andejagt jagthistorie

En jagthistorie om engelsk manden. Den hvide staldlænge ligger i et kort nu badet i lyset fra bilens lygter, da vi drejer ind på gårdspladen. Så standses motoren, og nattemørket sænker sig over os. Snart flammer længen, som i dag ikke længere huser kreaturer og andre gårddyr, men i dag omdannet til en hyggelig jagtstue, på ny op, da flere biler svinger ind og sender deres lys ud i nattemørket. Så standser deres motorer også, og lysene slukkes.

Med dæmpet stemme for ikke at vække husets øvrige beboere bydes vi velkommen af vores vært, Jørgen. Efter en ”lille skarp” og en kort parole begiver vi os til andemosen. En ikke helt ufarlig vandring, for engbunden er blød og tuerne lumske og utallige – mosebunkes kiselskarpe strå æder kreaturerne ikke gerne. Næppe heller ænser de tunge Herforddyr, der som mægtige meteorsten ligger spredt på engen, den lille flok hoppende lygtemænd, der søger sig vej gennem nattemørket. Kun en sindig, monoton gumlen høres fra de kæmpestore, drøvtyggende kroppe.

Som en af de sidste når omsider også jeg ad smal og farefuld sti over blød bund frem til min post på mosens fjerneste bred og kan ”med mit på det tørre” vinke farvel til min trofaste følgesvend, Johan, da han forsvinder ud i mørket ad den gyngende og efterhånden næppe synlige sti. Med liv og tørre sokker i behold når han dog ud til sit skjul mellem tagrør og søkogleaks . Aktørerne er på plads, forestillingen kan begynde.

Ikke et blad rører sig på elletræet bag mig, natten er lun og stille, fuld af dæmpede lyde: en svag syngen fra dansemyggene, der i tusindtal hænger over mit hoved, et hurtigt smæk fra en fiskefinne i det kølige, mørke mosevand, en dyb brummen fra en sen oldenborre, der haster forbi. Alle fortrolige og gode nattelyde, der lader den fortættede stilhed, der hviler over mosen, føles endnu stærkere.

Denne indestængte ro kan ikke vare længe, snart må det bryde løs. Dér høres også det første, fjerne skud, en kort, tør lyd, som når en vissen gren knækker. Det er oppe ved vandkraftsøen ved Vestbirk– ligesom sidste år og forrige år. Nu en hel kanonade som en lang, rullende torden. Atter sænker stilheden sig, brydes dog straks igen af et par hurtige skud. Denne gang nede ved Gudenåen og betydeligt nærmere. Med alle sanser spændt spejder jeg ud i mørket. Og der kommer de første, en højtflyvende skyggeformation på dæmpede, hurtige fløjlsvinger hen over nattehimlens sorte tæppe. Vil de cirkle rundt og komme ned? Desværre nej, små to bøsseskud oppe haster de videre mod nordvest. Dem vil vi ikke mere få at se, for snart vil de i et brus slå sig ned på den nære Mossøs store, blanke vandspejl og dér finde den fred, som ikke længere gives her. Vente igen. Atter suser det i luften, en lille flok krikænder kommer strygende ind for at kaste sig i mosen. Jeg når dem ikke, det gør derimod Jørgen ovre på den modsatte bred, men vist uden gevinst. Muligvis bedre held hos vores nabo længere ude i mosen, for et dæmpet ”søg” fortæller, at måske ikke alle slap bort. Fra nær og fjern høres nu skud, salve efter salve ruller op gennem ådalen – ikke sjovt at være and i denne ”djævlenat”, hvor alle poster er besat.

Skydningen tager dog overraskende hurtigt af, og efterhånden som nattemørket viger, og den gryende dags  spæde lys indhyller landskabet, bliver skuddene mere spredte og fåtallige. Mange ænder er heller ikke kommet til vores mosehul, op fra hvis vande et fint tågeslør stiger, som brændte et eller andet sted dernede i dybet en mægtig gruekedelild. Ude i disen begynder konturerne nu også så småt at træde frem og tage form, også den skæggede Johans karakteristiske Mefistoprofil – en faun i sit tågerige, urørlig og vogtende på sin chance. Denne lader dog til at vente på sig, og da solens første stråler bryder frem og giver alt farve og fylde, ses vor vært også allerede diskret liste af – op for at forberede frokosten.

Også jeg er så småt ved at belave mig på opbrud, da et skud pludselig brager. Henne i vigen er det. Det er Poul, der har fået bud med til en lille forsinket flok på tre, men åbenbart uden det rigtige sving i bøssen, for de stiger stejlt og brat igen, men da knækker halsen på den ene, og mens de to andre hastigt forsvinder i det fjerne, kan Poul i al ro hente sin and – så skulle vi dog ikke komme til at gå helt tomhændede derfra. Ovre på den anden side af mosen er ”Degnen” og den lokale murer, Matthias øjensynligt også kommet til den slutning, at yderligere venten næppe vil lønne sig og trasker derfor i ro og mag op gennem den solbeskinnede eng – op mod gården og den ventende frokost.

Men før Johan og jeg når så vidt, forestår endnu en ubehageligt gyngende tur hen over hængesækken, og nu da morgenens lys ligger klart over landskabet, virker den om muligt endnu mindre tillokkende. Hvordan er vi dog kommet herud? Vi må jo have gået på vandet! Efter en nervepirrende slingrevals à la to klovner på slap line når omsider dog også vi i land og kan slå følge med den ventende Poul – vi med ganske vist pyntelige, men tomme fuglegalger, han derimod med en flot andrik daskende mod låret. Da fanger mit blik noget blankt ved dens ene ben. Anden er ringmærket! Blot er der det mærkelige ved ringen, at den ikke er lavet af aluminium, men af et bronzefarvet materiale. Nummer er der rigtigt nok også, men hvad er det, der står dér halvt udvisket af mudder: Please inform British Museum, London. Og der stod vi måbende – tre store, jyske spørgsmålstegn på den årle morgeneng. Omsider går det dog op for os, at det må dreje sig om en and, mærket af britiske ornitologer, og nu kommer der liv i ansigterne, og glade og stolte iler vi med slubrende gummistøvler op gennem engen. Sikke en historie at medbringe til morgenbordet!

Pouls and bliver da også det store samtaleemne med alle fulde af lovord over det strålende skud og af teorier om, hvordan pokker den mon var kommet på disse kanter. ”Er kommet på disse kanter?”, lyder det da fra Matthias, der i nogen tid har siddet tavs og gravalvorlig ved sin bordende:” Er det da overhovedet ikke gået op for jer, hvad det er, han har gjort? Det er vores postand, han har skudt, det gale menneske!” Selskabet lettere desorienteret, men Matthias fortsætter ufortrødent:”Engelskmanden, den gamle postand, der nu i snart en halv snes år trofast har befløjet ruten London-Voervadsbro. Det er den, han har skudt, og det sidder I bare og skåler på og griner ad!” Matthias er utrøstelig, bordet derimod yderligere opstemt over hans gribende beretning om ”den gamle postflyver”, der nu aldrig mere skal – – –

”Jeg tror sgu, de adler ham for det her,” lyser vores vært, Jørgen pludselig op. Ordene bliver ligesom hængende i luften. Ja, naturligvis, hvorfor har ingen tænkt på det før – selvfølgelig vil Her Majesty, the Queen vide at handle i overensstemmelse med sit rigets hævdvundne, gamle traditioner og påskønne Pouls uselviske handling i videnskabens tjeneste med en adelig titel.

Og så ubrydelig var vores tro på hendes majestæts storsind, at vi – vor ringhed til trods – ikke tog i betænkning på forhånd at foretage denne højtidelige handling. Og således gik det til, at den brave smed fra Velgårde kunne drage hjem som ”Sir Paul af Velgårde”.

For længst er takkeskrivelsen fra British Museum sat i glas og ramme og ophængt på rette plads. Derimod er dokumentet fra dronningen endnu ikke dukket op, men det er jo også kun en ubetydelig formssag – formodentlig at føre tilbage til en mindre protokolfejl i det britiske hofmarskallat, og hvad andet kan man i disse Brexit-tider forvente af de tøvende, langsommelige UK-borgere, og hvem tænker på denne fejl i dag, hvor det snart igen ikke vil vare længe, inden den hvide staldlænge atter skal flamme op i lyset fra de indkørende biler…

Læs også

Den gamle konservator buk går aldrig af mode

Jagten er i vores gener og det er sundt

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: