JANUAAAHH OG JAGTJOURNAL
Skønt! Et dugfrisk år står for døren, og forhåbentlig får vi med 2021 et sundt år foræret med god afstand til pandemier, restriktioner, op-poppende minksagaer og mange snørklede men løsningsorienterede jagtudøvende retningslinjer fra diverse autoritære myndigheder bag skærm og høje hvide caféborde.
2020 blev et mindeværdigt jagtår for mange jægere med gode, hensynsfulde og afstandstagende afholdte jagter, som alle (i hvert fald for eget vedkommende) bød på vildt hyggelige og meget fantasifulde løsninger ud i alternative udendørs morgenmadsparader, skønne frokoster over grill og bål, madkurve eller madpakker i engangspapirpose indtaget i skov, værksteder, garager, indkørsler, på gårdspladser, græsplæner og grusveje, under teltdug, åben himmel eller ophængte grønne presenninger, siddende på fine træstubbe, trillebøre, trinbræt eller traktordæk, afsprittet og med afmonteret mundbind!
Året vil med garanti vække gode minder og trække mange smil frem engang, når vi får 2020 på afstand og ser tilbage med beundring på de anderledes jagtdage, som det forgangne år bød på. Selv fører jeg omhyggeligt min jagtjournal, og det er sjovt at kunne bladre tilbage og se, hvor og hvornår jeg var på jagt og hvad jeg skød og i antal skud (statistikken skulle jo gerne forbedres), hvad paraden fremtryllede af farverigt smukt vildt, vejret på dagen og det vigtigste:
FROKOSTEN! Hvad blev der serveret og hvilke sjove (løgne)historier eller sange, blev der grinet højt af. Jeg elsker den sidste og varmeste såt, og når jeg læser mine nedskrevne jagtminder, kan jeg blive helt rørt over det gode, hyggelige og varme sammenhold, som jeg altid oplever blandt jægere. Min jagtjournal mangler blot et par tillægssider, hvor jeg kan skrive alle de gode retter ned, som jeg efterhånden har fremtryllet af mit selvskudte vildt. For jeg har sagt (og skrevet) det før, og det tåler gerne gentagelse: Kan det skydes – skal det nydes!
Så er det godt, at jeg har min kogebog ”Hey! Det er Vildt” til at bevidne min jagtjournals nedskrivninger. Fasaner fylder pt. godt i fryseren, så det er tid til en ordentlig gang Vilde Fasandeller! Lav dem nu i JA-NU-AAHH – gerne med en lille cremet coleslaw til.
Vel bekommen, Herrens år!
VILDE FASANDELLER MED PINKY COLESLAW
Vilde fasandeller
- 20 stk
500 g fasanbrystfileter
salt og peber
2 æg
½ spsk. sennep
½ spsk. hvedemel
2 fed hvidløg
2 skalotteløg
smør, til stegning
Hak fasankødet fint, og tjek for eventuelle hagl ved, at brede kødet ud på et skærebræt eller i en stor frysepose. Kom fasankødet og ½ spsk. salt i en foodprocessor og hak kødet fint. Tilsæt æg, sennep og mel, og rør sammen, til farsen klistrer. Pil hvidløg og skalotteløg og hak dem fint. Tilsæt hvidløg, løg og peber i farsen.
Form farsen til frikadeller med en ske dyppet i kogende vand (så slipper de lettere). Steg fasandellerne i smør på en pande i ca. 5 minutter på hver side ved middelvarme, til de er gennemstegte.
Pinky coleslaw
4 personer
½ frisk rødkål
1 lime, økologisk
1 spsk. sukker
½ spsk. hvidvinseddike
3 spsk. mayonnaise
1½ dl piskefløde
1-2 spsk. revet peberrod
salt og peber
Skær rødkålen i kvarte, fjern stokken og snit rødkålen i tynde strimler. Pres limefrugten for saft i en stor skål, og gem limeskallen. Tilsæt sukker, hvidvinseddike og mayonnaise i limesaften og pisk sammen, til sukkeret opløses. Pisk fløden til skum i en anden skål og vend mayonnaiselimeblandingen i flødeskummet. Smag flødecremen til med fintrevet peberrod, salt og peber. Vend nænsomt rødkålen i dressingen. Smag den pinky coleslaw til med ekstra hakket peberrod, og drys med revet limeskal inden servering.