Vi gled ind på en ujævn skovvej. Underlaget var tørre blade, bog og skaller derfra. Det var med en noget irriterende vantro og skepsis, at jeg fulgte med den polske jæger ind i denne del af skoven. Jeg tænkte ved mig selv, at her kommer vi aldrig ind på det sky kronvildt. Der var ikke meget vind, som kunne støvsuge vores larm, når vi forsøgte at liste frem på det støjende underlag. Men nogle gange skal man lige give det en chance.

Det var i begyndelsen af oktober, og jægeren havde vel den erfaring, at krondyrene kom trækkende igennem denne del af skoven for at høste bog og agern. Et sats betyder ikke nødvendigvis, at jagtguiden har ringe jagtevner. Det kan sagtens være, at hans erfaringer tilsiger, at trods nogle handicaps så kan chancen være reel. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke skal være kritisk. Sidste år var jeg afsted med en god jagtkammerat. Han havde en guide, som konsekvent ikke tog bestik af vinden. Det går bestemt ikke. Her skal man tage en samtale med sin jagtguide, for, hvis man undlader at tage bestik af vinden, så vil jagtudbyttet på klovbærende vildt være meget begrænset.

En 50 meter lang flugt fra påskudsstedet for et stykke kronvildt er ikke ualmindeligt. Foto: Johannes Krarup og Sako.fi.

Lidt som forventet fandt vi ikke noget i den nævnte skovpart. Vi gik nu stille ud på skovvejen, hvor vi kunne gå på midterrabattens græsunderlag. Vi vandrede nogle små skovstykker igennem og var kun 150 meter fra bilen, hvor vi skulle afslutte jagten. Ud af ingenting stod der en kronhind midt på skovvejen og nedstirrede os. Jeg vidste med det samme, at jeg ikke skulle stirre tilbage. I stedet lagde jeg riflen op på skydestokken i en blid men bestemt bevægelse. Erfaringen sagde mig, at jeg kun havde ganske få sekunder at handle på. Trådkorset fandt vej til kronhindens forpart, og jeg slap en 162 grains Sako Powerhead Blade afsted fra min kal. .308 Win.

Dyret sprang resolut den vej, som den havde retning imod og forsvandt ud af syne og ind i skoven. Jeg ventede en kort stund og listede så stille frem. Da jeg kom frem til den åbning i skoven, som jeg formodede, at dyret var løbet ind i, gik der ikke længe, før jeg kunne se det ligge forendt i den sidste og dybeste søvn. Da jeg kom frem til det, kunne jeg se, at skuddet var godt placeret. En anelse højt, men et klokkeklart lungeskud. Efter at have brækket dyret kunne jeg også se, at det havde nogle ganske pæne sårkanaler i lungerne.

Sako Powerhead Blade gav nogle rimeligt gode sårkanaler i lungerne på en kronhind.

Testpatroner

Mit udgangspunkt var at teste Sako Powerhead Blade i 6,5×55 og .308 Win. I kaliber 6,5×55 ville jeg desuden teste nogle 100 grains Barnes TTSX.

I min riffel med 57 cm pibe havde jeg målt hastigheden på Sako Powerhead Blade i 6,5×55 i 120 grains til 830 m/s i gennemsnit. I en riffel med en kort pibe på 51 cm målte jeg hastigheden på Sako Powerhead Blade 162 grains i kaliber .308 Win til 790 m/s i gennemsnit.

Begge hastigheder er under, hvad jeg ville have forventet for kuglevægtene i disse kalibre. En underpræstation, som er mest udtalt for 6,5×55 patronen. Her rammer vi den problemstilling, der er ved fabriksladede patroner kontra genladede patroner. Med genladning kan du ofte opnå en patron, der ligger tæt på det maksimale tryk (højeste hastighed) med god præcision. Men mens denne patron er præcis i din riffel, kan den være upræcis i andre rifler. Fabrikspatronerne bliver lavet således, at de skal være så præcise som muligt i en majoritet af rifler. Når seriøse patronfabrikanter fremstiller patroner, bliver de testet i flere riffelpiber. Prioriteten er i denne sammenhæng præcision, og det er efter min mening den rigtige prioritet. Man kan selvfølgelig være heldig, at hastighed og præcision også er sammenfaldende, hvilket da også sker. Jeg havde selv den oplevelse for et par år siden, da jeg lavede en ladning til min .30-06 med en 180 grains Boattail Soft Point kugle. Den havde høj hastighed og god præcision. Jeg købte i samme periode endnu en .30-06 riffel og skulle også forsyne min kammerats .30-06 med patroner. Patronerne skød med jævngod præcision i alle tre rifler.

Hastighedsmålinger af de fabriksladede patroner fra Sako viste, at de opgivne hastigheder var virkelighedstro.

Nogle ladninger kan være meget følsomme over for variationer. Det er disse typer ladninger, producenten gerne vil undgå. Jeg oplevede for nylig et eksempel med min datters .22-250 Rem. Jeg skiftede blot hylsteret ud og havde alt andet som i den oprindelige præcise ladning. Hylsteret var i øvrigt af den samme kvalitet, men fra et andet brand. Den gik fra at skyde 10-15mm skudgrupper til ikke at kunne holde sig inden for 8 cm skudgrupper. Kaliber .22-250 er ganske vist et følsomt kaliber, men dette eksempel taler sit eget sprog om nogle ladningers følsomhed.

Denne kronhjort blev skudt med et højt bladskud. Johannes havde ikke mere end den øverste tredjedel af bladet at siget på. Dyret rejste sig ikke, men han måtte give den et affangningsskud. Johannes vurderer, at dette også kunne være sket med et traditionelt blødnæset projektil. Kuglen fra affangningsskuddet blev efterfølgende fundet.

Opgivet hastighed

Kaliber .308 Win. patronen med Powerhead Blade er opgivet til 815 m/s. Når min riffel med kort pibe opnår en hastighed på 790 m/s, så er det den meget virkelighedsnære hastighed, som Sako har opgivet. Testpatronerne i kal. 6,5×55 afviger en smule mere fra det angivne i forhold til standardpibelængde. Fabrikken angiver dem til 856 m/s. Jeg målte dem til 830 m/s. Den oplyste hastighed vil formodentlig kunne opnås i pibelængde fra 60-65 cm. Kvaliteten på Sakos ammunition er der ingenting at udsætte på. Præcisionen målt som egenspredning var også god.

Formen på Sako Powerhead Blade giver en rimelig god ballistisk koefficient. Det hjælper til, at kuglen bevarer sin dyrebare hastighed med hensyn til ekspansion ved træf.

Sako begynder allerede nu at sælge løse projektiler til genladning. De forventer at komme med et rimelig stort sortiment i forhold til kaliberudvalget. Jeg tror også, at vi vil se flere vægtklasser. Sako orienterer sig af gode grunde efter de gældende regler i forskellige lande i forhold til energikrav og kuglevægt. Vi kommer sikkert til at se, at Sako supplerer sortimentet med projektiler i lavere vægte. Det er i hvert fald mit kvalificerede gæt.

Sako har sat løse projektiler på markedet til genladere.

100 grains Barnes TTSX

Jeg havde store forhåbninger til denne 6,5 grams homogene kugle i min 6,5×55. Med Norma 205 krudt havde jeg lavet en ladning, der leverede 886 m/s. Jeg havde uden tvivl håbet på højere hastighed, men jeg kunne ikke finde en særlig præcis ladning, der var hurtigere.

Min positive forventning til disse kugler blev desværre ikke indfriet. Blandt andet skød jeg en eftermiddag tre råer. De havde alle tre lange flugtafstande. Denne eftermiddag løb de tre råer henholdsvis 100, 85 og 70 meter, inden de forendte. Blodsporet var heller ikke særlig tydeligt. Det var den oplevelse, jeg generelt havde med denne kugle.

Lad mig slå fast, at i forhold til aflivning af dyret, så er der ikke nogen etiske problemer. I langt de fleste tilfælde, hvor kuglen sidder centralt i hjerte-lunge-regionen, vil en flugtafstand på 100 meter tage maksimalt 5-7 sekunder for et stykke hjortevildt at tilbagelægge. Jeg har i nogle tilfælde oplevet forlænget afblødningstid med homogene projektiler, men ikke i denne test. Tænker man på den jagtlige situation i forbindelse med forårets bukkejagt, hvor der er meget mere vegetation, kan det være et problem at finde dyret i lyset af ringe blodspor og lang flugtafstand. Det er trods alt ikke et spørgsmål om etisk korrekt ombringelse af dyret.

Med denne kugle vil jeg klart tilråde, at man tilstræber at ramme dyret i hjerteregionen eller tæt på. Jeg har selv en tendens til at sætte min kugler lidt længere bagpå i et rent lungeskud.

Forøgelse i diameter og tværsnit

Når du forøger diameteren ved at gå op i kaliber, så forøges tværsnitsarealet ikke ligefrem proportionelt. Det er simpel geometri. Hvis du går fra et 6 mm projektil til 6,5 mm, forøges diameteren med cirka 8 %, mens tværsnitsarealet forøges med cirka 17 %. Går du fra en .308 til .338 kaliber, vil du forøge diameteren med cirka 10 %, og tværsnitsarealet forøges med cirka 20 %. Herfra slukker regnemaskinen også, når vi ser hen til diameteren af det udsvampede projektil. Udsvampning af ekspanderende homogene projektiler afgøres af flere ting. De vigtigste faktorer er: Ekspansionskanalens tykkelse, en projektilspids, som accelererer ekspansionen, materialets konsistens og anslagshastighed.

Jeg har et projektil fra 338-06 med Barnes TTSX 185 gr., som jeg fandt i et vildsvin, som jeg skød på en afstand af godt 30 meter. Jeg har også et Sako Powerhead Blade 162 gr. projektil i kal. .308 Win., som jeg skød en kronhjort med på kort hold. Den udsvampede diameter på de to projektiler er nærmest ens.

Bagfra er det tydeligt at se, at der forskel på projektilets diameter.
Forfra er det nærmest ikke til at se, at der er forskel på projektilets diameter på de to kugler. Til venstre: Barnes TTSX .338. Til højre Sako Powerhead Blade .308.

6,5×55

Jeg mener, at Barnes TTSX halter en smule efter Sako Powerhead Blade. Når jeg sammenligner dem i kal. 6,5×55, oplever jeg, at Sako Powerhead Blade laver bedre sårkanaler.

En sen morgen stod jeg i en strid vind ude på en åben mark og skulle afgive skud til to stykker råvildt på omtrent 200 meters afstand. Det var formodentlig med til at ryste jordforbindelsen. Skuddene sad desværre lidt bagligt på begge dyr, men dyrene blev på stedet. Med bedre skudplaceringer med en Barnes TTSX oplevede jeg, at længere flugtafstand var mere reglen end undtagelsen.

Johannes synes generelt, at 100 gr. Barnes TTSX i 6,5×55 leverede for små udgangshuller.

Jeg skal heller ikke prøve på at pynte på historien. I Polen skød jeg også en hind og en spidshjort. Det var ved at blive mørkt, og jeg skulle have afstået fra at skyde. Imidlertid dummede jeg mig og skød. Dette resulterede i, at jeg satte to dårlige skud lidt for langt bagude på dyrene Jeg skød med Powerhead Blade 162 grains i .308 Win. Dyrene lagde sig begge to det sted, de var skudt, og jeg kunne aflive dem med fangstskud.

Johannes fortryder, at han valgte at skyde denne spidshjort på et tidspunkt, hvor det var blevet mørkt.
Under vinterens knivmageri var der tid til at tænke over testprojektilernes virkning.

Mørke timer

I løbet af vinterens mørke og lange aftener, hvor jeg sad ved pudsemaskinen og lavede mig et par jagtknive, tænkte jeg en del over mine oplevelser med de homogene ekspanderende kugler i relationen til denne test. Selvom der er forskel på de homogene kuglers konstruktion og virkning i dyret, så har de alle en grundlæggende tendens til, at dyret løber efter skuddet. Hvorfor det? En tanke slog mig.
Prøv at tænke på en bokser. I en boksekamp kan en bokser få et slag i leveren eller i nyren. Et sekund eller to efter går han ud som et lys. Et slag i leveren eller nyren får hans ben til at blive lige så bløde som budding. Så er der også de andre slag, som relaterer sig til centralnervesystemet. Dem vil vi se bort fra i denne sammenhæng. Jeg fokuserer her på en slagbølge mod de indre organer.

Når en kugle træffer et dyr, så træffer den dyret forskelligt. Nogle jægere taler om, at der afsættes energi i dyret. Det er egentlig et godt udtryk, men det savner lidt mere præcision. Det engelske ord ”punch” er nok mere beskrivende. Vi kunne på dansk bruge et ord som ”slagkraft”, ”kugleslag” eller ”kugleanslag” for at ramme denne nuance. De rundnæsede og fladnæsede projektiler havde netop et ry for at levere et ordentligt slag ved projektilets anslag på dyret. Det kunne ofte slå dyrene omkuld, selvom dyret var ramt dårligt, eller projektilet traf med væsentligt lav hastighed. Kuglen havde en ”knock-down” eller ”knock-out” effekt. Der er forskel på overførslen af kraft med traditionelle blyholdige projektiler og homogene ekspanderende kugler.

Ved siden af min test på rådyr havde jeg udstyret min jagtkammerat med nogle helt traditionelle blødnæsede, blyholdige patroner i kal. 6,5×55. Der var tydelig forskel. Der var langt flere knald og fald virkninger med de traditionelle kugler. Det mener jeg må være målet for udviklingen af homogene ekspanderende projektiler i de kommende år. De skal overføre mere ”punch” ved anslaget på dyret.

Et gennemskåret Sako Powerhead Blade projektil afslører en ret og bred ekspansionskanal.
Projektilspidserne på projektilerne blev trukket ud, og ekspansionskanalerne blev mål i dybde og bredde.

Proptrækker

En af grundene til, at jeg oplever, at Sako Powerhead Blade har en lidt bedre dræbende effekt i forhold til Barnes TTSX, kan meget tænkeligt skyldes den både dybere og bredere ekspansionskanal i Powerhead Blade projektilet. Jeg tog plastikspidserne af projektilerne og målte både ekspansionskanalens tykkelse og dybde. Der var ingen tvivl. Allerede fra jeg tog spidserne af, kunne jeg se, at Sakos Powerhead Blade havde større og længere ekspansionskanal. Min anbefaling til Barnes er, at de får efterset deres ekspansionskanaler og overvejer, om de skal gøres større og dybere.

Projektilet til venstre er Barnes TTSX og de to til højre er Sako Powerhead Blade.

Vi er på vej

Mit førstehåndsindtryk af Sako Powerhead Blade er ganske godt. Jeg fornemmer også, at vi er i en udvikling med de ekspanderende homogene projektiler, hvor vi løbende kommer til at se små forbedringer. Vi kommer nok også til at se projektiler, der nok ikke er på niveau med det, der allerede er på markedet. Med Sako Powerhead Blade er der plads til forbedringer, men vi er godt på vej. De har været med til at løfte de homogene projektiler et skridt op ad stigen. Jeg tror, en afgørende faktor er, at ekspansionskanalen er blevet gjort større både i diameter og længde, hvilket resulterer i større udsvampning.

Sako Powerhead Blade kuglen er meget skånsom i forhold til kødødelæggelse i kal. 6,5×55 og .308 Win.
Sako Powerhead Blade kuglen lavede i nogle tilfælde nogle ret små udgangshuller.

Sako Frontpage | SAKO

Læs også: JVV tester – SAKO 85 Black Wolf

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: