En jagthistorie om engelsk manden. Den hvide staldlænge ligger i et kort nu badet i lyset fra bilens lygter, da vi drejer ind på gårdspladen. Så standses motoren, og nattemørket sænker sig over os. Snart flammer længen, som i dag ikke længere huser kreaturer og andre gårddyr, men i dag omdannet til en hyggelig jagtstue, på ny op, da flere biler svinger ind og sender deres lys ud i nattemørket. Så standser deres motorer også, og lysene slukkes.
Med dæmpet stemme for ikke at vække husets øvrige beboere bydes vi velkommen af vores vært, Jørgen. Efter en ”lille skarp” og en kort parole begiver vi os til andemosen. En ikke helt ufarlig vandring, for engbunden er blød og tuerne lumske og utallige – mosebunkes kiselskarpe strå æder kreaturerne ikke gerne. Næppe heller ænser de tunge Herforddyr, der som mægtige meteorsten ligger spredt på engen, den lille flok hoppende lygtemænd, der søger sig vej gennem nattemørket. Kun en sindig, monoton gumlen høres fra de kæmpestore, drøvtyggende kroppe.
Som en af de sidste når omsider også jeg ad smal og farefuld sti over blød bund frem til min post på mosens fjerneste bred og kan ”med mit på det tørre” vinke farvel til min trofaste følgesvend,...
