Af Mathias Vogdrup-Schmidt
Foto: Mathias Vogdrup-Schmidt samt Keith Hider, Adrian Eugen Ciobaniuc, Ian Peter Morton, Carl-hampus Lundberg, BGP MOBILE og rybarmarekk/Shutterstock
Canadagæssene gakker konstant. Flere flokke kan høres fra den anden side af søen. Lyden rejser langt over vandet, så det er svært at høre præcist, hvor eller hvor langt væk gæssenes karakteristiske lyde kommer fra. Jeg kan dog tydeligt høre, at de gæs, jeg denne morgen opfatter som mine, stadig står på deres sten i vandet, lidt fra søbredden, godt hundrede meter borte.
Jeg havde set dem fra en pynt, der stikker ud i den store sø henne langs ellesumpen. De første meter er nemme nok, for der dækker skoven min pürsch. Men jo nærmere jeg kommer gæssene, desto længere skal jeg ned i knæ. Til sidst er jeg helt nede på maven. Mellem kampesten og træstubbe maver jeg mig langsomt fremad med riflen forrest.
Nu kan jeg ane fire canadagæs på hver sin sten. De står bare 60 meter ude mellem ellestammerne. Jeg skal lige have de sidste meter med hen under en stor rødgran. Der finder jeg mig et passende anlæg til min .223REM, en lille tue af mos. To af gæssene plumper pludseligt i vandet og bliver til betydeligt mindre mål end de to på...
