Foto: Jens Ulrik Høgh samt Milart, David Tadevosian, Oneo, wk1003mike, Vladimir Tronin, Richard P Long/Shutterstock og Alamy Stock Photo.
Røgsvagt krudt afløste for alvor sortkrudt som drivmiddel i jagtpatroner i slutningen af 1800-tallet. Det røgsvage krudt var helt enkelt sin forgænger teknisk overlegent på langt de fleste punkter. Først og fremmest indeholder det røgsvage krudt betydeligt mere energi – cirka seks gange så meget som sortkrudt – men det brænder også med en koldere forbrændingstemperatur, og det forbrænder næsten helt rent uden at efterlade partikler og røg. Sortkrudt derimod udvikler masser af blågrå røg og afsætter store mængder af sod i piben. Begge dele var især i militære sammenhænge en stor ulempe, når hele slagmarker blev dækket af tykke dyner af uigennemsigtig krudtrøg, og riflerne skulle renses omfattende og ofte for at skyde nogenlunde præcist.
Men opdagelsen havde langt mere vidtrækkende konsekvenser end de gode røgfri nyheder for astmatiske infanterister. Det røgsvage krudts kemiske egenskaber muliggjorde moderne riffelkalibre, som vi kender dem i dag, med hidtil uset høje udgangshastigheder fra betydeligt kortere løb. Det øgede den moderne riffels rækkevidde...
