For 60 år siden var gåsebestandene i tilbagegang næsten overalt i verden. Mange arter var truede af udryddelse. Den udvikling er nu vendt, og verdens gåsebestande er i voldsom vækst. Der har formentlig aldrig i historisk tid været så mange gæs som nu. Således anslår biolog hos Ducks Unlimited i USA, Mike Brasher, at verdens bestande af gæs ligger på mellem 30 og 40 millioner individer.
Grunden til den store vækst i bestandene skyldes mest gæssene selv, mener forskerne. Gæssene har, i modsætning til en lang række pattedyr og andre fugle, været i stand til at tilpasse sig de ændrede levebetingelser, som er blevet påført naturen ved menneskets reguleringer og indgreb, krige, brug af pesticider med videre.

Foto Aage Krogsdam, Steen Andersen, Jonas Nørregaard, Dan Hemmingsen samt Dasheng Liang, Dusan Vainer, Dennis Jacobsen, Marcin Perkowski, Paul Jones Jr og Erni/Shutterstock

Forbedret fødekvalitet

I virkeligheden skyldes den store succes måske det moderne landbrug og dets industrialisering. Stordriftens indførelse med monokulturer, store marker, brug af sprøjtemidler og store mængder handelsgødning – midler, som alle har skadet ynglestederne for mange fuglearter i Vesteuropa – har imidlertid skabt langt flere vinterafgrøder end tidligere. Dermed er der skabt et fødeunderlag for de store fugle, som aldrig tidligere er set. Ovenikøbet føde af en bedre kvalitet end den, der kan findes i enge og lavvandsområder, som fuglene gennem århundrede har været vant til at leve af. Desuden har etableringen af kæmpemæssige vandreservoirer i nærheden af de fleste større byer i Vesteuropa, samt kunstige søer til brug ved el-produktion, skabt raste- og fourageringssteder i en anden målestok end tidligere. Dertil kommer etableringen af EU’s fuglebeskyttelsesområder samt lokale reservater i vådområder i mange lande. Endelig har indskrænkninger i jagttiderne påvirket fuglenes vækst i positiv retning.

15 gåsearter På verdensplan findes der 15 gåsearter. Heraf overvintrer 9 arter for en stor dels vedkommende i Europa. De fleste arter yngler i et bredt bælte over den nordlige halvkugle fra Alaska og Canada i vest til det nordlige Sibirien i øst. Det samlede antal gæs inden for denne region ansås til at være på over 10 millioner individer. De øvrige seks arter hører til i Kina, Indien og hele det nordamerikanske kontinent og udgør tilsammen en bestand på mere end 30 millioner fugle, anslår mange biologer.

De 15 arter er fordelt på kun to slægter, nemlig Anser, de grå gæs, og Branta, de sorte gæs eller rajgæssene. Mange af arterne er igen opdelt i en række geografiske underarter og bestande.

Danmark som spisekammer

De trækkende gæs er fuldstændig afhængige af en ubrudt kæde af intakte vådområder langs deres trækruter. Danmarks topografi med lavvandede kyster med strandenge, vadeflader og rørsumpe samt forholdsvis lavvandede farvande med mange øer og rev rummer ideelle fødemuligheder for en lang række vandfuglearter.
Det drejer sig om de vandfugle, der passerer landet på træk eller tilbringer vinteren her. Geografisk ligger Danmark samtidig placeret som en flaskehals på fuglenes trækruter.
Fælles for de trækkende gæs er, at de kommer forbi og fouragerer her under deres rejse til og fra ynglepladserne. Deres ophold kan være af kortere eller længere tid – fra en til otte måneder (bramgæs).


Gæssenes udholdenhed er fantastisk. Nogle arter flyver to gange årligt tre til fire tusinde kilometer mellem ynglepladserne mod nord og overvintringsstederne i Europa.
De fleste af de gæs, Danmark får besøg af, ses kun på gennemrejse forår og efterår. Til gengæld kommer de i enorme flokke.

Jagtens betydning

Jagten er ikke længere en nødvendighed for overlevelse, men kun en rekreativ fornøjelse. Den stigende urbanisering har gradvist medført en vigende befolkningsopbakning til jagt. Dette forhold har uden tvivl været medvirkende til, at det er blevet lettere at gennemføre fredninger og etablere fuglereservater. Derfor er gæssenes vækst set fra fuglenes synspunkt en succes. Men succesen er ikke uden problemer. De talrige fugle kommer ofte i konflikt med andre interesser.


Det gælder i stor udstrækning de steder, hvor de store trækfugle overvintrer og raster på deres to årlige rejser til og fra de tempererede kystzoner, søer og vådområder i hele Vesteuropa til ynglestederne på tundraen i Rusland, Sibirien og øerne i Ishavet. Landbrugsinteresser konflikter med gæssene, som kan rasere nysåede marker i løbet af få dage. Desuden har flere lufthavne problemer med de store fugle. De store internationale lufthavne ligger ofte i kystzoneområder, hvor der er fredningszoner for fuglene. Derudover kan tilstedeværelsen af enorme flokke af gæs være med til at påvirke sømiljøet i negativ retning i vådområder. Der findes dog kun lidt forskning på dette område.

Øget debat om gæssene

”Gåsebestandene spiller en stor rolle i debatten om fremtidige beskyttelsesområder og landbrugets frygt for ødelæggelser. Derfor er det vigtigt, at vi løbende undersøger gæssenes adfærd i mange detaljer”, siger biolog og professor ved Aarhus Universitets Afdeling for Ecoscience, Jesper Madsen. Sammen med kolleger fra en række europæiske lande udarbejder han løbende rapporter om gåsebestandene, udbredelsesområder, trækruter, ynglepladser, fourageringssteder, jagttryk med videre. Han er samtidig leder af datacentret under AEWAs European Goose Management Platform.


”Den viden, vi finder gennem disse undersøgelser, kan måske være med til at forebygge eventuelle konflikter mellem menneskelige interesser og gæssene, og være med til at sætte fokus på gæssenes ødelæggelser af markafgrøder i Danmark. Vi så gerne, at vi fik koordineret indsatsen yderligere på europæisk plan. Vi har i regi af Vandfugleaftalen fået en fælles forvaltning op at stå for en række arter – kortnæbbet gås, tajgasædgås, bramgås og grågås, og det involverer nu mange lande. Det er især bramgås, grågås, kortnæbbet gås og canadagås, der giver de største markskader i Danmark. De kan godt lide at æde på vintersæds- og rapsmarker samt spirende korn. Der er ikke i Danmark afsat midler til at give landmændene kompensation. Men vi kunne godt forestille os en forvaltningsplan, hvor vi lavede aftaler med landmændene om områder, hvor gæssene så fik lov at være. Det kan være engarealer, marker med spild fra roer, korn, majs og efterafgrøder. Det skal kombineres med effektiv bortskræmning, regulering og jagt på marker, hvor gæssene gør skade. Men det er nye tanker, som vi håber, at vi kan arbejde videre med, fordi der er ingen tvivl om, at med væksten i gåsebetandene vil vi i fremtiden se flere og flere markskader overalt i Danmark”, siger Jesper Madsen.

Øget jagt er biologisk forsvarligt

Nogle landmænd især i de områder. hvor der sker markskader, mener, at mere jagt og regulering kan bidrage til en reduktion i gåsebestanden og dermed mindske markskaderne.
”For kortnæbbet gås er det lykkedes at stabilisere bestanden gennem en målrettet indsats i Norge og Danmark. Det er det første eksempel på tilpasningsdygtig jagtforvaltning på vandfugle i Europa. Mere generelt og set ud fra et biologisk synspunkt kan jagttiden godt udvides for de fleste arter. Men også her vil vi gerne have en europæisk løsning med en fælles forvaltningsplan for hele EU”, siger professor, Jesper Madsen.

Oversigt over de syv gåsearter der forekommer i Danmark

Grå gæs (Anser)
Grågås (Anser anser)

 

Grågåsen er en af de største gåsearter med en længde på cirka 80 cm, et vingefang på 147-180 cm. Fjerdragten er hovedsageligt i grå farver – deraf navnet. Næbet er orange og benene kødfarvede. Den kan forveksles med de andre arter, som har grå fjerdragt, men den er den største af disse.

Grågåsen er den mest almindelige gåseart i Danmark. Denne gås har fundet egnede ynglepladser i hele Danmark fra Jyllands vidtstrakte vejler til moser og mindre søer i hele landet og ikke mindst på øerne. Grågåsen yngler, hvor der er tilstrækkelig fredeligt, og hvor der er gode fødemuligheder. Det anslås, at der i dag er mere end 15.000 ynglende par her i landet, mens antallet af overvinterende grågæs er mere end 100.000. Det store antal grågæs er ikke alene et problem for landbruget, men det store antal i moser og søer er også med til at påvirke vandkvaliteten her. De grågæs – efterhånden en lille del – der ikke bliver her om vinteren, trækker til Spanien, hvor de overvintrer. Arten er som bekendt jagtbar.

Blisgås (Anser albifrons)

Blisgåsen er en mellemstor grå gås med en ret kort hals. Den er mindre end grågåsen. Voksne fugle har en tydelig hvid blis omkring næbroden og sorte tværbånd på bugen. Ungfugle mangler både blis og tværbånd. Fjerdragten er gråbrun. Benene er orange, og næbbet er lyserødt uden sorte aftegninger. Blisgåsen er opdelt i flere underarter, der yngler forskellige steder på den nordlige halvkugle. Det drejer sig om Nordsibirien, det nordlige Canada og Alaska og Vestgrønland. De fugle, vi ser i Danmark, kommer fra den nordsibiriske bestand, der overvintrer i det vestlige Europa. Når blisgåsen ses i Danmark, er det fortrinsvis i Vadehavsområdet, Vestjylland og Lolland-Falster. Efterårstrækket ses primært i den sydøstlige del af Danmark.

Den nordsibiriske bestand er en af Europas største gåsebestande på cirka 1 million fugle. Hovedtrækruten går primært sydøst om Danmark, men mængden af trækkende blisgæs øges år for år. Er jagtbar.

Kortnæbbet gås (Anser brachyrhynchus)

Den kortnæbbede gås kan kendes på en mørk gråbrun fjerdragt med et lille og brunt hoved, brun hals og en lys bug, der er uden pletter eller tværbånd. Næbbet er lille, kort og kraftigt, og farven er lyserød med sorte aftegninger. Benene er lyserøde. I flugt kan de lyse forvinger ses, de er dog ikke er helt så lyse som hos grågåsen. Denne art deles op i to geografiske bestande, den ene ruger på Island (størstedelen) og i Østgrønland, og bestanden herfra anslås til at være på cirka 500.000 fugle. Denne bestand overvintrer i Storbritannien.

Den anden bestand på cirka 82.000 fugle ruger på Svalbard. Det er fugle herfra, der besøger Danmark om vinteren, hvor den for størstedelens vedkommende bliver vinteren over. Den ses dels i Vadehavsområdet, Nordjylland samt i hele Limfjordsregionen. Det er især, efter at dyrkningen af majs er blevet mere almindelig, at gæssene er forblevet her, fremfor at trække til Holland og Belgien. Gæssene opsøger majsstubmarkerne om efteråret. De flyver gerne op til 40 km fra overnatningspladsen til majsstubmarkerne. Om vinteren og foråret finder gæssene hovedsageligt føden på de vintergrønne marker samt ærtemarkerne. Arten er jagtbar.

Sædgås (Anser fabalis)

En af vores talrigeste gåsearter er sædgåsen, som i et antal på knap en million trækker forbi landet to gange årligt. I Danmark finders der to underarter af sædgåsen: tajgasædgåsen og tundrasædgåsen. Tajgasædgåsen er fåtallig og har været i tilbagegang længe. Derfor er denne art fredet i Danmark, dog bortset fra tre kommuner i Sydøstdanmark, hvor jagt kan udføres på sædgæs på et tidspunkt, hvor tajgasædgås ikke forekommer i betydeligt antal. Fjerdragten er overvejende grå med lyst bryst uden tværbånd eller bugpletter. Hals og hoved er mørkebrune som hos kortnæbbet gås. Næbbet er orangegult og sort, og benene er orangegule.  Den ruger i de nordlige dele af Norge, Sverige, Finland og langs den russiske ishavskyst. Den kommer til Danmark om efteråret og opholder sig her i lange perioder om vinteren. Dens fødeemner er især vintersæd og frøgræs. Marker, hvor der netop er høstet sukkerroer, tiltrækker ligeledes sædgåsen. Mange af gæssene er her fra november/december til marts måned. Antallet er meget afhængigt af vejret. Skader på afgrøderne er begrænsede, idet gæssene kommer sent på året, hvor afgrøderne ikke er så sårbare. Ingen jagttid (dog findes der regionale steder i Sydøstdanmark, hvor jagt er tilladt).

Rajgæs (Branta)

Bramgås (Branta leucopsis)

Bramgåsen hører til slægten af rajgræs. Den er en mellemstor gås på 58 til 68 cm med en vægt fra godt halvandet til to kilo. Kinderne er hvide eller lysebrune, næb, fødder, isse, hals og overgump er sort, mens vingerne og ryggen er grå og bugen hvid. På lang afstand kan arten forveksles med knortegåsen, men denne har en mørkere fjerdragt og mangler den hvide ansigtsmaske. Canadagåsen har også en sort hals og bryst, men er noget større end bramgåsen.

Bramgåsen forekommer i tre populationer i henholdsvis Østgrønland, på Svalbard og på øer i Hvidehavet. I de seneste årtier har arten dog spredt sig til Østersø- og Nordsøområdet, hvor bestandene vokser markant. Biologer anslår bestanden til cirka 1,4 millioner individer, og dermed den største på træk i Europa.

Bestanden er derfor ikke truet, som den var tidligere. Biologisk set kunne der sagtens drives jagt på gåsen. Arten er imidlertid opført på Fuglebeskyttelsesdirektivets Annex 1, og er dermed fredet i hele EU og i Norge.

Canadagås (Branta canadensis)

Canadagåsen er den største af de gåsearter, vi ser i Danmark. Den har sort hoved, hals, næb og ben. På hovedet har den en hvid kindplet bag øjet, der går under hagen. Bryst og bug er lysegrå. Ryg og vinger er brune med lyse fjerbræmmer. Bagkroppen er hvid, og halen er sort, og på den nederste del af ryggen har canadagåsen en sort, oval plet. Ungfugle er mørkere i det brune på kroppen.

Der findes to geografiske bestande af Canadagåsen, som overvinter i Vesteuropa. Den ene er nærmest standfugl i Storbritannien. Den anden er den skandinaviske bestand, der overvintrer flere steder i Vesteuropa, blandt andet i Danmark. De to bestande er hver især opgjort til knap 70.000 individer. Kun få par yngler i Danmark.

Canadagåsen stammer oprindeligt fra Canada, som navnet siger. Den svenske forfatter og fuglekender, Bengt Berg, indførte i 1930 tre avlsfugle til Sverige, og i 1933 ynglede gæssene for første gang. Siden da har Canadagåsen bredt sig over store dele af Sverige, Norge, Danmark og Finland. Arten er jagtbar.

Knortegås (Branta bernicla)

Knortegåsen er den mindste af rajgræsserne og på størrelse med en gråand. Kroppen er mørkegrå, og hos den mørkbugede knortegås er bugen mørk koksgrå. Hos den lysbugede  knortegås (billedet) er bugen lysegrå med mørkegrå striber.

Under forårs- og efterårstrækket i 2016 blev der optalt omkring 220.000 knortegæs, hvoraf hovedparten – omkring 200.000 – er mørkbuet knortegås.

Det største antal mørkbugede knortegæs forekommer i Danmark i perioderne oktober-november og marts-maj, mens et noget mindre antal overvintrer. De største forekomster findes i Vadehavet, det Sydfynske Øhav og fladvandede områder nord og syd for Lolland-Falster og Møn. Et udbredelsesmønster, der har ligget meget fast fra 1980’erne til i dag.

For mørkbuget knortegås er der mulighed for, at Danmark kan gå enegang og tillade jagt. Om det vil ske, er et politisk spørgsmål. Hvis politikerne beslutter at tillade jagt på mørkbuget knortegås, er det biologernes indstilling, at det kun skal være på lokaliteter, hvor lysbuget knortegås ikke optræder sammen med mørkbuget. Antagelsen er, at jægerne formentlig ikke vil kunne skelne de to fugle fra hinanden.

Knortegåsen er en meget udholdende fugl. Det menes, at den flyver strækningen fra de jyske fjorde og direkte til ynglepladserne på Svalbard i ét stræk og tilbagelægger de omtrent 2500 km på cirka 35 timer. Arten er ikke jagtbar.

Dilemmaet med bramgæs

”Der er ikke international politisk vilje i EU til at få ændret status på fuglebeskyttelsesdirektivet Annex 1. Derfor kan medlemslandene ikke indføre jagttid på Bramgæs”, forklarer biolog og professor ved Afdelingen for Ecosicience ved Aarhus Universitet, Jesper Madsen, og fortsætter:

”På sigt kan der muligvis åbnes op for bestandsregulering i Danmark og de øvrige lande, der huser bestanden. Det forudsætter dog blandt andet, at det kan godtgøres, at der er en sammenhæng mellem antallet af gæs og skadernes omfang. Fra Danmark er vi ved at skaffe oplysninger om markskader forvoldt af bramgæs, og regulering af bramgæs i henhold til Vildtskadebekendtgørelsen kan give en indikation af problemets omfang. I regi af Vandfugleaftalen (AEWA) er der gennemført en international forvaltningsplan for bramgås for blandt andet for at minimere skader på afgrøder. Reguleringen er dog blevet gjort ret fleksibel, men kræver fortsat, at lodsejere skal ansøge om tilladelse til at regulere. Vi har set på udviklingen i reguleringstilladelser i Danmark og sat det i relation til, hvordan fuglene er fordelt og afgrødefordelinger. Det viser, at der i dag er bramgæs spredt ud over landet med op til 250.000 individer i januar, og betydeligt flere om efteråret og foråret, og der gives reguleringstilladelser i de fleste regioner i landet”, slutter professor, Jesper Madsen.

Den stigende bestand betyder konflikter med landbrugsinteresser mange steder i Danmark, da bramgåsen fouragerer på vintersæd, raps, frøgræs og græs. Alt tyder i øvrigt på, at landets milde vintre tiltrækker bramgæs i stor stil. Sædvanligvis opholder de sig her fra oktober til maj måned.

Læs også: Kunsten at jage gæs i sensommeren    

AEWA | Agreement on the Conservation of African-Eurasian Migratory Waterbirds (unep-aewa.org)