Mårhund

Foto: Niels Peter Andersen og Jens Christian Andersen samt Film Studio Aves, ChWeiss, WildMedia og David Kalosson/Shutterstock

”Vi kan ikke bruge vore erfaringer fra gravjagt på ræv.” – Frank Joisten.

UNDER JORDEN

På få år har mårhunden formået at skabe fodfæste og udbredelse i Danmark i et uset omfang. Da mårhunden anses for at være en særdeles alvorlig trussel imod, især jordrugende fugle, er der et ønske om at nedbringe eller om muligt helt udrydde bestanden. Der er flere måder at minimere bestanden af mårhunden på, en af flere effektive måder er at anvende hunde, både over og under jorden.

I Eggesin, Mecklenburg Vorpommeren, tæt på den polske grænse stiftede jeg for godt ti år siden bekendtskab med en meget ivrig gravjæger, Frank Joisten. Han er opdrætter af ruhårede dværggravhunde og fører af gravhunde til fortrinsvis gravjagt. Han er også dommer på jagtlige prøver for både gravhunde og de forskellige terrierracer til gravjagt.  Joisten er anset som den gravjæger i Tyskland, der har den største erfaring med gravjagt på mårhunde, idet han fra 1989 har haft over 600 gravjagtsituationer med sine hunde på mårhund fra grav og har derfor et anseeligt antal mårhunde på samvittigheden.

Ny jagtteknik

Som udgangspunkt, så er gravjagt i Danmark lig med jagt på ræv fra kunstgrav eller naturgrav, hvor hundene får ræven til at springe af grav. Vi er som gravjægere i Danmark oplært til, at ræven skal springe, men med jagt og regulering på mårhund må vi ændre holdning og praksis, vi må se og lære af, hvad gravjægere gør i for eksempel Tyskland.

Frank Joisten beskriver, at som udgangspunkt er det meget få mårhunde, der lader sig drive ud af hundene, uanset den fysiske styrke og skarpheden hos hunden. Mårhunde opholder sig typisk parvis i grav, de vil som oftest sidde tæt sammen. Når en hund angriber, så vil den som oftest ikke kunne få fat i hoved/hals, da mårhunden vender ryg og bagende mod hunden, og således vil hunden kun få fat i den tykke pels uden at gøre fysisk skade på mårhunden.

15 minutters reglen

Når Joisten har fundet rovvildt i grav, uanset om det er ræv, grævling, vaskebjørn eller mårhund, så afventer han og de øvrige jægere, at rovildtet springer fra grav. Efter 15 minutters ventetid pejles hunden, der arbejder i grav med for eksempel ”Terrie Finder”, ”Bellmann and Flint” eller tilsvarende.
Med disse pejl kan det meget præcist afgøres, hvor hund og rovvildt sidder. Giver hunden hals, hjælper dette naturligvis med til at lokalisere, hvor rovvildtet sidder. Vigtigt er, at rovvildtet er presset ind i en ”endekedel”, da chancen for, at rovvildtet ikke flytter sig igen, er minimale. Men som Joisten anfører, så gør mårhundene ikke som hverken ræv eller grævling. Mårhundene sidder oftest i gangsystemet parvis og ikke i endekedlerne. Dette afstedkommer, at, når der graves, og der er hul igennem til mårhunde og hund, så flytter mårhundene sig, og der skal graves på ny. Det er vigtigt at få afskåret mårhundene fra at kunne flygte, og dette gøres ved at lave hullet, der graves, tilpas stort, til at man kan placere en spade på den anden side af mårhundene og hunden. Som oftest vil mårhundene være ret passive, og de kan umiddelbart tages op i halen og aflives.

Skader på hundene og smitterisiko

Da mårhundene ikke har et særligt kraftigt bid, forholdsvis små tænder og ikke er udpræget aggressive, så er bidskader, rifter og den slags sjældne på hunde, der bruges til gravjagt på mårhund. Risiko for, at mårhundene har skab eller hvalpesyge, er til stede og Joisten anbefaler, at hundene er vaccineret, og at der efter hver kontakt med mårhunde behandles for skabmider.

Mårhundenes foretrukne habitater

Som oftest ønsker mårhundene at opholde sig i områder med vegetation, siv, rørskove, brombærkrat og andre svært fremkommelige steder. De ynder ikke at bevæge sig på åbne marker. Derfor er det typisk, at de grave, som mårhundene foretrækker, ligger i forbindelse med områder med tæt vegetation. Joisten anfører endvidere, at grave med flere udgange og store naturkomplekser oftest er foretrukket. Grævling og mårhund er tit og ofte i samme grav, hvorimod ræv og mårhund stort set aldrig forekommer sammen. Her er Joistens erfaring, at, hvis det er frostvejr og meget koldt, opholder mårhundene sig i grav på samme måde som eksempelvis grævling, og de går ligesom grævling i en mild slags form for dvale. I sådanne perioder har Joisten oplevet, at stort set alle grave i skovområder har været beboet med mårhund og grævling, mens rævene har opholdt sig i simple korte enkeltrørsgrave på åbne marker og skel. Med hensyn til kunstgrave er Joistens erfaring, at mårhunde ikke er kritiske, og især hvis de er kommet ud i forholdsvis åbne områder, meget gerne går i kunstgrav for derved at være i skjul.

Egenskaber hos hunde til gravjagt på mårhund

Alle hunde med rovvildtskarphed, evnen og lysten til at kunne arbejde selvstændigt i op til flere timer under jorden kan anvendes. Besidder en hund disse evner, er race og køn underordnet. Størrelsen kan have betydning, især hvis hundene bruges i naturgrav, hvor det kan vare længe og i enkelte tilfælde umuligt at komme en hund til undsætning og hjælp. Joistens erfaringer med den ruhårede dværggravhund til gravjagt på mårhunde har kun været gode. Det, som gør, at netop denne race er Joisten´s foretrukne, er, at hundene kan og vil arbejde i mange timer, at de ikke nødvendigvis er ekstremt skarpe, men vedholdende og pågående nok til at sætte mårhunden og eller fastholde den.

Ti gode råd fra Frank Joisten

1. Mårhunde sidder oftest parvis i samme grav.
2. Mårhund og grævling sidder ofte i samme grav. Ræv ses sjældent i samme grav som mårhund.
3. Mårhunde beboer ofte store naturgrave med flere ind- og udgange i områder med tæt vegetation.
4. Mårhunde springer sjældent fra grav.
5. I grav lægger mårhundene sig oftest i gangsystemet og ikke i kedlerne.
6. Mårhunde spiller ofte døde. Vær derfor opmærksom på dette, når en stor hund apporterer en mårhund, og den tilsyneladende er død. I grav kan mårhunden også spille død.
7. Mårhunde er ikke særlig farlige for hundene. De fleste er ikke aggressive, og de har små tænder, som begrænser skadevirkningen på hunden. Mårhunden har et meget tykt hårlag, så den modsat heller ikke skades væsentligt af hundene.
8. Brug altid pejl/sender til din hund, når den anvendes til gravjagt på mårhund.
9. Er der gravet ned til et par mårhunde, så vær forberedt på, at de vil flygte hurtigt i gangsystemet og sætte sig nogle få meter længere inde, hvorefter der igen skal graves.
10. Efter gravjagt og kontakt med mårhunde bør hundene behandles mod parasitter og skab.

OVER JORDEN

Under jagt på de almindeligt forekommende vildtarter i Danmark kan det undertiden forekomme, at jagthunden enten stiller eller fastholder mårhund. Dette kræver naturligvis, at de hunde, der deltager på jagterne, har interesse for rovvildt og har en vis rovvildtskarphed. I de sidste to jagtsæsoner har jeg i særdeleshed haft lejlighed til at få et indblik i, hvorledes både hunde og mårhunde agerer ved kontakt over jorden.

Første mårhund for hundene i en majsmark

For godt seks år siden nedlagde jeg den første mårhund for mine hunde. Jagten foregik under såkaldt majsjagt, det vil sige, at vi drev et større areal af med mine hunde, som bestod af en ruhåret hønsehund, to dværggravhunde og to westfalenterriere. Fra jeg slap hundene til sidste minut af jagten, havde hundene drev. Ud af majsmarken kom der råvildt, ræv og, hvad mere interessant var, også en mårhund, som en af gravhundene stillede med standhals inde majsen.
Under jagten i majsmarken fornemmede jeg, at flere af hundene havde standhals af og til. På et tidspunkt kommer en af gravhundene forbi på relativt kort hold. Efter cirka hundrede meter har den standhals, og jeg bevæger mig i retning af hunden. Da jeg er omkring 30 meter fra den, sætter jeg mig på knæ og ser hunden angribe en mårhund. Gravhunden og mårhunden skiftes til at gøre udfald, men pludselig drejer mårhunden, og gravhunden holder den nu fast i et godt greb, til jeg når frem og får mårhunden aflivet.

Erfaringer fra Tyskland

Oplevelsen fra majsmarken i Danmark var ret anderledes end dem, jeg og min søn tidligere havde med mårhunde i Tyskland. Vi har brugt vore hunde i både Brandenburg og Mecklenburg Vorpommeren på store jagter, men også på majsjagter. Vore erfaringer var helt klart, at hundene hurtigt og effektivt fastholder mårhundene og heldigvis ikke slipper. Dette kan være af den årsag, at vi bruger flere hunde og/eller, at hundene har meget stor interesse for rovvildt og ikke slipper, før de får besked på det. Typisk har stort set alle de mårhunde, vore hunde har fastholdt i Tyskland, spillet døde, som betyder, at de har reageret ved at blive fuldstændig passive og har lukket øjnene i, når hundene har rusket i dem.

Mårhunde i flis- og kvasranker

I forrige jagtsæson havde vi adskillige oplevelser med mårhunde, som opholdt sig i enten store flis-stakke eller i kvasranker under driv- og bevægelsesjagterne. Vores oplevelser med mårhunde, der opholder sig i disse stakke, er, at hundene virkelig skal arbejde for sagen, mårhundene har i disse tilfælde været ret aggressive, de har gjort udfald og bidt hundene, men ikke voldsomt. Når vi har forsøgt at få fat i mårhundene i flis-stakkene, så har de enten flyttet sig rundt i stakken, selvom flere hunde har været på, eller de er sprunget ud og søgt dækning et nyt sted. I mindre kvasranker har vi formået at fjerne grene og kvas tilpas hurtigt til at få fat i mårhundene, når hundene har fastholdt dem. Vi har i enkelte tilfælde forsøgt at indhente mårhunde til fods, men det er til dato ikke lykkedes, ikke på grund af deres tempo, men fordi de hurtigt finder ny dækning i form af tæt vegetation eller har fundet en ny flis-stak at gemme sig i.

Hundene driver med mårhund over jorden i skovområder

Vore oplevelser med mårhunde, der drives af hunde over jorden, er, at mårhunde typisk findes af hundene i tætte tykninger i skov, det kan være, hvor der er vindfælder, tæt brombærkrat eller i siv- og rørskove. Hundene har kun haft korte drev, hvorefter mårhundene har spillet død, og hundene har efterfølgende fastholdt dem, indtil vi er kommet frem og har aflivet dem. Stort set alle de mårhunde, hundene har fundet i skovområder, har været under den sidste del af jagterne, dette kan være tilfældigt, eller fordi hundene under de første timers jagt hovedsageligt driver med klovbærende vildt. Når klovvildtet så har forladt området, så guider vi hundene til de sidste tætte tykninger, hvor der så har været mårhund. Mårhunde virker til at trykke meget hårdt, og de fortrækker først – medmindre de altså spiller døde – når hundene er tæt på.

Pejl på hundene er en uundværlig hjælp

Når vi oplever, at en eller flere af vore hunde opholder sig det samme sted i flere minutter, så handler vi derefter. Det vil sige, at vi hurtigt bevæger os til stedet, hvor hunden eller flere hunde opholder sig. Dette gør vi på baggrund af det faktum, at hundene kan have fundet anskudt vildt, forendt vildt eller har taget en mårhund. GPS-system til hunde er efter vores opfattelse helt klar en fordel og en stor hjælp til at få aflivet de mårhunde, som hundene finder og fastholder.

Hundenes egenskaber

Grundlæggende mener jeg, at alle racer af jagthunde kan anvendes. Da mårhunden ikke udgør nogen særlig fare i form af bidskader på hundene, så vil de fleste hunde med bare en smule rovvildtskarphed kunne anvendes. Det fordrer dog, at hundene har interesse for mårhund og også i det øjeblik, hvor mårhunden spiller død og ikke bevæger sig. Det er helt klart en fordel, at de hunde, der bruges, bliver ved med at fastholde et greb på mårhunden. Umiddelbart vil de fleste hunde ikke kunne aflive mårhund på grund af den tykke pels, og mange hunde vil også have en tendens til at slippe grebet, når mårhunden bliver helt passiv – simpelthen af den grund, at den mister interessen, og at mange hunde er dresseret til ikke at ruske dødt vildt. Der vil sandsynligvis dog nok være en tendens, til at de racer eller linjer af jagtbrugshunde, der er kendt for at have stor interesse for rovvildt og besidde rovvildtskarphed i mange generationer, vil arbejde på mårhund uden særlig indlæring, og man vil kunne opleve, at disse hunde reagerer som det, de er blevet avlet til at gøre ved rovvildt generelt.

Gode råd under driv/bevægelsesjagter

• Forvent altid, at der kan være mårhund på reviret.
• Brug GPS på din drivende hund.
• Hav altid en kniv med til affangning/aflivning.
• Ved aflivning af mårhund med kniv, stik dybt i hjerteregionen og gerne flere gange.
• Forvent, at mårhunde kan være relativt skudstærke.
• Hold øje med en død mårhund, den kan pludseligt vågne og løbe væk, selv efter stik med kniv og skud.
• Opholder din hund sig flere minutter samme sted, så bevæg dig hurtigt fem til den.
• I store flis-stakke vil mårhunde bevæge sig for hundene, når der forsøges at komme til dem.