Når man taler om at plante, mener man plantning af løvtræer, buske og nåletræer. Der er altså ikke tale om vildtagre, som typisk etableres ved, at man sår frø på et areal, der er i en eller anden form for omdrift – det vil sige, at man jordbearbejder og sår år efter år. Når man planter er det permanent. Eller i hvert fald holder plantningen, indtil man får en anden og bedre idé. Rydning af et tilplantet areal er en noget mere kompliceret øvelse end rydning af en et-årig vildtager, og det skal selvfølgelig indgå i overvejelserne, inden man planter.
Hvorfor plante?
Fra man planter, til plantningen virker som tiltænkt, går der 3-5 år. Til gengæld har man så glæde af vildtplantningen til evig tid – forudsat, at man laver lidt løbende vedligehold på vildtplantningen. Når vildtplantningen er etableret, er den en sikker såt hvert år. Den slår aldrig fejl – bliver ramt af skadedyr, tørke, for meget vand eller lignende ulyksaligheder. Derudover gavner den også hele året rundt og ikke kun i en begrænset periode som vildtagre. Jeg mener derfor, at de lidt højere etableringsomkostninger og et par indledende etableringsår, hvor man endnu ikke har det fulde udbytte af vildtplantningen, er det hele værd. Ulempen er dog som nævnt, at man ikke sådan bare lige kan tage arealet med i landbrugsdriften igen.
Barrodsplanter
De planter, man bruger til at plante for vildtet, er typisk barrodsplanter – samme type som man også bruger til hækplantninger og lignende. Når man har fundet ud af, hvilke arter man ønsker at plante, vil man opleve, at planterne sælges i forskellige størrelsesintervaller, hvilket opgives i centimeter.
Derudover vil der i nogle tilfælde være angivet to tal delt af en skråstreg i plantens beskrivelse – f.eks. 2/1. Det første tal angiver antallet af år, planten har stået i frøbedet i planteskolen, og det andet tal angiver år i priklebed – altså hvor planterne er plantet ud, så de har bedre plads. En 2/1-plante er således en 3 år gammel plante, der har stået to år i såbed og et år i priklebed. Hos nogle arter vil man kunne komme ud for, at planterne benævnes 0/1. Dette skyldes, at planten er stiklingeformeret og dermed aldrig har befundet sig i et frøbed.
Alderen på planterne har selvfølgelig først og fremmest indflydelse på plantestørrelsen, så for den almindelige forbruger er det størrelsen snarere end alderen, der er interessant. Store og små planter har hver deres fordele og ulemper.
Størrelsen
Små planter – som typisk vil være op til 30-50 centimeter store alt afhængig af art – er nemmere at håndtere og plante. Det kan lyde overdrevet, men skal man plante i hundredevis af planter med en spade, så bliver man glad for, at de ikke er alt for store. Planter man med plantemaskine, er det også en fordel, at planterne ikke er alt for store. Små planter har af naturlige årsager en mindre madpakke med og er derfor – i hvert fald i teorien – en smule mere følsomme umiddelbart efter plantning.
Større planter – planter over 50 cm. – er ret robuste, og vinder hurtigere konkurrencen mod ukrudt, vildtbid og alle de andre farer, der lurer. Omvendt gør den større bladmasse også, at fordampningen er større, og de kan derfor være relativt mere følsomme over for tørke.
Et sidste begreb, man kan blive præsenteret for, når man leder efter planter, er ”proveniens”, som dækker over plantens genetiske oprindelse. I forhold til at plante for vildtet er proveniens ikke afgørende, og så længe man køber planter hos en seriøs leverandør, der kan stå inde for, at planterne er velegnede til vildtplantninger, så behøver man ikke være ekspert i planternes genetiske oprindelse.
Hvornår planter man?
Plantetid er efter løvfald i efteråret, og indtil frosten gør det besværligt eller umuligt at komme i jorden. Når frosten slipper jorden igen i foråret, kan man plante igen, indtil man vurderer, at det er blevet for varmt og tørt, eller indtil planteleverandørerne ikke længere kan levere planter. I princippet kan man plante hele vinteren, så længe det rent praktisk kan lade sig gøre for sne og frost.
Da barrodsplanterne opbevares på køl og derved holdes i kunstig dvale, kan man plante langt hen på foråret, men er man uheldig at ramme ind i en tørkeperiode umiddelbart efter plantning, kan det godt gå galt. Omvendt kan varmt og fugtigt vejr få planterne til at vokse imponerende meget allerede første vækstsæson.
Om man planter forår eller efterår, er mest af alt en smagssag. Lidt firkantet beskrevet er det bedste tidspunkt til at plante, når man har tid til det. Det går typisk bedre med tiden i foråret, hvor dagene for det første er længere, og vejret også ofte er bedre. Derudover er der også en tendens til, at man bedre husker at få renholdt nyplantningen, hvis man skal starte op med renholdet umiddelbart, efter man har plantet. Af en eller anden årsag glemmer man hen over vinteren alt om det plantearbejde, man knoklede sig igennem i efteråret. Man husker det først, når man falder over det – godt groet til i ukrudt – midt på sommeren, og så er det næsten for sent.
Håndtering af barrodsplanter
Barrodsplanterne leveres i en stor sæk. Modtager man mange planter, er sækkene stablet på en palle. Straks ved modtagelsen skal man dele sækkene ud og stille dem et mørkt og køligt sted. Lader man dem stå på paller ude i solen, brænder planterne simpelthen sammen. Et betongulv i et uopvarmet udhus, stald eller garage er ideelt. Man bør ikke åbne sækkene, før man skal bruge planterne. I sækkene holder planterne sig udmærket. Hvor lang tid afhænger af temperatur, men 5-7 dage bør ikke være noget videre problem, og er temperaturen stabil og lav, går 14 dage også.
Går der lang tid, fra man modtager planterne, til man skal plante dem, kan de sættes i indslag. Man graver en rende i jorden, åbner bundterne og breder dem lidt ud og dækker rødderne godt til med jord. Her kan planterne i princippet holde sig vinteren over, men de har bedst af at blive plantet det rigtige sted i første hug.
Under selve plantearbejdet sørger man for, at planternes rødder bliver udsat for så lidt sol og vind som overhovedet muligt, inden de kommer i jorden. Det gør man ved ikke at tage flere planter med af gangen, end man kan plante inden for rimelig tid. Hvis man for eksempel bruger en almindelig sort plastikspand til at bære planterne i, mens man planter, passer det fint med, at man kan have op til 40-50 planter med af gangen – og det er rigeligt. Resten af planterne bliver liggende i skyggen i de tillukkede sække.
Forberedelse af areal
Man bør kun plante i velforberedt jord – eller man bør i hvert fald have gjort sig nogle tanker om konsekvenserne ved ikke at gøre det. Planter man i en tæt græspels eller lignende, har man allerede fra starten gjort livet svært for planterne, der skal konkurrere med græsset om vand og næringsstoffer.
Græs og ukrudt skal fjernes forud for plantning enten med kemi eller ved pløjning eller anden jordbearbejdning. Undtagelsen er, at det fint kan lade sig gøre at plante i en ubehandlet stubmark, og i dette tilfælde vil det faktisk være en fordel at minimere jordbearbejdningen, da den blot bringer flere ukrudtsfrø op til jordoverfladen. Stubmarken – eller en efterafgrøde, der er nedvisnet – er typisk allerede godt renset for ukrudtsfrø i det øverste jordlag, så lige her kan det faktisk betale sig at være lidt doven.
I alle andre tilfælde bør man gøre, hvad der står i ens magt, for at udgangspunktet bliver så ukrudtsfrit som overhovedet muligt. Det er meget nemmere at bekæmpe ukrudt, før der plantes end, efter der er plantet, hvor man skal passe godt på de små planter.
Hvordan gør man?
Man kan plante med maskine eller med spade. En plantemaskine er effektiv, hvor der plantes på landbrugsjord eller lignende regulære arealer. Derudover skal arealet være af en vis størrelse, for at det kan betale sig at plante med maskine. Enhedsprisen pr. plante er godt nok lavere end ved spaden, men opstartsomkostningen er noget højere. De fleste mindre planteprojekter kan man nemt selv overskue at plante med spade, og når man lige får rutinen, kan man faktisk plante en del. Er man nogle stykker, der hjælpes ad, kan det faktisk være helt hyggeligt, og det er den fantastiske slags arbejde, hvor man kan se, hvor man kommer til, og at man udretter noget.
Først og fremmest skal der bruges en ordentlig, solid spade. Den til 100 kroner nede fra Brugsen duer ikke i ret lang tid. Den bøjer, den knækker eller bryder sammen på en eller anden måde. Den optimale plantespade, som kan være svær at finde i forretninger, er i virkeligheden en drænspade med et afkortet blad. Drænspaden har et kraftigt forstærket skaft, som holder til lidt af hvert, og bladet er smalt, så man ikke graver bredere huller end højest nødvendigt. Kan man ikke finde en rigtig plantespade, kan man købe en drænspade og korte bladet ned – så er man kørende. Den rigtige spade er dyr, men man skal ikke plante ret meget, før den – på den lange bane – alligevel ender med at være billigst.
I modsætning til, når man planter en hæk, hvor man graver en rende, sætter planterne derned og dækker til igen, planter man én plante ad gangen, når man planter vildtplantinger. Spaden vendes med rundingen på bladet væk fra en selv og trædes i jorden, og man vipper et hul. Det er vigtigt, at man ikke vrikker frem og tilbage med spaden, så hullet bliver timeglas-formet. Sker det, er hullet svært at træde ordentligt til, der kommer luftlommer omkring plantens rødder, som tørrer ud, og det holder planten ikke ret godt til.
Når man har lavet plantehullet, tager man planten i toppen og ”svirper” rødderne ned i hullet. På den måde bliver rødderne rimeligt pænt fordelt. Herefter trædes der godt til, så planten står fast. Det kan være en god øvelse at plante 20-25 planter, og så lige gå en tur tilbage og give dem et godt træk i toppen og se, om de bliver stående. De skal stå ret godt fast, så man skal ikke være nervøs for at træde jorden for hårdt til.
Tilfældig eller systematisk blanding
Typisk vælger man at plante en blanding af en række forskellige buske og mindre træer samt eventuelt nogle få større træer. Af og til kan det også være en idé at have nogle ammetræer med i vildtplantningen. Ammetræerne er hurtigtvoksende arter, hvis funktion er at skabe et gunstigt mikroklima for de øvrige arter. Derudover så får man også hurtigt noget, der minder om en færdig vildtplanting. Min personlige overbevisning er, at det skal være ret store beplantninger – eller ret udsatte beplantninger – før man reelt har gavn af ammetræer.
Hvordan man blander arterne er en smagssag. Jeg synes personligt, at det pæneste resultat – og mest naturlige – fremkommer ved, at man planter 3-10 stk. af hver art i sammenhæng. Helst så usystematisk som man kan. I den færdige beplantning vil det give nogle pæne ensartede krat af hver enkelt art. Større træer og ammetræer plantes ind enkeltvis med passende mellemrum.
Går man alt for systematisk til værks for eksempel med for få af hver art i træk, ser det for det første ikke ret naturligt ud, og derudover vil de enkelte arter også nemmere komme til at trykke og udkonkurrere hinanden. Dette modvirkes eksempelvis ved konsekvent at plante 10 eller flere af de svagest voksende arter i træk og måske 3-5 af de mere kraftigt voksende arter i træk.
Rækker og afstande
Det er altid hensigtsmæssigt at plante i rækker. Det skyldes, at renhold af beplantningen bliver meget nemmere, når planterne står i rækker. Hvis man ikke kan holde ud at se på det meget rækkeprægede look de første år, kan man lade planterækkerne bue. Med buede rækker, så man ikke kan se lange lige linjer, forsvinder rækkepræget hurtigt – og det uden at renholdet bliver besværliggjort.
Afstanden mellem rækkerne afgøres af renholdelsesmetoden. Har du en fræser, der er en meter bred, skal rækkeafstanden være 1,2 meter. Husk altid at lægge lidt til, så du ikke laver skader på planterne. Skal der renholdes med kemi fra en rygsprøjte, er rækkeafstanden knapt så vigtig, men der skal dog alligevel være plads til, at man kan færdes ubesværet mellem rækkerne. Derudover skal planterne også have lidt plads og brede sig på, så rækkeafstanden bør altid være minimum 1 meter.
Afstanden mellem planterne plejer jeg at sætte til et spadeskafts længde. Det er noget, man alligevel har ved hånden, og det passer fint med godt og vel en meter, som er en fornuftig planteafstand
Ved nogle arter – særligt nåletræer – kan det være en god idé at plante på noget større afstand, da træerne så på sigt vil bevare grønne grene til jorden i længere tid. Alternativt må man tidligt i gang med at tynde ud i plantningen for at bibeholde de grønne grene helt nede ved jorden.
Ukrudt
Ukrudt er et vilkår, så inden man stikker spaden i jorden, bør man have gjort sig nogle tanker om renhold af beplantningen. Som udgangspunkt skal man bekæmpe ukrudt, så længe det kan lade sig gøre. Det betyder i praksis, indtil planterne bliver så store, at det ikke er muligt at bevæge sig frit rundt imellem dem.
Man kan renholde med kemi – typisk round-up, som udbringes afskærmet, hvorved man kan ramme ukrudtet uden at ramme planterne. Husk, at der er regler omkring kemi og brug af kemi, som man som jagtlejer skal være ekstra opmærksom på, så man ikke risikerer at få jagtudlejer i en økonomisk klemme.
Alternativet til kemi er en eller anden form for mekanisk jordbearbejdning. I mine øjne er det bedste en fræser, der kan køre mellem rækkerne, men en harve eller andre redskaber efterspændt en lille traktor kan også være en mulighed.
Vildtskader
Inden man planter, bør man også vurdere vildttrykket på arealet. Er der meget hjortevildt, bør man have en strategi for, hvordan man undgår bidskader. Et vildthegn er relativt dyrt og dertil besværligt både at stille op og pille ned igen. Man skal derfor ikke ty til hegn bare for sjovs skyld. Omvendt er et vildthegn ofte forskellen på succes og fiasko, så hvis man vil komme rimelig helskindet gennem etableringsfasen med bare en smule råvildt på terrænet, bør man gøre sig selv den tjeneste at sætte hegn omkring beplantningen.
Næste skridt
Har du allerede nu besluttet dig for at ville plante, så er næste skridt at finde arealet og få valgt, hvilke plantearter der skal anvendes. De mange forskellige spændende arter, og deres fordele og ulemper kan du læse mere om i en senere udgivelse af JAGT, Vildt og Våben.
