Foto: Aske Rif Torbensen
Jeg er vokset op på en gård, og min far tog mig med på jagt, fra jeg var lille. Der var ikke så mange regler dengang: Jeg fik lov at skyde med en salonriffel, fra jeg var otte år. Vi havde en vejrhane, der var totalt gennemhullet, og ingen sagde noget til det. Det at gå på jagt blev sådan en ild, der brænder. Jeg fik min første haglbøsse som 14-årig og skød et stykke råvildt med den. Jeg tog jagttegn som 16-årig, og derefter gik jeg en del på sneppejagt med min far.
Hvordan opstod din interesse for vintagevåben?
Det kom sig nok af, at jeg blev uddannet som bøssemager og begyndte at skille våbnene ad. Det var næsten chokerende at pille en lås ud fra en bøsse fra 1885 og tænke: hold da kæft, det her er håndværk! Det virker i dag, og fjedrene er stadig stramme. Næsten ingen kan næsten lave den slags fjedre i dag. Det er sjovt, at man kan bruge sådan noget, der er så gammelt.
Kan du huske en særlig situation med sådan et vintagevåben, der gjorde indtryk?
Jeg tog engang en gammel englænder med på jagt, og den skød simpelthen som en drøm: Den vejede ingenting, og balancen var perfekt. Snepperne, som vi skyder mange af, hvor jeg bor i Jylland, er altid på vej ind bag et træ, og får du ikke lige de sidste 10 cm med, er det for sent. Der lærte jeg at elske de lette og velafbalancerede englændere. Jeg blev helt forgabt i dem.
Hvad er det særlige ved disse vintagevåben, ud over vægten og balancen?
Det er bare forbavsende, hvor godt de er bygget. Tag et haglgevær fra 1880. Du kan kigge på et jagtbillede fra dengang: Menneskene på billedet er døde, børnene ved deres side er døde, tingene omkring dem er skrottede, det hele er væk. Bortset fra bøssen. Det kunne være den bøsse, der står inde på min hylde. Den skyder stadigvæk, og det gør den måske også om 100 år. Det er da helt fantastisk! Dengang var der kun gaslys og hestevogne, men det er den samme bøsse.
Er der noget håndværk, der er gået tabt?
Ja, fx med at lave damask-løb. Det er gået tabt, ingen gør det længere. I gamle dage blev det lavet af et hold folk, der kunne deres håndværk. Du smeder en række stål-lag sammen, bløde og hårde. Derefter smeder du tre af disse stænger sammen til et lille bånd og smeder båndet omkring en kerne – det bliver til geværets løb. Så begynder du at slibe disse rå-løb på store slibesten, og med tiden får du forskellige figurer frem, ligesom når man laver et bolsche. Det var en stærk måde at lave løb på. I starten kunne man ikke lave jernrør, der kunne holde til det samme som disse damaskløb, men de blev efterhånden for omkostningstunge at lave.
I fine ure har urmageren ofte gjort sig umage med detaljer inde i urværket, som man ellers aldrig ser. Ser man det samme i disse bøsser?
Ja. Selvom man får bøsser ind, som næsten ligger nummereret lige op ad hinanden, er de ikke altid helt ens. For det er individuelle håndværkere, der har stået og filet tingene ud i hånden. Der kan man tydeligt se, at nogle var lidt dygtigere end andre, når man skiller bøsserne ad. Man kan næsten genkende forskellige håndværkssignaturer fra disse i dag navnløse håndværkere.
Du er samtidig formand for Dansk Hanebøsse Societet. Hvad tiltrækker ved hanebøsser?
De er kort og godt fra den tidsalder, hvor ting blev lavet godt. Så de plejer at være flotte håndværk. Derudover har jeg aldrig haft et uheld med dem. Der er en fangsikring indeni, så når hanerne er spændte, kan de kun gå af, hvis du trykker på aftrækkerne. Taber du bøssen, kan de ikke gå af, som nogle ellers tror.
Den slags er der ikke på mange moderne våben – der er blot den der lille pal, du skal skubbe frem, og den kan godt gå i stykker. Den primære sikkerhed ligger i, at du behandler geværet med respekt. Når jeg går på sneppejagt, går jeg med spændte haner og hånden omkring aftrækkerbøjlen. Så kommer der ikke noget derind, og så kan der reelt set ikke ske noget.
Så mødes I og går på jagter?
Vi lejer som regel en dagjagt på et gods et sted, hvor skytten synes det er skægt. Det er afstressende at tage ud at skyde med hanebøsser. Jeg vil helst skyde fasaner med en gammel bøsse, så har jeg fået mere ud af jagten. Fryseren mangler jo ikke mad. Det er da også rart at tage lidt pænt tøj på til disse jagter. Forsimpler man jagten for meget, bliver det hele lidt ligegyldigt. Vi er vel ca. 35 medlemmer landet over, og vores jagter er med til at gøre hverdagen lidt mere festlig.
Kan du mærke en stigende interesse for den slags ældre våben?
Det synes jeg. Moderne våben med termiske sigter går angiveligt som varmt brød, men alligevel har jeg en fornemmelse af, at flere og flere går op i klassiske våben. Det er ligesom med buejagten – folk går lidt mere i detaljen med selve jagten i stedet for bare at skulle have noget, der er så effektivt som muligt. Selv hvis man ikke får noget på tasken, kan man stadig have haft en god jagtdag.
En slags modreaktion mod alt det tekniske?
Ja, en slags modvilje. Hvis der nu kommer en patron en dag, der er selvsøgende, ville vi så bruge den på jagt? Det vil jo være det mest effektive til at slå vildtet ihjel, så det skal vi da have. Eller hvad?
Det ville i hvert fald eliminere anskydninger…
Det er rigtigt, at enhver jagt indebærer en risiko for anskydninger. Hvis vi helt ville eliminere den risiko, ville vi skyde haren, når den sidder i sædet, eller anden, når den ligger på vandet. Men gjorde vi det, ville jagten komme til at minde om bare at gå ned at finde noget kød i køledisken i supermarkedet. Man bliver nødt til at sætte sig nogle grænser, ellers bliver det hele for forudsigeligt og kedeligt.
Våbenet kan være en nydelse i sig selv…
Det er en del af totaloplevelsen ved jagt. Der er også noget særligt ved våben, ikke? Du har måske en bøsse, du har skudt to fasaner med, og så har du svært ved at skille dig af med den. Men den bil, du har kørt 300.000 km i, den kan du da nemt udskifte til en ny. Hvis du tilsvarende har bedstefars eller fars gamle bøsse, så skal den da gemmes, men deres gamle kaffemaskine eller stol, de ryger ud. Der er nogle følelser forbundet med våben, som er svære at forklare.
Kommer der både yngre og ældre her hos dig?
Der er begyndt at komme mange yngre, som interesserer sig for denne slags nørderi. De fleste går ind i en jagtbutik og køber måske en gængs over/under og får sat en rem på, og så går de glade på jagt med den resten af deres liv. Men du kan få et brugt engelsk haglgevær for 7.000-15.000 kr., som er langt bedre håndværk end de nye bøsser, du kan købe til samme pris.
Mange skyder måske 500-1.000 skud på jagt på et helt liv, og det holder disse ældre engelske bøsser bestemt til. Hvorfor så ikke købe et haglgevær, der er kønt, og som er rart at skyde med? Sådan er det generelt set med brugte våben – folk burde kigge lidt mere på dem. En ny italiensk over/under i en god klasse koster nemt 80.000 kr., mens en brugt, der står i rigtig flot stand, måske koster 40.000 kr. Der er måske for meget jyde i mig, men jeg synes, at der er fornuft i at tage det med i sine overvejelser.
Du skyder selv med en Pastone-hanebøsse. Hvorfor lige den?
Balancen! Det er slet ikke et kendt mærke, men vi var bare ligesom venner med det samme, jeg så den på hylden i England. Jeg havde den med på jagt, og det gik forbavsende godt, og siden har jeg skudt og skudt med den. Den har den samme fine balance som mærker, der er langt mere kendte og meget dyrere.
Jeg har haft den bøsse i 20-25 år, og den skyder stadig lige, som den skal. Jeg har nok skudt omkring 8.000 stykker vildt med den. Lad os sige, at jeg i gennemsnit bruger to skud til hvert stykke vildt, så har jeg nok kørt omkring 16.000 haglpatroner igennem den, plus det jeg har skudt på skydebaner. Men der er intet slør i den, og den kommer bl.a. også med på duejagt i Skotland, hvor der virkelig sker noget.
Hvad er det mest spændende, du har haft i hænderne?
Jeg har holdt et sæt Purdey Trio, som måske koster 3 mio. Men det er mere nogle af de der gamle ting, der imponerer mig, hvor man tænker: Det kan ikke passe, at de har kunnet lave det her! Jeg havde for nylig en Lancaster-hanebøsse, og da jeg slog op, hvor gammel den er, var den fra 1864. Den var lavet så flot indvendigt, og det hele stod virkelig skarpt. 1864! Hold da op, det er nok et af de ældste baglader-geværer til enhedspatroner, som vi kender dem i dag. Den havde underlukke, og det hele var lavet så flot, selvom man hverken havde fræser eller drejebænke dengang. Det var helt utroligt.
Er der visse ting, som ikke må udskiftet eller ændres, for at man stadig kan kalde en bøsse for et vintagegevær?
Du må gerne udskifte skæftet, men piberne må du ikke forkorte eller udskifte. Faktisk er det sjældent, at man åbner en kasse, hvori bøssen er fuldstændig original – der er som regel altid ændret et eller andet. Men brugsværdien er også en faktor i sig selv: Du kan ikke nævne en bil, der blev lavet for 40 år siden, som stadig kører lige så godt som en i dag. Det er sjovt at have en gammel bil, men du kører nok kun søndagstur i den. Der er næsten ingenting, hvor du kan sige, at det ene eller det andet produkt ikke er blevet bedre ved at blive udviklet. Men de gamle bøsser skyder lige så godt som dengang, og du kan ikke købe noget, der skyder bedre i dag.
Hvor højt skal man op, for at det er en investering, der ikke taber i pris, når man køber et vintagegevær?
Det er svært at sige. Mange har jo haft gode investeringer i våben, hvis de har haft dem i nogle år, men det er svært at spå om. Du skal først og fremmest have glæden ved at have dem og bruge dem. Er de så noget værd bagefter, er bare fint, men det skal ikke være det, der bærer det. Kan du købe en bøsse til 20.000 kr. og gå på jagt med den i 20 år og sælge den for 10.000 kr., er det vel ikke så galt? Bliver et mærke mere og mere populært, og nypriserne derved stiger, trækker det dog også brugtpriserne med op. Det skete fx for Browning i 70’erne, og det er sket for Rigby, som har genetableret sig i London. Så nogle ting stiger meget i værdi. Det er bare svært at spå om, hvilke det bliver.
