DE VILDE BØRN
SIG: FASANSALAT MED APPELSIIIIIN
Denne klumme skal ikke handle om små nuttede dyrebørn, lam, kalve eller unger, men i stedet om ´egen avl´. Alle, som har børn, kender til den følelse, et en overvældende glædesrus stolt breder sig i kroppen, når ens egne små poder fatter interesse for noget, som man selv har brugt megen tid på og har stor glæde ved.
Denne følelse har jeg selv oplevet intenst to gange: Første gang da min søn, som knap 2-årig, pegede op på køkkenbordet, hvor jeg var i gang med at kokkerere, og sagde: ”Os’ mig“, og igen ved hans store glæde for ude-leg, at finde dyrespor og for alt, som gror og bor i naturen. Det er en kæmpe gave at se, hvordan børn udvikler sig med og i naturen – og i køkkenet!
Nogle af de bedste og mindeværdige jagt- og naturoplevelser er dem, som vi deler på tværs af generationerne. Min farfar tog min far og onkel med på jagt, og som 6-årig var jeg med min far på klapjagt. Her blev kimen til min jagtglæde lagt som ivrig og gjaldende klapper, og da jeg kunne sidde stille (og samtidig holde mund) i mere end 5 minutter, var jeg med på bukkejagt som ’hemmelig og ninjakravlende spionobservant’. Nu er det min egen søn, som jeg går sammen med i generationernes vilde spor.
Sommerferien synger nu på sidste uge, og jeg håber, at I har nydt samværet med familien og fået oplevelser i det smukke Danmark fra top til å. Ungerne skal starte i skole igen, og vi skal tænke på madpakker og daglige gøremål, så hvad er mere oplagt end at servere jer en opskrift på en vildt god og meget nem fasansalat. Jeg har brugt fasaner fra fryseren, tilsat lidt appelsin og forårsløg og fået hjælp af to små ekstra hænder – som elsker fasansalat i madpakken!
Opskrift af Julie Hey
FASANSALAT MED APPELSIN
4 personer
400 g fasanbrystfileter (ca. 4 stk)
salt og peber
1 spsk. smør
1 spsk. olie
frisk timian
3 spsk. mayonnaise (Hellmann’s)
1-2 spsk. cremefraiche 18 %
2 appelsiner, økologiske
3 forårsløg
Dup brystfileterne tørre med køkkenrulle og drys kødet med salt og peber. Smelt smør og olie på en pande og læg 5 kviste timian ved. Brun kort brystfileterne på panden på begge sider. Tilsæt kogende vand til halvt op ad fasanbrysterne og lad kødet simre i kogelagen i 2-3 minutter på hver side. Lad kødet afkøle i den varme lage. Findél fasankødet i strimler ved forsigtigt at dele det fra hinanden på langs med kødets fibre. Vend kødet i en skål med mayonnaise og cremefraiche og riv fint skallen af én appelsin i.
Skær top og bund af appelsinerne og skræl dem med en skarp kniv helt ind til appelsinkødet, så du undgår den hvide, bitre hinde. Filetér appelsinerne over en skål, så saften opsamles. Skær appelsinkødet i små tern og vend det i fasansalaten.
Rens forårsløgene og skær dem i kvarte på langs. Hak forårsløgene fint og vend dem i salaten. Smag fasansalaten til med hakket timian, appelsinsaft, salt og peber.
Kom salaten på rugbrød, pitabrød eller i en sandwich og kom den i børnenes eller din egen madpakke med masser af gnave-grønt.
TIP
Brug også den cremede fasansalat som snack eller forret evt. på kiks, ristet rugbrød eller toast.