Et jagtprojektil er ikke bare et hvilket som helst projektil. Selvom to jagtkugler ser helt ens ud, kan de have vidt forskellige konstruktioner og egenskaber. I det følgende beskriver jeg en del af de mest almindelige jagtprojektiler og deres egenskaber. Det har ikke været min hensigt at udpege de bedste eller værste kugler, eftersom det naturligvis afhænger af, hvad den skal bruges til. En kugle kan være glimrende i én sammenhæng og totalt værdiløs i andre. Mit håb er, at teksten kan lokke lidt konstruktive tanker frem hos alle læsere. Jeg synes, det er vigtigt at overveje, hvilke egenskaber man ønsker af sine jagtprojektiler. En lav pris eller den kugle, som din farfar brugte, synes jeg ikke, er de bedste kriterier til at opnå det bedste kuglevalg. Der er andre egenskaber, som i langt højere grad bør indgå i overvejelserne.

Konstruktion og ekspansion

Jeg fokuserer her på de forskellige typer af ekspanderende jagtprojektiler og konstruktionen bag deres skudvirkning. Projektilernes form og ydre ballistik har oftest mindre betydning for jagtprojektiler, med mindre det handler om jagt med ekstremt lange skudafstande.

Et jagtprojektil skal på en eller anden måde overføre sin bevægelsesenergi til vildtkroppen, og det er derfor vigtigt, at projektilet fungerer ved passage af dyrets vitale dele.

Når det gælder skadedyr, kan man uden bekymring levere en reel overdosis af energi, så også træffere uden for det egentlige træfområde bliver umiddelbart dræbende. Det betyder også, at kuglen kommer til at overføre så meget energi, at dyret mere eller mindre sønderskydes. Det opnår man med en hurtigt ekspanderende kugle og høj anslagsenergi.

Til spisevildt er det vigtigere, at kuglen leverer tilpas meget energi i de vitale dele til, at vildtet falder hurtigt, men uden unødvendig kødødelæggelse. Med andre ord en kontrolleret ekspansion. Det kræver en kugle, som er tilpasset det vildt, man jager, og den skudeffekt, som ønskes. Derfor opgiver mange kugleproducenter det hastighedsinterval, som kuglen er konstrueret til at fungere indenfor.

En god jagtkugle er stadig stabil, efter at den har truffet vildtkroppen. Det indebærer, at den fortsætter med spidsen i skudretningen, når den ekspanderer. Stabilitet afhænger af et harmonisk forhold mellem kuglens rotation, længde og vægt. Jeg kommer ikke nærmere ind på dette emne, da det ikke rigtigt har noget med kuglens konstruktion at gøre.

Derimod er kuglens ekspansion og gennemtrængningsevne stærkt afhængig af dens konstruktion. Kuglens tværsnitsareal i skudretningen afgør, hvor meget energi der overføres til vildtkroppen. Kort sagt indebærer det, at et lille areal giver en lille skudvirkning, og et stort areal det modsatte. Gennemtrængningsegenskaberne står i modsætning til ekspansionen.

Det betyder, at desto mere en kugle ekspanderer, desto mindre vil den penetrere. Hvis kuglen ekspanderer så meget, at den havarerer, vil den ophøre med at penetrere i ét stykke og fortsætte som splinter. Kontrolleret ekspansion betyder også, at kuglen først svamper op til maksimal diameter, når den er inde ved de vitale organer som hjerte og lunger. Først herefter kommer spørgsmålet om, hvorvidt det er af betydning med gennemskud eller ej. For at maksimere den dræbende effekt er det bedst, at kuglen stopper mod indersiden af brystkassen på den modsatte side af de vitale organer. Herved har kuglen afleveret al sin energi i træfområdet.

I træfområdet skal kuglen forårsage en hurtig forblødning. Det fremkalder man med en fysisk ødelæggelse af vævet, altså skudvirkningen i hjerte, lunger og centralnervesystemet. Det er klart, at en grov kugle overfører forholdsmæssigt mere energi end en mindre kugle af samme konstruktion. Den vigtige konklusion heraf er, at et jagtprojektil må tilpasses ikke bare til vildtarten, men også til kaliber og patron. Jeg har inddelt de forskellige kuglekonstruktioner i grupper. Der er naturligvis nogle, som man kunne placere i flere grupper, og her har jeg placeret dem nær den tilgrænsende gruppe og tydeligt angivet det. Sammenligninger har altid både styrker og svagheder, men jeg håber, at læserne vil finde kugler, som de genkender.

Fuldkappet

Først vil jeg sige et par ord om fuldkappede kugler. De er kun tilladt til jagt og regulering af arter, der er mindre end råvildt. Hvis man bruger disse kugler til spisevildt, skal man være opmærksom på nogle vigtige egenskaber hos dem. Vær også opmærksom på, at mange konkurrenceprojektiler har en fin lille hulspids. De kan give en uønsket og hurtig ekspansion og må ikke forveksles med rene fuldkappede projektiler.

Lang fuldkappet

Dette er en gammel, klassisk fuldkappet kugle, som på grund af sin form også kaldes for spidsskarp. Konstruktionen er næsten 100 år gammel. Kuglen her har stålkappe, som gør den ekstra stærk. I jagtlig sammenhæng er det mest interessante, at lange spidsskarpe kugler nemt vil begynde at tumle efter at have truffet målet. Hvis de rammer en knogle, vælter de hurtigt og får en uforudsigelig bane. Det bør man huske på, hvis man bruger dem til mad- og pelsvildt.

Kort fuldkappet

En kort fuldkappet kugle er en af det mest stabile kugler, som findes. Skudvirkningen er meget forudsigelig, og kuglerne vælter meget sjældent efter at have truffet målet. De afgiver derfor minimal energi i vildtkroppen. Fuldkappede kuglers egenskaber er særlig vigtige for kugler i kaliber 5,6 mm., 6 mm. og 6,5 mm., eftersom de ved en vægtforøgelse hurtigt bliver meget lange i forhold til diameteren.

Blyspidskugler

Denne type er de traditionelle jagtkugler til råvildt og større arter. Grundkonstruktionen blev lavet i slutningen af 1800-tallet. Reelt er der blot tale om en blykerne, som bliver presset ind i en kappe af metal. Kappen er normalt fremstillet af rent kobber eller en kobberlegering. Tidligere var det almindeligt at lave kapper af stål. Blyspidskugler er konstruerede til lave eller moderate hastigheder (600-750 m/s). Ved højere hastigheder har de en tendens til at havarere. Selvom det er gammeldags kugler, er der stadig mange jægere, som foretrækker dem. Det skyldes først og fremmest deres næsten eksplosive og næste øjeblikkelige skudvirkning ved højere hastigheder, som værdsættes. Jeg synes dog, at ingen af dem er rigtig gode, selv ved de lavere hastigheder. For eksempel kan blyspidskugler have svært ved at penetrere større knogler og derefter stadig have god virkning. Restvægtene er generelt lave.

RWS T-mantel er en klassisk kugle med en meget stor blyspids og tynde vægge. Den største grund til, at den stadig findes er, at rigtig mange dobbeltrifler er regulerede til den. Det er en effektiv kugle ved moderate hastigheder, men man må samtidig beskrive den som hurtigt ekspanderende og næsten eksplosiv. Bemærk, at den har en skarp kant under blyspidsen. Den udstanser et indgangshul i vildtet og sikrer dermed et blodspor.

Norma Alaska har en mindre blyspids med forholdsvis tykke kappevægge. Denne kugle plejer at opføre sig på en rolig og stabil måde. Hvis den støder på stor modstand som svære knogler, plejer den at tabe kernemateriale ganske hurtigt.

 

 

Norma Vulkan er en af de svenske klassikere. Kappen er forrest bøjet bagover for at beskytte blyspidsen. Kappematerialet er tyndest i spidsen og bliver tykkere mod basen. Kuglen ekspanderer hurtigt og afgiver meget energi.

 

 

RWS KS (Kegelspitz) er en tysk konstruktion. Den minder om Vulkan-kuglen, men er konstrueret til at ekspandere lidt hurtigere. Kappen er tyndest i den koniske spids. Det bevirker, at spidsen straks platter ud ved træf. Der er også en blylås langt tilbage til sikring af restvægten.

 

 

Kugler med to kerner; ekspansionsstop

Denne kategori af kugler spænder konstruktionsmæssigt over en lang periode af 1900-tallet. Grundtanken er at opnå en alsidig kugle, som både kan ekspandere (dvs. afgive energi) og samtidig sikre en god penetration.

RWS H-mantel er mellemkrigskonstruktion (1934). Det er en hurtigt ekspanderende blyspidskugle, hvis spids dækkes af en kobberhætte. Den forreste del ekspanderer relativt hurtigt og separerer sig ikke helt sjældent fra resten af kuglen. Midt på kuglen er kappen bukket ind i kernen til sikring af penetration og gennemskud. Det er en kugle, som er konstrueret til europæisk vildt.

 

Nosler Partition er en konstruktion fra årene lige efter 2. Verdenskrig. Den er reelt to kugler i én. Den forreste del er en hurtigt ekspanderende åben blyspids. Den bagerste af del er adskilt med en mellemvæg. Kuglen giver både eksplosiv effekt og penetration. Ofte separerer den forreste del sig fra resten af kuglen.

 

Swift A-frame bygger faktisk på samme grundtanke som Partitionkuglen, men er en mere moderne konstruktion (1984). Blykernerne er loddede (bondede) til kappen. Det giver en meget holdbar kugle, som tåler stor modstand.

 

 

Dækkede hulspidskugler

Hulspidskugler karakteriseres af hurtig ekspansion og hurtig skudvirkning. Jeg tror ikke, at åbne hulspidskugler anvendes så meget længere i andet end de små kalibre/patroner. Funktionsmæssigt er de imidlertid ens. De dækkede hulspidskugler er ofte forsynede med en plastnæse monteret i hulspidsen. Det skyldes mest ønsket om at give kuglen en god ydre ballistik, men også for at beskytte hulspidsen. Plastspidsen vil også initiere kuglens ekspansion.

Hornady V-Max er både af navn og gavn en såkaldt varmint-kugle. Den er konstrueret til at ekspandere ekstremt hurtigt og hastigt afgive al sin energi. Kuglen er mest velegnet til jagt på skadedyr.

 

 

Berger VLD Hunt er en matchkugle med jagtegenskaber. Jeg har valgt at tage den med blandt de dækkede hulspidskugler, fordi jeg synes, at den giver samme skudvirkninger som dem. Egentlig er det en blyspids med en fremtrukket, beskyttende kappe og en lille hulspids. Skudvirkningen er hurtig og restvægten er lav. Kuglen har en enestående præcision.

 

Nosler Ballistic Tip er en hurtigt ekspanderende kugle. Den giver normalt hurtig skudvirkning. Blykerne og kappe adskilles ikke sjældent.

 

 

 

Norma Tipstrike er en hurtigt ekspanderende kugle, bygget til chokeffekt. Den minder i sin opbygning om Ballistic Tip. Lidt forenklet kan man nok kalde den for en moderne Vulcan-kugle. Dens ydre ballistiske egenskaber er gode. Kuglen har en lille blylås langt tilbage for at sikre gennemskud i træfområdet.

 

Hornady SST (Super Shock Tip) er i mange henseender samme koncept som Ballistic Tip, men med en blylås placeret relativt langt fremme. Det betyder, at ekspansionen mindskes noget og penetrationen bliver noget bedre. Kappe og kerne skilles dog ikke helt sjældent ad, især ved højere hastigheder.

 

Kugler med blylås

En blylås er mekanisk låsning mellem kappe og kerne til sikring af, at kuglen holder sammen. Konstruktionsprincippet går igen på mange kugler i forskellige variationer. Generelt bygger konstruktionen på, at en del af kappen presses ind i og låser blykernen fast. Hensigten er at forbedre penetrationsegenskaberne.

Lapua Mega er i al væsentlighed en traditionel jagtkugle af den ældre type. Basalt set er det en åben blyspidskugle. Kappen er dog tyk, og der er en blylås midt på kuglen. Det bevirker, at kuglen bedre kan håndtere både modstand og højere hastigheder en de tilsvarende åbne blyspidskugler.

 

RWS TIG eller UNI-Classic, som den nuværende version hedder, er egentlig en rigtig avanceret konstruktion. Kuglen har to blykerner med forskellig hårdhed, hvor den forreste er blødere for at opnå en hurtig ekspansion. Den bagerste del af kernen holdes på plads af en blylås i stålkappen. Kuglen har også en stansekant, som skal holde indgangshullet åbent. Kuglen er designet til jagt på større vildt.

 

Hornady DGX (Dangerous Game eXpanding) er en af de sejeste kugler, jeg har taget med her. Det er også en bonded kugle, hvilket jeg skal understrege. Kuglen har en rigtig tyk kobberbelagt stålkappe. Det er en hård kugle, som kan klare det største og mest skudstærke vildt. Normalt vil bondningen sikre, at kuglen ikke havarerer, men her har kernen også en blylås til stålkappen for en sikkerheds skyld. Kuglen er designet til dyb og sikker penetration med de største kalibre.

Bondede kugler

Konstruktioner med bondede kugler bygger på, at man lodder blykernen sammen med kappen. Det giver en kugle, som kan møde kraftig modstand uden at havarere. Desuden kan disse kugler bedre tåle højere hastigheder. Det bevirker, at de bondede kuglers egenskaber bliver gode og forudsigelige. Chokvirkningen plejer at være mindre end de ikke-bondede, men alt afhænger af kuglens hastighed. Der er imidlertid mange egenskaber hos de bondede kugler, som skiller dem fra hinanden.

Norma Oryx har eksisteret i godt et par årtier. Jeg synes, at det er en kugle, som passer godt til nordisk jagt. Kuglen ekspanderer forholdsvis hurtigt til maksimal diameter og har god skudvirkning.  Kuglen bliver ikke sjældent inde i vildtkroppen. Den fungerer godt i alle kalibre og selv ved lave hastigheder.

 

Sako Hammerhead giver indtryk af at være en stabil kugle, hvilket den også er. Den giver både hurtig og kontrolleret ekspansion. Kappevæggene er tynde i den øverste tredjedel af kuglen. Det giver sammen med den åbne (ubeskyttede) blyspids en hurtig ekspansion. Kuglen fås også i en version med kraftigere kappe og hedder så Super Hammerhead.

 

Woodleigh RNSN har form som en klassisk rundnæset kugle. Kappevæggene er ganske tynde i den forreste del. Det giver en hurtig ekspansion og chokvirkning. Kuglens bagerste halvdel har betydeligt tykkere vægge og sikrer penetration. Konstruktionen giver en kugle, som ekspanderer frem til, at kappevæggen øges i tykkelse, altså til midten. Kuglen trives bedst ved moderate hastigheder.

 

Nosler Accubond er en kugle, hvor ekspansionen er styret af konstruktionen. Kappens tykkelse forøges markant i kuglens bagerste del. Det indebærer, at kuglens forreste del kan ekspandere hurtigere, og at man opnår en god ekspansion ved lave anslagshastigheder. Kuglen har en god ydreballistik og har normalt god præcision.

 

Hornady Interbond har også en styret ekspansion. Den ekspanderer relativt hurtigt og giver dermed også en klar chokvirkning. Det fremgår tydeligt af kappens opbygning. Nær spidsen bliver den tyndere. Derfor svamper den hurtigt op. Kuglen har gode skydeegenskaber.

 

 

Swift Scirocco er en premiumkugle blandt premiumkugler. Det er den mest alsidige bondede kugle, jeg har anvendt. Den kan bruges på både korte og lange hold samtidigt med, at den har et bredt hastighedsregister. Med grundkonstruktionen ønsker man kontrolleret ekspansion. Den har en relativt tyk kappe både foran og bagtil. På trods heraf plejer den at åbne tilstrækkelig hurtigt til at nedlægge eksempelvis en elgkalv. Samtidig kan kuglen tåle rigtig høje hastigheder og giver rigtig god præcision. Restvægterne er generelt høje.

Kobberkugler

Jagtprojektiler af rent kobber har været tilgængelige et godt stykke tid. Der findes også kugler af forskellige kobberlegeringer og dermed i varianter af messing. De sidste er dog ikke så almindelige. Kuglerne har to store fordele. De efterlader ikke bly i vildtet (eller omgivelserne), og de holder godt sammen i vildtkroppen. Det er vanskeligt, ja tæt på umuligt at få en kobberkugle til at havarere totalt. Det betyder, at de også er et godt valg til særligt høje hastigheder (over 1000 m/s). Restvægtene er generelt meget høje. Eftersom kobber har lavere massefylde end bly, bliver kuglerne enten lettere eller længere end blykugler (eller begge dele). I praksis har dette ringe betydning. En ulempe kan være, at der opstår kobberaflejringer i piben. Derfor er våbenpleje med kobberopløsende solvent vigtig.

Barnes TSX er en videreudvikling af Barnes oprindelige X-kugle. Den har riller på den cylindriske del for at mindske modstanden i løbet. Ekspansionen sker via fire brudlinjer fra hulspidsen og ned. Det bevirker, at kuglens spids flækker op i fire vinger. Hvis modstande bliver for stor, plejer de at brække af. Det er en ganske pålidelig kugle.

 

Barnes TTSX er en videreudvikling af TSX-kuglen. I denne udgave er kuglen forsynet med en plastspids for at opnå en bedre ydreballistik. Effektmæssigt er den hele på linje med TSX-kuglen.

 

 

Lapua Naturalis er en rigtig premiumkugle. Den ekspanderer til en klassisk svampeform og beholder den form selv ved stor modstand. Kuglens konstruktion, synes jeg, passer rigtig godt til nordisk jagt. Skydeegenskaberne og skudvirkningen er rigtigt gode.

 

 

Hornady GMX er fremstillet af en noget hårdere kobberlegering end mange andre kobberkugler. Tanken er at skabe en hård og sej kugle. Den hårdere legering efterlader færre rester i løbet, men kræver også en lidt højere hastighed eller modstand end ellers for at opnå en god ekspansion. Kuglens hulspids er af samme grund ganske stor sammenlignet med rene kobberkugler.

 

Norma Ecostrike er en relativt nyudviklet kobberkugle. Den kombinerer gode ydreballistiske egenskaber med god skudvirkning. Den ekspanderer i svampeform, afgiver derfor hurtigt energi og har som de øvrige kobberkugler god dybdevirkning. Kuglens overflade er forniklet for at minimere kobberbelægning i løbet. For at holde gastrykket nede, er kuglens bærende del (føringsdelen) minimeret.

Konstruktion og funktion

Ovenstående var en kort gennemgang af de mest almindelige jagtkugler, deres konstruktion og funktion. Jeg håber, at det tydeligt fremgår, hvor stor forskel der er på de forskellige konstruktioner.

Kuglens placering er naturligvis den vigtigste faktor for et effektivt drab på et stykke vildt, først derefter kommer dens konstruktion og funktion.

Blot fordi en kugle har nedlagt et stykke vildt, er det ikke sikkert, at den har en velegnet konstruktion. Jeg synes, at det er vigtigt at prøveskyde sine jagtkugler i forskellige medier og selv evaluere sin jagtammunition. De konstruktionsprincipper, jeg synes bedst om, er bondede kugler eller blyfrie projektiler. De er trods alt de mest moderne og funktionssikre konstruktioner, vi har. Men husk også, at det er bedst at vælge en jagtkugle med fornuft og ikke med følelse. En premiumkugle kan være et perfekt valg til pürschjagt eller på særligt store og skudstærke vildtarter. En klassisk blødnæset kugle kan være det bedste valg til de korte hold på en drivjagt, fordi denne type kugler indebærer den mindste risiko for at rikochettere til fare for de øvrige jægere. Mit råd er derfor at bruge lidt tid på at tænke sig om, før man vælger, hvilken kugle man vil bruge på jagten.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: