Foto: Asbjørn Hellesøe-Jensen, shutterstock m.fl.
Biotopplanerne blev indført som en del af udsætningsforliget i 2007. Grundtanken var – og er – at man med kravet om biotopplaner sikrer, at de ejendomme, hvor der udsættes fuglevildt, også har den terrænmæssige bæreevne, der skal til for at understøtte den tættere bestand af fuglevildt, som udsætningen resulterer i. Derudover tilgodeser biotopplanerne selvfølgelig også en lang række andre arter – fra insekter til krondyr og i nogen grad også floraen. Enkelte af tiltagene er slet ikke relevante for de jagtbare vildtarter, og denne brede effekt af biotopplanerne kan vel – med de lidt mere pragmatiske briller på – betegnes som en form for aflad.
Biotopplanerne udarbejdes efter retningslinjerne i ”Vejledning om udarbejdelse af biotopplaner og udsætning af fasaner og agerhøns”. Disse retningslinjer ændres af og til i forbindelse med, at udsætningsforliget genforhandles. Med andre ord er der en løbende evaluering af biotopplanernes effekt. Indtil videre har der kun været positivt at sige om biotopplanernes effekt, så ordningen har fortsat mere eller mindre uændret i grundtanken. Dog med flere forskellige småændringer hver gang biotopplanerne har været til politisk forhandling.
Den nyeste vejledning til loven kan altid findes på Miljøstyrelsens hjemmeside. For tiden er det vejledningen fra 2018, der er gældende. Som noget nyt blev der fra 2018 mulighed for udsætning af op til 12 fugle pr. hektar, mod hidtil maksimalt 7. Et andet nyt element er, at agerhøns nu kun må udgøre maksimalt 4 fugle pr. hektar – også selvom der er tilladelse til udsætning af 12 fugle pr. hektar. Dette er formentlig indført som en form for beskyttelse af de vilde agerhønsebestande, der kan påvirkes negativt af udsætning af agerhøns.
For at få tilladelse til udsætning af op til 12 fugle pr. hektar skal man udarbejde og gennemføre en såkaldt overbygning til biotopplanen, hvor man forpligtiger sig til opretholdelse af nogle af tiltagene i en 5-årig periode. Dermed har man inddraget kontinuitet som et parameter i biotopplanerne – formentlig et tegn på, at biotopplanerne er kommet for at blive, for er der noget, der over en bred kam er ønskeligt i naturforvaltningen, er det netop kontinuitet. På denne måde lader det til, at biotopplanerne stille og roligt bevæger sig fra at være et nødvendigt onde i forbindelse med udsætning af fuglevildt i retning mod at være et redskab i naturforvaltningen. Vi kan derfor med rimelig sikkerhed konkludere, at ordningen med biotopplanerne også i fremtiden vil være aktuel i forbindelse med udsætning af fasaner og agerhøns.
Fremtiden
For den enkelte jæger kan det måske være svært at se meningen med galskaben, men hvis vi ønsker at bevare muligheden for udsætning af fuglevildt til jagt, så kan en velfungerende ordning med biotopplaner være en vigtig del af argumentationen. Særligt hvis vi har dokumentation for, at biotopplanerne bidrager positivt til naturindholdet og biodiversiteten. Min personlige holdning er derfor også, at vi jægeres velvilje over for biotopplanerne – og at vi overholder reglerne til punkt og prikke – er et vigtigt led i at sikre, at vi fortsat kan sætte fugle ud og dermed fortsætte traditionen med at drive jagt på udsatte fugle.
Man kan mene, hvad man vil om de tiltagende krav til registreringer, indberetninger osv. Fakta er dog, at vi jægere i stigende grad er tvunget til at argumentere for det, vi foretager os – og allerhelst sagligt. I den forbindelse er data en forudsætning, og de data kan biotopplanerne og den løbende evaluering hjælpe os med at fremskaffe.
Hvad går det egentlig ud på?
Som udgangspunkt må alle sætte 100 fugle ud pr. ejendom, eller 1 fugl pr. hektar på ejendomme over 100 hektar. Ønsker man at sætte yderligere fugle ud, skal der en biotopplan til. I al sin enkelthed går det ud på, at man for at opnå tilladelse til udsætningen skal gennemføre en biotopplan, der består af en række tiltag, og anmelde dette til Miljøstyrelsen. Det skal man gøre hvert år inden den 1. maj.
De forskellige tiltag giver point, og når man på ejendommen har gennemført tiltag, der giver minimum 85 point for 3-årige biotopplaner eller minimum 100 point for 1-årige biotopplaner, så er man i mål. Vælger man at arbejde med den 3-årige biotopplan, må kun 1/3 af de arealer, der indgår i biotopplanen, omlægges årligt, hvilket giver en vis kontinuitet til gavn for naturen, men også kan give visse udfordringer rent driftsmæssigt. Det afspejles så af, at man ikke behøver helt så mange point, hvis man forpligtiger sig for 3 år.
Rent praktisk vil jeg til hver en tid anbefale at arbejde med de et-årige biotopplaner, da det rent administrativt og driftsteknisk er langt nemmere at arbejde med. Man er mere fleksibel i forhold til landbrugets ønsker, og der kan også være fordele i forhold til ukrudtstrykket ved, at man omlægger tiltagene årligt. Derudover er der selve funktionaliteten af tiltagene, som der skal tages højde for. F.eks. kan man arbejde med vegetationsstriber, som ledelinjer ud til remisesåter, og de skal fungerer optimalt. Jeg ville derfor ikke drømme om at gå på kompromis og håbe på, at en udsået frøblanding kan fungere som ledelinje 3 år frem fra dengang, den blev sået – den skal lægges om hvert år. Særligt når den udsåede frøblanding ikke må indeholde permanente arter som f.eks. rørgræs, der ellers ville være det oplagte valg i en flerårig vildtstribe.
Biotopplanstiltag
Biotopplanen består således i praksis af en række forskellige tiltag – pt er der 25 forskellige at vælge imellem – der gennemføres på den ejendom, hvor man ønsker at udsætte fuglevildtet. Tiltagene giver nogle point, der enten kan være linjebaserede, arealbaserede eller antalsbaserede. Linjebaserede tiltag er f.eks. vildtstriber, insektvolde osv. Arealbaserede tiltag er f.eks. skovrejsning, pleje af remiser osv. Antalsbaserede tiltag er f.eks. etablering af søer. De point, tiltagene giver, vægtes efter ejendommens størrelse, således at 100 meter insektvold giver forholdsvis flere point på en ejendom på 125 hektar end på en ejendom på 250 hektar.
Derudover skal tiltagene målrettes nogle udvalgte jagtbare og ikke-jagtbare arter, således at der på den enkelte ejendom er en rød tråd i, hvad man gennemfører. De arter, man kan tilgodese, er givet i ”Vejledning om udarbejdelse af biotopplaner og udsætning af fasaner og agerhøns”. Eksempler på et tiltag, og hvad det tilgodeser, kan f.eks. være barjordsstriber, der tilgodeser krybdyr, som markfirben.
Ud over den praktiske del ude i terrænet, skal der udarbejdes et kort, en beskrivelse af tiltagene samt et skema med udregning af point ifht. ejendommens areal. Altsammen anmeldes digitalt til miljøstyrelsen via virk.dk, hvor man også angiver en række oplysninger omkring ejendommen, dens ejer og den ansvarlige for udsætningen. Alle kan anmelde en biotopplan, så der er ikke noget til hinder for, at man som jagtlejer anmelder en biotopplan på vegne af ejendommens ejer – som konsulent om man vil.
Ansvaret
Ansvaret for udarbejdelse, gennemførelse og anmeldelse af biotopplanen påhviler ifølge lovgivningen ejeren af ejendommen. Det er dermed også ejeren af ejendommen, der kan straffes, hvis reglerne ikke er overholdt. Dette er som jagtlejer vigtigt at være opmærksom på, idet man rent faktisk kan bringe ejeren af ejendommen i uføre, hvis ikke man overholder reglerne. Ansvaret for selve udsætningen skal placeres hos en person, der har gennemført et kursus i udsætning af fuglevildt. Ansvaret for selve udsætningen påhviler derfor ikke automatisk ejeren, men kan godt overdrages til f.eks. en jagtlejer, en skytte eller lignende, der så har ansvaret for at selve udsætningen af fuglene, indberetning af, at det, der er udsat osv., er i overensstemmelse med reglerne.
Kortmaterialet
På kortet skal biotopplanejendommen afgrænses, tiltagenes placering skal fremgå, og de skal nummereres. Kortet må maksimalt være i forholdet 1:10.000. Beskrivelse af tiltagene kan man enten påføre på selve kortet, eller man kan lave en nummereret liste, der refererer til kortet, hvor beskrivelsen af tiltagene fremgår. En beskrivelse af et tiltag kan f.eks. være: ”Tiltag 1: 240 meter barjordsstribe på sydsiden af øst-vest-gående, levende hegn”. Der findes en række kortportaler på nettet, hvor man kan finde det kortmateriale, man har brug for, og uden større udfordringer tegne på kortet og måle længder og arealer på tiltagene.
Efter min mening er det bedste udgangspunkt at bruge det nyeste luftfoto, hvor det er nemt at se forskellige referencepunkter i forhold til indtegningen af tiltagene. Det kan være sprøjtespor, levende hegn osv. På et almindeligt topografisk kort, kan det godt være lidt af en øvelse at få placeret en vildtstribe midt i en mark korrekt på kortet. Det kan ende med at have afgørende betydning for de målte længder, hvis den placeres forkert, og man dermed måler den forkerte længde på kortet.
Afgrænsning af ejendommen
I forhold til afgrænsningen af ejendommen skal der skelnes mellem den matrikulerede ejendom, biotopplansejendommen og biotopplanarealet. De fleste kortportaler giver mulighed for at lægge et matrikelkort hen over luftfotoet, og dermed er det en smal sag at måle ejendommens præcise matrikulerede areal på kortet. Det er dog ikke sikkert, at man behøver det.
En vigtig pointe i forhold til begrebet biotopplanejendom er, at denne ikke nødvendigvis skal have samme omfang som den matrikulerede ejendomsstørrelse. På en ejendom på 200 hektar kan man ved gennemførsel af biotopplan for hele arealet opnå tilladelse til udsætning af 1400 fugle, men hvis man kun ønsker at udsætte 700 fugle, kan man afgrænse biotopplanejendommen til 100 hektar, og altså udelade halvdelen af ejendommen. Herved opnår man i kraft af, at tiltagene vægtes i forhold til biotopplanejendommens størrelse, lettere de nødvendige 100 point. Dog skal man huske, at de arealer, hvor selve udsætningen foregår, selvfølgelig skal indgå i det for biotopplanejendommen afgrænsede areal.
Begrebet biotopplanareal dækker over de dyrkede arealer inden for biotopplansejendommens afgrænsning, og det er disse dyrkede arealer, der indgår i vægtningen af point. Skov- og naturarealer, der ligger inden for biotopplansejendommen, skal der altså ikke laves tiltag på, og disse arealer er så at sige ”gratis” med i biotopplanen. Det kan være aktuelt at forholde sig til, hvis man råder over en ejendom med relativt store skov- og naturarealer i forhold til det samlede areal. Det dyrkede areal må man enten måle sig til på kortet, eller man må anvende markkort, hvor de enkelte markers størrelse fremgår.
Den praktiske del
Eftersom der på nuværende tidspunkt er hele 25 forskellige pointgivende tiltag at vælge imellem, bør man, inden man går i gang, nærstudere beskrivelserne af tiltagene i vejledningen. Først og fremmest bør man klarlægge, hvilke pointgivende tiltag der i forvejen er på ejendommen. F.eks. giver efterafgrøder point, ligesom man kan have rejst skov eller plantet læhegn. Der kan også være udyrkede hjørner, som betragtes som en arrondering og derved giver point.
Det siger næsten sig selv, at ikke alle 25 tiltag kan gennemføres på alle ejendomme. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt, da man typisk kan nå de 100 nødvendige point uden at anvende mere end 6-7 forskellige tiltag – ofte færre. En del af tiltagene vil man derfor ret hurtigt kunne kategorisere som uinteressante af den ene eller anden årsag. Når man har gjort det, sidder man tilbage med en bruttoliste over tiltag, man kan anvende, og nu bør man begynde at overveje, hvad der giver bedst mening at arbejde med i forhold til udsætning, de til rådighed værende maskiner og vildtplejen i øvrigt.
Maskiner
I forbindelse med den videre praktiske del af biotopplanen er det første, man bør tage med i overvejelserne omkring, hvilke tiltag man vil udføre, de maskiner, man råder over, og hvilke tiltag, man kan lave med dem. Som udgangspunkt kan man klare det meste med en motorsav, en mindre traktor, en gammel fjedertandsharve og en slåmaskine. Der er selvfølgelig undtagelser. F.eks. skal man råde over en plov, for at man kan etablere en insektvold og en gravemaskine, hvis man vil grave en sø. Etablering af sådanne tiltag er dog en éngangsforestilling, hvor det nok kan betale sig at hyre hjælp ind udefra. Det vigtigste er, at man kan klare det løbende vedligehold med de maskiner, man har til rådighed.
Som ved al anden vildtpleje er det logistiske element også ret vigtigt. Beslutter man, at man vil anvende tiltaget tætslåede vegetationsstriber, som man skal slå en del gange i løbet af vækstsæsonen, synes jeg, at det er en stor fordel at tilrettelægge det, således at man får en sammenhængende rute med slåmaskinen. Har man 100 meter slået spor i hver sin ende af ejendommen, kommer man til at bruge forholdsvis lang tid på transport i stedet for på vildtpleje.
Bonuspoint
Kombineres flere tiltag, udløser det bonuspoint. Det kan f.eks. være en vildtstribe med forskellige vildt- og insektvenlige planter i kombination med et slået spor og en barjordsstribe. Personlig er jeg stor tilhænger af at kombinere forskellige tiltag. Først og fremmest er det godt for vildtet, at tiltag supplerer hinanden, men rent driftsmæssigt er det også rationelt, at tiltagene ligger relativt samlet – både i forhold til den landbrugsjord, der tages ud af drift, men også i forhold til dem, der skal stå for driften af biotopplanstiltagene.
Problemerne
Som med alt andet, hvor noget relativt teoretisk skal omsættes til noget meget praktisk, er biotopplansordningen heller ikke fejlfri. Som alt andet digitalt så fungerer den digitale anmeldelse helt fantastisk, når den fungerer, men det kan selvfølgelig drille, og det kan af og til koste umanerligt mange nemID-koder fra nøglekortet, før det endeligt lykkes.
Selve tiltagene er – som de er beskrevet i vejledningen – ikke altid lige letforståelige for dem, der skal udføre opgaven i praksis. For hvor kort skal en tætslået vegetationsstribe slåes, og hvor tit? Når man skal pleje et læhegn med henblik på, at hegnet 10 år senere skal bestå af 75% hjemmehørende arter, hvad er det så helt præcist, man skal gøre? Og hvad er det lige en hensigtsmæssig, veludviklet, vertikal struktur betyder? En lidt mere praksisnær beskrivelse af de enkelte tiltag kunne med andre ord være ønskelig.
Alt i alt er biotopplansordningen dog velfungerende, og man vil opleve, at man på en ejendom, hvor der i forvejen arbejdes med vildtpleje og udsætning af fuglevildt, typisk ikke skal lave noget ekstra. Man skal blot dokumentere det, man allerede gør, og på den måde være med til at sikre, at vi også fremover har mulighed for at drive jagt på velflyvende udsatte fasaner og hurtigtflyvende agerhøns.
