Alle store jagteventyr behøver ikke altid at handle om storvildt. Vinterjagt på tjur stiller store krav til både fysik og udholdenhed, men også til vildtkendskab og skydeevne. Hver nedlagt tjur er en stor præstation – tilmed er jagten lettilgængelig, selv for en tilrejsende jæger.
Sne
Timerne går, og den ene snedækkede kilometer følger efter den anden. Selv om kulden er streng, kommer man let til at svede. Ved hvert skovbryn kommer kikkerten frem til afsøgning af de frosthvide fyrretræer. Som regel er de tomme, men ikke altid.
Når tjurhanen sidder som et sort udråbsstegn i en snedækket fyrretop, går der et stød igennem ens krop. Uanset om man opdager tjuren på en afstand af et par hundrede meter og ser, at den allerede uroligt sidder og strækker hals, eller om ens søgning med kikkerten afslører en fugl, der roligt sidder i et træ på en kilometers afstand, så er jagten i gang. Og hvor der sidder én, sidder der ofte flere.
I Sverige kaldes vinterjagten på tjurhane og urkok for ”toppfågeljakt” eller bare ”toppjakt”. Navnet kommer af, at fuglene plejer at søge deres vinterføde i træer, sommetider så højt oppe i trætoppene, som de kan komme. Tjuren spiser fyrrenåle og urfuglen især birkeknopper.
Toppjakt
I den nordligste halvdel af landet er ”toppjakten” en vigtig del af jagtåret. Tjur og urfugl findes i stort set alle skovområder og jages flittigt, ofte med glammende hund eller med stående fuglehund. Men når vinterens snedække sætter en stopper for at anvende hund, fungerer ski og riffel bedst.
I virkelighedens verden tager jagtrykket dog af hen imod vinteren. ”Toppjakten” er entusiasternes jagt. Det kræver udholdenhed at stå på ski hele dagen, og ud over at holde skarpt udkig efter fugle må jægeren også kunne ramme præcist med sin riffel. Fuglene er sky, og skudholdene bliver ofte lange, samtidig med at kulden kan påvirke jægeren og gå ud over træfsikkerheden. Men de, der har prøvet denne jagtform, holder ved. Vinterlandskabet oppe mod nord kan byde på fantastiske jagtoplevelser og rigtige jagteventyr. Ikke mindst tjuren er en udfordring og et imponerende stykke vildt, der gør sig godt både på bordet og på væggen.
Kom på jagt
Der er mange terræner at finde. Skovselskaber som SCA sælger via nettet jagtkort til småvildt på deres områder. Også andre ejendomsbesiddere sælger jagtkort. På statens terræner oven over dyrkningsgrænsen i Västerbotten og Norrbotten samt på renfjeld i Jämtland sælges også jagtkort. (natureit.se). Der er således millioner af hektar, som er tilgængelige. Priserne svinger som regel mellem 100-400 kroner om dagen. Vil man bo billigt, kan man leje en hytte på fjeldet eller i en ferieby i området. Den, der vil øge sine chancer, kan bruge lidt ekstra på en guide, men det er absolut muligt at klare sig selv – især i et godt fugleår.
Tilvæksten af skovfugle kan svinge voldsomt, og der kan være stor forskel mellem forskellige år og forskellige regioner. Bestandenes størrelse afhænger især af tilvæksten af smågnavere. Når der er godt med markmus, er der ofte også godt med fugle, men når markmusebestandene går ned, tager antallet af skovfugle også kraftigt af.
Spørg for eksempel lokale folk om, hvordan situationen ser ud, og om der for indeværende er en god tilvækst af fugle. Eksempelvis har hytteudlejere og sælgere af jagtkort ofte god viden om tilvæksten af fugle – mange er selv jægere. Vær derefter ikke bange for at tage chancen på et terræn. Der kan ikke gives nogen garanti for succes, men der er gode skovfuglebestande i hele den nordlige halvdel af landet, og chancerne for, at jagten lykkes, er gode. Her får du nogle tips, som kan hjælpe dig, hvis du vil tage denne udfordring op.
1) Terræntyper.
Urfuglen finder du oftest der, hvor der er store birketræer. Sø- og åbredder, eller skovfældningsområder, hvor der står nogle træer tilbage, er værd at tjekke. Om vinteren foretrækker tjurhanerne tyndt bevokset fyrreskov. Ofte finder de føde i moser med enkeltstående fyrretræer eller på fjeldet. Står der koglebærende fyrretræer tilbage i et hugstområde er det meget interessant. Tjek gerne satellitfotos for at se, om der står fyrretræer i de mose- eller fældningsområder, hvor du vil jage. I koldt og stille vejr flytter tjurerne ofte op i højderne, da kold luft synker ned i lavt terræn. Det er en god idé også selv at søge højere op og med kikkerten afsøge et større område. Der findes fugle i mange forskellige skovtyper, men chancen for at finde dem er størst i tyndt bevokset terræn, hvor du med fordel kan bruge din kikkert. Kig på kort og satellitfotos og planlæg din rute, så at du mest bevæger dig i åbent terræn. Moser og skovfældningsomåder er gode, ligesom højde.
2) Tid på dagen.
Urfuglen plejer ikke at begynde at spise før omkring solopgang. Det bedste tidspunkt for jagt på urfugl er oftest i et par formiddagstimer. Senere på dagen ser man dem sommetider sidde og hvile sig i trætoppene. Tjuren begynder at spise, fra det bliver daggry. Hanerne kan derefter sidde i træerne hele dagen, men på kolde dage plejer de at tilbringe middagstimerne nedgravede i sneen. Deres mest intensive periode for fødeoptagelse er de sidste to timer, inden det bliver mørkt. Da fylder de kroen op inden den lange vinternat. Hvis du støder en tjur, sker det ofte, at den sætter sig i en høj trætop for at holde udkig, oftest inden for en afstand af en halv eller højest én kilometer. Derfor gør du klogt i følge efter en hane, som du har stødt.
3) Sportegn.
Et af de tydeligste tegn på, at der er urfugle i området, er gamle spor i sneen, hvor fuglene har hvilet sig. Hvis fuglen har forladt stedet, ses to spor. Hvis du blot ser ét spor, er urfuglen der antageligt stadig, og har du haglbøssen med, kan du få en god skudchance ved dens opfløj. Også tjuren laver spor i sneen. Men når tjuren spiser i fyrretræerne, efterlader den sig også rigeligt med neddryssede nåle og andet nedfald på sneen. Hvis du finder træer med sådanne spor, ved du, at området er værd at gennemsøge nøje. Hvis tjurerne igennem nogle af de seneste år har spist ofte og meget i området, kommer en del af fyrretræerne til at se nøgne ud med blot nogle få nåleduske længst ude på grenene.
Det er et tegn på, at det er et godt vinterfødeområde for tjuren, men det behøver ikke at betyde, at tjurerne denne dag er i området. De kan afhængigt af vejret og forstyrrelser udefra veksle mellem forskellige områder. På dage, hvor der ligger meget sne på træernes grene, eller når de er hvide af rimfrost, kan mørke snefrie toppe afsløre, at der for nylig har siddet en fugl dér. Hvis du ser sådanne toppe i din kikkert, er der god grund til at afsøge nærområdet
4) Søgning.
Sommetider kan man opdage tjurerne med det blotte øje, andre gange på længere afstande med håndkikkerten. Selv om der kan være fordele ved, at du på dine ski kan dække et stort område, er det ofte bedst at holde et lavt tempo og være opmærksom. Afsøg gerne interessante træer fra forskellige vinkler. Mange fugle ses kun gennem enkelte åbne steder i trækronen, især hvis de sidder lavt. Hvis du kommer til at jage en tjur op, er det bedre end ingenting. Det er ofte lettere at genfinde en fugl end at finde en ny. Følg den og hold især øje med høje trætoppe, hvor den kan have sat sig for at få et godt overblik over terrænet.
5) At snige sig ind.
Tjurerne har et skarpt syn, men reagerer ikke på fært og plejer heller ikke at reagere på afdæmpede lyde. Det gælder altså først og fremmest om, at du holder dig godt skjult på vejen frem til et sted, hvor det er godt at skyde fra. Jo tættere på du kommer, desto vigtigere bliver det også at undgå skarpe lyde. Hvis du opdager en tjur på lang afstand på opdyrket jord eller i kuperet skovterræn, er det en god idé at udse dig et godt skudsted og derefter bevæge dig frem så godt skjult af terrænet som muligt. Men i tæt og snefuldt terræn er det oftest værd at løbe den risiko, der er ved en forsigtig synskontakt nu og da, så at du ikke ender i en position, hvorfra du ikke kan opdage fuglen igen.
I meget åbent terræn f.eks. ude i en stor mose kan det sikreste være at vælge et træ mellem dig og fuglen som fixpunkt. Gør dette, mens du er langt fra fuglen, men vælg helst et træ, hvorfra du er på skudhold. Du kan da på dine ski glide frem til træet, gøre dig skudklar, mens du er dækket bag det, og derefter blot glide ud ved siden af træet og afgive dit skud. Hvis der er skorpe på sneen, og lydniveauet er højt, vil du være nødt til at skyde på længere afstand, end hvis det er på løs sne. Hvis hanen begynder at strække hals, er den urolig. Da er du sandsynligvis så tæt på, som du kan komme.
6) Passende våben.
Jagtformen kræver et kuglevåben med stor præcision. Du bør på en afstand af 150 meter mindst kunne sætte dine skud inden for en cirkel med en diameter på fem centimeter, men det er en klar fordel, hvis du kan klare det samme på en afstand af 250 til 300 meter. Gamle kalibre som .222 Rem, . 243 Win og 6,5×55 anvendes flittigt ved ”toppjakt”. Andre patroner i samme kategori kan selvfølgelig være lige så velegnede.
Det naturlige kuglevalg er en fuldkappet kugle, men brug ikke spidsnæsede. De kan forårsage unødvendige eftersøgninger, hvis skuddet ikke sidder perfekt. Blødnæsede fuldkappede er et godt valg ved skudhold ud til 150-200 meter. I meget åbent terræn anvender mange jægere matchkugler, f.eks. Lapua Scenar. De giver god præcision og en vis ekspansion, som kan være en fordel. Men på korte hold og ved en dårlig træffer kan de også anrette stor skade på kødet, så brug dem med forsigtighed. Det kan være rart med kikkerten indstillet på stor forstørrelse, men da du helst vil se fuglens skudtegn, er det bedst ikke at bruge alt for stor forstørrelse. 12x rækker langt.
7) Skytten.
For at fælde en tjur sikkert med kugle, må du træffe den på det rette sted. Ser du den fra siden, søg da at træffe den midt i den forreste- og øvre fjerdedel, eller tæt på den hvide plet ved vingekrogen. Skud midt på fuglen vil ramme den i maven, hvilket kan føre til en meget vanskelig eftersøgning i flugtretningen. Ved skud forfra eller bagfra skal du stræbe efter at sætte kuglen midt i den øvre halvdel af kroppen eller om muligt endnu højere. Høje træffere dræber effektivt med minimal ødelæggelse af kødet.
Tjek kuglebanen på forskellige afstande. Streng kulde vil sænke udgangshastigheden og dermed træfpunktet på lange hold. Kulden kan også ændre kuglebanen ved at påvirke materialet i dit våben. Foretag prøveskydninger på jagtområdet ved den aktuelle temperatur i det mindste én gang. Lad våbnet og ammunitionen blive kolde inden testen.
De fleste anvender en rygsæk som underlag. Alternativt kan man medbringe et meterlangt tøjstykke. Lav en snebunke, læg tøjstykket oven på den og pres derefter våbnet ned i det tøjdækkede område. Det tager lidt mere tid, men det bliver meget fast og stabilt.
De fleste jægere er uvante med at rette skuddet over horisonten. Trods det, at dette er normalt ved ”toppjakt”, er denne jagtform måske den, der forårsager færrest dødelige ulykker i Sverige. Det skyldes dels, at det som regel foregår i vidtstrakte ødemarker, dels at kuglen oftest falder mod jorden i en stejl vinkel mod slutningen af dens høje bane. Men dels skyldes det også, at jægerne anvender deres sunde fornuft. Hold dig orienteret på et kort og ret aldrig et skud i retning af bebyggede områder eller trafikerede veje.
8). Udrustning.
Velegnede ski til løs sne er afgørende de fleste steder. Lange træski af typen ”Östergrensskidan” eller ”Olskogens Galav” kan anbefales. De sælges i længder på op til 3,3 meter, hvilket passer godt til en person af normal højde, hvis det foregår på løs sne. Du bør have hvidt jagttøj på. Det behøver strengt taget ikke at være varmt, da du bevæger dig under jagten, men en varm uldtrøje er det klogt at have med. Rygsækken skal helst være med hylster, så du kan bære dit våben på en bekvem måde. Den bør have et volumen på mindst 50 liter, så at der er plads til ekstra tøj, madpakke, noget varmt at drikke og mindst én tjurhane.
En håndkikkert og en laserafstandsmåler er standardudrustning. En ballistikapp i telefonen og en højdemåler er også vigtige fordele. En skruetrækker, nogle træskruer, gaffatape og et par skiremme kan være gode at have til forskellige nødsituationer. Nogle håndvarmere af éngangstypen kan også være på deres plads.
9). Konservering.
En tjurhane er et smukt trofæ, men skal behandles korrekt, hvis konservatoren skal have gode forudsætninger for at skabe et smukt resultat. Medbring gerne en nylon damestrømpe, lidt toiletpapir samt et tyndt bræt med en længde på cirka 70 centimeter. Krøl lidt toiletpapir sammen og stop det ind i næbbet på fuglen samt ind i det blødende skudhul for at mindske blodet i fjerdragten. Placér derefter hovedet under den ene vinge. Før fuglen ind i nylonstrømpen med forenden forrest for at beskytte fjerdragten.
Læg fuglen med ryggen imod brættet, og når du kommer den ned i rygsækken, gør det da med halen opad, så brættet beskytter halefjerene mod rygsækkens toplukke. Skovhøns er også god vildtmad. Tænk især på to forhold ved streng kulde: 1) Kødet skal ikke nedkøles for hurtigt, tommelfingerreglen siger ikke under ti grader de to første timer. Put den derfor ned i rygsækken og hæng den ikke udenpå. Et par plastik-bæreposer beskytter mod blod i rygsækken. 2). Kødet skal ikke fryses ned de første 48 timer, det bedste er derfor at tage fuglen med ind i hytten. Hæng den der på væggen, nedfryses den for hurtigt, bliver kødet sejt.
LÆS OGSÅ
