Foto: Asbjørn Hellesøe-Jensen samt Avoferten, Martin Fowler, Ralf Neumann og Bozhena Melnyk/Shutterstock.
Slåen (prunus spinosa) er en hjemmehørende og almindeligt udbredt løvfældende busk, der bliver 3-4 meter høj under optimale betingelser, men ofte noget mindre. Den gror naturligt i skovbryn og småbeplantninger – ofte på let fugtig, næringsrig og kalkrig jord, men den findes også på mere tørre lokaliteter, som for eksempel overdrev, hvor den kan danne store krat. Slåen er ret lyskrævende, så man finder den yderst i skovbrynene og på andre lysåbne lokaliteter. I egentlig skov trives den ikke.
Slåen blomstrer tidligt om foråret – før løvet kommer frem. Blomsterne er hvide, og der er mange af dem, så i blomstringstiden ligner slåenkrattene hvide puder i landskabet. Når blomsterne visner hen, kommer de små mørkegrønne blade med takket rand.
Slåen danner meget tætte og ufremkommelige krat med kraftige, stive grene. Rødderne danner mange rodskud og nedgroede grene slår rod og gror videre. Ufremkommeligheden får en ekstra dimension af, at buskene er besat med lange spidse grentorne. Har man en gang siddet fast i et slåenkrat, glemmer man det aldrig!
Når slåenkrattet bliver for højt og begynder at blive lidt for åbent i bunden, kan det skæres ned. Når der igen kommer lys til bunden, skyder buskene med en imponerende kraft, både fra støddet, og fra rødderne. Allerede én vækstsæson efter nedskæringen er krattet fuldt funktionelt og yder god dækning. Slåen kan også halvfældes, hvor stammerne skæres lidt mere end halvt igennem og tvinges ned til jorden. Derved vil toppen leve videre, og man kan lave nogle virkelig tætte krat.
Slåen er mere eller mindre perfekt i læhegn, skovbryn og kanter af remiser, hvor man ønsker at have dækning til fuglevildtet. Selv for duehøgen, der ellers kan klemme sig ind de mest utrolige steder, er et tæt slåenkrat umuligt at jage i. Den eneste egentlige ulempe, jeg kan komme på, er, at ufremkommeligheden nogle gange kan blive lidt for udtalt. Sagt på en anden måde, bør man være indstillet på, at slåenkrat er plejekrævende, hvis man vil have fuld valuta for pengene. Og plejeindsatsen kan være forbundet med både blod, sved og tårer. Når man står med det færdige resultat – et 1-3 meter højt krat, der er tæt fra bund til top og med spor igennem, så vildt og mennesker kan bevæge sig igennem – er det dog det hele værd.
Som en lille belønning for indsatsen bærer slåen frugter – disse hedder også slåen. Små duggede, sorte stenfrugter med en smag så bitter, at din mund på et øjeblik tørrer ud, snører sig sammen og siger pænt ”nej tak!”. Ikke engang fuglene rører slåenfrugterne – ikke før de har fået frost. Når frosten rammer, aftager bitterheden, og buskene ryddes sædvanligvis i løbet af kort tid. Bitterstofferne kan siges at være naturens egen måde at sørge for vinterforråd på ved at sikre, at føden ikke er tilgængelig, før der bliver rigtig brug for den.
Vil man, som menneske, have andel i slåenfrugterne, kan man med fordel snyde og plukke frugterne, inden der bliver frost, og konkurrenterne kommer på banen. Efter plukning smides de en tur i fryseren, og dermed ændres smagen radikalt. Frugterne kan med stort held anvendes som smagsgiver i spiritus. Klassikeren er gin – ”Sloe Gin”, hvor der ud over slåen også er tilsat sukker – men de kan også sagtens bruges i almindelig klar snaps. Også en form for oliven skulle det være muligt at producere ved tilsætning af salt, sukker og eddike.
Der findes ikke ret mange hjemmehørende busk- og træarter, der kan det samme som slåen. Og på langt de fleste jagtterræner findes der steder, hvor slåen kan gro og forbedre biotopen for småfuglene og vildtet. Blot der er masser af lys og ikke alt for vådt.
