Kronhjorten har altid haft en særlig status hos de europæiske jægere.
De majestætiske dyr har været tæt forbundet med kongernes jagt i århundreder, og det forstår man godt, når man ser dem. Måske er den allermest fascinerende jagtform brunstjagten i september, hvor pürschen frem mod de brølende hjorte sætter alle jægerens færdigheder under pres.
Og har man lyst til at opleve dette sus, så er Polen et oplagt jagtrejsemål.

Solnedgang over de store skove.

Jeg kan mærke sveden løbe ned ad ryggen på mig, mens jeg haster gennem den unge bøgeskov. Foran mig kan jeg se Mareks firkantede skikkelse, der hurtigt bevæger sig ned mod den lille eng, vi har kurs imod. Som mange polske jagtguider er han iført camouflagetøj og kører i en bil, der burde have været skrottet for ti år siden. Men jeg tvivler ikke et øjeblik på, at han ved præcist, hvad han laver.

Klokken er 18, og vi er midt i september, men det til trods er temperaturen omkring 20 grader, og i morgen lover de op til 24 grader. Alt for varmt til jagt på kronhjort; men efter ni timer i bilen fra København tidligere på dagen må det briste eller bære.

Med Marek forrest når vi frem til tårnet, der står i kanten af en stor eng. Vi kravler op, og jeg smider jakken, får lagt kikkerten og mit kamera på et bræt og stillet riflen fra mig. Nu mangler vi bare kronhjorten.

Jeg er i det nordlige Polen på jagt efter kronhjort i brunst. Trods den unaturlige varme her i efteråret 2020 forsikrer de lokale jægere mig om, at hjortene brunster, og at jeg kommer til at se dem. Indkvarteringen på den lille kro er hyggelig, og jeg er spændt. Trods et tidligere forsøg på brunsthjorte i det østlige Polen for nogle år siden satser jeg nu på at skyde min første polske kronhjort i brunst en af de kommende dage.

Det er vægten af geviret og kraniet tilsammen, der afgør prisen på hjorten.

Som altid, når det gælder kronhjorte, er der sat vægt på de ønskede trofæer, inden jagten begynder. Et pænt mindre trofæ på 3–4 kilo koster 4-6.000 kroner, mens de store hjorte med 8-10 kilo på hovedet nemt runder 35.000 kroner.

Jeg har spurgt, om vi kan lede efter hjorte på mellem 5 og 7 kilo. Egentlig skulle jeg have været til Leszno i det vestlige Polen, men da brunsten ikke var i gang dér, flyttede jagtbureauet mig med kort varsel til Koszalin 175 kilometer øst for Stettin, hvor meldingerne siger, at der både er store hjorte, og at brunsten er i gang lige nu.

Solen lægger et varmt skær over kløverengen foran os. Stier og veksler gennem det knæhøje kløver efterlader ingen tvivl om, at mange dyr besøger engen både i løbet af dagen men sikkert mest om natten.

Vi sidder lidt.

Vi kigger ud over den smukke eng, mens solen går ned.

”Fuchs” siger Marek pludselig. En rød Mikkel krydser engen 150 meter ude og forsvinder ind i skoven. Bag os begynder solen at gå ned bag træerne. ”Reh” siger Marek, da en rå og et stort lam træder ud på engen og begynder at esse fredeligt. Kort efter følger en buk. Det nærmest vrimler med liv i den store polske natur.

Der går et kvarters tid, så kommer det første brøl inde fra skoven. En dyb, dirrende brølen, som et monster i en Disneyfilm.
Marek smiler. ”Hirsch,” siger han og trækker samtidig en orange minihøjtaler frem fra lommen. Jeg når kun at tænke: ”Hvad skal han dog med den?” så åbner han sin telefon og afspiller et voldsomt brøl i højttaleren. Jeg viste godt, at de polske jægere havde en slags tragte, så man kunne brøle, så irritable pladshjorte kommer frem for at jage rivalen væk, men nu erfarede jeg, at den digitale verden tydeligvis er kommet til kronhjortenes land.

Kort efter brølet i højtaleren svarer en hjort 3-400 meter inde i skoven. Det virker! Den havde jeg ikke lige set komme. Vi bliver siddende i stilhed. Mørket falder på. Skovkanten bliver mørk, og der kan kun være få minutters tusmørke tilbage. Pludselig stivner Marek.

”Hirsch,” hvisker han og kigger over til højre. Jeg afsøger hastigt skovkanten, men ser intet andet end overgangen fra den mørke skov til den lidt lysere eng.

Så ser jeg den. Først en sort skygge, der glider langs skovkanten, så hjortens røde pels og de hvide sprosser øverst på geviret. Silhuetten kommer fri af skovkanten, og nu bevæger kronhjorten sig ud på engen. Jeg følger den med kikkerten.

Marek udsætter sin minibil for ting, som Thomas ikke ville byde en Landrover.

I mørket kan jeg se i hvert fald seks, muligvis otte sprosser.

”Wie gross?” spørger jeg.

Marek tøver. Han har tydeligvis også problemer med at se hjorten i mørket.

”4 Kilo. Vielleicht 4 Jahre,” siger han. De fire kilo er geviret. Hjorten er mindre end det, vi er ude efter. Jeg læner mig tilbage og puster ud. Det skud i mørket ville jeg heller ikke have været helt tryg ved.

20 minutter senere sidder vi i Mareks lille bil og kører gennem skoven til den lille kro, hvor jeg overnatter. Den første spændende aften er forbi, men forude venter flere fantastiske dage.

Veldreven hjortejagt

Kronhjorte kan jages over det meste af Polen. Hjortene her kan blive store, men de er ikke blandt de absolut største i Europa. En fuldvoksen hjort kan nemt veje langt mere end 200 kilo, og de absolut største gevirer rammer 12 kilo. Mange områder i Polen er gevirerne dog generelt mindre og ligger for det meste mellem 4 og 8 kilo.

Gamle alleer, store marker og dybe skove. Polen er et fantastisk jagtland.

Ud over det lokale terræns beskaffenhed (høj bonitet – gode gevirer), er der også forskel på, hvordan man i de enkelte områder forvalter bestandene. Nogle steder er der tradition for kun at afskyde meget store trofæer, og forvaltningen er lagt an efter det. Andre steder er der tradition for at skyde lidt mere ad hoc og ikke arbejde med at skabe store, gamle hjorte.

De fleste områder, der udbyder hjortejagt, har stabile bestande, og mange steder afskydes der mellem 10 og 40 kronhjorte i brunsten om året.

Man går ikke alene på hjortejagt i Polen. Der er altid en jagtguide med. Han kommer enten fra det lokale forstområde eller er fra en lokal jagtforening. For mange riffeljægere er oplevelsen af at være alene i naturen vigtig, og det kan måske virke lidt forstyrrende at være to, men reelt set er det klart den bedste måde at gå på hjortejagt på i Polen. For for det første er det langtfra alle danske jægere, der vil vide, hvordan man jager brunsthjorte i et ukendt terræn. For det andet er de lokale guider eksperter i at vurdere størrelsen på hjortenes gevirer. Med priser, der svinger mellem 4.000 og over 50.000 per hjort – alt efter gevirets størrelse – er det ret væsentligt for jægeren, at hun skyder det, hun kan og vil betale for.

Moderne tider i Polen, Marek viser sin lille orange højtaler frem. Hjortebrølene har han på mobiltelefonen.

Brunstjagt på kronhjort er en meget rolig affære. Danskere, der har være på bukkejagt i Polen oplever ofte, at jagtguiderne hiver dem ind i en bil, hvorefter man drøner rundt i terrænet på udkik efter bukke. Når bilen passerer en buk, standser man et kort stykke efter og pürscher så tilbage efter bukken. På den måde kan der afskydes et imponerende antal bukke over kort tid på de store polske terræner. Det er også muligt at gå på bukkejagt det meste af dagen.

Sådan kan man ikke operere, når det drejer sig om brunstjagt på kronhjorte. Dels er der naturligvis meget færre hjorte, men først og fremmest er hjortenes syn meget bedre end råvildtets, og så er de generelt mere forsigtige. Selv under brunsten, hvor de store hjorte bevæger sig rundt for at holde styr på deres rudel af hinder, stiller de sig ikke bare op i det åbne og napper lidt natmad. Faktisk spiser hjorten slet ikke under brunsten. Det eneste, som kan lokke hjorten ud af skov eller tykning, er hinderne eller behovet for at markere reviret, så andre hjorte ikke trænger ind på territoriet.

Selve jagten pågår kun i to timer om morgenen og to timer om aftenen, hvor hjortene er højaktive, resten af dagen hviler de skjult i tykninger og brøler ikke.

Når hjorten er skudt, bliver den slagtet af de lokale jægere, hvorefter geviret koges af. Ved jagtens afslutning vejes det, og den endelige pris fastlægges.

Hjorten er både højlydt og aggressiv, når den har samlet en rudel hinder.
De polske jægere jager i klubber og gennemgår en tre-årig jagtuddannelse. De er generelt meget dygtige.

Hjortejagten i Polen er ikke bare big business. Der ligger også megen organisation bag. Selve jagten drives for det meste af lokale jagtklubber, der forvalter de statsejede skove. Nogle steder driver forstvæsenet dog selv jagten. Siden halvfemserne er bestanden af hjorte steget markant, og afskydningen sker meget kontrolleret. På baggrund af den lokale bestand udbyder de enkelte områder årligt et antal hjorte til afskydning under brunstjagten.

Udbuddet går reelt til polske mellemmænd, der har overblikket over, hvad man kan skyde hvor. De er derefter i kontakt med internationale jagtbureauer, som efterspørger hjortejagt til deres kunder. De samme mellemmænd forestår også indkvarteringen af gæstejægerne.

Hjorten, der forsvandt

To dage går. Marek og jeg jager morgen og aften. Mødet med den unge hjort fra den første aften varmer stadig, og jeg har hørt hjortene brøle hver morgen, men efterhånden som dagene er gået, kan jeg mærke suget efter endnu mere nærkontakt med de fantastiske hjorte. Masser af råvildt, ræve, grævlinger, vildsvin og en hel del hinder har den smukke polske natur budt på indtil nu, men ingen store hjorte.

Hjorten brøler inde i skoven, men når vi det, før solen er helt oppe og jagten forbi?

Det er tydeligt, at hjortene kun bevæger sig rundt, når det er mørkt. Muligheden ligger i de ti sidste minutter af tusmørket. Både morgen og aften. En anden afgørende faktor tegner sig også. En del af hjortene brøler, men har endnu ikke samlet en rudel eller er relativt stationære ved deres sølepladser, og vigtigheden af det på brunstjagt kan tydeligvis ikke undervurderes, når man pürscher efter brølene.

På vej ud til næstsidste morgenpürsch forklarer Marek, at det er den unaturlige varme – over 25 grader nogle dage, der har skubbet brunsten hos en del hjorte længere hen i september end vanligt.

Vi sætter bilen på en lille skovvej og begynder at gå ind i mørket. Efter to hundrede meter pusler det i skoven til højre for os. En lille gruppe vildsvin roder rundt i skovbunden, men de har ikke fået vind af os endnu. Vi fortætter. Så kommer det første brøl. Et eller andet sted foran os.

”Gross,” hvisker Marek, der tydeligvis på dens brøl nogenlunde kan bedømme, hvor gammel den er.

En lysning skimtes gennem træerne til venstre for os. En høj bakke med græs og en fodermark. Bag den cirka 400 meter væk skimtes endnu en bakke. Nu runger et brøl igen i den mørke skov. Hjorten står et eller andet sted på den bagerste bakke. De to åbne stykker foran er formet som et ottetal med en tynd linje træer i midten.

Bag træet, der skimtes til venstre, står en ung hind, som vi støder. Hjorten oppe i skovkanten flygter. Morgenens jagt er forbi.

Vi begynder at gå forsigtigt op ad den første bakke. Hjorten brøler igen. Vi kigger over toppen, men ser ham ikke. Endnu et brøl gør dog klart, at hjorten står oppe i venstre hjørne af den næste eng, og den kan tilsyneladende ikke se os. Den er små 250 meter væk. Vi bevæger os hurtigt ned ad bakken og hen mod den række træer, der skiller engene. 30 meter igen, 20 meter igen, 10 meter igen – og så katastrofen.

Et stort dyr bryder larmende ud mellem træerne og sætter kurs ned mod hjorten. En ung hind har stået i rækken af træer mellem engene, og vi har stødt den lige ned til hjorten.

Vi står forstenede i tusmørket. ”Fuck!” kommer det fra Marek. Det er det første engelske ord, jeg har hørt fra ham. ”Shit,” supplerer jeg og mistænker mig for lige at have udvidet hans engelske ordforråd med 100 procent.

Vi kigger på hinanden. Morgenen er forbi. Vi har ingen hjort, og i morgen er sidste dag.

Morgenbrøl

Det er helt mørkt, da vi næste morgen stiger ud af den lille bil midt inde i bøgeskoven. Vi begynder at gå ad en lille skovvej. Det høje græs langs vejen er fugtigt, og skoven er stille. Kun kronhjortenes brøl i det fjerne forstyrrer morgenroen.

Et sølehul viser, at en pladshjort arbejder i området. Hjorten ruller sig og pisser i hullet, der tiltrækker hinderne.

Det er svært at vurdere, hvor langt de brølende hjorte er væk, men der er tydeligvis mere end én. Marek går målrettet ind i skoven. Jeg er ikke i tvivl om, at han har en klar plan for de næste timer. Vi når frem til et åbent område og pürscher langs en skovkant. Til venstre breder sig en stor, aflang eng. Måske 500 meter lang og 150 meter bred. Ti meter inde på engen viser en mørk plet, hvor en af brunsthjortene har lavet et sølehul. Et hjorte-mudderbad krydret med urin, der dufter, så hinderne ikke er i tvivl om, at her hænger en flot fyr ud. Her bør være en hjort.

Vi standser i mørket. Kigger rundt. Der er stille. Har hjortene hørt os? Nej. Marek fortsætter fremad.

Et tårn dukker frem af morgenmørket. Marek kravler op. Jeg følger efter. Foran mig ligger den fugtige eng med græs og siv i halvanden meters højde. Jeg tager kikkerten op og måler 220 meter ned til enden og cirka 150 meter i bredden. På begge sider og nede for enden er skoven mørk.

Jeg sætter riflen fra mig og læner mig tilbage. Der er stille i skoven. Vi sidder i tyve minutter uden en lyd.

Pludselig brøler en hjort inde i skoven til højre. En kort, dyb brølen. Jeg retter mig op i sædet og stirrer intenst mod skovkanten.

Engen afsøges intenst, men den er ganske tom.

Marek tryller sin orange højtaler frem og svarer hjorten med et digitalt brøl, der ender i en række grynt. Hjorten svarer ikke. Vi venter nogle minutter. Tusmørket er ved at afløses af en smuk morgen med klar blå himmel.

Jeg afsøger engen med kikkert hvert andet minut. Ingenting sker. Pludselig giver det et ryk i Marek. Han ser noget. Jeg afsøger hastigt hen over engen. Der er hjorten! Cirka 10 meter fra skovkanten bevæger en hjort sig skråt ind på engen. Jeg griber riflen og søger i sigtekikkerten hen over græsset. Så ser jeg geviret bevæge sig og hjortens krop i det høje græs, men den er ikke længere på vej ind på engen. Den er vendt 180 grader og går væk fra mig – ind i skoven. Jeg finder ryggen i sigtekikkerten, overvejer et sekund at skyde, men tøver, og hjorten bevæger sig i jævnt tempo de sidste meter for at forsvinde ind i skoven.

Jeg holder sigtet på den tomme skovkant i et lille minut og sætter riflen ned på tårnets gulv. Stilheden sænker sig igen, men hjorten må stå lige inde i skoven mindre end 150 meter fra os.

Jeg skæver til Mareks orange højtaler, der ligger foran os, men han holder den i ro.

De næste minutter stirrer jeg stift på det sted, hvor hjorten gik ind i skoven.

”Fandens også,” tænker jeg ”Var det chancen, der glippede der?”

Første gang er hjorten kun kort tid ude i det høje græs, inden den går tilbage mellem de unge træer.

Femten minutter går. En enkelt gang lyder det, som om noget bevæger sig i skoven. Ellers er der stille.

Solen er nu oppe bag os. Endnu er uvanligt varm septemberdag på vej i Polen. Om lidt er det slut, og hjortene lægger sig for at hvile i varmen.

Marek rækker frem efter den lille højtaler. Han har bevidst ventet, så hjorten har nået at falde til ro i stedet for at lokke umiddelbart, efter at hjorten var trukket tilbage til skoven.

Brølet fra højtaleren er kort og dybt. Jeg kigger ud over engen. 30 sekunder går. Han bider ikke på.

Hjorten træder ud på engen. Endelig kommer chancen.

Så træder hjorten frem i skovkanten og kigger direkte op mod os. Han er firs meter væk og står med bladet til. Flottere bliver det ikke.

Jeg griber riflen og lægger den op på kanten af tårnet. Hjorten kigger stadig på os. Om lidt vender han, og så er det endelig slut.

Jeg fører trådkorset ind på bladet og begynder at trykke på aftrækkeren. Drønet fra den svenske riffel runger ud over skoven. Et ryk går gennem hjorten. Et øjeblik glider den bagud, så sætter den i fuld fart ud over engen.

Min hjerne arbejder på højtryk.
Er den ramt?
Er den anskudt?
Hvor sidder skuddet?

”Schiessen,” mumler Marek ved siden af mig. Jeg følger hjorten, der styrter hen over engen. Hovedet er højt, og jeg ser ingen tegn på et træf.
Skal jeg skyde igen?

”Schiessen!” siger Marek højere.

Jeg følger hjortens flugt gennem græsset, der dækker helt op til ryggen. Det her dur ikke. Jeg kan ikke skyde ind i græsset. Alt er som i slow motion. Tre sekunder virker som to minutter

Hjorten ligger i det høje græs.

Pludselig skifter hjorten retning og begynder at løbe direkte væk fra mig. Ryggen er synlig, men hjorten er ude på næsten 180 meter og løber alt, hvad den kan. Der er 25 meter, til skoven opsluger den. Det er nu eller aldrig.

Trådkorset følger stabilt ryggen på den flygtende hjort. Jeg flytter sigtet op mod nakken og trykker alt for hårdt på aftrækkeren. Hjorten holder op med at løbe og forsvinder i en glidende bevægelse fremad, ned i græsset.

”Gut!” råber Marek og dunker mig i ryggen.

Jeg sænker riflen og sidder et øjeblik, tom for tanker, og kigger ud på den ligeså tomme eng. Hjorten er nede, og intet rører sig ude i græsset.

Et skud på bladet og et skud højt i ryggen. Hjorten ligger der.

Marek smiler. Vi venter et øjeblik. Så kravler vi ned fra tårnet og begynder at gå ud på engen.

Hjorten ligger i det høje græs. Det første skud er gået ind lige bag forbenet og ud lidt længere tilbage på den anden side. Lunger og hjerte er ramt. Hjorten ville ikke være nået langt, men det vidste jeg ikke, da jeg skød anden gang.

Det andet skud sidder højt i ryggen og er gået ud foran på halsen. Hjorten må være død på stedet. Marek nikker anerkendende til mig. Han tror tydeligvis, at det er helt naturligt for mig at skyde en løbende hjort i ryggen på næsten 180 meter. Jeg efterlader ham i illusionen, smiler og tænker

”Wow! Det her var vist min heldige dag.”

Marek og Pavel kæmper med at få hjorten op på den lille vildtkurv, der er monteret bag bilen. Den ser mere ud til at passe til et vildsvin end til en hjort.

Tre vigtige lektier om brunstjagt på hjort.

  1. Timing er afgørende for succes. Hvis hjortene ikke har samlet en rudel hinder og er relativt stationære på deres revirer, kan man høre dem brøle rundt omkring, men skal være meget heldig for at se en stor hjort.
  2. Lokkebrøl virker. Hjortene er tydeligvis så territoriale og aggressive under brunsten, at de reagerer hurtigt og meget offensivt på mistanke om, at der er andre hjorte i nærheden.
  3. Vær forberedt på meget korte og intensive ture med jagtguiden. Halvanden time, så er det slut. Det betyder, at hjortejægeren skal overveje at kombinere jagten med vildsvin eller at supplere jagtgrejet med masser af gode bøger til dagtimerne.

Faktabox: Krondyr

En meget stor centraleuropæisk kronhjort kan veje langt over 200 kilo. Hinden vejer op til 125 kilo.

Hjortene bliver først i stand til at deltage i kampen om de gode revirer og dermed hinderne, når de er omkring fem år gamle. Indtil da cirkulerer de unge hjorte omkring brunstpladserne, men de har ikke kræfter til at tage kampen op med de ældre hjorte.

Når brunsten topper, har hjorten samlet sin rudel af hinder, som han vogter nidkært. Det sker ved at fare frem og tilbage og brøle, men han er også klar til at tage voldsommere midler i brug og angribe, hvis fremmede hjorte trænger ind på reviret.

Hjorten spiser ikke under brunsten og er komplet udmattet efter den hårde periode, hvor den kan tabe sig temmelig dramatisk.

Brunsten ligger normalt i september måned således, at de første hjorte brunster allerede fra udgangen af august, mens de sidste hjorte først begynder at brunste mod slutningen af september. Hvornår brunsten indtræffer, afhænger af dagslyset, temperaturerne og vejrliget dér, hvor man er i Polen.

Efter brunsten går hjortene ofte hver for sig, mens hinderne holder sammen i rudler.  Hinderne sætter kalvene efter cirka 230 dage i april-maj måned.

Hjorten er både højlydt og aggressiv, når den har samlet en rudel hinder.

OM JAGTEN Faktabox:

Jagten på kronhjort i Polen blev afviklet 13.-17. september i Koszalin øst for Stettin. Denne jagt var organiseret af Summit Tours.

Det lokale jagtklub Sokol Koszalin råder over 5.000 hektar jagt og afskyder årligt 35 hjorte i brunsten. Derudover afvikler klubben bukkejagt og drivjagter senere på sæsonen.

Al brunstjagt sker med lokale guider. Guiden skal have kørepenge: 30 Euro per tur. Han skal også have drikkepenge, men kun hvis der skydes noget. Drikkepengene kan ligge fra 30 til 50 Euro alt efter, hvor godt tilfreds kunden er.

Drikkepengene gør, at guiden naturligvis er interesseret i, at der skal skydes, og han vil tilbyde gæstejægeren så mange skudchancer som muligt. Omvendt skal gæstejægeren være meget bevist om, hvad han vil skyde, og hvad han ikke er kommet efter. Ellers kan det hurtigt sprænge budgettet. Enten, hvis der lige nappes tre vildsvin ekstra (af 2 – 8.000 kr), eller hvis hjorten viser sig at være meget større end det bestilte.

LÆS OGSÅ

Kronvildtet på Løvenholm

Kronvildt

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: