Mine tanker var et helt andet sted, skotske grouse. Og jeg bemærkede, at mine hænder rystede og sitrede, mens jeg forsøgte at binde min slipseknude! Samtidig stod min ruhårede hønsehund, Maddie og stirrede intenst på mig, mens hendes korte hale logrede fra side til side og lavede en dunkende rytme, da halen ramte dørkarmen ind til badeværelset! Maddie havde insisteret på at komme med ud på badeværelset, mens jeg tog et brusebad, hun var vist helt klar over, at i dag var en særlig dag!
Det var den også, det var jo den 12. august, også kaldet ”the Glorious Twelfth”!
Derfor rystede mine hænder, og derfor havde jeg maven fuld af sommerfugle! For en haglbøssejæger er der vel intet finere end at stå i det skotske højland med en haglbøsse i hånden i et forsøg på at ramme de lynhurtige grouse!
Lige siden jeg som lille dreng kunne læse om denne oldgamle tradition, har jeg drømt om at stå der, og i dag skal det så være. Ikke nok med at jeg skal på jagt, jeg skal også have Maddie med, og mit hoved har været fyldt af små sekvenser med Maddie i stand for en flok skotske grouse! Jeg har ikke sovet mange timer, jeg er simpelthen alt for spændt!
Efter en hurtig morgenmad mødes vi alle på en gammel, hyggelig pub i landsbyen. Vi er tre danskere og fire skotter som sammen skal lave en rough shooting op ad bakkerne i forsøget på at finde et par flokke af de rødbrune fugle. På pubben drikker danskerne kaffe og skotterne te, mens snakken lystigt handler om vejret, fuglene, hvordan sommeren har været og så videre…
Endelig går vi ud til bilerne, og jeg kan mærke min utålmodighed for at komme af sted boble inde i mig! Jeg kan ikke huske at have været så ivrig for at opbryde en hyggelig snak med andre jægere, siden jeg var en ung dreng! Jeg havde overhovedet ikke tid eller lyst til at sidde på den pub, jeg ville op i højlandet og gå på jagt!
Vi kører op i reviret for at parkere bilerne, og godsets skytte, Graham holder en kort parole. Jagtreviret ligger en times tid nordvest for Edingburgh, og vi har cirka 1.000 hektar højland at jage på. Reviret strækker sig ud bag Graham, og han forklarer, at vi vil gå i en lang kæde, groft sagt op imod toppen af det højeste bjerg for så at svinge rundt om dette og gå retur. Vejret viser sig fra Skotlands absolut flotteste og også temmelig sjældne side, solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og temperaturen er vel 15-20 grader.
Vi spreder os ud på en lang linje og går derefter fremad og opad.
Vi går med cirka 50-100 meters mellemrum, og selvom terrænet er meget kuperet, så lykkes det os faktisk at gå nogenlunde på linje. Maddie bliver sluppet, og selvom hun aldrig rigtig har oplevet højland før, farer hun straks af sted, som om hun var en indfødt fårehund! Vi starter lavt i terrænet, og det betyder også, at der er temmelig mange får rundt omkring, og Maddie mener da også straks, at de lige skal jages lidt med!
Hun driver med flot høj hals, men så snart fårene står stille, så mister hun interessen for dem og går derefter igen på jagt…
Skotterne griner ad den tossede turist-hund! De fortæller, at de altid tager deres jagthunde ud til en fårefarmer, når hundene er små hvalpe. Her lukker de så hvalpen ind til et får med et lille lam, og når hvalpen første gang syntes, den skulle hilse på de uldne dyr, så får fåret lynhurtigt fortalt hvalpen, at den skal holde sig væk!
Graham grinte og sagde: ”Det kræver ikke mange skaller fra et voksent får, før en hundehvalp totalt mister interessen for alle får!”
Jeg tænkte, at de vist aldrig havde haft en rigtig tysk ruhår, men uanset det var vi nu nået højere op i bjerget, og her var der ingen får. Terrænet ændrede sig også markant…. bregnerne og de små pilebuske var helt væk, og nu stod vi og kiggede på udelukkende lyngdækket bjergside med nogle koksgrå klippestykker hist og her. Vi havde ingen fugle set i de første par timer, men nu var det, som om at alle tænkte, at vi var kommet til det rigtige sted…
De første fugle
Der går da heller ikke lang tid, før den første flok skotske grouse bryder op fra den rødbrune lyng! Jeg går til venstre for midten i kæden, og fuglene går på vingerne langt ude til højre for mig.
Derfor kan jeg nyde synet uden at skulle koncentrere mig om selv at skyde… Fuglene letter med deres karakteristiske højlydte klukken, og med utroligt hurtige vingeslag kommer de forbløffende hurtigt op i fart!
De flyver skråt væk fra de to nærmeste skytter, og i det klare solskin og den svage vind hænger røgskyerne fra de to haglbøsser længe i luften som et par lange koksgrå slanger…
To af fuglene bliver truffet, og mens de tumler lydløst ned i lyngen, driver de små fjer og dun langsomt tilbage mod de to skytter…
Vi samles alle rundt om de to, og fuglene bliver beundret!
For mig er det første gang, at jeg holder en nyskudt grouse i hånden, og det er en fantastisk oplevelse!
Fuglen er jo sådan set lidt ”simpel” i farverne, den er rustbrunlig med røde markeringer i ansigtet og jo slet ikke så imponerende i farverne som for eksempel en flot gammel fasankok eller en udfarvet krikand! Alligevel er en grouse utrolig smuk i sin enkelthed, og mønstrene som de sorte, brune og rødlige fjer kréerer er et naturligt mesterværk!
Vi var blevet bedt om, primært at skyde unge fugle, og selvom vores skotske venner var rutinerede grousejægere, så blev der grinet lidt, da det viste sig, at den ene af fuglene var en gammel kok… Der er forskellige teorier om, hvordan man kan se forskel, men primært så vil de unge fugle sjældent sige noget, når de letter, og der vil også være en betydelig størrelsesforskel…
Vi går alle tilbage til vores plads i kæden, og jeg tænker, at med den fart de små fugle kan præstere på bare de første 20-40 meter, så skal man være overordentlig rutineret for at kunne nå at se forskel, inden fuglene er for langt væk!
Hårvildt eller fuglevildt
Reviret, som vi jagede på, havde tidligere tilbage i 50’erne og 60’erne været drevet som et højprofessionelt grouse terræn. Dengang blev der skudt adskillige hundredevis af ”brace” (skotske grouse bliver altid talt parvis, altså i ”brace”) på en enkelt jagtdag.
Nu til dags bliver terrænet mest af alt brugt til hjortejagt, så der er ikke så mange grouse på bakkerne, som der var dengang. En af de vigtigste ting, man skal gøre, hvis man vil have mange grouse på sit revir, er at skyde stort set alt råvildt og kronvildt væk!
Pattedyrene har flåter, og hvis de bringer flåter med op i højlandet, så sætter de sig også på fuglene. Især grouse er sårbar over for flåter, og fuglene dør simpelthen af det…
Derfor er det temmelig enkelt: enten vil man have kronvildt, eller også vil man have mange grouse…
Hårde højder
På trods af at reviret ikke bliver drevet som en decideret grouse moore, så bliver der dog brændt lyng af hvert år, som er det næstvigtigste, man kan gøre for fuglene. De gemmer sig og parrer sig i den gamle lyng, men spiser nærmest udelukkende de unge, friske skud på små lyngplanter. Derfor er det kritisk vigtigt at have en god blanding af ung og gammel lyng…
Den næste halve time går vi i skiftevis i afbrændt lyng og i gammel, høj lyng… Når man står neden for bjerget og kigger op, så ser det nemt og relativt ubesværet ud at gå op ad et skotsk bjerg… MEN, når man så står midt på det, så er sandheden en helt, helt anden! Lyngen yder modstand til hvert eneste skridt, man tager, og under lyngen er jorden bestemt ikke jævn! Der er store sten, små sten, sumpet og blød jord, vandløb, klipper og dybe mudderhuller!
Alle mand i kæden har nu knappet skjorterne op, løsnet slipsene og rullet ærmerne op! Vi sveder og pruster, men alle som én går vi med store smil på læberne, for dette er the Glorious Twelfht, og vi er på en solbeskinnet bjergside i det smukke skotske højland…
Næste situation opstår lige så pludselig som den første, og de samme to skytter skydder nu tre fugle. To falder tæt på dem og en enkelt noget længere væk… De tre labradorer kan ikke finde den fugl, som faldt længst væk, så Maddie måtte hjælpe…
Stol altid på din hund
Efter lidt søgen stivner hun pludselig i en fast stand dér, hvor fuglene havde rejst! Som sædvanlig fristedes jeg til at tro, at det jo bare er ”gammel fært” fra flokken, men en gammel læresætning runger i mit hoved: ”Stol ALTID på din hund!”
Altså dirigerer jeg de to nærmeste skytter tættere på, og da de næsten er kommet på plads, bryder endnu en håndfuld grouse op fra lyngen!
Igen bliver der skudt et par stykker, og Maddie kan få lov til at apportere sin første skotske grouse efter sin første stand for samme…
Bedre kan det næsten ikke blive, og mens jeg går tilbage til min plads i skyttekæden, tænker jeg, at nu er dagen fuldendt, så jeg kan lige så godt bare gå tilbage til bilerne… Men det hele bliver endnu bedre.
Blot et par hundrede meter længere fremme går jeg lidt forskudt under min naboskytte rundt om en lille bjergtop… Maddie søger på min højre side og viser med sin høje næseføring, at der er frisk fært!
Med ét eksploderer lyngen på min venstre side, da min naboskytte nærmest træder i en lille flok grouse!
Det store sving
To af fuglene flyver lavt over lyngen direkte væk fra ham og passerer derved mig på ca. 30 meters afstand…
Jeg svinger bøssen efter den bagerste fugl og føler egentlig, at jeg har godt hold på den lille brune fugl, men skuddet slår ned i lyngen langt bagved fuglen!
Alt i mit hoved skriger på et meget længere foranhold, og jeg når at tænke: ”Nu har du chancen for at skyde din allerførste grouse og så endda på denne specielle premieredag, det må du simpelthen ikke ødelægge ved at skyde forbi igen!”
Jeg vil gerne indrømme, at ordvalget nok ikke var helt så formelt, men den lille mentale pep-talk hjælper, for med et meget større sving i bøssen og længere foranhold tumler den næste grouse ned i lyngen med et lille, hult bump…
Fjerene driver langs med den høje lyng og fordeler sig i en aflang form som for at markere, hvor fuglen var kommet fra.
Maddie havde ikke set fuglen falde, så mens jeg letter på hatten for at sige tak til naboskytten, bliver hun sendt i frit søg op ad bjerget…
Hun stryger lige op og ind i den lille stribe af fjer og derfra et hurtigt og intenst søg, indtil hun med højt løftet hoved kommer retur med min allerførste grouse i munden! Jeg sætter mig ned i lyngen, og mens solen skinner på os, sidder vi længe bare og nyder dette helt særlige øjeblik!
Maddie bliver til sidst lidt træt af bare at sidde der med en fugl i munden, for med et højlydt fnys og et intenst blik fortæller hun mig, at det vist er på tide at få afleveret fuglen og så finde nogle flere…
Jeg tager fuglen ud af flaben på hende, og med et lille håndtegn sender jeg hende af sted igen. Med min hat i hånden går jeg op til naboskytten, og sammen beundrer vi fuglen.
Jeg tror såmænd også der er en lille tåre eller to i min øjenkrog.
For mig er denne lille fugl kulminationen af en barndomsdrøm, og at være så privilegeret at opleve denne storslået jagt i det mest fantastiske vejr og i de smukkeste omgivelser er næsten ikke til at begribe!
Det blev ikke til den perfekte stand for Maddie, men apporteringen var perfekt, og det syn af grousen i hendes mund med hendes buskede skæg vil for altid stå helt tydeligt for mit indre!
Jeg får ikke flere skudchancer denne dag, men da vi alle sætter os ved en lille bæk for at nyde en Gin & Tonic sidst på eftermiddagen, er den totale parade 5 ½ brace, og hvis vi skal dømme efter de storsmilende ansigter og den højlydte latter, så er vores dag i det skotske højland en fremragende succes!
Facts omkring skotske grouse jagt
- Sæsonen starter altid d. 12. august også kaldet ”The glorious Twelfth.” Da man ikke må jage grouse om søndagen, hænder det, at man bliver nødt til at rykke premieren, hvis den falder på en søndag!
- Grouse kan opnå en topfart på over 100 km/t!
- Grouse kan ikke overleve uden lyng! Det såkaldte ”heather” er vitalt for grouse, og de spiser op mod 50 g. friske skud hver dag. Storbritannien har over 75 % af verdens resterende habitat med højland og ”heather”.
- Den røde grouse lever kun i Storbritannien.
- Man kan ikke opdrætte eller udsætte grouse! Flere har forsøgt sig, men de kan simpelthen ikke overleve i fangenskab!
- Grouse jagten i Storbritannien indbringer ca. 150 millioner pund hvert år og opretholder over 2.500 fuldtids stillinger i form af skytter og lignende.
