Idé og udarbejdelse: Julie Hey
Fotograf: Betina Hastoft

PARADE I GRYDEN

Naturen changerer i de smukkeste farver og skoven dufter vådt og godt – what’s not to like? Jeg er vild med det danske efterår. Selv om lovgivningen foreskriver både ande- og gåsejagt tidligere, så starter jagtsæsonen først rigtigt for mig i denne måned. Fuglevildtet, som jeg har gået og nydt hele året og set vokse op over sommeren, er forvandlet til fantastiske farverige fugle, som snart er oppe i en vægt- og særklasse, som gør dem egnede til servering. 

For serveres det skal det vilde vildt, og som den optimistiske jæger jeg er, så har jeg allerede lavet en laaaang liste med nye vilde retter, som jeg gerne vil glæde familien og gæster med hele efteråret. Det kan godt være, at jeg tager glæderne mht. antal nedlagte stykker vildt på forskud, men glæden over at komme på jagt igen kan ingen tage fra mig. 

Paraden efter en skøn jagtdag er for mig dagens højdepunkt, og jeg glædes altid over at se jægere, drivere og hundefolk samlet omkring den højtidelige stund i faklernes skær med hatten i hånden til jagthornets stemningsfulde toner. Men den smukke ærværdige parade ligger alt for længe, og det tangerer til en dødssynd. Der hersker desværre til tider en modvilje blandt garvede jægere mod at tage sit vildt med hjem efter en herlig jagtdag. Det burde næsten indføres ved lov, at ’paraden ryddes med kærlighed’. Nogle jægere undskylder sig med ikke at have tid til at ordne vildtet (eller manglende viden herom) eller at have fryseren fyldt i forvejen. Jamen, Thi kendes for ret: Se at få lavet noget vildt nemt og god mad. Endvidere burde det også være selvskrevet, at man spiste vildt på alle jagter. Alt vildt, som f.eks. blev nedlagt på den forrige jagt, skulle båndlægges og anvendes til fyldige supper serveret i kopper mellem såterne, frikadeller som hurtige hapser, vildtgryde eller gode grillpølser til frokost eller middag på den næste jagt. For en ting er grundlovsfæstet: Man bliver altså vildt glad af at spise vildt. 

Hermed afsagt dom. 

Velbekomme fra en sulten jæger, jurist og kommende vild madminister. 

FYLDIG FASANSUPPE

– god og varm til kolde dage

4 personer

2 hele fasaner, grydeklare

2 spsk. smør 

1 løg

3 store gulerødder 

1½-2 spsk. karry

1 spsk. olivenolie 

2 fed hvidløg

2 dl piskefløde 

salt og peber 

300 g broccoli

½-1 rød chili, mild

evt. brød

Del fasanerne i overlår og bryster evt. med en fjerkræsaks. Smelt smørret i gryden og brun fasanstykkerne i et par minutter. Tilsæt 6 dl vand (kødet skal være dækket) og lad det småsimre i gryden i ca. ½ time uden låg. Sigt fasanstykkerne over en ren skål, så kogevandet til suppen opsamles. Lad fasanstykkerne ligge og trække i sien. 

Pil løget og hak det groft. Skræl gulerødderne og riv 2 af dem groft på et rivejern. 

Kom karryen i en tør gryde, og rist det af under omrøring. Tilsæt olivenolie, løg, revne gulerødder og groft hakket hvidløg, og rist det hele i et par minutter. Hæld fasankogelagen (ca. 3-4 dl) i gryden over grøntsagerne, og lad det hele koge ind i 10 minutter. 

Blend suppen med en stavblender, tilsæt fløde og lad det koge yderligere ind. Smag suppen til med salt og peber og jævn den evt. efter behov.        

Skræl den sidste gulerod i lange brede strimler med gulerodsskrælleren eller en osteskærer. Skær broccolien i små buketter. Rens chilien for kerner og hak den fint.

Pil kødet fra fasanbrysterne og evt. lidt fra overlårene og findel dem i mindre stykker.

Kom broccolibuketter, hakket chili, gulerodsstrimler og fasankød i suppen. Varm op og anret den farveringe suppe i skåle. Server evt. med brød.

TIP: Du kan sagtens lave suppen med andre rodfrugter som f.eks. pastinak, persillerod knoldselleri eller kartofler. Prøv også at tilsætte kogte suppehorn (pasta/makaroni) for at give ekstra fylde.