Af Jacob Kamman
Foto Vendula Hluchnikov

Lad mig slå det fast med det samme, en Monteria er nok ikke en jagtform, som vil falde i alle danske jægeres smag! 

Jeg har selv deltaget i en lille håndfuld i både Spanien og Portugal og har fået så mange spørgsmål og hørt på lige så mange ignorante kommentarer, at jeg føler, at det er på tide at fortælle og forklare, hvad der er op og ned.

Monteria betyder på spansk sådan set blot jagt, og det er virkelig også den enkle forklaring… 

Jagtformen minder meget om de mere velkendte drivjagter, som kan opleves i stort set alle de andre europæiske lande, bortset fra at der oftest bruges mange flere hunde og mange skytter. Det er absolut ikke unormalt, at der deltager 500 eller flere hunde på en klassisk monteria! Jagten har nærmest ikonisk traditionsbunde rødder i de spanske og portugisiske jægerhjerter og opstod for flere hundrede år siden. Dengang var rifler og skydevåben ikke så udbredte på jagterne, og der var i virkeligheden mere tale om store parforcejagter, hvor de store hundeflokke stilede hjortevildtet, og jægerne sneg sig derefter ind på dyrene for at stikke dem med knive, sværd eller spyd. 

Som riflerne vandt frem igennem tiderne, udviklede jagten sig og har nu den form, som vi kender i dag, en drivjagt bare i stor skala! 

Som sagt er det ikke unormalt, at der er mere end 500 hunde i gang, hvilket jo kan lyde helt vildt, men omvendt så er drevene også på 1000 hektar eller større (nogle gange MEGET større!), og der deltager typisk mellem 20-50 skytter i det bjergrige terræn. 

Visse steder er de store jagtområder indhegnede, og andre er der tale om jagt på den frie vildtbane. 

Der jages normalt efter en blandet gruppe vildtarter såsom: kronvildt, dåvildt, muflon og vildsvin. 

Typisk er en monteria bygget op, som vi kender det fra for eksempel en bevægelsesjagt, hvor alle skytterne bliver transporteret ud til deres poster for derefter at blive der i løbet af dagens ene lange drev. Når alle skytter er på plads, bliver hundeholdene sendt afsted, og disse vil starte fra forskellige positioner, så der ikke er en decideret driverkæde, og vildtet kan derfor også komme fra alle retninger.

Da de fleste jagter foregår i bakket eller endda decideret bjergrigt terræn, kan skudafstandene varierer lige fra 10 meter helt op til 300 meter. I Spanien er der ingen, der vil rynke på næsen over skud til en løbende kronhjort på 300 meter, så hvis man ikke føler, at man kan levere et fornuftigt skud på den afstand, så skal man enten træne noget mere, eller måske bare undlade at blive grebet af stemningen og forsøge med et eller flere skud!

Som skytte har man altid en ”sekretario”, som står sammen med en under hele drevet. Han eller hun er med for at hjælpe skytten med at notere, hvor dyrene forender eller løber hen, og ligeledes hjælper sekretæren også skytten med at vurdere dyrene og skudchancerne. 

Når drevet er slut, går man sammen med sekretæren ud for at markere eventuelle trofædyr, og derefter starter det enorme arbejde med at samle alle hundene (eller i hvert fald de fleste af dem!) og få trukket dyrene ned fra bjerget til den store parade. 

Slæbearbejdet er hårdt arbejde, og op til flere hold af æseldrivere begiver sig straks ud i terrænet for at få samlet de nedlagte dyr op. 

At spænde op til fem eller seks krondyr bagved et æsel for derefter at trække dem ned ad en bjergside er nok den nemmeste måde at få det gjort på, men det gør nu ikke noget særlig æstetisk ved hverken processen eller dyrenes tilstand! 

Paraden bliver da også derefter… 

Flere hundrede dyr, som ligger side om side. Ingen af dem er blevet brækket endnu, og de, som ikke er blevet halvspist af hundene, ligger med store oppustede maver ved siden af dyr, som mangler pelsen efter at være blevet slæbt ned fra bjerget!

Så snart paraden er afsluttet, kommer det store hold af slagtere, som sammen med veterinærerne brækker, forlægger og opdeler kødet i salgbart- og kasseret kød.

På min allerførste monteria stod jeg og sludrede med et lille hold tyske jægere efter paraden. De tyske jægere var decideret forargede over, at ingen af dyrene var blevet brækket endnu, og det var tydeligt, at de ikke var særligt imponerede over behandlingen af det potentielt lækre dyrekød… Da slagtermesteren og veterinæren kom forbi vores lille gruppe, spurgte jeg slagteren om, hvad der skulle ske med alt det kød, og han forklarede, at alt vildtkødet blev eksporteret til de tyske supermarkeder! De tyske jægere blev endnu engang chokerede og forargede, men mens vi kiggede på processen, kunne jeg se, at både veterinæren og chefslagteren var meget påpasselige med at kassere alt kød, som enten var blevet påvirket af dårlige skud eller sultne hundekobler… 

Selvom sådan en parade ikke ligefrem lyder som nogen særlig positiv oplevelse, så er det altså den eneste måde at afvikle det på!

Af hygiejniske grunde kan dyrene jo ikke brækkes ude i terrænet, og når drevene er 4-6 timer lange, så kan det ikke undgås, at dyrene svulmer noget op i varmen. 

Det er nok også bare rigtig svært at få flere hundrede døde dyr til at ligge på en pæn og hygiejnisk måde efter en stor monteria!

Så kunne man jo nok bare lade være med at skyde så mange dyr ad gangen, tænker du sikkert, men her er det, at lovgivningen kommer lidt på tværs! 

På den Iberiske halvø må man simpelthen kun afvikle én stor drivjagt om året, og derfor er det vigtigt at få skudt så mange dyr som overhovedet muligt! Når de store landejere afvikler disse jagter, så er det lige så meget forvaltning af dyreflokkene, som det er kritisk vigtig økonomi! Jo flere dyr, som kan skydes (ifølge afskydningsplanen) af betalende gæster jo bedre, for de dyr, som ikke bliver skudt på en monteria, skal derefter nedskydes af de ansatte skytter, som er på lønningslisten. 

På den monteria, jeg deltog på sidst, var arealet et stort samlet hegn på 23.000 hektar. Her skød vi næsten 600 dyr på to dage, og selvom det lyder af mange dyr, så svarer arealet jo nogenlunde til størrelsen på Langeland, hvor de i øvrigt også skyder sådan cirka 600 dådyr om året. Den eneste forskel er jo så bare, at vi gjorde det på to dage, ikke i løbet af hele jagtsæsonen.

Mens jeg sidder og skriver ovenstående, kan jeg sagtens mærke, at det ikke kun er positive følelser, jeg har om monteriaer, og jeg forventer heller ikke, at jeg har overbevist nogle montriakritikere, men hvorfor er det så, at jeg om få uger igen skal afsted på endnu en stor monteria?

Det skal jeg, fordi, når en monteria er planlagt ordentligt, når det er gode hunde, som også bliver behandlet ordentligt som driver, når skytterne er fornuftige og rutinerede, når vildtet bliver behandlet med respekt, og kødet bliver brugt til eksport, så er en monteria noget af den bedste drivjagt, man kan opleve her i Europa! 

Klimaet, terrænet, maden, stemningen og antallet af nedlagte dyr kan ikke sammenlignes med noget andet, og det fortjener jagtformen egentligt heller ikke at blive! 

Jagt

Solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel, og temperaturen nærmede sig de høje tyvere, selvom klokken kun var lidt over 10 om formiddagen…

Min sekretær Raul, min kæreste Wendy og jeg havde fået en post ved en lang vej for foden af en stejl, skovbedækket bakke. Langs vejen stod der andre skytter, så bortset fra skud ned langs vejen havde jeg frit skud næsten 360 grader rundt om posten. Jeg afsøgte straks områderne og målte afstandene til forskellige kendetegn, såsom en markant busk eller et specielt træ, således at jeg, når dyrene ville komme, var forberedt på, hvad afstanden var, og hvor jeg eventuelt skulle bruge skydestokken eller skyde uden. 

Med alt på plads kunne vi nu blot vente på, at drevet ville begynde…

Når skyttekæderne er rundtom og også inde midt i drevet, så sker der jo tit det, at de første dyr begynder at bevæge sig, allerede inden driverne er gået i gang og derfor skal man være klar, så snart man er kommet på post og har orienteret sig om naboposter, skudvinkler og så videre. 

Der gik da heller ikke længe, før den første lille rudel kronvildt begyndte at trække ud fra bakken lige foran os.

De gik tæt samlet og inde mellem tætte buske og træer, helt tydeligt nervøse men ikke i direkte flugt… På ca. 250 meter stillede en hind sig fri af rudlen, og med Rauls hæse hvisken om at skyde i mit øre lod jeg skuddet gå!

Hinden faldt som ramt af lynet, og straks sprang resten af rudlen tilbage ind i skoven, op ad bakken og væk fra os ind i drevet…

Raul tegnede straks dyret ind på sit kort, så han havde styr på, hvor det lå, og selvom han var glad nok for skuddet, så kunne jeg godt mærke på ham, at han havde drømt om, at dyrene ville blive nedlagt lidt tættere på vejen, end hinden, som nu lå over 200 meter oppe ad en stejl bakkeskråning!

Der begyndte at lyde skud fra alle retninger, og snart efter kunne Raul berette, at driverne og hundene var blevet sluppet.
Kort efter den melding havde lydt over radioen, intensiveredes mængden og hastigheden af skud, og nu og da kunne vi svagt høre hundenes hidsige halsen, drevet og dagen var for alvor begyndt!

Min post skulle vise sig at være placeret lige midt på et af dyrenes foretrukne steder til at forlade bakken for at passere floden bag os og trække ud over det åbne stykke, som spredte sig ud et par kilometer bag os…

Langt de fleste kom løbende ned ad bakken og ud på det flade foran os og så ellers med kurs enten direkte imod vores post eller lige til venstre for os! Til at starte med kom de i små rudler eller enkeltvis og uden hunde, men som drevet og hundeflokkene kom nærmere, så kom der både mere fart på dyrene, og hundene var ofte tæt på! 

Jeg skød 16 stykker kronvildt på denne post, heraf 6 kronhjorte… 

Den første hjort var en nydelig ulige 10-ender, som kom brasende ned ad bakkesiden tæt forfulgt af tre af de store hvide hunde! 

Raul var helt oppe at køre og blev ved med at sige: ”Good stag, shoot shoot!” men hjorten løb i fuld fart mellem buskene, og jeg kunne kun se den i glimt, og hundene var alt for tæt på…

Da hjorten endelig brød ud af skoven foran os og nåede det åbne stykke, fik den både mere fart på og begyndte at lægge afstand til hundene…

Den løb dog direkte imod os, og selvom mit sigte var lige midt på brystet af hjorten, ville jeg ikke skyde, fordi hundene var direkte bag den, og hvis kuglen ville gå igennem dyret, så var hundene i fare…

Hjorten nåede til en lille lavning, og da den i det samme skiftede en anelse retning, følte jeg mig endelig sikker nok til at tage skuddet! 

Kuglen ramte hjorten midt i brystet, og en stor støvsky slog af pelsen. Hjorten trak alle fire ben sammen og slog en enkelt kolbøtte, mens skyen af støv stadig hang i luften og nu blandede sig med støvet fra jorden!

Hjorten lå helt stille, mindre end 20 meter fra vores post…

De tre hunde var straks over den, men det var, som om de nærmest var skuffede over, at deres jagt var overstået så hurtigt! De havde sikkert set frem til at halse efter dette dyr et par kilometer endnu, og efter at have rusket lidt halvhjertet i den døde hjort løb de atter tilbage ind i skoven…

Der gik ikke lang tid, før endnu en hjort kom ned ad bakken.

Den løb nærmest i fodsporene på den første, men da den kom ud i det åbne, løb den mere til venstre end den første, og derfor var min vinkel også anderledes… Denne hjort havde også en flok hunde efter sig, og de var meget tæt på. Hjorten slog af og ville passere på min venstre side, så, mens jeg hele tiden orienterede mig om den grænse, jeg havde sat for mig selv (for at passe på min naboskytte længere nede af vejen), skulle jeg også holde øje med hundene for slet ikke at tale om mit sving og foranhold…

Ikke noget nemt skud så, da hjorten passerede mig på bare 20 meters afstand, sad mit første skud da også en smule for langt tilbage! 

Hjorten snublede i skuddet men fortsatte, og mens jeg repeterede og svingede piben op for at svinge hen over min nabopost, kunne jeg se hjorten sætte farten yderligere ned…

Jeg ville for alt i verden ikke have, at hundene skulle nå hjorten, før jeg kunne skyde igen, men jeg blev jo nødt til at overholde sikkerheden over for naboen…

Hjorten nærmede sig nu den lille flod, og da den ville løbe rundt om et væltet træ, præsenterede den tilpas meget af brystkassen til, at jeg kunne skyde den skråt ind bag ved det sidste ribben! Hjorten faldt på hovedet ned i floden, og få sekunder efter var alle hundene i vandet sammen med den døde hjort, og vandet sprøjtede til alle sider, mens hundene ruskede den!

Jeg nåede lige akkurat at få genladt riflen, før en hind kom ud af skoven sammen med en mindre hjort. Hinden løb forrest, og jeg så med det samme, at hjorten havde et lille og spinkelt gevir, så jeg koncentrerede mig om hinden… Den travede på stive løb hen over græsset med den der rolige og majestætiske nærmest stive kropsholdning, som kun kronvildt kan præstere. Hinden faldt i første skud, og den unge hjort løb lidt forvirret rundt og fortsatte derefter tilbage ind i skoven.

Endnu en flot hjort brød ud fra skoven, men denne gang var der ingen hunde efter den. Den løb skråt forbi vores post, men selvom skudafstanden var kort, og hjorten egentlig ikke løb så hurtigt, så præsterede jeg alligevel at skyde to skud hen over den! Den fortsatte ufortrødent, og mens jeg ventede på, at den skulle komme fri af min højre nabopost, satte den nu op i fart for at passere vejen…

På den anden side af vejen trillede den dog i mit næste skud, og med geviret svingende rundt slog den næsten to hele kolbøtter, før den lå stille i en stor støvsky…

Med sved på panden, hamrende hjerte og nærmest stresslignende symptomer kunne vi dog se frem til en halv times tid uden yderligere action! Tiden blev brugt på at nyde lidt tapas, da Raul havde medbragt både skinke, pølse, brød og selvfølgelig lidt lokal Rioja rødvin…

Med et rødvinsglas i hånden og hjemmelavet pølse lavet af vildsvin i munden kunne jeg skue ud over græsengen og kunne nærmest ikke fatte, hvor hurtigt alting var gået! Vi havde ikke været på post i meget mere end en time, og der lå allerede tre hjorte og to hinder…

Frokostpausen blev afbrudt af hundeglam, og endnu en rudel kronvildt var på vej mod vores post…

Sådan fortsatte det stort set resten af det cirka fem timer lange drev, og selvom pauserne var få, så var der dog også tid til at nyde det gode vejr og de smukke omgivelser.
Men den jagtlige spænding var helt i top i samtlige fem timer, for der var virkelig gang i drevet!

Mange timer senere stod jeg så sammen med mine gode venner, alle med et smil på læben, og alle med mange historier at fortælle. Ingen af os havde nogen sinde oplevet noget lignende, og mens vi langsomt gik rundt og beundrede de mange flotte trofæer, kunne dagens oplevelser få lov til at bundfælde sig…

Paraden var overvældende, højt oppe på et bjerg og med solens sidste blodrøde stråler i ansigtet kunne vi blot glæde os over en fantastisk dag, som var slut, og så ellers glæde os til næste dag, for der skulle vi gøre det hele en gang til…

FAKTA

Sæson:

Monteria-sæsonen er forbløffende lang og løber fra oktober til februar.

Man skal dog være opmærksom på, at i starten af sæsonen kan temperaturen simpelthen være så høj, at både hundene og vildtet tager skade af varmen! Det ser ikke rart ud, når vildtet kommer løbende med tungen langt ude af halsen, og hundene risikerer at falde om af udmattelse!
Man skal også tænke over brunsten… De lokale synes, det er et glimrende tidspunkt at afvikle monteria på, da især krondyrene er samlet rundt om brunstpladserne! Om man syntes, det er særligt etisk, er op til en selv! 

I den anden ende af sæsonen risikerer man, at især de store hjorte har smidt deres gevirer, så jeg vil anbefale december/januar som det perfekte tidspunkt!

Pris:

Der findes monteriaer fra 100 €/dagen helt op til langt over 5.000 €/dagen! Kort fortalt, så betaler man for, hvad man får! En billig monteria på den frie vildtbane kan give gode jagtoplevelser, og man kan jo være heldig, men man skal ikke forvente parader på flere hundrede dyr. De store og dyre monteriaer vil til gengæld byde på mad og forplejning i topklasse og med masser af dyr og også store og flotte trofæer.

Udbydere:

Der findes et hav af lokale arrangører, og også en hel del af de danske bureauer tilbyder monteriaer. Generelt kan man sige, at jo flere mellemhandlere der er på at arrangere en rejse, jo dyrere bliver den naturligvis! Omvendt skal man virkelig undersøge de lokale, så man ikke bliver snydt! Sørg for at få referencer og vær kritisk over for både arrangørerne og dine egne ønsker.

De monteriaer, jeg har deltaget på, har alle været arrangeret af Virginia Rodriquez fra Monteria de la Cabra. (www.huntingspainportugal.com)

Våben:

Det er egentlig ikke så kompliceret at rejse med våben til Spanien og Portugal. Dog har de forskellige flyselskaber meget forskellige regler, og det er vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i reglerne! I Spanien må man ikke skyde med lyddæmper, det må man til gengæld i Portugal. 

I Portugal skal man have aflåst aftrækkeren med en låsemekanisme under transport, i Spanien skal riflen blot være i etui eller kuffert under transport. 

Langt de fleste arrangører kan tilbyde køb af ammunition og leje af udmærkede rifler.

Vær opmærksom på, at politiet i Spanien og Portugal kræver, at ammunition transporteres i separat kuffert/kasse ved udrejse.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: