Foto: Shutterstock
På dansk hedder arten egentlig skruehornsged, men det er vist mange år siden, at nogen har anvendt det navn. I vor tid er Pakistans nationaldyr betydeligt bedre kendt under det engelske navn markhor.
Markhoren (Capra falconeri) er en centralasiatisk bjergged og betragtes som et af de fineste trofæer, en bjergjæger kan indlemme i sin samling.
Navnet “markhor” er afledt af det persiske ord for ”slangeæder”. Ifølge den lokale overtro dræber og æder markhor-bukken slanger, og når den siden tygger drøv, får den skummende fråde om munden, der drypper til jorden og tørrer i kager. Disse er et eftertragtet lokalt naturmiddel imod slangebid.
Markhoren, som er en af verdens største vildgeder, findes i utilgængelige centralasiatiske bjerge fra omkring 500 til 3.500 meters højde. Dens udbredelsesområde strækker sig over landene Afghanistan, Uzbekistan, Turkmenistan, Tadjikistan, Pakistan og Indien. Overalt i udbredelsesområdet er bestandene spredte og begrænsede til relativt små isolerede højlandsområder, der ligger som øer på landkortet omkranset af høje tinder eller lavland. Den naturlige isolation imellem bestandene har medført stor variation i artens udseende, og naturforskere og jægere har igennem tiderne udråbt mange underarter, som først og fremmest er forskellige i kraft af faconen på deres horn.
Underarter
I stringent biologisk forstand anerkender man i øjeblikket tre forskellige underarter. Capra falconeri falconeri eller på engelsk: flare horned markhor, omfatter såvel Astor markhor som Kashmir markhor. Variationerne af denne underart befinder sig i den østlige del af artens udbredelsesområde i landene Indien og Pakistan. Hornet på denne underart er et bredt fladt horn, der snor sig et par gange.
Capra falconeri heptneri er bedre kendt under navnet Bukharan markhor. Det er den nordligste af de tre underarter, og den lever i Turkmenistan, Uzbekistan, Tadjikistan og det nordlige Afghanistan. Hornene på Bukharan markhoren er flade i profilen og stærkt snoede i en åben spiral som en proptrækker.
Underarten Capra falconeri megaceros eller på engelsk: straight horned markhor omfatter Kabul markhor og Sulaiman markhor. Disse lever mod vest og sydvest i Afghanistan og Pakistan. Hornene er rette og tæt snoede – nærmest som et gammeldags træbor.
Det vanskeligste trofæ
Jagten på markhor blev for alvor udødeliggjort for jægere i den vestlige verden i jagtberetninger af engelske eventyrere, som anså markhorjagten imellem Himalayas tinder i den nordvestlige del af den daværende engelske kronkoloni Indien (der også omfattede det nuværende Pakistan) som noget af det mest udfordrende jagt, der findes.
De lokale har jaget markhoren både for dens kød, for dens skind og for dens horn, som har været anvendt som trofæer og til naturmedicin. Artens leveområder har alle dage været nogle af de mest utilgængelige i verden. Både på grund af den nærmest totale mangel på infrastruktur og de lokale bjergboeres periodisk stridslystne natur. Det er ingen hemmelighed, at hele regionen altid har været præget af væbnede konflikter af både lokal, regional, national og international karakter. I denne del af verden er en Kalashnikov for mange en selvfølgelig del af påklædningen. Store dele af markhorens udbredelsesområde har i lange perioder været ”lukket på grund af krig”, og det har dels tæret hårdt på bestandene (som krig altid gør, når lokalbefolkningen kæmper for at overleve), og dels har det effektivt forhindret dybdegående forskning i arten, som man fortsat ved relativt lidt om.
Af disse årsager er det stort set kun gået en vej for markhorbestanden, efter at skydevåben fandt vej til regionen. Bjerg for bjerg er dyrene blevet decimeret, inden de ofte forsvandt helt. Til sidst var markhoren stort set fortrængt til de yderste ødeområder.
Genrejsningen
Aktuelle jagtmuligheder
Markhor kan jages i sit naturlige udbredelsesområde i Pakistan (Sulaiman og Astor markhor – 12 licenser om året) og Tajikistan (Bukharan markhor – 6 licenser om året). Licenserne sælges typisk på auktion, og priserne ligger p.t. omkring 100.000 USD. Desuden findes markhor under hegn på flere store jagtfarme i Texas, hvor arten ifølge vore oplysninger kan nedlægges for 300 USD pr. tomme eller små 20.000 USD for en kapital buk.
Da IUCN første gang vurderede artens bevaringsstatus i 1965, måtte man erkende, at man vidste for lidt til at nå et meningsfyldt resultat. I 1985 prøvede man igen og nåede frem til, at markhoren skulle klassificeres som ”sårbar”. Det så ikke lyst ud, og bestanden var samlet set tydeligt nedadgående.
I et cirka 1.000 kvadratkilometer stort bjergområde i det nordlige Pakistan levede omkring 4.000 mennesker fra Pathan-folket. Deres ledere forsøgte forgæves at få den pakistanske regering til at beskytte områdets svindende bestand af Sulaiman markhor – der på det tidspunkt talte mindre end 100 individer – imod omfattende krybskytteri. Regeringen var dog ikke villig til at træde til, og i stedet udtænkte stammens ledere en utraditionel bevaringsplan baseret på trofæjagt.
Projektet blev kendt som ”Torghar Conservation Project” og gik i al sin enkelhed ud på, at de lokale jægere skulle ophøre med deres kødjagt og i stedet lade sig ansætte som vildtbetjente med den primære opgave at forhindre krybskytteri. Deres løn skulle finansieres gennem salget af enkelte licenser på gamle bukke til internationale trofæjægere. Ud over Sulaiman markhor omfattede ordningen i området også vildfår af arten afghansk urial.
Projektet blev en stor succes. I årene mellem 1986 og 2012 (hvor de seneste tal stammer fra), indbragte jagterne mere end 2,7 milioner dollars til lokalområdet. Disse penge dækkede lønomkostningerne for 80 lokale vildtbetjente, og deres indsats ledte til en meget markant nedgang i den illegale jagt. Midlerne finansierede desuden lokale skoler og sundhedsklinikker, så de positive konsekvenser af områdets vildt var fra begyndelsen meget klare og tydelige for hele lokalbefolkningen. Markhorbestanden i området blev mere end 30-doblet og talte i 2012 omkring 3.500 dyr. Man så en tilsvarende positiv udvikling i bestanden af afghansk urial.
Den gode ide bredder sig
Hvordan fordeles pengene?
I Pakistan er standardmodellen for fordelingen af de penge, der kommer ind for jagtlicenserne, at 80% går til lokalsamfundet og resten til den pakistanske regerings naturadministration. En stor del af de lokale midler går typisk til aflønning af lokale vildtbetjente, som aktivt passer på de værdifulde dyr. Der er stor forskel fra område til område på, hvordan resten af pengene fordeles lokalt. I visse områder deles den årlige sum helt enkelt ligeligt imellem borgerne, mens man i andre områder investerer pengene i f.eks. skoler, sundhedsklinikker og vandinstallationer, som hele lokalsamfundet har glæde af.
Projektet var så velfungerende, at det efterhånden inspirerede til tilsvarende projekter i andre dele af Pakistan. Men det gik for langsomt i begyndelsen. I 1992 udviklede den samlede bestand sig fortsat i nedadgående retning, og derfor rykkede CITES arten fra bilag II til bilag I, hvilket i praksis indebærer betydeligt strengere regler for transport af f.eks. jagttrofæer imellem landene. IUCN vurderede i 1994, at markhoren nu var ”truet”.
På CITES konferencen i 1997 valgte man dog i lyset af de positive resultater i de community-baserede trofæjagtområder at tillade Pakistan en årlig eksportkvote på seks trofæer fra disse områder. I 2002 fordoblede man kvoten til 12 for yderligere at tilskynde lokalt funderet bevaringsarbejde baseret på penge fra trofæjagt.
Fra slutningen af 1990’erne var udviklingen vendt, og bestanden var samlet set i fremgang. I 2008 tildelte IUCN arten atter bevaringsstatusen ”truet”, men medgiver officielt, at dette var en fejl i relation til kriterierne. Arten burde ved den lejlighed have været nedklassificeret et trin til ”sårbar”. I 2014 blev arten imidlertid nedklassificeret til ”næsten truet” og bevægede sig dermed yderligere væk fra afgrunden. Dette skete i lyset af store bestandsfremgange og fortsat jævnt stigende bestande.
I 2004 besluttede flere forskellige familier i Tadjikistan at investere i at beskytte markhor-gederne på deres ejendomme med det erklærede formål at opnå mulighed for at afvikle trofæjagter efter den pakistanske model. I midten af 1990’erne var bestanden af Bukharan markhor i landet samlet set under 350. I 2012 rundede bestanden 1,000 dyr og landet blev tildelt seks årlige jagtlicenser fra 2013.
Jagt redder arter
Markhor
Markhor – eller skruehornsged – er en af de største vildgeder i verden. En voksen buk kan måle helt op til 115 cm. over skulderen og veje op til 110 kg. Ingen andre arter i slægten capra er højere, men den sibiriske Ibex er lidt tungere.
Alle underarter af markhor er nu i fremgang, og såvel IUCN som WWF peger på de lokalbaserede trofæjagt-projekter som den direkte årsag. I 2008 anslog man, at bestanden talte omkring 2.500 voksne dyr. Siden er det gået rigtigt stærkt! Den samlede bestand er sidst opgjort i 2011-2013. Dengang nåede man til et samlet antal på omkring 9.700 individer, hvoraf cirka 5.800 anslås at være voksne dyr. Altså mere end en fordobling på kun fem år. Med tanke på de senere års store fremgange i bestanden må det reelle antal markhor lige nu ligge et godt stykke over 10.000 dyr, og det er et åbent spørgsmål, om det snart er relevant for IUCN at nedklassificere artens trusselsniveau yderligere.
Ifølge IUCN er en af de væsentligste udfordringer for det videre bevaringsarbejde i Pakistan, at CITES fortsat kun tillader eksport af 12 markhor-trofæer fra landet, og at den begrænsede mængde betyder, at det er svært at engagere yderligere lokalsamfund i lignende bevaringsprojekter. I 2019 blev de pakistanske licenser solgt for op til 110.000 USD pr. styk. 80% af disse midler går til lokalsamfundet og de resterende 20% til myndighedernes administration of ordningen.
Men det er ikke kun markhoren og lokalsamfundene i Centralasiens sværest tilgængelige bjergegne, som har nydt godt af de velfungerende trofæjagtprojekter. En bred vifte af sjældne vilde fåre- og gedearter er fulgt med, og desuden har de markante bestandsfremgange smittet tydeligt af på bestanden af markhorens primære naturlige fjende sneleoparden.
Historien om markhorens redning fra udryddelse er et af de klareste eksempler på, hvordan nøje reguleret jagt i ludfattige lande kan tilføje dyrene tilstrækkelig stor værdi til, at lokalbefolkningen for alvor passer på dem.
