skikkelse på øen og bliver mere modige.

En smuk spættet sæl dukker op kun 40 meter væk. Den forsvinder hurtigt igen, men kommer til syne samme sted med korte intervaller. Hver gang den er oppe, bliver den lidt længere, og jeg har nu fået godt hold på den. Den kigger skiftevis på mig og på båden. Jeg vil gerne afgive et sideskud, så jeg venter, til den kigger mod båden, og lader skuddet gå. I samme sekund hører jeg bådemotoren starte og ser Simon komme farende mod stedet, hvor sælen ligger.

Man skal hurtigt have sælen ombord, inden den går til bunds.

Eftersøgning under vandet

Efter sæljagten følger det hårde arbejde med at flå sælen og rense skindet.

Da båden er 20 meter fra sælen, ser jeg den forsvinde ned i dybet. Simon cirkler rundt i båden med harpunen klar til at gribe fat i sælen, men den er sunket. Jeg bliver samlet op fra øen og kommer med ud i båden til det, som vel nærmest kan kaldes en temmelig besværlig eftersøgning.

Selvom Simon er udstyret med våddragt fra top til tå, er jeg alligevel glad for, at det ikke er mig, som skal ned i det kolde vand. På bådens udstyr kan vi se, at vandet er ca. 12 meter dybt, og Simon lyder positiv med hensyn til eftersøgningen, inden han vælter sig bagover, ud over kanten af båden.

Efter det, der føles som timer, dukker han op igen til overfladen med et reb i hånden. For enden af rebet er min nedlagte sæl. Vi hiver sælen indenbords, og jagten efter spættet sæl kan nu fortsætte.

Det hårde arbejde

Efter en oplevelsesrig dag på havet kommer vi tilbage til fastlandet sidst på dagen med to sæler i båden. Her har Simon sin slagteplads, som er forberedt til at flå sæler. Det ligner mest af alt en grønlandsk boplads, og de værktøjer, som han bruger, er da heller ikke anderledes end dem, man bruger i de primitive bygder i nord.

Inden vi begynder at flå sælen, skal alle papirer udfyldes, og jeg får en forklaring på, hvilke prøver der skal tages af dyrene for at sikre den forskning, som konstant gøres på de skandinaviske sæler.

Koncentreret og rutineret bliver arbejdet udført, men at flå en sæl er ikke som at flå hjortevildt. Det tykke spæklag skal møjsommeligt skæres af uden at lave huller i skindet. Hvis skindet ikke bliver rent for spæk, bliver det surt og kan ikke garves ordentligt.

Det smukke skind med de mange farvenuancer af blåt og gråt pryder nu mit hjem som et minde fra en jagtdag lige på den anden side af Sundet – men alligevel i en helt anden verden.

Regulering af skarv

Den seneste landsdækkende optælling af storskarv i Sverige var i 2012, hvor man vurderede, at der var en bestand på 40.600 ynglende par. En skarv kan æde ca. 500 g fisk om dagen, hvilket betyder, at de svenske skarver konsumerer ca. 40 tons fisk hver dag.

Länsstyrelsen giver varierende antal licenser, alt efter skader forvoldt af skarven, fordelt på fiskeriområder og fiskefredningsområder. I Västra Götalands län, hvor vi jagede skarv, har man fået tilladelse til at nedlægge 2.000 storskarv over en tre-års periode. En erhvervsfisker kan selv udvælge en jæger til at foretage reguleringen inden for 300 meter fra egen fiskeriaktivitet. Desuden må man jage skarv i områder, hvor det pågældende län har oprettet fredningsområder for fisk.

Jagten må ikke foregå nærmere end 300 meter fra skarvkolonier, og der må max nedlægges 10 skarver per jæger per dag. Det er jægerens eget ansvar at undersøge antal tilbageværende licenser i det pågældende område samt at indrapportere antal nedlagte fugle, og hvor og hvornår de er nedlagt. Desuden skal man oplyse om fuglenes maveindehold og eventuel ringmærkning.

Regulering af mink

Minken er en invasiv art og bliver opfattet som et skadedyr. Man må derfor jage den eller fange den i fælder hele året. Dog jager man den ikke om sommeren, hvor der er mange turister ved kysten. I områder, hvor man igennem flere år har jaget minken intensivt, har man set en stigning af antal søfugle på 4-15 % per år og en øgning på mangfoldigheden af fuglearter langs kysten på 50 %.

Kom på kystjagt i Sverige

Västkustjakt har siden 2014 tilbudt jægere at opleve jagten i den svenske skærgård langs vestkysten. En stor efterspørgsel på sæljagt fra jægere i hele Skandinavien var det, der fik de to unge jægere Simon Niklasson og Robert Olsson til at udvikle virksomheden, som siden er udvidet, både hvad angår jagtformer og jagtområder. Västkustjakt råder nu over mere end 100.000 ha jagt i Bohus og Västra Götalands län. I dag drives firmaet af Simon Niklasson og hans far Mikael Niklasson fra Strömstad, tæt ved den norske grænse. Læs mere på vastkustjakt.se.

Aftentræk på skarv og edderfugl
Jagttid: 1. september – 31. marts
Pris: SEK 2.500 / jæger (max 4-6 jægere, afhængig af område)

Minkjagt
Jagttid: 1. september – 31. marts
Pris: SEK 1.800 / jæger inkl. frokost (max 3 jægere)

Sæljagt
Jagttid: 20. april – 20. maj og 1. september- 31. marts
Pris: Afhænger af område, antal jægere og antal skind, som skal bearbejdes (max 5 jægere)

Læs også: Gåsejagt – Sort sol over Barsebäck

Startsida – Västkustjakt.se (vastkustjakt.se)

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: