Foto: Krzysztof Sieniawski og Steen Andersen samt Karol Waszkiewicz/Shutterstock
Hjorten står perfekt med siden til. Kuglefanget er fint. Bakken bag hjorten stiger mange hundrede meter. Der er kun ét problem.
Mellem min riffels munding og den irske sikahjort med det knækkede horn er en mandshøj busk. Den eneste i 80 meters omkreds. Men der står hjortens og dér står jeg med min riffel i skydestokken.
En fastlåst stilling. En passiv position, hvor jeg venter på, at hjorten tager et par skridt i den for mig rigtige retning.
Det er en handlingslammet situation, som jeg befinder mig dårligt i. Rigtig dårligt.
Alt andet er ellers perfekt. Selv det irske vejr viser sig fra sin bedste og mildeste side. Solopgang ude i horisonten mod sydvest. Store bræmmer af blå himmel mellem de rosafarvede og orange morgenskyer. Rolig og stabil vind, som kommer på tværs mellem hjorten og mig. Fremkommeligt terræn uden store tuer eller anden høj vegetation – altså bortset fra den pokkers busk, som nu har sat det hele i stå.
Det er Nika Jagtrejser, der har arrangeret denne jagtrejse til det sydvestlige Irland i det legendariske Karry. Vi jager under ledelse af Donal Casey, som er guide hos John Mangan, der på tredje årti spiller en afgørende rolle i trofæjagten på de irske sikahjorte.
John var professionel cykelrytter tilbage i 1970´erne og frem til 1983. Han er noteret for 156 sejre i det halvandet årti, han kørte løb i Frankrig. I dag bor han i en stor villa opført i fransk slotsstil og med rigelig indkvartering til de tilrejsende jægere fra eksempelvis Danmark og Frankrig.
Der er god og hjertelig stemning hos John, der sine gloriøse meritter til trods ikke har noget imod at servere kaffen til morgenmaden i det tidlige efterårsmørke inden jagten.
Da John Mangan trak sig tilbage fra cykelsporten i 1983 efter et alvorligt styrt, der førte til kraniebrud, tog han fat på en ny karriere. Det var de år, hvor bestanden af irske sikadyr tog til i antal, og der første gang var optræk til, at bestandene skulle forvaltes af jægere.
John tog som en af de første på den grønne ø initiativ til at omsætte forvaltningen til en bæredygtig forretning, og også i denne disciplin har han haft succes. At John er en legende, forstår man så småt, når man hænger ud omkring jagtrevirerne, og da han for år tilbage overlevede en vådeskudsulykke, der fjernede en stor del af hans ene lår, steg respekten for hans udholdenhed bare yderligere. John Mangan når de mål, han sætter sig, og det kommer naturligvis også hans jagtklienter til gode, for på The Mangan Residence er der ikke bare høj stemning og dejlig mad, der er også god energi. Og et omfattende netværk, som kan skaffe adgang til et revir, der passer til de ønsker, evner og forventninger, som enhver tilrejsende jæger dukker op med, uanset om det er sikahjorte, vildgeder eller bekkasiner, som er på parolen.
Hjorten flytter sig ikke. Så det gør jeg. Lavt sammenbøjet går jeg direkte frem mod hjorten. Godt skjult bag den irriterende busk, som altså nu kan bruges som dække – altså til noget fornuftigt.
Manøvren går fint, og mellem buskens nederste grene kan jeg skimte hjorten, som stadig står roligt med siden til.
Det første, jeg lader gå op over grenenes topskud, er min skydestok. Den har jeg brug for under alle omstændigheder, og hvis hjorten ikke kan holde til den smule bevægelse, så løber den over hals og hoved, når jeg dukker op med skuldre, jagthat og lyddæmpet riffel.
Hjorten tripper en smule. Kigger mere intensivt i min retning. Det her er sandhedens øjeblik. Lige nu kan jagten godt falde ud til min fordel. Og til hjortens fordel. Om lidt ændrer den balance sig. Vi får se.
Langsomt får jeg slået skydestokken ud. Da den står af sig selv, er jeg næste træk. Endnu langsommere end med skydestokken retter jeg mig op. Riflen har jeg foran mig, så der bliver så få bevægelser som muligt.
Hjorten lader sig distrahere af noget ude til venstre for mig. Dette fravær af koncentration i min retning udnytter jeg til at få riflen op i skydestokken.
Så langt så godt.
Sikavildtet (Cervus nippon) kom til Irland i 1860, da de blev landsat og indsat i parken omkring Powerscourt lige syd for Dublin i det østligste Irland. Som det er gået i så mange andre af den slags situationer, så slap der før eller siden dyr ud af parken, og de blev så grundstammen til den bestand, der i dag har spredt sig til det meste af Irland og formodes at tælle mindst 20.000 individer.
Sikaerne kommer oprindeligt fra Asien og for tiden opgøres de vilde bestande til at omfatte mindst ni forskellige underarter. Sikaerne hybridiserer nemt med hinanden – og i øvrigt også med eksempelvis kronvildt. Tilbage i 1800-tallet vidste man ikke så meget om genetik og underarter, og i transporterne fra Asien til Europa er det nok ikke utænkeligt, at forskellige underarter er blevet blandet godt og grundigt med hinanden. Derfor er det i dag ikke klart, hvilke underarter der er ophav til de bestande af sikavildt, som er blevet udbredt rundt omkring i Europa.
Aksel Spangsberg, som ejer Nika Jagtrejser, har arrangeret ture her til Karry i årevis, men det er første gang, han nu skal forsøge sig med jagten herovre. Efterhånden som det står klart for Aksel, at det i virkeligheden er jagten med stående hunde efter bekkasiner, som er det helt store nummer på disse kanter, så tror jeg, han glæder sig til at komme tilbage om et lille årstid for at tage denne opfordring op. Indtil videre handler det imidlertid om sikahjorte, og vi har ramt brunsten helt perfekt. Skulle man være i tvivl, så er de danske skolers efterårsferie et rigtig godt pejlemærke.
Donal Casey har brugt sit hjortekald, som godt nok lyder besynderligt, men hjortene reagerer positivt på det og kommer i visse tilfælde spurtende ind, når de lange, vemodige fløjt skærer sig gennem luften.
Ude ved busken er jeg efterhånden ved at have fået bragt mig i position til et anstændigt skud.
Hjorten står endnu med siden til. Riflen er i skydestokken. Min skulder er bag riflen, og den røde prik i midten af sigtekikkerten falder til ro på hjortens skulder.
Skuddet går.
Hjorten tager kuglen. Jeg kan høre kugleslaget inde i det dæmpede knald fra riflen. Hjorten løber.
Jeg repeterer.
Mens det varme messing synger en enkelt tone på sin vej mod græsset, hører jeg noget brase om ude til venstre for mig gemt bag en lille forhøjning.
Der kommer stadig en smule røg ud af mundingen på lyddæmperen.
Krudtrøgen hænger i luften og ægger mine næsebor.
En kraftig udånding tegner sig tydeligt i krudttågernes mikropartikler, så det ser ud, som om temperaturen pludselig er faldet til minus 20.
Aksel og Donal giver hånd. Det var en god pürsch. Et godt træk. En veldisponeret jagt. Og en fin gammel hjort med tydelige kampskader, som her faldt.
Efter kort at have forvisset os om, at hjorten er forendt, vender vi opmærksomheden mod vest, hvor endnu en sikahjort spejder op imod os.
Donal bruger atter kaldet. Den kommer tættere på, og Aksel gør klar til skud. Men hjorten stopper små 300 meter ude. Det er for langt væk, synes den erfarne danske riffeljæger, og en ret direkte pürsch reducerer afstanden med 100 meter.
Aksel gør klar til at skyde.
Hjorten står fint med det meste af siden til.
Aksel afsikrer.
…. Og resten af den historie kan opleves i Jagtmagasinet på dk4. Første gang den 2. februar klokken 20.00.
