Af Mathias Vogdrup-Schmidt
Foto: Mathias Vogdrup-Schmidt samt Keith Hider, Adrian Eugen Ciobaniuc, Ian Peter Morton, Carl-hampus Lundberg, BGP MOBILE og rybarmarekk/Shutterstock
Canadagæssene gakker konstant. Flere flokke kan høres fra den anden side af søen. Lyden rejser langt over vandet, så det er svært at høre præcist, hvor eller hvor langt væk gæssenes karakteristiske lyde kommer fra. Jeg kan dog tydeligt høre, at de gæs, jeg denne morgen opfatter som mine, stadig står på deres sten i vandet, lidt fra søbredden, godt hundrede meter borte.
Jeg havde set dem fra en pynt, der stikker ud i den store sø henne langs ellesumpen. De første meter er nemme nok, for der dækker skoven min pürsch. Men jo nærmere jeg kommer gæssene, desto længere skal jeg ned i knæ. Til sidst er jeg helt nede på maven. Mellem kampesten og træstubbe maver jeg mig langsomt fremad med riflen forrest.
Nu kan jeg ane fire canadagæs på hver sin sten. De står bare 60 meter ude mellem ellestammerne. Jeg skal lige have de sidste meter med hen under en stor rødgran. Der finder jeg mig et passende anlæg til min .223REM, en lille tue af mos. To af gæssene plumper pludseligt i vandet og bliver til betydeligt mindre mål end de to på stenene. Med en langsom bevægelse med tommelfingeren afsikrer jeg.
Canadagæs i Sverige
Canadagæssene er ikke hjemmehørende i Sverige eller Europa, men stammer fra Nordamerika. I 1930’erne blev der dog udsat nogle i Sverige, hvor de trivedes ganske udmærket. Bestanden er vokset lige siden, og canadagæs er nu et almindeligt syn på søer og marker overalt – særligt i den sydlige del af Sverige. Selvom canadagæssene ikke for alvor har slået sig ned som ynglefugle herhjemme, overvintrer mange af de svenske ynglefugle i Danmark i milde vintre eller raster på forårs- og efterårstrækket.
Jagten på dem startede for mit vedkommende for en halv snes år siden. En lokal landmand var træt af, at de spiste hans kløver og byg, der lige var begyndt at spire frem på markerne i foråret. Afgrøderne var tiltænkt kreaturerne den følgende vinter. Det var bare med at få holdt til dem, sagde han. Vi var enige om, at antallet af nedlagte gæs ville blive begrænset, men forhåbentlig ville jagt og regulering holde de resterende på afstand af markerne. Gæs er umådeligt intelligente. De lærer lynhurtigt, hvor der kan være fare på færde, og hvor der er sikkert at fouragere.
Reglerne for jagt og regulering i Sverige er for mange vildtarter betydeligt mere liberalt sammensat end herhjemme. Foruden almindelig jagttid på canadagæs, må der hele året udføres reguleringsjagt på dem på ”enskild initiativ” (eget/personligt initiativ) på marker, hvis det er nødvendigt for at forebygge skader på afgrøder, der ikke er høstede.
Canadagås – Branta canadensis.
Haglbøsse eller riffel
Der var derfor rige muligheder for at få chance til canadagæs. Jeg begyndte at forhøre mig og læse op på forskellige teknikker til at komme på skudhold at gæssene. Jeg prøvede at lure ruterne og tidspunkterne for deres fourageringstræk mellem søerne og markerne, placere skjul de rigtige steder langs hegn, grave huller til skjul ude på markerne, sætte lokkere op i de rigtige formationer, lære lokkekald og meget mere. Intet synes dog rigtigt at virke, og der gik flere år uden større held med det. Jeg måtte erkende, at jeg var udmanøvreret.
Gæs var der nemlig nok af. Ikke de enorme flokke, man ser i Danmark, hvor nye flokke igen og igen slår på lokkerne de morgener, hvor det hele spiller. Bare småflokke på 10, 20 og 30 gæs ad gangen, der pludselig dukkede op og gik og mæskede sig på markerne.
Ny idé
En morgen, da jeg var på vej tilbage efter en pürsch på råbuk og vildsvin, stod der igen en mindre flok canadagæs på den nærmeste mark. De gik knap 200 meter ude og holdt øje med mig, men fortsatte deres fouragering. Familien var endnu ikke stået op, så det hastede ikke med at komme hjem og lave morgenmad. Selvom jeg havde min 6,5×55 med, ladet med god jagtammunition, tænkte jeg, at jeg alligevel lige ville forsøge en pürsch på canadagæssene.
Jeg listede derfor ind i skoven, til jeg kom i dækning og med kikkerten kunne se, at gæssene var holdt op med at spejde efter mig. Jeg slog en bue i skoven for at nærme mig dem fra en anden vinkel. I skovbrynet måtte jeg ned at kravle, for at de ikke skulle kunne se mig. Ned på maven under pigtrådshegn og ud over en lille, våd eng, til jeg nåede et enkeltstående gammelt birketræ.
Jeg var nu inde på 130-40 meter af gæssene, der endnu ikke havde opdaget mig. Forsigtigt kom jeg på benene igen og fik langsomt listet riflen ud på siden af træet som anlæg. Jeg ventede til en af gæssene vendte fronten til og skød. I et værre bulder og larm lettede flokken og fløj mod søen. En enkelt gås lå dog tilbage på marken. Selvom jeg var gennemblødt på hele forsiden, mærkede jeg alligevel varmen og glæden ved at have knækket koden for jagt på mine canadagæs.
Kaliber og ammunition
Kødskaderne var faktisk betydeligt mindre, end jeg havde troet, og jeg kunne da også stolt servere halvandet stegt gåsebryst til forret et par dage efter. Den i denne sammenhæng store 6,5×55 og de fleste andre klasse 1 våben er dog lige i overkanten til selv de store canadagæs; i hvert fald ladet med traditionel jagtammunition. Ladet med spidsskarpt er de dog noget nær ideelle. Så skal man bare have indskudt sin riffel til det, eller kunne justere eller skifte kikkerten mellem jagterne med henholdsvis spidsskarp og jagtammunition.
Kaliber .22 Magnum kan og må bruges til gæssene, men man kommer hurtigt i vanskeligheder i forhold til effektiv afstand. Derfor er kaliber .222REM og .223REM oplagte, da de har betydeligt længere rækkevidde, afmålt effekt i vildtet og desuden er herlige at skyde med. Jeg havde en overgang den velkendte og velrenommerede Sako Vixen i .222REM. Det fungerede fint i målet, men selve riflen var fysisk for lille til mig. Selvom kaliberen er klein, skal skæftet alligevel passe til skytten.
Canadagæs er faktisk ganske store og er overraskende skudstærke. Derfor kan man ved dårlige træffere komme i bekneb med spidsskarp i de små kalibre. Samme forhold gælder som for vildsvin med klasse 1 våben. I rolige og gode situationer er 6,5×55 alt rigeligt, mens man til vildsvin i fart gerne skal op i 30.06 eller større for at bevare overtaget ved en ikke perfekt placeret kugle. Et blødnæset projektil til de små kalibre kan derfor være at foretrække, selvom man må påregne lidt flere kødskader i gæssene. Selv har jeg ikke prøvet den ellers udmærkede kaliber .243WIN på gæssene, men den burde være helt oplagt.
Jagten fortsætter
Tilbage til den oprindelige jagtsituation.
Med fast anlæg på 60 meters afstand er selve skydningen ikke den store udfordring. Men de to gæs, der ligger i vandet, er blevet små mål i konstant bevægelse. De to gæs på stenene står bedre og mere stille. Men at skyde til dem fra siden kan være risikabelt, da deres fjerdragt og dun fylder meget, og træfområdet er lille. Jeg venter derfor til en af dem gør front mod mig. Jeg trækker vejret dybt og ånder halvt ud.
Lige idet strækker gåsen sig op i vejret og blotter sit store hvide bryst. Trådkorset finder midten heraf, og skuddet falder. Gåsen styrter omkuld på stenen og glider i vandet med bugen opad – død i knaldet. De tre øvrige gæs flakser op, men lander efter få meter igen. Da de ikke har kunnet identificere mig, og den første gås ligger helt stille, er de på mærkerne, men flugtinstinktet er ikke for alvor slået ind. Jeg genlader, og da en af gæssene strækker sig og blotter det meste af brystet, gentager seancen sig – bare på vandet denne gang. Skuddet træffer, som det skal. Gåsen flakser lidt og ligger kort efter helt stille. Hunden, der er dækket af lidt længere tilbage i skoven, er ivrig efter at komme på arbejde. Jeg sender den afsted med det samme for at apportere gæssene.
Canadagåsen er et smukt og værdigt bytte.
Pürsch på gæs
Canadagæs og gæs generelt har et ufatteligt godt syn og er meget årvågne. I modsætning til pürsch på hårvildt spiller vindretningen ikke den store rolle. Det er synet, de bruger til at opdage fjender, og ikke lugtesansen eller hørelsen i særlig udtalt grad. At jage fra søbred er en umådelig spændende og skøn måde at pürsche på, og dimensionen med både land og vand giver noget ekstra herlighed.
At jage med riffel fra båd eller kano er også spændende men langt mere vanskeligt, da underlaget som oftest er i bevægelse og kan dreje med vinden uden varsel. De store svenske søer, med større og mindre øer, giver en helt særlig stemning. At padle i kano til en urskovsbevokset ø og pürsche på skudhold gennem knædybt mos og blåbærris for derefter, måske i kano, at skulle bjærge en nedlagt gås, der er faldet på en klippeblok, hvor hunden ikke kan nå den, er utænkeligt på danske revirer. Derudover kan man særligt i starten af sæsonen nyde synet af fiskeørne, sortstrubede lommer, lærkefalke, traner, mudderklirer, svaleklirer og meget andet på helt nært hold.
Havørn på spil
Nogle år ynglede havørnen også ved vores sø. Jeg havde nedlagt en canadagås ved nogle skær oppe fra toppen af en ø. Hunden var afsted efter den, men strømmen var åbenbart stærk den dag, og gåsen drev hurtigt over mod en lille vig. Jeg kunne nemt følge gåsen med øjnene. Hunden, der svømmede omkring på den anden side af skærene, kunne ikke lokalisere den. Jeg gik ned mod vigen for at dirigere hunden i rigtig retning, da havørnen pludselig svævede lavt over hovedet på mig. Jeg når kun at kigge op kort, inden den dykker lige ned mod vigen, snupper min gås med fangerne og lidt besværet af den tunge last flyver veltilfreds sydpå i retning af sin rede. Det var selvfølgelig lidt træls at miste gåsen, men det blev langt opvejet af at opleve havørnen på jagt så tæt på. Et fantastisk syn!
Teknik og jagtform
Selvom canadagæs er store, er træfområdet overraskende lille. Man skal virkeligt holde til midt i den synlige del af målet. Gerne forfra, hvor det hvide bryst lyser op. Fra siden risikerer man ofte at træffe vingeknoglerne i stedet for kroppens vitale dele. Der er det vigtigt at kunne følge op med et hurtigt andet skud eller have en resolut hund, der kan afgøre situationen. Gåsen vil øjeblikkeligt søge mod vand og vil svømme, flakse og dykke utrætteligt for at slippe af med sin forfølger. Jeg tilstræber derfor absolut sikre skud mod kroppen og brystbenet. Det giver ofte den eftertragtede knald- og fald-effekt, hvor man, ud over en perfekt leveret gås, ofte har mulighed for at dublere.
Riffeljagt på gæs er en spændende jagtform, der for mit vedkommende først blev opdaget i mangel på bedre alternativer. Selvom chancerne og udbyttet er begrænset i forhold til eksempelvis gåsejagt på de danske sydhavsøer, er det klart den mest effektive jagtform på canadagæs på mit revir i svenske Småland. At naturoplevelserne er så store og varierede, gør bestemt heller ikke jagtformen mindre attraktiv.
Gåsen er plukket.
Fakta:
Jagten på canadagæs løber fra 11. august til 31. december i den sydlige del af Sverige og 21. august til 31. december i del nordlige del af Sverige. Derudover må man på eget initiativ udføre reguleringsjagt (skyddsjakt) for at forebygge skader på afgrøder, der ikke er høstede, hele året.
Læs også: Når gåsejagt lykkes
