Af: Troels Kirkegaard
Foto: Troels Kirkegaard samt Szczepan Klejbuk/Shutterstock
Langt ude i det midtjyske godt gemt bag en stor grusgrav, der er fyldt med vand, ligger en lille støvet asfaltvej. De fleste mennesker lægger ikke mærke til vejen, og tænker endnu mindre over, hvor den fører hen, når de blæser forbi ude på den lidt større vej, som den lille vej ender ved.
Havde jeg ikke selv skullet ned ad vejen, havde jeg heller ikke ænset den. Herude, godt skjult bag høje træer og buske, bor Sara og Søren på en perle af et landsted.
Historien om, hvordan jeg er kommet til at kende Sara og Søren, er finurlig. Kort fortalt er Sara og jeg medlem af den samme bueklub. Her mødte jeg Søren for første gang, og hurtigt fandt vi ud af, at vi har en fælles interesse for jagt.
Søren, på 24, er på trods af sin relativt unge alder en meget erfaren herre, der både driver med sine 3 hunde og går på jagt flere steder både herhjemme og i udlandet, primært i Tyskland, Sverige og Polen. Søren er også ivrig flugtskytte og dyrker blandt andet holdskydning.
Sørens baller
Da jeg åbner min bildør på Sara og Sørens gårdsplads, er det første, der rammer mine næsebor, en herlig duft af lun sensommeraften og nyslåede marker tilsat en symfoni af hundeglam fra parrets tre hunde.
Sara er på vej til bueskydning, mens Søren er ved at presse halmballer ved hjælp af sin gamle McCormick traktor med 64 hestekræfter.
Søren hopper ned fra traktoren og giver mig en guidet tur rundt på ejendommen, som er på syv hektar og dertil et lejet engstykke. Undervejs på vores tur rundt går det op for mig, at Sara og Søren virkelig brænder for projektet. Deres vision er helt klar. Her handler det om at skabe optimale vilkår for vildtet.
Søren fortæller, at den måde, han opbygger markerne på, er inspireret fra jagturene til Polen. Her har han suget indtryk til sig fra de lokale polakker og deres måde at gøre tingene på. For Søren er filosofien ganske enkelt at skabe en madpakke til vildtet. At han har ramt rigtigt med sine ideer, ses blandt andet af den mængde af duer, der letter fra markerne, da vi småsludrende går ned over dem. Sporene efter vildtet er både friske og talrige. Det er tydeligt, at det her er et sted, de gerne vil være. Et andet tegn, på at naturen har det godt, er de stærke bukke, han møder i terrænet.
Søren beretter, at harer og råvildt er et dagligt syn på ejendommen. Det, der virkelig får mig til at savle, er imidlertid, da Søren fortæller, at det i jagtsæsonen ikke er usædvanligt at lette 10 snepper i det levende hegn mellem markerne. Det må siges at være et endog meget flot antal, hegnets længde taget i betragtning.
Det er ikke kun vildtet, Søren har indtænkt på sine marker. Også insekterne er der plads til. Rundt omkring i markkanterne ligger der bunker af træ, hvis eneste formål er, sammen med vildtagrene, at fungere som levesteder for insekterne. Søren håber på, at hans jorde på sigt vil kunne tiltrække og danne fri- og levested for arter som eksempelvis agerhøns.
Kort beskrevet er markerne delt op i områder. Et område med korn og et andet med ærter, og de to områder adskilles af en vildtager. For enden af marken er der sået en stribe majs adskilt fra resten af marken af endnu en vildtager.
Den vildtager-blanding, Søren har sået, købte han billigt fra et nedlagt jagtkonsortie. Inden den kom i jorden, anede han ikke, hvilke planter der var i blandingen, hvilket tilføjede lidt ekstra spænding, da de begyndte at spire.
Søren har også fået en aftale i stand med en lokal landmand, som blandt andet sår og høster markerne. Det var dog ikke nemt at finde en landmand, der var med på hans ideer til dyrkning af jorden.
Men også her bliver der tænkt på vildtet. Eksempelvis bliver majsen høstet med en mejetærsker med almindeligt skær. På den måde kan Søren udnytte en del af majsen til sine to fodertønder, der kun er i brug i de perioder, hvor vildtet kan have svært ved at finde føde. For som Søren siger: ”- ellers gider vildtet dem ikke”.
Skoven og trafiksikkerheden
Til ejendommen hører også et par mindre skovstykker. Da vi går ind i disse, nævner Søren, at der intet er gjort, inden de flyttede ind på ejendommen. Sørens plan er at få en træfældningsmaskine ind og rydde op.
Bag denne plan ligger ønsket om, ud over at få ryddet op, at skabe ny tilvækst i skoven til gavn for vildtet. For at få en idé, om hvor hurtigt denne tilvækst vil opstå, har Søren selv ryddet et lille stykke skov med en motorsav og en gummiged.
Vores tur gennem skovstykkerne ender der, hvor hele historien startede, nemlig ved den lille støvede asfaltvej.
Her fortæller Søren, at han er begyndt at fælde en del af sine træer langs vejen. Han er også begyndt at slå rabatten langs skovkanten, selv om det egentlig er kommunens opgave. Begge dele har ene og alene det formål at skabe bedre oversigtsforhold for bilisterne. For Søren er det nemlig vigtigt at forbedre bilisternes chancer for at kunne nå at bremse ned, når vildtet trækker over vejen til eller fra markerne på den modsatte side. Både for vildtet og trafikanternes skyld.
At selv trafiksikkerheden for vildtet og bilisterne er indtænkt i Sara og Sørens måde at forvalte deres ejendom på, vidner om deres store passion for at skabe en vildtmæssig perle i det midtjyske.
Mit besøg på Sara og Sørens ejendom slutter her, da Søren får besøg af en kammerat, der skal hjælpe til med ballepresningen.
Jeg forlader ejendommen med et indtryk af et sted, hvor der virkelig arbejdes hårdt for at skabe et lille paradis til gavn for naturen og jagten.
