Foto: Freddy Wulff samt Palephotography og Peter Cripps/Shutterstock
Det var lige i det første bløde lys. Katten havde snoet sig om mine ben, mens jeg lavede dagens første kaffe, og nu sad jeg på terrassen, lod dagen sive ind og tænkte på – intet. Så ringede telefonen.
Det satte tankerne i gang. På den tid – det kunne kun være et råb fra New Zealand. Tidsmæssigt en halv dag borte. Sikkert igen en kæmpe-orne, jeg skulle høre om. Det var det ikke.
Det var én af mine nærmeste naboer – Pepe. Og jeg syntes, der var lidt panik i hans ellers sindige stemme, da han spurgte, om jeg kunne komme og give ham en hjælpende hånd. Det kunne jeg selvølgelig. ”Godt – så tag din kniv med”. Ja så. Nu har Pepe mange møddingkyllinger og kaniner, og jeg har hjulpet ham adskillige gange med at slagte og plukke og så videre. Men han har sgu knive nok. Men ja, kniv på bæltet og genvej over markerne.
Pepe stod ved sin flot indhegnede have. Og det drejede sig faktisk om vildsvin, men ikke en orne, som jeg havde forventet, hvis opkaldet havde været fra New Zealand. Men det var en temmelig fin basse. En so på vel 60-70 kilo, som var ved totalt at smadre hans tomatsektion. Én af tre sektioner, som hans have er delt op i.
Strategi
”Hvorfor henter du ikke dit jagtgevær”? Og selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tilføje: ”På den afstand kan selv du ikke skyde ved siden af.” Han svarede: ”Til brunering”. (Pepe jager kun fugle, og har ingen riffel. Det har jeg heller ikke. Jeg låner mig frem.) Nå, det var derfor, jeg skulle komme med kniven. Jeg havde fortalt ham, hvordan vi jager vildsvin i New Zealand med hunde og kniv. ”Hvorfor sætter du ikke hunden ind, så den kan jage soen op i et hjørne, så jeg kan få fat i dens bagben?”
Det var også nul. Han var bange for køterens sundhed – og det kan jeg nu godt forstå. En vildsvin-uerfaren hund, en engelsk setter: Nok ikke så smart. Min sundhed kom dog ikke på tale, da han slusede mig ind gennen låge tre til tomatsektionen.
Soen kunne ikke lide at være i fangenskab. Det var helt, helt sikkert. Den angreb gang på gang hegnet – uden at der skete noget. Pepe er tømrer, og han havde lavet det hegn, som var det en altertavle. Det gav sig ikke en tomme. (Hvis det havde været hegnet om min have, ville soen nok stadig løbe rundt ude i det vilde med 10 meter hegn efter sig.)
Hver gang jeg prøvede at få fat i den, drønede den bare rundt og rundt. Det gik voldsomt ud over tomatplanterne. Den prøvede ikke at angribe mig, men på den anden side: Man skal ikke stå i vejen for et vildsvin med turboen slået til.
Betjenten
Men så fik Pepe en lys ide. ”Jeg ringer til vor ven længere oppe ad vejen”. Længere oppe ad vejen var sådan 11 kilometer borte. Og ”vor ven” var ansat i Guardia Civil – det føderale politi. Han var faktisk på vej til arbejde, da han snuppede sin mobil, og han kom inden for fem minutter. Da var jeg hoppet ud af tomatsektionen, og soen stod i et hjørne og tog en puster.
Og så kørte den ellers på Catalansk, som er et sprog, jeg ikke forstår 100 %, men fattede dog, hvad der blev sagt, da Pepe bad ham trække pistolen – og redde hans tomatplanter. Det blev et stort NEJ.
Var han klar over, hvor mange papirer, der skulle udfyldes, hvis han brugte sin pistol? Og han kunne vel også se sig selv blive lidt til grin, hvis han skulle skrive, at han forsvarede nogle tomatplanter. Men som den gode politimand han var, gik han en tur uden om den store have. For at se, hvordan soen var kommet ind. Det havde Pepe og jeg gjort et par gange – uden at finde stedet. (Det er kun på et Pink Floyd pladecover, at grise kan flyve.) Men seks øjne kom til kort.
Betjenten foreslog så, at Pepe skulle åbne alle tre låger, åbne til de andre sektioner i haven og sidste låge til friheden– det havde jeg ikke turdet. Pepes guder er hans Mercedes og hans have. Og haven er nok gud numero uno. Han skulle ikke have mere ødelagt.
Så blev der ringet til nogle andre jægere – men nul svar. Det var åbenbart op til mig. Ind til bassen, mens Pepe og etatsmanden stod i sikkerhed ved sidste låge ind til tomaterne.
Finalen
Soen var blevet lidt træt. Tror da fanden. Den drønede et par gange rundt. Angreb hegnet og stillede sig så i et hjørne med røver mod hegn. Når jeg nærmede mig tog den et par runder mere. Pepe hentede endelig sin køter, men holdt den klogeligt uden for tomatsektionen. Men selv med hunden på den anden side passede det ikke soen. Den kørte for fuld damp ind i hegnet endnu engang – og hallejuja – den fik hovedet skubbet ud mellem jorden og hegnet. Men inden jeg fik fat i et bagben, havde den skubbet sig endnu længere ind – eller ud. Jeg måtte ud på den anden side for at stikke den. Jeg råbte til betjenten, at han skulle komme ind og holde den i bagbenene, så ville jeg kravle over hegnet. Han skulle bare passe på, at den ikke møffede sig tilbage til tomaterne. Men det var NEJ. Han skulle ikke have sine benklæder snavset til. Nå, men dramaet var sådan set slut. Soen sad fat. Jeg kravlede over hegnet og stak den. ”Jagt forbi”. Betjent afsted på job, og Pepe kørte soen til mit hus, hvor vi hængte den i mit figentræ. Den var i top foderstand. Halv tomme fedt på ryggen. Mums.
Midt på formiddagen drønede jeg så til posthuset med nogle vigtige breve, og bagefter droppede jeg ind for en kølig pilsner, hvor jeg ellers kun kommer for at se fodbold. Men der var et par jæger-venner i baren, så hvorfor ikke. Jeg havde ikke fået skiftet T-shirt, der var lidt blod hist og pist. Og så måtte jeg jo fortælle om jagten på ”Tomatsoen”, som Pepe og jeg allerede havde døbt den.
Løbeild
En sådan historie kan ikke fortælles kort. Farven på væggen skal med, som man siger om Modern Journalism. Og jeg fik alle farverne med. Om Pepe og hans engelske setter og vor ven fra Guardia Civil, tjenestepistol og rene bukser. Og det var så det. Troede jeg.
Men bartenderen havde lyttet med. Da vor ven fra etaten hoppede ind efter arbejde for at købe en pakke cigaretter, sagde vor ven, bartenderen til ham: ”Nå, jeg kan se, du ikke har været på vildsvinejagt – dine bukser er helt rene”! Og så kørte historien ellers fra bar til bar og fra jagtlaug til jagtlaug. Og bartenderne sagde ikke længere noget. Det var ikke nødvendigt. De kiggede bare på hans bukser og smilede. Jeg fik sgu lidt ondt af ham.
Første gang jeg så mødte ham, sagde han: ”Du skal ALDRIG køre bare EEN kilometer for hurtigt, hvis jeg kører bag dig”. Det var sgu da en advasel, der var til at forstå. Senere igen stoppede han mig – og Guardia Civil har som sådan ikke noget med trafik og den slags at gøre. Men han undersøgte min bil fra A til Z, så godt han kunne. Da han var færdig, sagde han: ”Nu har du fået et gratis halvt eftersyn. Kunne ikke finde nogen fejl.” Og så stak han næven frem, og siden har vi været på adskillige vildsvinejagter sammen. Og ”Tomatsoen” er faktisk pø om pø gået i glemmebogen.
