Johannes Krarup er taget til Bulgarien for at regulere hundyr. Men jagten tager en uventet drejning og kommer pludselig til at handle om en vildtart, der end ikke var nævnt i oplægget til denne jagt.
De døde sjakaler lå tilfældigt i vejkanten som et varsel og i hvert fald et bevis på, at der er mange af dem her på egnen. Endnu er ingen sjakal blevet opført i min jagtjournal. Så min interesse for at rette op på det blev straks vakt.
Allerede den første dag, da vi sad i jagttårnet ved en foderplads, begyndte sjakalerne enkeltvis at hyle. I løbet af kort tid blev det til en hel symfoni. Jeg tænkte ved mig selv, om det var sange om forsmået kærlighed? Eller måske var det en kollektiv kampsang, inden nattens fællesjagt skulle sættes i gang?
Det var allerede ved at være så mørkt, at jeg ikke mere kunne se noget igennem min sigtekikkert. Den bulgarske jæger tilbød mig, at jeg kunne skyde med hans russiske knæklås-riffel i kal. 223 Rem. Den var monteret med en infrarød sigtekikkert. Han forklarede, at, hvis der kom vildsvin for, kunne jeg også skyde dem med hans riffel.
Der gik ikke lang tid, før der kom en gris for. Det var en årsgris på ca. 30 kg. Jeg satte trådkorset på den venstre side af hovedet. Aftrækkeren på den russiske riffel var med udpræget slæb og kryb. Så jeg måtte slå min fortrængningsevne på højeste blus og lade min aftrækker køre med en permanent forøgende belastning – som et urværk der kørte. Jeg holdt trådkorset fast på målet, som var den venstre side af hovedet. Skuddet gik, og dyret faldt til jorden. Det havde stået på ca. 80 meters afstand. Igennem den infrarøde sigtekikkert kunne jeg se, at grisen ikke var død. Jeg holdt trådkorset på den, indtil jeg kunne se, at livet forlod den.
Bulgarsk gris og russisk riffel i cal. .223 Rem.
Infrarød debut
Det var så første gang, at jeg skød et stykke vildt med en infrarød sigtekikkert. Det var en utroligt spændende og anderledes måde at skyde på, og det blev ikke den sidste gang denne aften.
Inden det var blevet mørkt, havde jeg set en stor vildsvineorne, som kom gående forsigtigt sonderende forbi os på ca. 50 meters afstand. Ornen var på den gode side af 100 kg. Pegefingeren havde helt klart lyst til at skyde, men pengepungen nedlagde veto. Ikke ret længe efter kom der en stor årsgris ud sammen med nogle andre. Nu var der pludselig omkring 20 grise på pladsen. Der var også et par spættede grise. Jeg fandt en pæn årsgris og skød den.
Kongen i skoven
Den første morgen gik kronvildtet tidligt i skoven. Det var varmt. Jeg måtte smide min sweater. Det blev yderligere varmere i løbet af dagen. Her i begyndelse af november var det koldt om natten, men 15-20 graders varme midt på dagen.
Kronvildtet regnes af mange for de kongelige i skoven blandt hjortevildtet. Den selvbevidsthed tror jeg også, at krondyrene selv ejer i brystet. Jeg gik langs en skovkant en morgen. Marken var nypløjet med dybe furer og store knolde. Jeg tænkte ved mig selv, om det ikke ville få hjortene til at sagtne farten en anelse, hvis de skulle løbe igennem det. Ti minutter senere så jeg tre hinder og en kalv komme løbende på marken. De løb med legende lethed. Den ene af hinderne havde så stort overskud, at den kunne give en yngre hind et spark på bagen for at signalere, at den skulle sætte farten op. Gådefuldt at disse store dyr til tider kan bevæge sig lydløst af sted, både når de kommer, og når de forsvinder.
Området her omkring Popovo frembringer vildsvin og kronvildt i absolut kapitalklasse. Det er ikke svært at finde en hjort med en gevirvægt på 11-12 kg. De er ikke billige. Mens vi var i reviret, ankom der en østrigsk jæger, som skød en orne på 180 kg.
Når man ikke har råd til at skyde en hjort med en trofævægt på 12 kg., kan man tænke på, at man måske har skudt en hind, som har båret en kapitalhjort. Vi skød flere kronhinder, og de største vejede omkring 120 kg. Vi fik at vide, at det ikke var usædvanligt, hvis en hind havde en vægt på 130-140 kg.
Lokal drivjagt med mange hunde og Brenneke-kugler.
Bonusjagt
Jeg fik lov til at være med på lokale drivjagter to formiddage efter vores morgenjagt. Det var en sidegevinst. Men jeg så eller skød desværre ikke noget. De tørre majsblade spillede i vinden en klirrende melodi. En gang imellem blev rytmen brudt, så en svag adrenalinrus satte sig igennem kroppen og kvikkede op. Men der var ingenting ud over en helt sommerlig formiddag på posten, hvor man igen måtte smide jagtjakken.
Lørdage og søndage holder de lokale jagtklubber drivjagter. De må ikke skyde kronvildt. Det er ikke tilladt i Bulgarien at skyde kronvildt på drivjagt. Som regel har den nærmeste storby en stor jagtklub, og de små, omkringliggende byer har hver deres jagtklub, hvor de får tildelt områder, som de må jage på.
De lokale jægere skyder som regel med Brenneke-kugler i haglbøsser. Vi hørte kun to hurtige skud i det fjerne.
Dåvildtet forekommer både i større hegninger og på den frie vildtbane.
Dåvildt
På dette revir er der ikke dåvildt på den frie vildtbane. Dåvildtet går i et stort hegn på 400 hektar. Da jeg blev klar over det, gjorde jeg jægeren opmærksom på, at jeg ikke ville spilde mine morgen- og aftenture på jagt i et hegn. Det kunne vi eventuelt gøre den sidste eftermiddag, hvis ikke jeg havde skudt de dyr, jeg havde i min pakke. Således skød jeg den sidste eftermiddag en då. Dyrene var bestemt agtpågivende og vidste godt, at et par ”grønne mænd” ikke havde gode hensigter.
Ravnesåten
En aften skulle vi sidde i et jagttårn ved en foderplads. På lang afstand kunne vi se en flok ravne, som tog for sig af retterne. Der var lagt slagteaffald og korn ud. På vej ned mod skydetårnet så jeg en ravn udføre en sejrsrulning. Måske en undvigelsesmanøvre eller blot praleri over for en artsfælde. De store fugle har en overraskende behændighed. Den første halve time sad jeg og nød de mange ravne, som slog ind over området.
Guldsjakal (Canis aureus) nedlagt ved det ildelugtende kadaver, som man altid får i næsen, når man forsøger at placere sig i god vind.
Jagt over kadaver
Ved et skjul lå der en død kronhjort som lokkemad for sjakalerne. Da jeg satte mig ind i skjulet, fangede min næse den søde lugt af fordærvet kød. Jeg havde ikke nogen natkikkert og kunne ikke se, da den første sjakal kom.
Guiden ved min side hviskede: “karabin”, og så vidste jeg, at det en var sjakal. Jeg bad om hans riffel med infrarødt sigte. Jeg fik den tændt og så sjakalen kortvarigt men ventede med at skyde i troen på, at den ville gå længere frem til kadaveret. Men pludselig vendte den om og gik stille tilbage. Den havde fået bange anelser.
Den stoppede kort op, her havde jeg trådkorset på dens skulder, men tøvede desværre i øjeblikket, og så var den væk.
Der gik endnu en halv time, og der skete ikke mere. Vi hørte et par hyl fra sjakalerne, men de var langt væk. Pludseligt sagde han på ny, at der var sjakal.
Jeg tændte for det infrarøde sigte og kunne se et par øjne ved ådslet. Ådslet lå ved en bakkekam, så den må være kommet fra den anden side af bakken. Et øjeblik efter var den i fuld gang med at rive stykker af krondyrets stinkende kød.
Skuddet gik, og dyret faldt straks om. Jeg så lige i et splitsekund efter skuddet, at et af dyrets lemmer faldt til jorden. At sjakalen døde i skuddet, kunne jeg se, da jeg kom frem: den havde stadig mad i munden.
Den havde ikke hørt skuddet. At kødet var råddent på ådslet, fik jeg bekræftet af kilovis af maddiker i ådslets bughule.
Jagttårn bygget oppe i en lille træklynge. Holdt sammen af spejderkneb og høj opfindsomhed.
Status
Jagtårnene på dette revir var i god stand. Flere af dem indeholdt kreative løsninger. De var næsten et arkitektonisk studium værd. Et af dem, som jeg sad i under en drivjagt, var bygget op på tre træer.
Et andet jagttårn var lavet med et lavere plateau som mellemstation op til det egentlige tårn. I tårnet var der en lille seng, hvis man skulle være der i længere tid. I et tredje skydetårn var der indbygget en brændeovn, når de skulle sidde de kolde vinternætter på jagt efter sjakaler.
Jagten på sjakal betagede mig mest på denne rejse. Næste gang jeg kommer til Bulgarien, bliver det formodentlig for at skyde sjakal i den kolde og strenge vintertid. Her skulle der efter guidernes beretning virkelig være høj aktivitet hos sjakalerne og god mulighed for at skyde riffelpiben varm. Min jæger fortalte, at han på én nat havde skudt 23 sjakaler. Det skal jeg nok ikke sætte næsen op efter. Men jeg skal helt klart tilbage for at gøre forsøget.
Johannes Krarup på post i Bulgarien.
Bulgarien er ikke et land, som mange danske jægere har gæstet. Bulgarien ligger syd for Ungarn, som mange danske jægere forbinder med en utrolig omhyggelig jagtorganisation – men i de senere år er Ungarn desværre blevet miskrediteret i nogle sager om for kunstig vildtforvaltning. Bulgarien har Grækenland og Tyrkiet som sine sydlige naboer. Serbien og Makedonien er Bulgariens vestlige naboer, mens Rumænien er dets nordlige nabo. Mange danske solturister kender Bulgarien, fordi Bulgarien har sin østlige kyst ud til Sortehavet, hvor Sunny Beach ligger.
Bulgarien har en lang historie, som går helt tilbage til det oldbulgarske rige. Landet har haft et markant større landområde i middelalderen, hvor det besad store dele af det nuværende Rumænien, Makedonien, Serbien og Albanien. Landet bærer tydeligt præg af at have været underlagt islam og kommunismen.
Bulgarien har været et sted, hvor kommunistlederne har holdt møder. Møderne har de holdt i meget eksklusive jagthuse. Et par af disse jagthuse forsøger man at bevare og holde i deres originale opførelse. I nogle af disse huse kan de nuværende husbestyrere fortælle, på hvilke stole i forhandlingsrummene Honnecker, Bresjnev og andre ledere sad.
Der er ingen tvivl om, at erindringerne om kommunismen bliver gengivet med en vægt på de negative konsekvenser. Men under kommunismen blev der faktisk plantet store skovområder i bjergene. Mange af de store bjerg- og bakkeskråninger stod førhen helt bare og øde. Et massivt arbejde under kommunismen fik disse bakker og bjerge beklædt med træer.
Bulgarien er et land, som stadig er i gang med at rejse sig efter fortidens forskellige, tunge regimer, og en del af infrastrukturen er et godt stykke fra den standard, man kender herhjemmefra.
Bulgarien er et land med et væld af vildtarter. Her kan der skydes gemse, tahr, vildsvin, kronvildt, dåvildt, råvildt, sjakal, ulv, ræv, stenhøns, fasan, ænder, gæs, vagtler, tjur, snepper, duer og mere.
Prisen for denne tur, som omfattede tre jagtdage og 4 overnatninger, var 12.990 kroner. Afhentning i lufthavnen t/r koster 280 euro. I det samlede budget skal man også kalkulere med den ublu pris fra flyselskabet på 1.200 kroner for at have sit våben med. Vi blev anbefalet 50-100 euro i drikkepenge til jægeren og det samme i en fælles pulje til personalet ved jagthuset.
Jagtrejsefirmaet Gamekeeper leverede én plads til denne jagtrejse til Jagt, Vildt og Våben til en reduceret pris.
For yderligere information om jagt i Bulgarien kan man kontakte Gamekeeper på telefon: 22472033 eller www.gamekeeper.dk
Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her.Log ind og læs artiklen straks:
