Der er delte meninger om fodring af vildtet gennem året, hvorfor en endelig facitlist over dette emne ikke kan laves, da en fodring kan have mange formål.
Det er også vigtigt, at man skelner mellem udsatte fasaner, som mere eller mindre skal behandles som husdyr, og så vores hjortevildt, som er det, vi kan kalde vildt på den frie vildtbane.
Hjortevildtet
Hvis man vil fodre hjortevildtet på den frie vildtbane, forudsætter dette, at man ud over de tidsmæssige og økonomiske ressourcer også har en stor viden om hjortevildtets biologi og adfærd og derved er klædt på til at udføre en korrekt forvaltning af hjortevildtet.
En korrekt forvaltning kombineret med en korrekt fodring af hjortevildtet kan gavne sundhedstilstanden og reproduktionen, men magter man ikke selve forvaltningen (hvilket de færreste gør) risikerer man, at et velment fodrings-tilbud, resulterer i en negativ indgriben i hjortevildtets sundhedstilstand.
Hvis man har et ønske om at gøre noget godt for hjortevildtet på ens jagtrevir, bør man i stedet for at koncentrere sig om, hvad man kan fodre med – spekulere i, hvordan man kan mindske jagttrykket på jagtreviret.
Alt hjortevildt har brug for ro på reviret og i særdeleshed kronvildtet, hvor tre nøgleord er nøglen til succes, nemlig ro, ro og atter ro.
Fodring
Jeg vil i denne artikel forsøge at beskrive de forskellige muligheder, man skal overveje ved fodring af fasaner, råvildt, då- og kronvildt, og samtidig advare mod decideret fejlfodring eller manglende nødvendig fodring.
Stort set alt vildt i Danmark kan klare sig gennem en vinter uden en kunstig fodring, på nær fasanerne, som alle er udsatte. Hvis vi jægere har et ønske om, at de fasaner, som ikke bliver skudt i jagtsæsonen, skal overleve vinteren og kunne bidrage til en reproduktion, er det nødvendigt, at vi jægere træder til og tilbyder en korrekt og vedvarende fodring.
FASANER
Mange taler om to kategorier af fasaner, nemlig de udsatte fasaner og så de vilde fasaner. Da egentlige vilde bestande af fasaner i Danmark er i fåtal, kan vi hurtigt indsnævre dette punkt til at omhandle fodring af udsatte fasaner, og en fortsat fodring gennem den første vinter.
Hvis man vil gøre sig forhåbninger om, at de overlevende fasaner fra jagtsæsonen året efter skal kunne reproducere sig selv, er en korrekt fodring året igennem en nødvendighed.
Inden jeg kommer med en anbefaling til fodring af fasaner gennem året, er det nødvendigt at forstå, hvorfor de fasaner, som overlever jagtåret, ikke reproducerer sig i et målbart omfang.
Reproduktion
Uanset hvor mange fasaner, som udsættes hvert år i Danmark, er det et faktum, at de ikke alle sammen bliver skudt i jagtsæsonen. Afskydningsprocenterne kan svinge meget fra sted til sted, men der bliver næppe i gennemsnit skudt mere end 50 % af de udsatte fasaner. Det vil sige, at der er en masse fasaner, der overlever jagten, og som derved umiddelbart skulle kunne bidrage med en stor tilvækst året efter, hvilket desværre ikke sker.
Årsagen til den ringe reproduktion er primært forårsaget af to ting. Den første ting er, at vores opdrætssystem er baseret på en masseproduktion, som på ingen måde stiler mod en reproduktion fra de overlevende fasaner efter årets jagter, hvilket er en historie for sig selv. For det andet, og her er det, at vi som jægere kan gøre en forskel, er de nødvendige fødemuligheder for fasanhønen, op til og i æglægningsperioden samt, efter fasankyllingerne er klækket, simpelthen en mangelvare i den danske natur.
Landbrugets effektivisering har bevirket, at man har nedlagt de fleste levende hegn, småskove, mergelgrave, vådområder og småsøer, da hver eneste kvartmeter uopdyrket jord på matriklen skal udnyttes.
I agerlandet er mellem 95 % til 98 % af de oprindelige vådområder forsvundet gennem 1800- og 1900-tallet, og alene i 1970’erne og 1980’erne forsvandt der en mindre sø eller mergelgrav hver tredje dag.
For at opnå et større høstudbytte indførte man i starten af 1960’erne brugen af pesticider (insektcider), som er et kemisk fremstillet middel i væske- eller pulverform til bekæmpelse af skadelige insekter og planter, som landbruget mente kunne forringe høstudbyttet i en større eller mindre grad.
Brugen af pesticider i markafgrøderne havde, set med en landmands øjne, en god effekt, men brugen af pesticider udslettede ikke kun de dyr og planter, som man ville bekæmpe, men desværre også andre dyr og planter, som var harmløse eller endda nyttige i forhold til en biodiversitet.
I 1964 lavede man en optælling af arter af spiredygtige ukrudtsfrø i jorden på et udvalgt område på en mark. I 1989 (25 år senere) gentog man samme optælling i det samme udvalgte område på samme mark. Resultatet viste, at der i den sidste optælling fra 1989, var 60 % færre arter af spiredygtige ukrudtsfrø i jorden end ved den første optælling i 1964.
Det er muligt, at det danske landbrug ved indførelsen af pesticider har fået hævet høstudbyttet per hektar, hvilket jo også var hensigten med sprøjtningen. Men når brugen af pesticider efterfølgende viser en nedgang på hele 60 % af arter af spiredygtige ukrudtsfrø i jorden, har dette katastrofale konsekvenser for de dyr, som enten lever af ukrudtet eller af de insekter, der lever på ukrudtet. Dette gælder blandt andet for rovinsekter, fasaner og ikke at forglemme agerhønen. I dag er brugen af pesticider kommet under kontrol, men skaden er jo sket.
Hvis man sætter spørgsmålstegn ved, hvad manglende insekter (protein) i naturen har med fasaner at gøre, er det, fordi man ikke er bekendt med, at cirka 90 % af en fasankyllings føde i den første leveuge er de proteinrige insekter. Disse insekter udgør omkring 50 % af kyllingernes føde i de følgende 4 uger, og hvis fasanhønen ikke har mulighed for at føre sine kyllinger til områder, som huser insekter, har fasankyllingerne ingen muligheder for at overleve.
Hvis man ikke tror på, at de udsatte fasaner har svært ved at reproducere sig selv, har jeg kun ét spørgsmål. Hvorfor er det, at man i alle jagtkonsortier, små eller større jagtvæsener, år efter år udsætter det samme antal fasaner? Med alle de overlevende fasaner + en god reproduktion ville man jo nogle år kunne udsætte færre fasaner og stadig nå de samme afskydningstal som årene før – men dette sker mærkeligt nok ikke
Dette var en lille omvej for at forklare, hvorfor det er vigtigt, at vi fodrer vores fasaner HELE året, og hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvad vi fodrer med i efteråret, vinteren og hen over foråret.
Fasan-fodring
Efter at vi har udsat 6-ugers fasankyllinger i de engelske volierer på reviret, giver vi dem kraftfoder (også kaldet voksefoder), da de i opdrættet fra dag ét har fået et kraftfoder, indeholdende et nøje afbalanceret og sammensat indhold af protein, aminosyrer med mere afhængig af, hvilken alder fasankyllingen har. I vækstperioden er kraftfoderet sammensat med et nøje afstemt indhold af calcium, fosfor, mikromineraler, D-vitamin, mineraler og andre vitaminer, og når man senere via fodringen vil mindske vækstraten, har foderet et lavere energi- og proteinindhold med et tilpas højt indhold af træstof/fibre.
Det er vigtigt, at man fortsætter med fasan-voksefoder, så længe de udsatte fasaner vil æde det, hvilket ofte er til omkring 15-ugers alderen.
Inden de udsatte 6-ugers fasankyllinger bliver 15 uger gamle, er det vigtigt, at de får rigeligt af dette foder, og at man ikke begynder at sulte dem for bedre at kunne kalde dem til sig på udsætningspladsen. Når fasanerne er fuldt udfarvede, kan man selvfølgelig trække dem lidt i foder op til en jagtdag, så man er sikker på, at de står i såten på dagen. Dette gælder også, hvis man senere på året skal indfange avlsfugle og have dem til at gå ind i fangburene, hvor der er fodret med majs. Men at begynde at sulte nyligt udsatte fasankyllinger i et forsøg på bedre at kunne holde på dem, er forkasteligt, og i min optik dyremishandling, da udsatte fasankyllinger er 100 % afhængige af det foder, vi tilbyder dem. Hvis vi udsatte 5 til 6 ugers fasankyllinger i den engelske voliere og ikke fodrede dem – ville de hurtigt dø af sult.
Når man arbejder med levende dyr og udsætter fasaner, har man en forpligtelse til at tilegne sig en basal viden om foder og vækstperioder. Man bør i hvert fald have så meget kendskab til det, man beskæftiger sig med, at man er klar over, at fasanens skelet tidligst er færdigudviklet i 10-12 ugers alderen, hvorfor fuglen er afhængig af rigelige mængder af foder med en korrekt tildeling af calcium, mineraler og vitaminer.
Ved at sulte de udsatte fasankyllinger, før de er fuldt udvoksede, risikerer man, at de ikke får tilstrækkeligt foder i vækstperioden og derved underudvikles. En underudvikling i vækstperioden kan på ingen måde senere genoprettes.
Kunsten er at give de udsatte fasaner den korrekte mængde foder i vækstperioden, og målet er at få det til at passe sammen med, at der er spist op, når man dagen efter kommer for at fodre igen.
HUSK kråseflint
Fugle (læs fasaner) har ingen tænder, hvorfor de ikke kan tygge føden. Det er derfor vigtigt, at der, hvor fasanerne færdes, er kråseflint (grus, strandskaller eller lignende) til rådighed.
Hvede/majs
Når fasanerne er blevet omkring 15 uger gamle, vil de som nævnt ikke æde kraftfoder mere, hvorfor man over et par uger kører dem over på hvede eller majs. Vælger man majs, bør den i starten være knust, og først senere hele majs.
De fleste vælger dog at starte med at give hvede, efter at fasanerne er blevet 15 uger gamle. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at vi i Danmark har valgt at stramme de politiske rammebetingelser for tilførsel af kvælstofgødning til kornafgrøder, hvilket bevirker, at dansk korn i dag har et noget lavere indhold af protein end tidligere.
I England og Tyskland har hvede et indhold af protein på ca. 11-12 %, mens vi i Danmark grundet de politiske stramninger har et betydelig lavere indhold af protein i vores hvede (cirka 8 % i 2014 tal).
I opdrættet, hvor vi fodrer med færdigfoder, har foderproducenterne styr på proteinindholdet, men når vi skifter over fra kraftfoder til hvede eller majs, bør man være opmærksom på kornets indhold af protein, så man ikke underfodrer med protein. Protein er med til at danne muskelmasse, og stivelse er basis for energi og fedt.
Hvis vores voksne fasaner ikke får nok protein, men til gengæld for meget stivelse, kan det resultere i fede dyr. Da målet med vores udsætninger bør være sunde og stærke fasaner, som kan reproducere sig og derved blive til gode avlsdyr i den danske fauna, bør man undgå, at fasanhønerne bliver for fede.
Vinterfodring af fasaner
Det er ikke kun de danske kornprodukter, som har et ringe indhold af protein, men det er også et faktum, at den vintersæd, som fasanerne æder på markerne i forårsmånederne har et ringe indhold af protein. Det manglende indhold af protein betyder, at fasanhønen ikke får den optimale forårsfedning. Dette faktum understreger vigtigheden af en fortsat fodring med proteinrigt foder gennem vinteren og foråret.
Når vi er bekendt med det ringe proteinindhold i vores nuværende kornprodukter, er vi mere eller mindre tvunget til at droppe de gamle traditionelle fodermetoder. Vi skal indføre fodertiltag, som sikrer, at de udsatte fasaner får muligheden for at indtage den nødvendige dosis af blandt andet proteiner.
Vi kan ikke bare fortsætte med at bilde os ind, at det går nok, hvis vi gør, som vi altid har gjort. Der skal nytænkning til, og det kunne blandt andet være at tilføre de udsatte fasaner ekstra proteiner ved at oprette foderdepoter af “Vokse Foder” dér, hvor fasaner færdes, det vil sige på udsætningspladsen og i såterne.
Ved at tilbyde de udsatte fasaner dette “Vokse Foder” i foderdepoterne, selvom man fodrer med hvede eller majs, er man sikker på, at de udsatte fasaner får tilstrækkeligt med protein, calcium, fosfor, vitaminer, mineraler med mere.
Det er muligt, at vi mennesker tror, at fasanen er så dum, at den ikke kan finde ud af, hvornår den har behov for mere protein, calcium, fosfor og mineraler, men adskillige forsøg blandt andre hønsefugle beviser det modsatte.
De udsatte fasaner vil indtage dette “Fasan Voksefoder” efter behov – selvom vi også fodrer med hvede eller majs. Denne ekstra fodring med “Fasan Voksefoder”, udlagt i depoter i udsætningen og i såterne bør fortsætte gennem efteråret, vinteren og helt frem til cirka midt i marts måned.
Fodring af fasaner efter jagttidens ophør kan foregå på flere måder:
|
De færreste har de tidsmæssige ressourcer til rådighed, som en daglig foderrunde på reviret kræver, og da fodring under halvtage også kræver jævnlige eftersyn, er og bliver fodring via fodertønder det mest foretrukne.
I den forbindelse er det vigtigt, at man prioriterer placeringen af fodertønderne langt højere end antallet, da det er meningsløst at opstille fodertønder på reviret – hvor fasanerne ikke opholder sig.
Fodringen skal som nævnt etableres de steder, hvor fasanerne ynder at opholde sig gennem vinteren (og foråret), hvilket ikke altid er på udsætningspladserne eller i de på reviret etablerede såter.
Når man vinter- og forårsfodrer sine fasaner, er der fem ting, man skal være særlig opmærksom på:
|
Vigtigheden af en fortsat fodring af fasanerne gennem vinter- og forårsmånederne, har aldrig været større end i disse år.
Forårsfodring af fasaner
Ligesom der hos råvildtet er noget, som hedder efterårsfedning, er der en tilsvarende periode hos de udsatte fasaner, som vi kalder forårsfedningen.
Forårsfedningen omhandler alle de fasaner, som har overlevet revirets fasanjagter. Perioden er fra årsskiftet og frem til midten af marts måned. I denne periode skal fasanhønen nå sin idealvægt og have fyldt samtlige fedtdepoter på kroppen, så hun er klar til at gå i gang med den kommende æglægnings- og rugeperiode.
Når vi nærmer os æglægningsperioden (som starter omkring 1. april), bør vi erstatte “Fasan Voksefoderet” med “Æglægger Foder” i de etablerede foderdepoter på reviret, og i starten af æglægningsperioden må “Æglægger foderet” gerne indeholde meget protein.
Det rigtige tidspunkt at tilbyde de udsatte fasaner “Æglægger Foderet” er cirka 14 dage før, at fasanhønen skal til at producere og lægge æg, hvilket vil sige fra den 15. marts, og frem til de første æg lægges omkring 1. april.
“Æglægger Foderet” indeholder de proteiner, calcium og mineraler, som er en nødvendighed for, at fasanhønen skal kunne gennemføre en succesrig æglægnings- og rugeperiode.
De, der stadig tror, at hvede eller majs er tilstrækkeligt – tror forkert.
Når vi tilbyder de udsatte fasaner “Æglægger Foder”, skal vi også huske at udlægge kråseflint og kalkskaller, som er koncentreret calcium.
Mange vil måske ryste på hovedet, når de læser det, jeg har skrevet om fodring af fasaner. Specielt fordi det gennem mange år har været helt almindelig praksis, at man, når fuglene i 15 ugers alderen ikke længere var så interesserede i kraftfoderet, over er par uger lavede et foderskift til enten hvede eller majs.
Det har tidligere været helt normal praksis, at man i resten af jagtsæsonen og gennem vinteren har fortsat fodringen med hvede eller majs. Når foråret kom, måtte de overlevende fugle selv finde den føde, de skulle have og sikre videreførelsen af arten. Da en videreførelse af arten (læs: fasanhøne med mange fasankyllinger) ikke forekommer særlig ofte, burde man måske sadle om og ikke afvise nytænkning på foderområdet.
Vi skal ikke glemme, at fasanen, indtil den blev et eftertragtet jagtobjekt, var en invasiv art, som kun via menneskets hjælp har kunnet etablere sig nogenlunde i Danmark.
Som tidligere nævnt, er de nyudklækkede fasankyllinger afhængige af tilgangen til insekter (protein). Omkring 90 % af en fasankyllings føde i den første leveuge er de proteinrige insekter, og disse insekter udgør cirka 50 % af kyllingernes føde i de følgende 4 uger. Hvis fasanhønen ikke har mulighed for at føre sine kyllingerne til områder på reviret, som huser insekter, har fasankyllingerne ingen muligheder for at overleve. Man skal derfor sørge for, at der etableres vildtagre (flere steder på reviret) med en blanding af insektvenlige blomster, som tiltrækker insekterne i den periode, hvor de udklækkede fasankyllinger i naturen har brug for denne proteinkilde. Et par insektvolde på reviret er helt klart en god idé, men ofte ikke tilstrækkeligt.
RÅVILDT
For at ingen skal være i tvivl, så er det vigtigt at slå fast, at en fodring af råvildtet på ingen måde er en nødvendighed. Det er hverken nødvendigt at fodre råvildtet om vinteren, om foråret, hen over sommeren eller i efteråret. Derimod bør man overveje, hvordan man får mindsket jagttrykket, da et for stort jagttryk kan ødelægge sundhedstilstanden i enhver sund råvildtbestand.
En fodring af råvildtet i efteråret og om vinteren kan godt nok samle lidt flere dyr på reviret, men de, der tror, at blot man fodrer sit råvildt, så får man automatisk store bukke og en sund råvildtbestand, tager grusomt fejl. Ofte vil en uhæmmet fodring af råvildtet, uden skelen til selve forvaltningen, medføre en forringelse af råvildtets sundhedstilstand afhængig af, hvornår man fodrer, og hvad man specifikt fodrer med.
Sagt på en lidt anden måde, så skal fodringen af råvildtet være en lille del af selve råvildtforvaltningen, og hvis man ikke mere eller mindre dagligt færdes på reviret og blot skyder, hvad der kommer for på jagterne og derved ikke udfører en selektiv afskydning blandt både bukke, hundyr og lam, vil jeg fraråde enhver kunstig fodring af råvildtet.
Med en kunstig fodring af råvildtet mener jeg foder i foderhuse, som kan være havre, majs, korn, kraftfoder eller en blanding af det hele.
Modsat den kunstige fodring er en fodring via vildtagre langt at foretrække for den almindelige jæger, som vil gøre lidt ekstra for råvildtet, og som ikke har muligheden for, eller viden om, hvordan man forvalter råvildtet korrekt.
Der er betydeligt flere negative ting ved en fodring af råvildtet end positive ting. En fodring af råvildtet bør kun komme på tale, hvis man ved, hvordan man forvalter råvildtet korrekt (hvilket de færreste evner).
Fordele ved en kunstig fodring af råvildtet
Fordelen ved den kunstige fodring via foderhuse er, at man kan samle flere dyr på et begrænset område. Man kan her, med den smitterisiko det er at samle mange dyr det samme sted, via observationer eller vildtkameraer, nemmere vurdere sundhedstilstanden hos råvildtet. Man vil få klarhed for pelsproblemer, snabelsko, små magre og svage dyr og derved bedre kunne planlægge den selektive afskydning.
Hvis man fodrer med et kvalitetsfoder (kalvefoder), vil dette ofte øge en sund råvildtbestands kropsvægt, hvilket er et godt tegn. Men hvis man ikke har en sund råvildtbestand på sit revir, og man ikke målrettet arbejder på at forbedre sundhedstilstanden (ved en selektiv afskydning), har en fodring ingen virkning – tværtimod
Ulemper ved en kunstig fodring af råvildtet
Som nævnt er der betydelig flere ulemper ved en kunstig fodring af råvildtet end fordele.
Den største fare ved den kunstige fodring er, at svage dyr, som normalt ville gå til som faldvildt i en lang og kold vinter, alene grundet tilgangen til foder i foderhusene kan overleve vinteren. Disse dyr, som er af kategorien svage og dårlige dyr, vil året efter fortsat være en del af den samlede råvildtbestand på reviret. Da man ikke kan forvente, at dårlige dyr sætter stærke lam, er man derfor på vej ind i en ondartet spiral, hvor man via en velment fodring bidrager til, at bestanden på reviret bliver dårligere og dårligere.
Det er ikke billigt at fodre sin råvildtbestand, hvorfor man også skal kunne afsætte en væsentlig sum penge til dette, ligesom man skal være forberedt på, at kornpriserne kan variere meget afhængig af årstiden. Ud over de økonomiske ressourcer skal man også have de tidsmæssige ressourcer til rådighed, da foderhusene ikke må løbe tør, hvilket betyder, at de skal tilses mindst én gang om ugen.
Er man i sommerperioden først begyndt at fodre sit råvildt i foderhuse, skal man fortsætte fodringen gennem efteråret, vinteren og foråret og må ikke stoppe fodringen midt om vinteren. Gør man dette, risikerer man, at slå tarmfloraen i stykker hos råvildtet, og sker det, er det ofte med døden til følge.
Smittespredning
Hvis fødemulighederne på reviret er begrænsede, vil råvildtet ofte søge massivt til de opsatte foderhuse. Jo flere dyr man samler det samme sted, desto større er risikoen for, at en eventuel smitte kan bredes i en bestand. Jeg er ikke så bekymret for farlige smitsomme sygdomme, da disse nok skal blive delt blandt råvildtet, om ikke andet så via de mange sliksten, som dyrene uafhængige af hinanden i perioder slikker kraftigt på. Jeg tænker mere på de udvortes parasitter som for eksempel pelslus, som dyrene kan smitte hinanden med ved en direkte kontakt.
Vildtagre
Den bedste måde at fodre sit råvildt på, er ved at etablere vildtagre, som råvildtet kan nyde godt af hele året. Det vil sige, at man ikke kun skal have vildtagre på reviret, som giver føde om foråret/sommeren, men også vildtagre, som er til gavn for råvildtet i efteråret/vinteren.
Der findes i dag en masse gode vildtagre til råvildtet/hjortevildtet, og disse består ofte af flere forskellige græsser, tilsat hvidkløver, rødkløver, alsikekløver sneglebælg, esparsette, cikorie, lucerne, mælkebøtter, ranunkel, timothe, kællingetand, kål, honningurt, boghvede, stubturnips, vinterfoderraps, fodermarvkål og mange flere.
Nogle vildtagre er et-årige, mens andre er flerårige. De flerårige vildtagre er selvfølgelig de billigste at etablere over en årrække, men uanset hvad man vælger, vil jeg anbefale, at man anlægger 4-5 forskellige vildtagre og ser resultatet af råvildtets fødesøgning til den enkelte vildtager, afhængig af årstiden. Da råvildtet hverken kan læse eller bladre i de farverige kataloger over alverdens vildtagre, får man her det rigtige resultat at se, da råvildtet/hjortevildtet vil søge til de vildtagre, som de bedst kan lide. Ved at forsøge sig frem, finder man også ud af, hvilke vildtagre som kan etablere sig bedst på de forskellige jorde, afhængig af jordens pH-værdi og andre tilsvarende faktorer.
Råvildtets fødevalg på reviret
Det er almindelig viden, at råvildt er en feinschmecker eller skrevet på en anden måde; råvildtet er kræsent og derfor ikke altspisende.
Det er derfor vigtigt, at man, hvis man vil bidrage til råvildtets fødevalg, koncentrerer sig om fødemulighederne på reviret og ikke alene låser sig fast på en fodring via foderhuse.
Et godt råvildtterræn består af et revir med en varieret markplan. Derudover vildtagre græsarealer samt de mange forskellige urter, som findes i den danske natur, levende hegn og i øvrigt meget randeffekt fra skov eller remiser, hvor man har buske med solbær, hindbær, brombær, tyttebær, hassel, hæg, rød kornel, hyld, gyvel, hvidtjørn og slåen. Derudover skal der også være varieret skov med store eller mindre skovenge, områder med ældre løvtræer, som producerer olden, yngre skovkulturer, som indeholder birk, eg, ask, hestekastanjer, bog, pil, ligesom træer med vilde æbler, frugttræer, jordskokker og røn er på råvildtets menuliste.
Tætte områder med gran, som kan give råvildtet den nødvendige dækning og fødemuligheder, hvor sitkagran, knopper fra rødgran, ædelgran, grandis eller nordmannsgran foretrækkes. De år, hvor det er oldenår, kan råvildtet bruge megen energi på at finde disse, og ingen tvivl om, at olden fra ege- og bøgetræer (bog og agern) giver råvildtet en god og nærende ekstra fødemulighed i den vigtige efterårsfedning.
I vinterhalvåret, hvor der tyndes ud i de unge løvtræer, eller hvor selvskovere sanker af store løvtræer, skal man lade toppene blive liggende på skovbunden, da knopperne på disse efterladte trætoppe er en givtig energikilde og derved et godt fødetilskud til råvildtet hen over vinteren.
Fodring med roer
Det er meget almindeligt, at man, efter at roerne er taget op af jorden, lægger roer ud til råvildtet/hjortevildtet. Jeg vil anbefale, at man fodrer med foderroer, og ikke sukkerroer med et meget højt sukkerindhold. Roerne lægges direkte på jorden, og det er vigtigt, at roerne lægges, hvor råvildtet/hjortevildtet færdes, og hvor dyrene også i dagtimerne kan stå uforstyrret og æde.
Udlagte roer kan være et udmærket supplement til fødeudvalget på reviret, og selvom råvildtet også tiltrækkes af disse roer, er det min klare opfattelse, at det primært er dåvildt og kronvildt, som trækkes til disse søde sukkerprodukter.
Nogle vælger at etablere én eller flere mindre roekuler forskellige steder på reviret.
Etablering af en 2,5 tons roekule
2,5 tons roer svarer til, hvad 3 store frontgrabbe fra en rendegraver, kan læsse på en vogn. Til dækning af en roekule på ca. 2,5 tons benyttes 4 store bigballer. Det er vigtigt, at man ikke splitter halmen, men dækker roekulen med halmflager af en tykkelse på minimum 25-30 cm. Opbevaringstemperaturen, altså temperaturen i kulen, vil altid være højere end lufttemperaturen grundet varmeudviklingen ved åndingen.
Man kan sagtens lave mindre eller større roekuler end på 2,5 tons roer, men uanset set hvilke størrelser man vælger på sine roekuler, er der nogle grundregler man bør følge.
|
| Selvom vi laver fodertiltag, som har til hensigt at hjælpe vildtet gennem vinteren, skal vi stadig være opmærksomme på, at råvildtet sagtens kan klare sig gennem en hård vinter uden hjælp fra os mennesker. De dyr, som ville dø grundet en hård vinter, er simpelthen ikke stærke nok, og bør ikke have muligheden for at videreføre artens overlevelse. Derfor er det meget vigtigt, at vi er ekstremt hårde i afskydningen af efterårsdyrene og sikrer, at de dyr, som vi ser gennem riflens kikkertsigte, kun får lov til at slippe for en afskydning, fordi vi ser dem som store, stærke og sunde dyr. |
KRONVILDT og DÅVILDT
Hvis man skriver om kronvildt og dåvildt, og specielt hvis man kommer med forslag til, hvordan dette storvildt skal forvaltes, skal man være forberedt på, at dette kan starte en åben krig på holdninger.
Fodring eller ikke fodring, kombineret med en diskussion om afskydningsplaner, arealkrav, sprossefredning, tandsnitsundersøgelser med mere kan få det vildeste frem i nogle jægere.
Jeg holder mig langt væk fra denne åbne ordkrig og tror desværre ikke, at man kommer videre, før man fjerner fokus fra hjortene og begynder at koncentrere sig om hinderne og dåerne – hvilket de færreste trofæjægere gør.
I forbindelse med en eventuel fodring af kronvildt og dåvildt, er det vigtigt at slå fast, at en fodring af kronvildtet og dåvildtet på ingen måde er en nødvendighed.
Her er det, at nogle vil påpege, at hvis man har en interesse i at mindske bid-, feje-, og skrælleskader i skoven, er en fodring en nødvendighed. Denne påstand bliver brugt af mange, som et alibi for at fodre, men det er et faktum, at der ikke er evidens for denne påstand.
Det er i dag IKKE tilladt at fodre kronvildtet med kraftfoder eller valset korn. Om det er, fordi man vil begrænse fodringen på mindre revirer, eller fordi man frygter, at disse fodertyper kan give problemer for kronvildtets fordøjelsessystem, er faktisk underordnet, da det efter 2018 blev forbudt at fodre kronvildtet med kraftfoder eller valset korn.
Fødeemner
Kronvildtet og dåvildtet er modsat råvildtet ikke feinschmeckere. Dette betyder, at de er mere altædende og kan leve af grovere plantedele så som grovere græsser, grene og skud fra eksempelvis nåletræer. Så længe man sikrer sig, at dette storvildt får rigeligt med fibre i fødeindtaget, bliver tarmfloraen ikke slået i stykker.
Dåvildtet er det hjortevildt, som bedst kan tilpasse sig en menneskelig aktivitet og trives bedst på et revir, som består af en blanding af skov, levende hegn og landarealer. Helst skal der være en lysåben løvskov, eller en blandingsskov med et godt fødegivende bunddække.
Lyng og kronvildt hører sammen, og har man ung og gammel lyng, er dette det optimale. Lyngen skal holdes ung, hvilket kan sikres ved slåning eller kontrolleret afbrænding, hvor en afbrænding ofte giver det bedste resultat.
Græsser udgør den største fødekilde hos kronvildtet, hvorfor store skovenge med en stor variation af grove og mindre grove græsser og urter flere steder i skoven klart kan anbefales.
Selvom kronvildtet elsker majs og roer grundet det høje sukkeindhold samt kartofler og gulerødder, gavner denne føde på ingen måde kronvildtet.
En fiberrig kost, som kan bestå af grannåle, hedelyng og tilsvarende, har stor betydning for kronvildtets fordøjelse, hvorfor man flere steder tilbyder tørt og rent hø i bigballer.
Wrap lavet på havre lige efter, at det er skårlagt (med lange stængler), sikrer også en meget fiberrig kost, og kronvildtet æder dette med velbehag.
Ligesom rigeligt med fødemuligheder er vand i form af mindre vandhuller flere steder på reviret en forudsætning for, at kronvildtet vil trives på dit jagtrevir.
Sluttelig vil jeg fremhæve tre ting, som du bør tage med i dine overvejelser, hvis du overvejer at begynde at fodre hjortevildtet:
|
LÆS OGSÅ
