Svælgbremser.
Her i Danmark skal vi tilbage til 2011 for at finde seneste videnskabelige rapport over udbredelsen af rådyrets svælgbremse (Cephenemyia stimulator), som blev gennemført af det hedengangne Center for Vildtsundhed i form af en landsdækkende indsamling og undersøgelse af det danske råvildt.
I alt blev der indleveret 699 rådyr i løbet af jagtsæsonen 2010/2011.
Ni ud af ti dyr var nedlagt under jagt eller påkørt, 7 % var dødfundne eller svækkede dyr. Ud fra dette materiale har det været muligt at danne sig det første billede over udbredelse og forekomst af blandt andet svælgbremselarver.
Undersøgelsens omfang.
Af de næsten 700 dyr var 90 % nedlagt under jagt eller blevet dræbt i trafikken, hvorfor man statistisk set kan betragte disse dyr som et tilfældigt udsnit af bestandene.
Forårsbukkene udgjorde 37 % af det indsamlede materiale.
De syv procent af de rapporterede dyr, som var enten faldvildt, syge eller svækkede, kan fortælle noget om forekomsten af lokalt afgrænsede sundhedsforhold.
Svælgbremser.
Forårsbukkene udgjorde, 282 (37 %) af de indleverede dyr. Heraf havde 80 af dem svælgbremser. Der betyder, at 28 % af de indrapporterede dyr led af larver fra råvildts svælgbremse.
Undersøgelsen viste samtidig, at: ”Geografisk var fordelingen meget ujævn, idet ingen dyr var inficeret nord for Djursland. Dyr inficeret med svælgbremselarver var hyppige på Bornholm, Midtsjælland, Lolland‐Falster, Østfyn og dele af det centrale Jylland, hvor mere end halvdelen af dyrene var inficeret”
Sådan gør svælgbremserne.
Bremserne tilhører den store insektorden, som omfatter alle fluerne. Generelt er fluer dygtige flyvere, som har reduceret det bageste sæt vinger til nogle såkaldte svingkøller, så de flyver med det forreste vingesæt og bruger svingkøllerne som en slags stabilisator. Det gør de fleste fluer til eminente og meget præcise flyvere – og det har svælgbremserne brug for.
Lektor Thomas Pape fra Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum i København) er landets førende ekspert på den gruppe af fluer, som bremserne tilhører, og han forklarer de nærmere zoologiske detaljer om svælgbremserne:
”Det har længe været god biologi at sige, at svælgbremserne sprøjter larver ind i næseborene på værtsdyret. Der er ingen tvivl om, at hun-fluen virkelig sprøjter larverne ud af bagkroppen. Hos alle arter af slægten Cephenemyia (de fluer, der angriber hjortevildtet) gemmer hunfluerne sig efter parringen og venter på, at larverne modner inde i de befrugtede æg,” forklarer Thomas Pape, som her løfter sløret for en af naturens vilde tilpasninger. For ved at lade æggene klække inde i den befrugtede hunflue, er denne gruppe af insekter nærmest i stand til at føde funktionelle dyr – og altså undgå at æggene skal ligge og vente et eller andet sted, som hunfluen ikke kan beskytte.
Når æggene er klækkemodne, går hunfluen atter i aktion.
”Hunnerne er i stand til at svirre foran værtsdyret – ofte lige foran hovedet, udfor eller lidt nedenfor afhængig af bremsearten – hvorfra de foretager hurtige udfald mod værten. I et dyk ned mod snudepartiet kommer hunnen meget tæt på værtsdyret, men lander ikke på det. Hunnen sprøjter med ganske stor kraft en blanding af væske og nyklækkede larver lige ned på overlæben og altså under næseborene.
Fra overlæben vandrer larverne ned i munden eller op i næsen, og herfra vandrer de til svælget.”
Thomas Pape tilføjer, at der selvfølgelig er undtagelser fra denne praksis, og henviser til en specifik nordamerikansk art, som sprøjter larverne direkte ind i et næsebor på værtsdyret.
Tilpasset den enkelte art.
Hvad, der er næsten endnu mere fascinerende er, at disse fluer er i stand til at kende forskel på de forskellige hjortearter. I hvert fald er det sådan, at den enkelte flueart er tilpasset lige netop en specifik hjorteart.
”Rådyrets svælgbremse er Cephenemyia stimulator, rensdyrets svælgbremse er Cephenemyia trompe, og kronhjortens svælgbremse er Pharyngomyia picta, forklarer Thomas Pape og fortsætter med endnu mere detaljerede nuancer:
”Alle bremser henføres til den gruppe af fluer, som har det videnskabelige navn Oestridae. De bremser, hvortil Cephenemyia(-slægten) hører, har larver, som lever i svælget og næse-pandehulerne. Jeg bruger betegnelsen næse-svælgbremser. Slægten Cephenemyia (og et par nærstående slægter) har larver, som fortrinsvis findes i svælget og under den bløde gane, mens andre – som for eksempel fårebremsen Oestrus ovis – har larver, der fortrinsvis kryber op i pandehulerne. Man kan fint kalde disse for henholdsvis svælgbremser og næsebremser (engelsk: throat bots & nose bots),” slutter Thomas Pape, som dermed slår fast, at den svælgbremse, man på denne årstid finder i råvildtet, er netop Cephenemyia stimulator – rådyrets svælgbremse.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det ikke er fluelarvernes hensigt at tage livet af deres vært. De har brug for, at dyret er i live, lige til de er klar til at forpuppe sig. Når det sker slipper larverne deres tag i værtens slimhinder og ryger ud med det første kraftige host, lander på jorden, hvor laverne graver sig ned og forpupper sig til næste forår.
Svælgbremsen er altså ikke en fare for værtsdyrene, som dog kan blive ganske svækkede af at have tilstoppede luftveje. Laverne spiser ikke af dyret, men stimulerer slimhinderne på en måde, så der dannes ekstra kropsvæsker, som de store laver kan mæske sig i.
Af samme årsag er der heller ikke noget galt med kødet fra et stykke hjortevildt, der er inficeret med svælgbremselarver, og vildtkødet kan derfor indgå i den hjemlige husholdning på normal vis.
LÆS OGSÅ
