En gang fandtes den europæiske bison (Bison bonasus) over det meste af Europa, fra Frankrig i vest til dybt ind i de kaukasiske bjergskove i øst og fra middelhavskysten i syd til Danmark og Sydsverige i nord.
Man anerkender i dag tre underarter:
Bison bonasus bonasus, som er den eneste overlevende underart, samt Bison bonasus caucasius ,som levede i Kaukasus og Bison bonasus hangarorum, som fandtes i Karpaterne, Transsylvanien og dele af Ungarn og Ukraine.
En forhistorisk hilsen
En interessant zoologisk detalje er, at genforskere har peget på, at cirka 10 % af den europæiske bisons arvemasse stammer fra uroksen, hvilket kan forklares ved, at arten i sin tid er opstået gennem naturlig hybridisering mellem den nu uddøde steppebison og urokse efterfulgt af parringer mellem disse oprindelige hybrider og steppebisoner.
Som de øvrige store europæiske pattedyr blev civilisationens fremgang artens største problem. I Grækenland menes arten at være forsvundet omkring år 300. I det nordlige Bulgarien er der spor efter bison helt op til omkring år 900 – 1000. I Vesteuropas skove var arten langt de fleste steder væk omkring år 800. Dog menes den at have overlevet i de mest ufremkommelige dele af Ardennerne og Vogeserne frem til engang i 1400-tallet. I den tidlige middelalder var den østlige underart ret udbredt i det sydlige Rusland, og bestanden nåede i perioder helt frem til Baikalsøen.
Kongeligt vildt
I Europa var artens sidste bastion det nuværende Østeuropa. I den store urskov – Białowieża, der befinder sig på grænsen imellem det moderne Polen og Hviderusland, levede en relativt stærk stamme under beskyttelse af jagtglade polske konger. I midten af 1500-tallet indførte kong Sigismund II dødsstraf for krybskytteri af bison i Białowieża – det siger lidt om, hvor meget arten betød for kongen som jagtobjekt.
Omkring år 1790 døde den sidste bison i Transsylvanien, og med den gik den første af de tre underarter for evigt i naturhistoriens glemmebog.
Efter den tredje deling af Polen havnede Białowieża-skoven i 1795 i hænderne på det Russiske Imperium, som bibeholdt områdets status af jagtområde. I 1857 blev bisonbestanden optalt til 1898 dyr, men på trods af, at det officielle jagtlige udtag var ret begrænset, var bestanden i jævn tilbagegang – måske hjulpet godt på vej af lokale krybskytter?
I 1887 blev Białowieża Tsar Alexander II’s personlige jagtreservat.
I 1915 – den sidste optælling inden første verdenskrig ramte området for fuld styrke – var der 727 dyr tilbage. Der blev i de sidste år før krigen solgt en hel del avlsdyr til zoologiske haver i Europa.
Krigens rædsler – første runde
Den europæiske bison i Białowieża blev ikke forskånet for krigens gru. Særligt de tyske tropper gik hårdt til vildtet, og da de trak sig ud af området, var der højest nogle spredte dyr tilbage. I april 1919 besøgte en gruppe polske forskere skoven for at søge efter spor af overlevende bisoner. De fandt ingen. Nogle kilder nævner, at der var ni levende bisoner tilbage, og at den sidste blev nedlagt af en lokal krybskytte i 1921. Relativt sikkert er det imidlertid, at underarten på det tidspunkt var endegyldigt udryddet i vild tilstand. Det sidste vilde eksemplar af den kaukasiske underart blev dræbt af krybskytter i 1927 et sted i det vestlige Kaukasus.
Avlsregister
Den 2. juni 1923 appellerede vicedirektøren for statens zoologiske museum i Waszawa, Jan Sztolcman, for nødvendigheden af at redde den europæiske bison fra total udryddelse. Som en konsekvens af denne tale stiftedes ”International Society for the Preservation of the Wisent” i Berlin, og første målsætning var at registrere samtlige europæiske bisoner i fangenskab i zoologiske haver og private dyreparker. I første omgang fandt man i alt 54 dyr med kendt oprindelse. 29 hanner og 25 hunner. En del af disse var af ren Białowieża afstamning, mens andre var blandinger mellem denne og den kaukasiske underart. Et avlsregister blev oprettet, og avlen blev omhyggeligt koordineret.
Det polske jægerforbund gik meget aktivt ind i arbejdet med at bringe bisonen tilbage fra randen af udryddelse, og det lykkedes at rejse de nødvendige midler. I 1929 efter næsten et helt årtis totale fravær blev tre dyr genudsat i Białowieża. En tyr og to køer.
I starten gik det koordinerede avlsarbejde ganske langsomt. Avlsbogen blev fra 1932 offentliggjort i selskabets årsskrift. Det var direktøren fra Frankfurt Zoo, Kurt Priemel, som ledte det tidlige avlsarbejde, og det tog udelukkende sigte på at sikre en ren og sund grundstamme.
Våde Nazi-drømme om et arisk Europa
I 1934 tog historien imidlertid en helt ny drejning. Nazisterne sad på magten i Tyskland, og rigets næstkommanderende, Hermann Göring, havde iblandt sine utallige titler påtaget sig rollen som den første Reichjägermeister i Det Tredje Rige. Göring var mildest talt en særdeles passioneret jæger, og han drømte om at genskabe en stor og vild natur som den, der dannede rammerne for det tyske nationaldigt ”Niebelungenlied”, hvor helten Siegfried jager bison og urokse i mægtig urørt natur.
Göring så redningen af bisonen som en vigtig brik i puslespillet, der skulle ende ud i enorme jagtområder, hvor blåøjede nordeuropæiske mænd kunne udleve deres ariske natur og jage ædelt og oprindeligt europæisk storvildt på heroisk vis. Han ville nok modsætte sig udtrykket rewilding, men det var ikke desto mindre præcis det, der var målet.
Nazifantasten Hermann fandt en vigtig allieret i Lutz Heck – zoolog, jæger og direktør for Berlin Zoo. Lutz delte Görings visioner om en genskabelse af vidstrakte europæiske vildmarker fyldte med store vilde europæiske dyr – hans opgave i projektet var dels at sikre bisonens overlevelse og dels at avle både uroksen (der uddøde i 1627) og den polske vildhest, tarpanen, tilbage gennem ”tilbageavl”, hvor man forsøgte at genskabe de uddøde dyr gennem avl på primitive kvæg- og hesteracer, som i teorien lå mere eller mindre tæt på deres vilde forfædre.
For bisonens vedkommende var opgaven håndgribelig, eller rettere: Det kunne den have været. Men Göring havde travlt med at komme på jagt. Så i sidste halvdel af 1930’erne valgte de nazistiske rewildere at forsøge at skyde genvej og sætte mere fart på avlsprogrammet via indblanding af amerikanske bisonokser skænket til projektet af en velvillig canadisk premierminister (Mackenzie King), som efter sit senere møde med Göring i 1937 gjorde følgende citat i sin dagbog: ”Vi er ovenud begejstrerede over at kunne levere nogle af disse dyr og vil til hver en tid og med glæde bidrage med flere”
Göring satte sig selv i spidsen for avlsprogrammet, som i praksis blev udført af Heck, og da Kurt Priemel, som havde styret avlen indtil da, modsatte sig hybridiseringen af den europæiske bison, gjorde Heck det klart for ham, at det ville få uoverskuelige konsekvenser for ham, hvis han blandede sig yderligere i Reichjägermeisterens ariske prestigeprojekt.
Krigens rædsler – endnu engang.
Da Tyskland invaderede Polen i 1939, kunne en stolt Göring snart proklamere, at ”den hurtige sejr over Polen havde givet Tyskland et velkomment tilskud af ren-racede wisenter”. Heck rejste rundt og udpegede værdifulde dyr (af alle slags) i zoologiske haver og dyreparker erobret af den tyske hær, og de resterende dyr blev skudt. Ofte af ham selv.
I 1941 invaderede Nazityskland Rusland og kom i den forbindelse i besiddelse af Białowieża. Nazisterne så de erobrede territorier i Østeuropa som en væsentlig del af et kommende Tysk tusindårsrige, hvor enorme nationalparker skulle danne rammerne for utæmmet og oprindelig europæisk natur. Men Hermann lod sig ikke hæmme af demokratiske debatter om hegn eller ponyers trivsel. Han havde ”andere Metoden” og beordrede området udvidet og ryddet for mennesker.
Białowieża blev under den tyske besættelse systematisk renset for folk. Tusinder af mennesker deporteredes, masser af mennesker blev massakreret. Det hed sig, at skoven udelukkende rummede jøder og partisaner. Begge dele var uønskede og fredløse under det nazistiske terrorvælde. Hele landsbyer blev nedbrændte og jævnede med jorden med det specifikke formål at skabe plads til bison (nazi-hybrid) og Hecks menneskeskabte ”urokser”.
I 1943 nedlagde Göring personligt en af Białowieża stammens grundlæggere i skikkelse af en gammel renracet ko, der var blandt de første dyr, som blev genudsat i skoven i 1929. Dermed nåede han at jage europæisk bison i dens naturlige miljø, men om det levede op til hans hede drømme om at springe halvnøgen og muskelsvulmende rundt i skoven, som forbilledet Siegfried, og nedlægge det vilde dyr i nærkamp med et spyd, vides ikke. En hel del detaljer i Hermanns fantasier lå langt fra virkeligheden, men det lod han sig absolut ikke påvirke af.
Da den tyske krigslykke vendte, og russerne atter rykkede ind i Polen, efterlod de nogle få dyr i Polen (som mirakuløst undgik at ende i den røde hærs kødgryder). Görings egen flok på landstedet Carinhall i nærheden af Berling nedskød han selv, inden han beordrede Luftwaffe til at jævne stedet med jorden. Dyrene i Hecks zoo i Berlin gik til i de hårde kampe om byen, og det samme var utvivlsomt tilfældet mange andre steder.
Faktum er, at de overlevende dyr i Tyskland stort set alle sammen var genetisk forurenede efter Hecks krydsavl med amerikansk bison. Kun en enkelt flok i en dyrepark nær Hannover var fortsat renracede europæiske bisoner, og dertil kom de polske dyr.
Den endelige redning
Efter krigen blev avlsarbejdet genoptaget i Polen. Det samlede materiale var 44 dyr. Heraf fandtes 17 på avlscenteret i Białowieża, og kun fire af disse (to tyre og to køer) var renracede lavlandsbisoner – resten indeholdt i en eller anden udstrækning arvemateriale fra den uddøde kaukasiske underart. Alt i alt indgik blot 12 dyr i avlen – alle nulevende europæiske bisoner nedstammer fra disse dyr. Renracede lavlandsbisoner har kun i alt syv forfædre – en meget, meget snæver genetisk flaskehals.
I Białowieża blev alle andre bisoner end de renracede lavlandsbisoner flyttet. De første dyr blev genudsat i skoven i 1952, men det var først i 1957, at den første vilde kalv efter krigen blev født. I 1965 rundede den vilde bestand 100 dyr. I 1970 var den oppe på 200. I 1971 genoptog man jagt som et værktøj i forvaltningen, ligesom store mængder af levende dyr i årenes løb er flyttet til andre avlsprojekter.
I det senere år er det gået stærkt. Alene imellem 2003 og 2019 er bestanden steget fra 1.800 dyr til mere end 6.200, og IUCN klassificerer nu bisonen som ”nær truet”, hvilket er skridtet inden ”livskraftig”
I de seneste århundreder er bisonens historie i høj grad præget af jagt. Passionerede jægere har – med større eller mindre held – forsøgt at beskytte den eftertragtede jagt ved at beskytte bisonen og dens levesteder, mens krige og lokalt krybskytteri i flere omgange har bragt arten på randen af udryddelse. Nazisternes kontroversielle rolle er stadig omdiskuteret. Ville Białowieża stadig være Europas sidste vilde urskov, hvis ikke massemorderen Hermann Göring havde ryddet området for mennesker i årene 1941-1944? Ville den Europæiske bison eksistere som art, hvis ikke nazisterne havde kastet deres kærlighed på den og stjålet og flyttet avlsdyr fra det krigshærgede Polen? Svarene blæser i vinden. Göring selv begik selvmord i en fængselscelle i Nürnberg, mens han afventede sin rettergang for forbrydelser imod menneskeheden.
LÆS OGSÅ
