
Der er for alvor kommet skub i jagtverdenens bevægelse i retning af blyfri ammunition. Flere og flere undersøgelser dokumenterer de skadelige effekter for særligt ådselædende fugle, og i det lys er jægernes frivillige omstilling mange steder ved at overhale jagtfjendtlige politikeres angreb imod den blyholdige ammunition. Det gælder ikke mindst i Europa, hvor jægerne selv vælger blyfri ammunition af hensyn til både rovfuglene, miljøet i bred forstand og kvaliteten af det vildtkød, vi værdsætter så højt. Resultatet kan spores i dramatiske fald i blyniveauet i europæiske rovfugles blodprøver.
I Nordamerika er U.S. Fish & Wildlife Service flere steder gået aktivt ind i at distribuere blyfri ammunition, og selv i det ellers ret konservative sydlige Afrika er der en voksende opmærksomhed blandt jægerne på blyet. Man har simpelthen fået øje på, at tungmetallet er et stort problem for den i forvejen trængte bestand af gribbe, ligesom flere og flere kødgrossister simpelthen forlanger, at indleveret vildt er nedlagt blyfrit.
Læs også: Test af blyfri jagtammunition