Kaliber .222 REM

Det var i en henkastet bemærkning, at jeg blev opmærksom på, at .222 Remington blandt grønlandske fangere bliver kaldt for ”Kaliber Sako”. Den vigtigste grund til dette er de mange grønlandske fangere, der har haft en Sako Vixen i kaliber .222 Rem. En anden medvirkende årsag er, at Sakos ammunition i dette kaliber har fyldt godt i grønlændernes patronforbrug. Sako havde et gammelt slogan: Sako skyder med Sako.

Kal. .222 Rem er sit helt eget kaliber. Til trods for, at der er mange, der siger, at det er en nedskaleret .30-06, så er det ikke tilfældet. Det vil nogle enkle kontrolmålinger og tastninger på en lommeregner og lidt forholdsregning bekræfte. I grove tal er det dog ikke forkert. Der er dem, der mener, at .222 Rem. ligger tættere op ad kal. 7,5×55 Swiss eller 30-40 Krag. Sidstnævnte er randapatron. .222 Rem. er en ren sportspatron. Den har været brugt til rigtig meget varmint (skadedyrsregulering) og benchrest-skydning. Det var opfinderen af Remington 700, Mike Walker, som designede patronen .222 Rem., og den fylder 70 år her i 2020.

I Danmark har .222 Rem. sat sine aftryk hos rigtig mange herregårdsskytter. Her har den vist sig utrolig anvendelig til regulering af kragefugle, rovvildt og råvildt. Rifler i små låse er små, handy stykker værktøj for en skytte. Den har lav rekyl. Ammunitionen er prisbillig.
Jeg besøgte en skytte i Skotland for nogle år tilbage. De første år som skytteelev og senere færdiguddannet skytte blev næsten udelukkende gjort med en .222 Rem.
I Norden og i det hele taget Europa er der lavet ammunition til .222 Rem., som specifikt har været målrettet råvildtjagt.

De små, korte og tynde patroner .222 og .223 Remington hører hjemme i de små minilåse, som Sako, Anschütz, Steyr, Sauer, BRNO med flere har lavet. Disse patroner hører efter min mening ikke hjemme i en stor lås. Man tænder ikke en fin cigar med ukrudtsbrænderen fra skuret, og man spiser heller ikke Petit Four med en stegegaffel.

Hvorfor ikke?

Jeg har aldrig tidligere jagtet med Sellier & Bellot riffelpatroner. Hvorfor skulle det ikke virke? Store mængder af centraleuropæisk vildt bliver nedlagt med det. Det er en ammunition, der koster lige i underkanten af 200 kroner for en æske med 20 patroner. Hvis du er meget prisbevidst, så kan Sellier & Bellots ammunition varmt anbefales.

Bukkejagt

Under brunstjagten oplevede jeg, at en buk sneg sig ind på mig fra siden. Den stod cirka 20 meter fra mig, og jeg stod klar med riflen fremad. En anden buk havde lagt sig på jorden, så den kunne hvile sig, mens den holdt øje med den rå, som den håbede på at bedække. Da jeg ud af øjenkrogen blev klar over, at jeg havde fået uventet besøg, måtte jeg kramme skydestokken ind til mig og forsigtigt og langsomt vende mig 90 grader og skyde bukken. Da jeg kom frem til bukken, kunne jeg konstatere, at indgangshullet var en anelse større end normalt. Det skyldtes formodentlig den korte afstand til dyret. Projektilet var med størst sandsynlighed ikke fuldt stabiliseret, og den høje hastighed gav kraftigere og kvikkere ekspansion. Jeg skød et par bukke mere med Sellier & Bellot projektilet på almindeligt hold, og det fungerede lige så fint som en del af de andre almindelige blødnæsede projektiler, jeg har testet. Projektilet er lidt mere rundnæset og vil tabe hastigheden hurtigere end de lidt mere strømlinede projektiler. På 200 meters afstand vil der være et betragteligt tab af energi, når den ballistiske koefficient (BC) kun er 0,177. Hvis man har forventninger om at skyde rådyr på hold op mod de 200 meter, så bør man finde et projektil, der har et højere BC.

Tæt hold

Nogle jægere har for vane, hvis der er udsigt til regnvejr, at de klistrer et stykke tape på mundingen, så der ikke kommer vand ind i piben. Det kan ændre på træfpunktet, hvis der kommer vand i piben. Med de mest letekspanderende kugler til kal. 222 Rem. bør man faktisk undlade at gøre dette. Der er stor risiko for, at kuglen begynder sin ekspansion helt ved riflens munding.

Det er også mit indtryk, at en patron vil have en større tilbøjelighed til at gennemskyde dyret, når det står på 100 meter, end når det står på 20 meter. Jeg aflivede en buk med min .222 Rem. ved at skyde den skråt bagfra ind i de vitale dele. Det gjorde jeg på 2 meters afstand. Indgangshullet var på størrelse med bunden af en knytnæve.

Versus

Nogle mener at .223 Rem. ligger væsentligt højere i ydeevne end .222 Rem. Den tanke vil jeg gerne afvise. I praksis ligger de to kalibre utrolig tæt op ad hinanden. Gabet mellem de to bliver yderligere formindsket ved genladning, hvor patronerne bliver ladet til samme tryk. I praksis til råvildtjagt kan jeg ikke konstatere en reel forskel. Der er en mere markant forskel mellem .222 Rem. & .223 Rem. på den ene side og .22-250 Rem og .220 Swift på den anden side. Den sidste gruppe har væsentlig mere hastighed og laver meget mere konsekvent chokdrab.

De senere år

.223 Rem. vandt popularitet over .222 Rem., fordi den var den civile udgave af Nato’s patron (5,56 Nato).

Fordelen ved .223 Rem. er først og fremmest, at den ofte kommer med en kortere stigning i piben og kan håndtere tungere kugler. Det er en fordel ved langdistanceskydning. Men det er ikke udelukkende positivt for nedlæggelse af vildt. Tungere kugler giver mere sikker penetration, men det er på bekostning af hastighed. Min erfaring er, at, når man sænker hastigheden og forøger kuglevægten på disse patroner, så begynder man også at forsinke drabet. Disse små projektiler må meget gerne i relation til hastighed få et ordentligt spark i bagen. Det er også en af grundene til, at mange fabriksladninger har 50 grains projektiler i kal. .222 Rem.

Til både .222 og .223 Rem synes jeg, at 55 grains kugler er ideelle. 50 grains og 60 grains kugler er de næstbedste alternativer. Kugler under 50 grains er ikke lovlige til råvildt i Danmark.

Blandt mange riffelskytter har .222 Rem. et godt ry for præcision. Det skyldes formodentlig den lange hylsterhals. Skulle man knytte dette kaliber til en vildtart, så vil det være den yndefulde og langhalsede Gerenuk antilope. .222 Rem.’s ry for præcision overgår .223 Rem. Sidstnævnte har jeg selv haft gode erfaringer med i relation til præcision, men jeg har fundet .222 Rem. nemmere at lade til.

Hjemmeladning

Hylstrene fra Sellior & Bellot var overraskende gode. Jeg har i større kalibre haft problemer med skarpe kanter på fænghættelommen, der gjorde fødning af fænghætten under isætning vanskelig. Det var der ikke spor af ved disse små hylstre. Nogle af hylstrene har jeg genladt fem gange, uden at der har været problemer. Lapua hylstrene er i særklasse. Jeg oplevede ikke, at nogen af hylstrene fra testpatronerne var af dårlig kvalitet.

Indtil grænsen

I Polen er det tilladt at skyde vildsvin med små kalibre, hvis grisene er op til ét-årsalderen. Jeg skød en gris, som vejede 62 kg. Den lå nok lige på grænsen. Jeg valgte at sætte kuglen bag ved forbenet. Alle centraltændte riffelkalibre kan nedlægge en gris med hovedskud. Det behøvede jeg ikke at prøve. Jeg var interesseret i at se, hvordan en .222 Remington virkede med hjerte- og lungeskud på dyr, der er en anelse større end råvildt.

Jeg skød et par måneder senere et vildsvin med min .270 WSM. Det løb akkurat lige så langt med lungeskud, inden det kollapsede, som grisen, der blev fældet med .222 Rem. Jeg har ikke planer om at tage min .222 Rem. med på grisejagt. Kaliberet bliver aldrig ideelt til vildsvin. Det er ikke en passende riffel at have i hånden, når man går frem til et vildsvin, som kan være anskudt. Den kan godt have sin berettigelse i sommermånederne, hvor man skyder små grise på 20-25 kg. I denne periode skyder man ofte også rævehvalpe. Til dette er .222 Rem. et udmærket valg.

Jeg fik også senere på sæsonen en mulighed for at skyde et stykke dåvildt. Jeg var på reguleringsjagt på råvildt med mulighed for lidt dåvildt. Her skød jeg en hind på cirka 90 meters afstand. Jeg skød den med en hjemmeladet 55 grains Hornady Soft Point. Dåen løb mindre end 30 meter. Den var stendød, da jeg nåede frem til den mindre end 2 minutter efter skuddet. Projektilet sad på den modsatte side af skulderen. Jeg skar kuglen fri og har efterfølgende vejet projektilet, som havde en restvægt på 41 grains (75 %).

Tættere på

Det mest ærgerlige ved denne test var, at jeg ikke kunne få Lapua Naturalis og Norma Oryx til at skyde særlig præcist i min riffel. Det er to projektiler, som er lavet mere målrettet til at levere gennemskud på råvildt. De har begge en anelse smallere sårkanaler på grund af den mere kontrollerede ekspansion. Jeg insisterede dog på, at de skulle testes, og jeg skød derfor en række rådyr med dem. Jeg begrænsede skudafstanden til at være under 100 meter. Med begge kugler oplevede jeg i nogle tilfælde, at rådyrene faldt lige på stedet. Lapua Naturalis er et homogent projektil, som er lavet med en stor hulspids. Der er ikke plastikspids som på de større projektiler. Den store hulspids sikrede god ekspansion.

Stor overraskelse

Testens største overraskelse er Winchester 50 gr. SP. Når man ser på patronen, tænker man, at der er tale om en udpræget letekspanderende varmintkugle. Blyspidsen er temmelig udtalt. Den ser ud til, at patronen disintegreres ved anslag. De rådyr, jeg skød med Winchesteren, havde alle gennemskud.

Det var ikke overraskende, at Hornady Superformance Varmint har en letekspanderende kugle. Jeg skød ikke desto mindre tre stykker råvildt med den. Kuglen virkede overraskende fint. Ingen af de tre havde gennemskud, men ingen af dem løb mere end 20 meter. Jeg skød også et par fugle med patronen. De eksploderede. Jeg skød også en ræv med denne patron, det var mindre spektakulært.

Kommentar til test:

Patronerne er testet i en Sako 75, hvor piben var ny. Selve testens resultater foregik først, efter at piben havde skudt cirka 80 skud. Der var ingen tvivl om, at riflen tog til i præcision i løbet af de første 50 skud.

Fabriksammunitionens opgivne hastigheder er formodentlig målt med en riffel med lidt længere pibe end min riffel, som har en pibelængde på 56 cm.

Egenspredningen er ikke endeligt udtryk for ammunitionens kvalitet. Den kan sagtens være præcis i en anden riffel. Helt overraskende var resultat med Norma Oryx. Den kunne jeg ikke få til at skyde særlig præcist i min riffel. Jeg skød både fabriksladning og en enkelt hjemmeladet ladning, som jeg havde fået af en ven. Riflen havde ligeledes problemer med at stabilisere Lapua Naturalis. Det er et homogent kobberprojektil. Jeg havde svært ved at få skudgrupper under 40 mm.

Bemærk, at konsistens i udgangshastighed ikke nødvendigvis betyder bedre præcision. Sellior & Bellot, Remington og Norma var blandt de patroner, der havde de mindste udsving i hastigheder. De gav ikke en synderlig god præcision. Men det siger, at firmaerne laver konsistente krudtdoseringer eller krudttyper, som ikke laver store udsving i tryk ved minimale udsving i doseringer.

Det sker af og til, at den målte hastighed er højere, end den er angivet. Det sker dog sjældent. Det modsatte er normalt tilfældet. I denne test havde Remington som den eneste faktisk en højere hastighed end angivet.

Syntes du denne artikel om Kaliber .222 har interessant – LÆS OGSÅ

Et portræt af kaliber .270 WSM

Kaliberportræt, 6,5-06 – Skandinavisk wildcat