Amerikansk bison

Foto: Jens Ulrik Høghs arkiver og Shutterstock

Ingen ved med nogenlunde nøjagtighed, hvor mange bisoner (Bison bison) der fandtes på den nordamerikanske prærie, da der var flest. Kvalificerede gæt lyder på, at der omkring år 1750-1800 var mellem 20 millioner og 60 millioner af de store dyr, som er nært beslægtede med kvæg. En bisonko vejer i omegnen af 300 kg. En tyr kan komme i nærheden af et ton og måle mere end 2 meter over skuldrene. 30 millioner bisoner med en gennemsnitsvægt på 400-500 kg er en nærmest ufattelig mængde biomasse, som i sagens natur spillede en helt afgørende rolle i præriens økosystem. Der findes to underarter. Steppebison (Bison bison bison), som er den mindste underart og lever på den åbne prærie og skovbison (Bison bison athabascae) i Canadas nordvestlige skove.

Bisonen var den eneste af de store amerikanske græsædere efter den sidste istid, som overlevede frem til vor tid. Alle de andre store arter forsvandt i løbet af nogle årtusinder, efter at mennesket gjorde sit indtog fra Asien for mindst 15.000 år siden. Efter udryddelsen af de konkurrerende arter havde bisonen de vidtstrakte stepper – prærien – mere eller mindre for sig selv med mennesket som primære naturlige fjende.

Opblomstring

Der er forskere, der mener, at de helt store bisonbestande opstod efter, at Columbus og alle de europæere, der fulgte i hans kølvand, reducerede den amerikanske urbefolkning dramatisk med epidemi efter epidemi af europæiske sygdomme igennem 1500- og 1600-tallet. Færre bisonjagende naturfolk i kombination med gunstigt klima gav både den nødvendige føde og den nødvendige ro til en bestandseksplosion, som formentlig toppede sidst i 1700-tallet.

USA ekspanderede vestpå gennem 1800-tallet. I starten skete det med prærievogne og siden lukkede jernbanen op for den helt store folkevandring fra 1869, hvor den første transkontinentale jernbane forbandt staterne på østkysten med staterne på vestkysten. Nybyggerne blev mødt af enorme flokke af bisoner på prærierne i Midtvesten. I 1869 måtte et tog i Kansas således holde stille i ni timer, imens en bisonflok passerede sporet. Det giver en ide om flokkenes størrelse. Der er troværdige øjenvidneberetninger om flokke, der talte op imod fire millioner vandrende dyr.

I starten blev dyrene blot udnyttet som en kærkommen kilde til proviant, men det varede ikke længe, inden stærkere kommercielle kræfter fik øje på den stort set uudnyttede naturressource. De nye jernbaner fik hurtigt den idé at udbyde ”jagtrejser” til skydeglade typer, som for 10 dollar om dagen kunne muntre sig med at skyde alle de bisoner, de kunne ramme ud af vinduet på et kørende tog. Kadaverne blev typisk blot efterladt på stedet. I en samtidig avisartikel påstod en af konduktørerne på Santa Fe jernbanen, at man på en 160 km lang strækning langs skinnerne kunne gå på bisonkroppe og skeletter uden at røre jorden.

Udryddelse

Nedslagtningen tog for alvor fart i starten af 1870’erne, da europæiske garverier fattede interesse for bisonskind. Man kunne få op til tre dollar for et gennemsnitligt, saltet skind og helt op til 50 dollar for et skind i udsøgt vinterkvalitet. Det var mange penge i en tid, hvor en ufaglært skulle være ualmindelig glad for at tjene en dollar om dagen!

Situationen udløste en sand ”guldfeber”, hvor tusinder af ”jægere”, som primært blot var eventyrlystne unge mænd, som kunne skrabe penge sammen til en riffel, begav sig på bisonjagt. Der var ingen regler, der satte nogen former for grænser, og massenedslagtningen antog groteske dimensioner. Bisoner flygter kun, hvis de ser jægeren, så en enkelt dygtig skytte i ly af en tot græs kunne skyde masser af dyr på én gang. Når en bison faldt, græssede resten af flokken typisk bare videre. Det kunne blive til flere hundrede bisoner til en enkelt skytte på en god dag. Igennem 1870’erne blev der alt efter sæsonen nedslagtet et sted imellem 2.000 og 100.000 bisoner om dagen!
I sæsonerne 1872-73 fragtede jernbanen 1.250.000 bisonhuder ud af Kansas – dertil kom massive nedslagtninger i alle de andre stater med bisoner.

De mest organiserede skytter brugte to rifler og ansatte hjælpere til at grave blyprojektilerne ud af bisonkroppene, så de kunne omsmeltes til nye projektiler og bruges igen. I de fleste tilfælde var det udelukkende huderne og dyrenes tunger, der blev brugt. Sidstnævnte blev saltede og solgt som en delikatesse for omkring 50 cent stykket. Resten af de enorme kroppe blev liggende, hvor de faldt.

Market hunters

På blot ti år blev mere end 30 millioner bisoner dræbt, og i starten af 1880’erne var eventyret slut. Den art, der få årtier forinden havde været det mest talrige store vilde pattedyr på planeten, var stor set udryddet. Samtidigt blev alle andre bestande af store vilde dyr voldsomt reducerede af kommerciel jagt – ”market hunters” – der skød for pengenes skyld, og alle prøvede at høste så meget, som de overhovedet kunne, inden ressourcerne slap op. Der var ganske få, der forsøgte at stoppe nedslagtningen, og ingen med tilstrækkelig indflydelse som reelt løftede en finger for at gøre det.

I bisonernes tilfælde blev nedslagtningen ligefrem hilst velkommen af flere amerikanske politikere og militærfolk, som anså bisonens udryddelse som et skridt på vejen til kontrol med den genstridige amerikanske urbefolkning, der kostede den amerikanske hær store ressourcer at slås med. ”En død bison er en indianer mindre”, blev oberst Dodge, som var træt af at slås med indianere, citeret for at udtale. Mange var rørende enige.

Der gik et stykke tid, inden det for alvor gik op for amerikanerne, at deres vilde dyr forsvandt i et rivende tempo. Jægeren og naturalisten William T. Hornaday blev i sin egenskab af chefkonservator for det amerikanske nationalmuseum (Smithsonian) i 1886 sendt til prærien for at finde ud af, hvor mange bisoner der var tilbage i U.S.A., og desuden sikre nogle eksemplarer til samlingerne på de amerikanske museer. Han talte til i alt 541 dyr, hvoraf sølle 85 levede i vild tilstand i spredte smågrupper. Ikke desto mindre skød og udstoppede ekspeditionen 25 stk., hvoraf nogle i vore dage kan ses på museet i Fort Benton, Montana.

Hovedparten af den amerikanske bisonbestand – som mindre end 20 år tidligere ifølge Hornadays egen vurdering omfattede omkring 15 millioner dyr – var reduceret til nogle få hundrede dyr og befandt sig i hegnede småflokke hos farmere, der havde investeret i dyrene i forventning om at lave en god forretning. En del af disse dyr var krydsede med tamkvæg og dermed reelt værdiløse hybrider. Hornaday var pessimistisk i sin vurdering af situationen: ”I U.S.A. er udslettelsen af alle de større bisonflokke allerede et faktum”, skrev han i et brev om situationen til sin chef på museet.

Jægerne træder til

Den skræmmende virkelighed, der lå bag bisonbestandens totalkollaps, var en af de væsentligste inspirationskilder for stiftelsen af The Boone & Crockett Club i 1887. Det sluttede selskab var en naturbevarelsesforening for passionerede fritidsjægere – ”sportsmen” – som arbejdede målrettet på at reetablere de amerikanske vildtbestande med henblik på at kunne drive bæredygtig jagt på vildtet i al fremtid. Initiativtageren til klubben var den kendte storvildtjæger og eventyrer Theodore Roosevelt, og de øvrige medlemmer talte foruden erhvervsfolk, politikere og kunstnere også et par generaler. Alle var de indflydelsesrige ”sportsmen”, som brændte for bevarelsen af grundlaget for deres jagtpassion.

Klubben var ikke i tvivl om, at vildtets hovedfjende var den kommercielle jagt, og man gik målrettet ind i kampen for at forbyde denne praksis, så vildtet kunne udnyttes bæredygtigt af fritidsjægere frem for at blive overjaget af grådige og hæmningsløse markedsjægere. Desuden arbejdede man for fredning af naturområder og havde ganske kort tid efter klubbens stiftelse held til at overbevise de amerikanske myndigheder om at udvide den eneste daværende amerikanske nationalpark, Yellowstone betydeligt.

I de følgende år voksede klubbens politiske indflydelse markant. Flere og flere fremtrædende politikere og stenrige erhvervsfolk bakkede op.

I 1895 udsprang the New York Zoological Society af klubbens medlemsskare. Man iværksatte i det regi planer om at skabe en moderne zoologisk have i New York – bl.a. med det formål at gøde interessen for naturen blandt byboerne. Klubmedlemmet William T. Hornaday blev indsat som direktør og gik straks i gang med et avlsprojekt for renracede bisoner.

I 1900 fik klubmedlemmet og kongresmanden  John F. Lacey gennemført en ny lov, som gjorde det til en federal forbrydelse at transportere illegalt høstet vildt og fisk over statsgrænser. Det var det første vigtige skridt i retning af at lukke ned for den kommercielle jagt.

I september 1901 fik visionerne uventet praktisk hjælp, da klubbens stifter Theodore Roosevelt, som havde arbejdet sig op igennem det politiske hierarki til en position som republikansk vicepræsident, pludselig blev udnævnt til præsident, da den valgte mand på posten – McKinley – blev myrdet.

Roosevelt var ikke sen til at udnytte sin nye position til at gennemtrumfe sine hjertesager. I 1902 underskrev han en ny jagtlov for det nye amerikanske territorie Alaska. Denne lovtekst dannede siden grundlaget for tilsvarende lovgivning i alle de andre stater.

I 1905 stiftedes the American Bison Society med det udtrykkelige formål at bringe bisonbestanden tilbage til at bæredygtigt niveau og sikre egnede levesteder til arten. William T. Hornady blev udnævnt til foreningens præsident. Theodore Roosevelt blev tildelt en post som ærespræsident. Personsammenfaldet imellem Boone & Crockett Club, New Your Zoological Society og American Bison Society var åbenlyst. Fritidsjægere sad tungt på amerikansk naturforvaltning. De tre foreninger bakkede hinanden stærkt op både politisk og økonomisk, og pengene væltede ind i klubkasserne fra stenrige velgørere som Rockefeller og Vanderbilt. Bisonernes triste skæbne havde i den grad samlet USA om naturbevarelse.

De nye opgangstider

I forhold til bisonerne iværksattes der en række praktiske tiltag til etablering af renracede flokke i diverse vildtreservater. Bestanden voksede støt. Canada gik også helhjertet ind i bevaringsindsatsen og købte i 1906 den største eksisterende bisonflok af rancheren Michel Pablo i Montana. Det skete lige for næsen af de amerikanske myndigheder, som ikke var villige til at betale så meget for dyrene som canadierne.

I 1909 udløb Roosevelts anden præsidentperiode. Udover at have lagt grunden til den lovgivning, der er fundamentet under den jagtbaserede amerikanske naturbevaringsmodel – og det er uden tvivl den vigtigste arv efter ham – kunne han se tilbage på at have oprettet 55 vildtreservater, 150 statsskove og fem nationalparker med et samlet areal på mere end 900.000 kvadratkilometer (næsten 20 gange Danmarks areal)

I 1910 opgjorde the American Bison Society bestanden til mere end 2.000 bisoner i Nordamerika. Halvdelen i USA. Den anden halvdel i Canada. Godt 150 dyr befandt sig i statslige reservater. Året efter kunne William T. Hornaday erklære arten uden for udryddelsesfare. Den lille gruppe fremsynede fritidsjægere, som satte den amerikanske naturbeskyttelsesbølge i bevægelse, kunne se tilbage på en umådelig succes til gavn for samtlige amerikanske økosystemer, arter og biotoper. Aldrig hverken før eller siden har en vildtarts skæbne inspireret til så markante ændringer i naturforvaltningen.

Nuværende status

I dag klassificerer IUCN den amerikanske bison som ”nær truet”, og angiver bestanden til 11.000-13.000 voksne dyr. Det overraskende lave tal og den let bekymrende klassificering skyldes, at IUCN kun medregner beviseligt renracede bisoner på offentligt ejet land, der lever som fuldstændigt vilde. I realiteten lever der betydeligt flere bisoner på både offentligt ejet og privatejet land. Således anslås den samlede nuværende bestand til omkring 500.000 dyr, hvoraf en del lever som rendyrkede landbrugsdyr i frilandsproduktion, imens andre lever i vild tilstand og forvaltes med bl.a. jagt.

Den renracede fritlevende bestand lider fortsat under effekterne af for små flokke og for lidt plads at røre sig naturligt på. Udviklingen er ikke umiddelbart faretruende – artens bevaringsstatus anses for at være stabil.

Det væsentligste element i redningen af den amerikanske bison var ikke det indledende avlsarbejde, da bestanden var på sit laveste. Der var trods alt flere hundrede individer at arbejde med. Men var det ikke lykkedes for medlemmerne af Boone & Crocket Club og deres tilhængere at sætte en effektiv stopper for den kommercielle jagt gennem etableringen af en solid jagt- og naturbeskyttelseslovgivning og sikre egnede levesteder til resterne af bisonbestanden, så havde det set ganske sort ud.

Aktuelle jagtmuligheder

Den amerikanske bison kan jages flere steder i USA og Canada. Begge underarter er jagtbare. Der er stor forskel på jagtens karakter. Masser af relativt små private farme tilbyder jagt under hegn, men der findes også jagtmuligheder på store og mere naturlige naturområder – bl.a. i en del indianerreservater.

Amerikansk bison (kaldes ofte ”bufallo”)
Latin: Bison bison
Engelsk: American bison
Tysk: Amerikanischer Bison
IUCN bevaringsstatus: Nær truet
Samlet bestand: Mere end 500.000 dyr