
Tekst og foto: Johannes Krarup
Brugs- og banetest af den sorte ulv fra Finland – Sako 85 Black Wolf. En vellykket forening af en baneriffel og et velfungerende jagtvåben.
Træ
Skæftets overflade og finish på Sako 85 Black Wolf er i topklasse. De kanter, som skal være skarpe, er det, og de, som skal være bløde, er afrundede. Materialet er lamineret træ. Kvaliteten af laminatet er bedre, end jeg har set på flere skæfter, som kan købes i løssalg. Laminatskæftet er i særklasse sammenlignet med andre fabriksvåben. Farven er sort, som navnet afslører. Den er også mat i overfladen. Træet kan oliebehandles. Heldigvis er det ikke lakeret. Sorte skæfter har gode camouflerende egenskaber, lige på nær hvis man er på jagt i sne eller i sandørken. Til natjagt er den med sikkerhed god.
Det er ærgerligt, at Sako lader denne model udgå. (Riflen er kun lige udgået i skrivende stund, og der findes fortsat nye rifler i butikkerne). Sako burde, efter min mening, udbyde skæftet som ekstra udstyr til standardudgaven. Jeg gætter på, at grunden til at denne model udgår, er, at Sako har en anden riffelmodel med samme ydre mål som Sako 85 Black Wolf. Det er model 85 Carbon Wolf. Dette skæfte er lavet af kulfiber og vejer...