Tekst: Torben Møller-Nielsen
Foto: Torben Møller-Nielsen og Finn Sakslev Andersen
I disse tider tales der meget om natur og biodiversitet. Naturen har trange kår, og jægerne i almindelighed, og det professionelle jagtvæsen i særdeleshed, beskyldes ofte for udelukkende at tænke på at producere vildt til afskydning og nærmest gøre mere skade end gavn, når vi plejer og passer naturen. Men passer det?
Jeg besøgte Rasmus H. Rasmussen en våd efterårsdag i november. Rasmus blev i en alder af 24 år ansat som vildtforvalter på Bognæs i Roskilde Fjord – det var tilbage i april 2017, og han kan derfor betegnes som den nye generation af professionelle vildtforvaltere i Danmark. Rasmus kastede sig efter et kort intermezzo med badminton på højeste plan over natur og jagt og har, trods sin unge alder, uddannelser som Skov- og Naturtekniker med speciale i natur- og vildtpleje, en vildtforvalteruddannelse fra Kalø og en uddannelse som Herregårdsjæger med i rygsækken. Så baggrunden er i orden.
Dåvildt på Bognæs
Bognæs består af 530 hektar skov, mark/eng og strandeng, og den privatejede halvø ligger usædvanligt smukt i bunden af fjorden. Den primære jagt på Bognæs er efter dåvildt og fasaner. Råvildt er der ikke meget af, og på trods af beliggenheden er det også meget få ænder og gæs, der ligger på paraden. Så det er en klassisk jagtejendom med medaljehjorte og høje fasaner. Men driften! Den er langt fra klassisk. Rasmus H. Rasmussen har nemlig en ide om, at man både kan dyrke jagt OG natur. Og den idé er det faktisk lykkedes ham at sælge ikke bare til ejeren, men også til Lejre Kommune og den nærtliggende Nationalpark, Skjoldungernes Land, som han har fået et godt samarbejde med.
Sjældne biller og gamle træer
Det har betydet, at der kører et EU-Life projekt om Eremit-billen. Eremitten er en kæmpestor bille, som er meget sjælden. Den lever i det døde ved, som ofte findes i meget gamle egetræer, og den slags træer er der ikke så mange af i Danmark længere. Men det er der i Storskoven! Og man har heldigvis også fundet spor efter billen der.
Så nu er Rasmus i gang med at få tinglyst en fredning af en del af de gamle egetræer, så de også får lov til at blive stående, hvis der kommer en ny ejer eller en ny forvalter. Så kan man spørge sig selv, hvad i alverden en sjælden bille og nogle gamle egetræer har med vildtforvaltning at gøre? Meget, hvis man spørger Rasmus. Store, gamle egetræer skaber ikke bare en biotop for et utal af insekter, svampe, fugle, flagermus (som der er 13 forskellige arter af på stedet!) og meget andet, men de giver også landskabet et helt specielt udseende med masser af lysåbne pletter, hvor dåvildtet gerne opholder sig, og som dermed skaber rigtig gode jagtlige forhold i stedet for en dyrket produktionsskov.
Ud med skov og ind med krat
Et af Rasmus’ mest interessante projekter er faktisk at fjerne skov. Selvfølgelig ikke hele skoven, men at skabe store, lysåbne arealer med pletter af slåenkrat og andre bærbuske til gavn for både jagtbare og ikke-jagtbare dyr. Den bærende tanke er at skabe så mange randområder som muligt. Randområder er de områder, hvor der er størst biodiversitet, men også der, hvor dåvildtet ynder at opholde sig. Og jægerne har for længst indset, at der nu kommer en meget mere varieret og smuk natur, som faktisk også giver bedre chancer for en guldhjort. Så Rasmus’ plan er at samtænke de forskellige driftsformer, så der er økonomi i driften, samtidig med at naturen og dermed jagten bliver meget bedre.
Galloway som brakpudser
Lysåbne arealer springer hurtigt i skov igen, hvis de ikke plejes på en eller anden måde. Man kan så en afgrøde og høste den, så græs og lave høslet eller lade områderne afgræsse. Rasmus har valgt det sidste, så 200 hektar af området afgræsses helårligt af Galloway kvæg med en forventning om at øge helårsgræsningen med 150 hektar inden for få år. Køerne og dåvildtet går fint sammen, og tilsammen sørger de for, at der ikke bare vedbliver at være lysninger i skoven, men at der også bliver bedre yngleforhold for vadefugle på strandengene. Jeg tror, at Rasmus har et blødt punkt for vade- og vandfuglene, for han er i hvert fald i gang med at ansøge om at etablere vådområder og små søer både i skoven og på markerne. Igen for at skabe en større biologisk variation i området, som uvægerligt vil gøre det både smukkere og mere jagtligt interessant. Tidligere slog de hø på engene, men det er mere rentabelt at lade dem afgræsse og meget bedre for naturen.
Et velbesøgt sted
Skoven ligger ret tæt på Roskilde og besøges hver dag af en lind strøm af mennesker. Da jeg spørger Rasmus, om der ikke er problemer med publikum og de græssende køer, er svaret: ”I starten skulle de lige vænne sig til det, men efter 14 dage var det accepteret, at køerne var der. Det er ikke vores køer, vi forpagter blot jorden ud, men det er jo mig, der er mellemmanden, og ham de ringer til, hvis der er et problem. Det er fint, de gør det, så dyrlægen kan komme ud og kigge, men det sker heldigvis meget sjældent, og vi holder jo også øje med køerne hele tiden. Derimod sker det oftere, at der er nogen, der ringer, fordi de har set en halt fasan eller et dådyr, som skranter lidt. Det lægger de åbenbart mere mærke til end køerne.”
Drømmen om usynlige hegn
Der er ikke mange hegn på Bognæs, og antallet af færiste er også overskueligt. Hegnene er nødvendige, fordi der er forskellige typer tilsagn om, hvor køerne må gå, og så selvfølgelig, fordi husdyr skal være forsvarligt hegnet, som det så klart står i loven. Alligevel håber Rasmus på, at han med tiden kan få fjernet en del af hegnene. ”Der er kommet noget, som hedder ”No Fence”, som de bruger i Norge. Køerne får et halsbånd på, som dels kan udsende en advarselslyd, dels give koen stød, hvis den alligevel forsætter fremad, altså ligesom med et normalt kreaturhegn, bortset fra at koen nu skal reagere på lyden i stedet for på synet af hegnet. Og så kan man simpelt hen styre på sin telefon, hvad det er for et område, køerne skal afgræsse. Det ville kunne fungere rigtig godt herude, hvor vandet allerede skaber en form for naturligt hegn. Og det ville give en endnu bedre naturoplevelse for både jægere og publikum.”
Samarbejdets mester
Det er ikke så tit, man møder en vildtforvalter som Rasmus H. Rasmussen. Han har mange jern i ilden, men fælles for dem alle er, at han prøver at samtænke natur og jagt. Han er for længst nået til den erkendelse, at mere varieret natur giver bedre oplevelser for både publikum og jægere, samtidig med at det også giver langt bedre levevilkår for vildtet. Kort sagt er det svært at finde nogen ulemper ved de tiltag, som den unge vildtforvalter har sat i værk, men jeg er heller ikke i tvivl om, at en væsentlig årsag til, at Rasmus’ projekter accepteres og lykkes, skyldes personen Rasmus. Han er åben for at samarbejde med alle, uanset om de er hardcore bille-forskere, fugle-nørder eller blot er ude at gå en tur i det dejlige område. Og fordi Rasmus er Rasmus, så fungerer samarbejdet med forskere, kommunens administration og sågar Miljøministeriet fortrinligt. Rasmus er nemlig den skabende kraft bag en app, som hedder HuntPlan, som ”Styrker samarbejdet mellem jægere og jagtansvarlige, der ønsker at bidrage til en bæredygtig jagt. Et kombineret jagt- og forvaltningsværktøj, der løfter dansk jagt ved brug af data.” I jagtgrupperne kan du kommunikere internt med andre jægere og jagtansvarlige. Det er også i grupperne, du finder lokale jagttider, planlægger jagtbegivenheder og holder øje med afskydningsplanen. Og via app’en kan man endda indberette nedlagt vildt direkte til Miljøstyrelsen. HuntPlan finder automatisk din position, og så skal man blot indtaste art, type og dato. Appen muliggør med andre ord adaptiv natur- og vildtforvaltning på baggrund af samarbejde mellem jægere, den jagtansvarlige og lodsejeren.
Langsigtet planlægning
På vej ud ad døren spørger jeg Rasmus, om han har et godt råd til jægerne. Typisk for Rasmus har han ikke ét, men tre. ”Jægerne skal i gang med at bruge de digitale værktøjer, der er tilgængelige, ikke kun fordi de gør jagten lettere, men fordi de indsamlede data er jægerens største aktiv. Der skal skabes et marked for investeringer i naturen. Hvis vi ikke tænker langsigtet og investerer langsigtet, så kommer det til at gå ud over både jagten og naturen. I stedet for her og nu løsninger, så tænk over, hvad det er for et landskab, det er spændende at gå på jagt i, og hvor dyrene opholder sig. Vi skal også være mere åbne. Både over for ikke-jægere, der bare er ude at gå en tur, men også over for kommunen, andre organisationer og folk med interesse for naturen. Og endelig er det vigtigt, at, når man går i gang med at dyrke natur og jagt, så skal man kunne se en fordel for alle. Det kræver, at man bruger noget tid på at finde de gode historier og få dem kommunikeret ud. Men det betaler sig virkelig i form af goodwill fra omgivelserne!”