Alpinsk Gemse i de sydfranske Alper

Foto Christian Rysgaard og Frank Fichtmueller/Shutterstock

”Putain!” råber min ellers særdeles rolige guide på klingende fransk, da bilen begynder at skride ud i det glatte underlag og kure baglæns ned ad en ubehagelig smal vej i et hårnålesving af den anden verden. Ikke at Pierre mangler engelske ord, samtalen er gået nemt på vej op ad bjerget, hvor han har forklaret  den lokale historie for området, men nogle situationer beskrives nu engang bedst på ens eget modersmål. Jeg istemmer med sammenbidte tænder det bedste mit skolefransk kan præstere i en særdeles hårrejsende situation: ”Merde! Zut Alors!” Han vender overrasket hovedet mod mig, dunker mig på skulderen, griner højt og hjerteligt, mens han ruller begge ruder ned og fortsætter i bløde kurver uforfærdet turen baglæns ned ad bjerget. Jeg forsøger at spille cool og ignorere det stejle fald på over 100 meter ud over bjergkanten, mens jeg holder krampagtigt fast i bildøren, til mine knoer er kridhvide. Vores plan for den allerførste jagt skrider langsomt sammen med bjerget og sneens ubetingede sejr over den lille Peugeot. Først var det riflerne, der forsvandt, og nu er det transporten til jagtområdet, der fejler – kraftudtryk på det lokale sprog er ganske på sin plads!

Nationalparken Les Bauges

Nationalparken, Les Bauges råder i dag over fantastiske 5214 hektar – et lille udsøgt stykke af de franske alper med et højdespænd fra 800 meter til 2217 meter. Her i november måned betyder det, at vi uden problemer kan gå en rolig tur i de efterårsbrune skove, hvor den lokale stamme af moufloner foretrækker at tilbringe hovedparten af deres tid. Med lidt ekstra benarbejde er det også muligt at nå snegrænsen omkring 1500 meters højde, hvor de alpinske gemser foretrækker at hænge ud.

Den franske stat begyndte at opkøbe skovområder i starten af 1900-tallet for at beskytte de lokale byer mod oversvømmelse og jordskred som resultat af overdreven skovhugst. De lokale skovhuggere var allerede på dette tidspunkt bekymrede over, at gemserne så ud til at forsvinde. Opkøbet reducerede faldet en smule, men ikke nær nok.

Bevarelse af Alpinsk Gemse

Anden Verdenskrig sætter ekstra skub i nedgangen: Når mennesker kæmper for basal overlevelse, ryger beskyttelse af dyr naturligt nok lidt længere ned ad listen med prioriteter. I efterkrigstiden var populationen nede på blot 250 individer, og bevaringsindsatsen blev intensiveret med indfangning, markering, avlsprogram og udsætning. De første dyr blev reintroduceret i 1954 – seks par af gemser. De blev fulgt af flere par de følgende år, og på den måde stabiliseredes bestanden i løbet af et par årtier. Indsatsen har været så succesfuld, at afskydning af udvalgte individer uden problemer løbende kan passes ind i programmet.

I 1991 blev der oprettet en lokal jagtskole, hvor jægere fra hele Frankrig kan lære om det prægtige dyr og endda jage det i dets naturlige omgivelser. Virkelig en succeshistorie, hvor jagt spiller en naturlig del af bevarelse af natur og vildt.

Kontrolskydning og ny optik

Vi får den fascinerende historie om området forklaret af den lokale førstemand på fint forståeligt engelsk med charmerende fransk accent, mens vi låner jagthytten i midten af skovdistriktet til kontrolskydning af vores rifler. Den fine træhytte har alle de nødvendige faciliteter, herunder en skydebænk med klippestabilt underlag og god udsigt til skiverne.

Leica, som har arrangeret denne tur, har til lejligheden medbragt deres nye kikkert Geovid 10×42 HD 3000 med afstandsmåler og indbygget kuglebane beregning. Dem indstiller vi til de måske lidt kraftige og tunge 180 grain Winchester Extremepoint kobberkugler i kaliber 30-06, som vi får udleveret en kasse af hver.

Den lokale jagtskole har rent faktisk ved et stort lykketræf mulighed for at låne os en håndfuld fine Merkel Helix rettrækker rifler, da de fremsendte S404 rifler fra Sauer på forunderlig vis er strandet i tolden to dage tidligere. Sigtekikkerterne er derfor heller ikke Leicas nye Fortis 6 sigte, som jeg ellers tidligere har haft stor glæde ved at lege med. Vi får derimod Magnus modellen i 1,1-6×50, der ganske passende er udrustet med et seriøs kliktårn. Det kan indstilles til, hvad afstandsmåleren angiver, når den anvendes – ganske vidunderligt, når det tekniske udstyr bare spiller perfekt sammen. Jeg fristes til at sige, at det næsten føles som snyd, men vores guider forsikrer, at vi får brug for alle de tricks, vi kan finde for at få nedlagt en af de lokale gemser. Lange skud på over 200 meter er ikke usædvanlige, da det ikke altid er nemt at komme tæt på de sky geder.

Rustikt fransk landkøkken

Kontrolskydning af de mange rifler sker med forbløffende hurtig og professionel assistance. Det betyder, at vi efter en times tid kan komme retur til frokosten på det hyggelige lokale hotel. Vores tallerkener fyldes her af det rustikke franske landkøkkens specialiteter og byder som solid bund for dagens strabadser på kalvetunge og lokal rødvin på karaffel. Bænket omkring bordet møder vi også vores lokale guider, der deler måltidet med os. Som altid, når jægere mødes, deles der også bunker af jagthistorier og trofæbilleder på tværs af landegrænser. Hovedparten af jagtgæsterne er i dette tilfælde svenske jægere med tilknytning til jagtbranchen. Som selskabets eneste danske jæger må jeg holde Dannebrog højt, selvom jeg er opvokset i frodig muld på det flade Midtsjælland, uden så meget som udsigt til et bjerg.

Jeg bliver sat sammen med Pierre i en lille Peugeot, mere fransk kan det vel ikke blive. Han har ikke tidligere har haft en dansk jæger på besøg og ser mig bekymret an efter drillerierne om det flade terræn i Danmark ved frokosten. Hans første spørgsmål er naturligt nok, om jeg har mod på at vandre helt op til toppen, hvor de største gemser holder til, eller om vi hellere skal holde os til skov, mouflon og lidt færre strabadser. Jeg svarer hurtigt og bekræftende, at der skal gemse på bordet, men mit flakkende blik og svedige tindinger levner alligevel tvivl nok til, at han bestemmer sig for en blid mellemvej i de smukke sneklædte franske bjerge, som han kender som sin egen baglomme.

Nyt bjerg, nye chancer

Trods lokalkendskabet overvindes vi, som allerede fortalt, alligevel af det først valgte bjerg. Pierre foretager derfor et strategisk tilbagetog og vælger i stedet et lidt lavere bjerg en halv times tænderskærende rallykørsel derfra. Her forventes sneen ikke at have samme overtag, og ganske som håbet kan vi med hvinende dæk på hullet asfalt og løse skærver køre hele vejen op til sne-grænsen. Vi har lidt travlt, da vi er sent ude denne regnvåde eftermiddag, og antallet af timer med dagslys i forvejen er ret lavt. Men allerede tre hundrede meter før vejen stopper, spotter jeg rent faktisk en enlig gemse små hundrede meter fra vejen i retning mod dalen. Jeg kommer til at råbe lidt højt i ren iver, men Pierre slipper blot speederen en smule, nikker anerkendende til mig, efter at han selv får øje på dyret for enden af min ivrigt dirrende pegefinger. Han triller professionelt og roligt bilen til vejens ende. Herefter hives riffel og skydestok med lynets hast og i absolut stilhed ud af bilen, og de forudgående trehundrede meter ned af bjerget tilbagelægges i hastige men dæmpede skridt. Der er ikke tid eller grund til forklaring, tissepause eller tøjskifte – det gælder blot om udnytte det lille forspring, vi måske har, hvis dyret tror på, at bilen blot har passeret.

Jeg monterer roligt riflen i skydestokken fra midten af vejen og løfter den langsomt mod kanten, parat til et hurtigt skud i nedadgående retning. Skydevinkler i stejle bjerge er aldrig helt nemme at vænne sige til, når man er oplært på en flad dansk pløjemark. Men riffelkikkerten finder det enlige dyr, der på forunderlig vis ikke har rykket sig mere end et par meter og roligt græsser videre. I kikkerten er det dog ret nemt at konstatere, at dyret er et ganske ungt dyr med meget lille opsats. Af uvisse årsager er der ingen voksne dyr i nærheden, så efter et par minutters observation efterlader vi gemsen og går retur til bilen for at komme længere op ad bjerget, hvor de store gemser forventes at holde hof.

Opstigning i det hvide

Der findes uden tvivl jagtture, der er mere fysisk anstrengende end min tur op ad det første bjerg. Der findes uden tvivl også jægere, der er i bedre form, end jeg kan præstere på sådan en regnvåd november-dag. Regnen er nu ikke det store problem: mit overtrækstøj er spritnyt og holder uden problemer al regnen ude. Efter små tusinde meter er det dog kropsvarmen indefra, som presser sig på, og jeg må lyne op under begge arme for at komme af med fugten. Det hjælper gevaldigt og passer fint med, at jeg har efterladt unødigt udstyr i bilen for ikke at bære på for meget under opstigningen. Så længe jeg er i bevægelse, er temperaturen, der ligger lige omkring fem grader, bestemt ikke et problem. Pierre er tydeligvis lokalkendt og derfor stadig i en tyndslidt grå skiundertrøje, tophue og en god oppakning med ekstra lag til længere oppe på bjerget.

Fra omkring tusinde meters højde begynder regnen at skifte til sne, alle lydene forstummer, og landskabet hylles i et tungt, hvidt dække. Sneen i kombination med en kraftig tåge reducerer vores udsyn til små hundrede meter, men det beskytter os meget praktisk samtidig fra at blive opdaget af gemserne højere oppe på bjerget. Det er her de gode håndkikkerter kan anvendes til at udligne evnerne i syn mellem jægere og bytte, selvom vejret gør sit til at hjælpe gemserne.

De små stier bliver langsomt mere og mere grove og udviskede, mens vi bevæger os opad. Jo længere vi kommer op, jo mere fod ser vi fra gemserne, der ubekymret har krydset vores hårnålesvingende sti i den korteste afstand, direkte op ad bjergets stejle skrænter. Pierre stopper enkelte gange og forklarer retning og plan med fagter og håndtegn, mens jeg sørger for at fylde væskedepoterne op og få en smule af vejret tilbage. Hvert eneste sving om bjerget afslører nye landskaber indhyllet i hvidt dække. Heroppe går himlen i ét med bjerget. Kun antydninger og silhuetter afslører, hvor dyrene kunne tænkes at befinde sig.

Første kontakt

Jeg har snydt og startet mit løbeur ved bilen for at kunne følge med i opstigningen. Derfor kan jeg konstatere, at vi rammer gemsernes aktuelle tilholdssted i 1553 meters højde på den tredje bjergryg efter en spadseretur på lidt over fire kilometer. Her finder vi fod, der krydser vores interimistiske sti i alle tænkelige retninger samt sæder fra en del dyr. Pierre løfter en hånd for at stoppe min måske ikke helt stille opstigning og peger ivrigt ud i det fjerne hvide foran os. Først kan jeg ikke se andet end hvidt i hvidt hverken i håndkikkerten eller i riflen, som jeg straks monterer i skydestokken med retning mod det udpegede mål. Med ét træder et svagt omrids af en potent gemse frem af tågen, med siden mod os. Brystkassen stor og forpartiet hævet i stolt positur. De store horn tydeligt knejsende højt over ørerne med god krumning nedad. Dette formidable syn brænder sig fast på mine nethinder. Her er selve grunden til strabadserne med at bestige bjerget. Han overvåger tydeligvis dalen, vi kommer fra. Måske har han hørt støj fra opstigningen og sikrer nu for resten af flokken.

Jeg læner mig ind i riflen og afsikrer hastigt, mens jeg prøver at finde ro på pulsen og udsyn gennem den lidt fugtige linse. Den hvide sne daler tungt omkring os, og hele bjerget synes at holde vejret med mig, mens sigtet danser på den massive forkrop uden at ville falde til ro. Heldigvis får Pierre stoppet mig, inden jeg tager skuddet. På dette bjerg er de gamle bukke faktisk fredet, da der allerede er nedlagt et passende antal af dem i forhold til årets afskydningsplan. Jeg aflader en smule skuffet og indstiller mig på at skulle endnu længere op ad bjerget – en smule nervøs for, om vi kan nå både at skyde, bjærge, brække og klare nedstigningen, inden mørket falder på. Pierre hvisker desuden en ekstra forklaring, som jeg slet ikke havde taget med i mine overvejelser. Vi kan ganske vist fint se over til gemsen, men der er et stejlt fald foran den og samtidig en dyb og ufremkommelig afsats hen til den – to vigtige detaljer, som jeg slet ikke havde bemærket. Havde jeg skudt og ramt, var dyret enten styrtet forover med stor chance for skader på kød og opsats eller faldet omkuld på afsatsen med nærmest umulig bjærgning til følge. Der er lidt flere og anderledes overvejelser at gøre sig før et afsluttende skud på bjergjagt, når man ikke har prøvet den slags tidligere – og heldigvis har jeg en særdeles erfaren guide med af samme grund!

Anden chance

Idet jeg pakker riflen væk, fanger jeg dog en bevægelse længere oppe på bjerget over os. Håndkikkerten kommer igen frem, og med lidt besvær finder jeg en lille håndfuld gemser højt over os. Kikkerten siger 55 graders hældning og 185 meter horisontal afstand. Kliktårnet justeres hurtigt, men det er stadig ikke et nemt skud, for vinklen strækker skydestokken til sit maksimum, selvom benene samles så meget som muligt. Jeg vælger i stedet at sætte mig på det ene knæ og sprede benene på stokken for at bringe den ned i højde. Denne stilling giver perfekt stabilitet, og trods en ret skæv vinkel står sigtet klippefast på bladet af gemsen længst til højre, som Pierre har udpeget for mig. Jeg vælger at sigte cirka midt i dyret og slipper skuddet med tilbageholdt vejrtrækning.

Knaldet giver forbløffende lidt genklang, og jeg kan endda høre anslag, da kuglen rammer. Snedækket har tilsyneladende dæmpet ekkoet fra skuddet, men gemserne ved udmærket, at der er fare på færde og spredes i alle retninger op ad bjerget, mens det udpegede mål synker stille sammen dér, hvor det blev ramt. Jeg repeterer hurtigt riflen og finder hurtigt en tøvende gemse mere i sigtet. Pierre stopper mig dog fra at tage et ekstra skud og peger på den nedlagte gemse, der er begyndt at rulle ned ad bjerget mod mig. Det er et ret voldsomt fald, som kun afbødes en smule af snelaget på sin vej ned ad bjerget. Som ved et lykketræf ruller den rent faktisk hele vejen ned på vores lille afsats og ender med en hult bump direkte på hovedet, blot 10 meter fra os.

Min første gemse

Sikke en fantastisk start og stor oplevelse. Det er en ung han med forbilledlig symmetrisk opsats og utrolig flotte åreringe. Skuddet sidder perfekt på bladet og har på grund af den stejle vinkel taget en smule af rygsøjlen på bagsiden. Tænderne er ganske vist skadet af det hårde rullefald, men det lægger på ingen måde en dæmper på den lille sejrsdans, som jeg må udføre ved mødet med det prægtige bytte. Pelsen er tyk, sort og mørkebrun med smukke hvide tegninger i hovedet. En smule større end et rådyr og måske på grund af den tykke pels, væsentlig mindre graciøst.

Jeg får taget de utallige og stærkt påkrævede trofæbilleder for at sikre, at alle detaljer kan genkaldes på et senere tidspunkt. Pierre får endda et enkelt billede til sin egen samling og er stærkt tilfreds med at have guidet sin første danske jæger på en succesfuld gemsejagt. Sammen slæber vi gemsen en smule ned ad bjerget, til vi finder et egnet sted at opmærke og brække det. Alle nedlagte dyr i denne park skal markeres med en lille strip efter arten. Strippen skæres til for markering af dato og skal monteres straks efter nedlæggelse i dyrets ene bagben. Hvis denne strip ikke findes på dyret, er der tale om ulovlig jagt. Forhold og metoder omkring registrering er ikke langt fra dem, man møder ved jagt i USA.

Med to knive og fire hænder brækker vi dyret sammen, mens Pierre udpeger og beskriver dele af indvoldene, og hvad man skal kigge efter for at konstatere, om det er ved godt helbred. Der er ikke de store forskelle i størrelse eller kontrolpunkter sammenlignet med vores danske dyrepark, men jeg bliver aldrig træt af at se en professionel jæger med livslang erfaring behandle et dyr og forklare alt imens.

Highfive og nedstigning

Den medbragte rygsæk foldes på magisk vis ud, og inden jeg har set mig om, er dyret indpakket i et lag plastic og med lidt assistance havnet på ryggen af guiden. Han er klar til nedstigning efter at have stukket mig et særdeles entusiastisk high-five med et tilhørende højt WUHUUUU gjaldende ud over bjerget. Nedstigningen er en dans på roser i forhold til opstigningen. Propperne i ørerne forsvinder igen, og humøret holdes højt hele vejen ned til bilen. Her kan vi puste godt ud og snakke færdig om dagens jagt, før en rolig køretur retur til hotellet. I baren er jeg den første retur og ender ikke uden en smule fjollet stolthed med at være den eneste jæger, som får skudt gemse den dag. Historien bliver over de gode fadøl – som alle andre gode jagthistorier – selvfølgelig genfortalt et par gange under det dejlige franske landmåltid. Trods højt humør ender vi aftenen forholdsvis tidligt, da alle er opsatte på endnu en fuld, lang jagtdag i de sneklædte sydfranske Alper. Mæt og tilfreds i sengen falder jeg i søvn som en sten stort set samtidig med, at jeg rammer puden.

Opmåling og civilisation

Jagten på andendagen bliver for mit vedkommende en del mere krævende end den første. Vi vælger at forsøge, om heldet rækker til også at nedlægge en af de lokale Mufloner, men trods en del hårdt benarbejde opstår der desværre ikke nogen skudchancer for mig den

dag. De resterende gæster får, ganske som forudset af guiderne, alle nedlagt et bytte, og en enkelt af gemserne er endda helt oppe i medaljeklassen. Efter en velfortjent sen frokost samt et særdeles tiltrængt brusebad pakker vi vores udstyr og må desværre aflevere alt det lånte grej igen.

Den lokale jagtforening i nationalparken Les Bauges inviterer os til opmåling og parade og viser de mange detaljer, som de indsamler for gemserne. Imponerende med den store mængde statistik, der føres på dyrene og en fantastisk indsigt i et lille lokalt bevaringsarbejde for en art, der uden hjælp fra jægerne ville være forsvundet for en menneskealder siden.

Ganske mættet af indtryk og en smule øm i lægmusklerne bevæger vi os retur til civilisationen og får fra flyet en sidste udsigt over de sneklædte tinder, vi har prøvet kræfter med de sidste par dage. For mit vedkommende bliver det bestemt ikke sidste jagt på et bjerg, selvom jeg stadig sætter pris på de flade arealer i det hjemlige revir.

Benyttet udstyr