I mere end 35 år har jeg interesseret mig for råvildtets biologi, og i rigtig mange år har jeg nydt råbukke i brunst både i Danmark og flere andre europæiske lande herunder Sverige. Det er efterhånden blevet til rigtig mange fine jagtoplevelser, men de sidste 15 år har observationer og fotografering næsten helt taget over, og jeg kører hellere efter det stærke visuelle trofæ med kameraet end efter at nedlægge en råbuk med riflen. Min favorittid på året er brunsten. Fra midten af juli til langt ind i august byder råvildtet på så mange fine oplevelser i forbindelse med brunsten, at det oplevelsesmæssigt langt overgår selve jagten på den røde buk i min verden. I det følgende vil jeg dele lidt af den viden, jeg gennem årene har samlet omkring råvildtets brunst.

Fremvækst af gevir

Bukkene kaster deres opsats fra november til januar måned. Typisk fælder de ældste bukke deres opsats først, mens de yngre bukke kaster deres opsats sidst. Det er således ganske almindeligt at se stærke ældre bukke uden opsats i begyndelsen af november, og det er helt normalt at se årsbukke, der stadig er opsatsbærende i januar måned. Når bukken har kastet sin opsats, går der to uger, før de nye vækstanlæg er synlige. Cellerne i brudfladens kanter (benhinden) på rosenstokkene begynder således at danne det nye kimcenter til den nye opsats. Fra opsatsen er kastet, til basisknopperne er udviklet, går der typisk en måned. Herfra går det i voldsom fart. Pediklen, som det lille vækstanlæg kaldes, dækker kastefladen efter to uger og vokser hurtigt frem.

Det er synligt som to små nøgne buler i panden efter yderligere et par uger. Tre uger efter, at stængerne er kastet, kan de to nye pedikler tydeligt ses som små forhøjninger i panden. Anlæggene er grålige i farven, og vækstcenteret i toppen er uden hår. Den nye opsats vokser frem i perioden fra december til marts, og den hurtigste tilvækst ligger i slutningen af januar til begyndelsen af februar, hvor opsatsen kan vokse op til en til to centimeter om ugen.

Markering af styrke og territorium

I februar måned, hvor den nye opsats vokser hurtigt, begynder de stærkeste bukke allerede at markere deres territorium og markere sig over for andre bukke i området. Umiddelbart skulle man tro, at bukkene ventede med de indbyrdes markeringer og kampe til det tidspunkt, hvor opsatsen er færdigudviklet, fejet og klar til brug (april), men dette er ikke tilfældet. Allerede i den sene vinter og det tidlige forår (februar-marts) er den territorie markerende adfærd udbredt. Bukkene udkæmper sjældent kampe på denne tid af året, men akkurat som søskende i en søskendeflok bliver det konstant markeret, hvem det er, der bestemmer. Truende adfærd og stangen med den nye opsats i bast hører til hverdagen. På denne måde bliver bukkene rangordnet, allerede inden brunsten påbegyndes i juli måned.

Det er sjældent at se regulære kampe mellem bukke med tydelig forskellig styrke, men mellem bukke af enslydende styrke kan det godt gå heftigt for sig, og her ses regulære kampe, der skal være med til at cementere hierarkiet og i sidste ende kampen for de bedste revirer.

Galledannelse

Det er ikke ualmindeligt at finde bukke, der er alvorligt skadet af artsfæller i det tidlige forår, hvor opsatsen stadig er i bast. Det er i denne periode, at mange af udviklingsskaderne på opsatsen opstår. Skader på basten i denne periode efterlader ofte den færdige opsats med deformiteter med knækkede sprosser og galledannelse. Galledannelse er et udtryk, der er hentet fra planternes verden og dækker over en svulstagtig dannelse fremkaldt af forskellige parasitter, som lever på planten. Hos bukken dækker begrebet over fortykkelser (reparationer) på opsatsen efter skader under opsatsens udvikling. Disse galledannelser opstår, fordi opsatsen stadig har fuld blodkarforsyning via basten og kan nå at udføre en vis form for reparation, inden opsatsen endeligt fejes. Skader på den færdigfejede opsats, typisk efter marts måned, giver rene brudflader på stængerne.

Allerede i februar måned markerer bukkene deres styrke og her sættes den første skabelon til et senere hierarki og fordeling af revirer. De stærkeste bukke gør altid krav på de bedste områder.

Testosteronniveauer

Bukken producerer ikke sædceller hele året, og bukkens testikler har da heller ikke samme størrelse hele året. Testiklernes produktion af sædceller er styret af kroppens (blodets) indhold af kønshormonet testosteron. Om efteråret og om vinteren er bukkens testosteronniveau lavt og ikke højt nok til at producere sædceller. Bukkens testosteron cyklus sørger i øvrigt også for fremvækst, fejning og tab af opsatsen. Efter brunsten i august falder bukkens testosteronproduktion og når et lavpunkt i efteråret (november).

I brunsten følger lammene råen det meste af tiden og kan ses lige i nærheden af råen og bukken. I højbrunsten, hvor bukken hetzer og beslår råen, er lammene koblet af, men tag ikke fejl: de er sjældent langt væk fra råen.

Dette er signalet til, at opsatsen skal kastes. Hen over vinteren og foråret, hvor den nye opsats vokser frem, stiger testosteronproduktionen, og når testosteronet er oppe på et vist niveau i marts måned, er det et nyt signal til, at bukken fejer sin opsats. Hen over sommeren stiger bukkens testosteronniveau yderligere og sætter nu gang i produktionen af sædceller fra midten af maj måned. Testosteronniveauet når sin top i brunsten (juli-august), hvor bukken nu er fuldt fertil. Når testosteronniveauet falder i slutningen af august begyndelsen af september, dropper sædproduktionen også. Det betyder, at bukken ikke producerer sædceller fra oktober til maj måned, hvor testosteronniveauet er lavest.

Råbukke i brunst

Råvildtet er i brunst én gang om året, og deres brunstperiode starter som regel i den sidste uge af juli måned og slutter i midten af august måned. Råen er monoøstral med én brunst cyklus og et snævert vindue på et til to døgn til at blive drægtige i.

I brunsten er det dominant-råerne, der trækker tættere på pladsbukkene og tilbyder sig. Råerne flytter sig gerne for at parre sig med en af terrænets stærke bukke. Da brunsten strækker sig over det meste af tre uger, og den enkelte rå kun er højbrunstig i tre til fire døgn, vil pladsbukke ofte parre sig med flere forskellige råer gennem brunsten.

De stærke bukke holder sig som hovedregel til deres territorium og betjener de råer, der findes i deres område. De yngre bukke (et og to års bukke), der ikke har et fast territorium endnu, ligger og shopper rundt i kanterne af de store bukkes revirer. Kommer de for tæt på pladsbukken, bliver de nådesløst jagtet og skubbet ud af pladsbukkens revir. I de sidste dage af brunsten kan pladsbukken dog være så udmattet, at der bliver større råderum for de yngre bukke til at stjæle sig til en sen parring.

Råens alder ved parring

Det er en udbredt opfattelse, at råen først er kønsmoden og klar til parring i sit andet leveår, dvs. når den er 25-26 måneder gammel. Lam, som er født meget tidligt på sæsonen (april-maj), kan imidlertid vokse sig så store og stærke, at de kommer i brunst i august måned året efter, de er født, dvs. kun 15-16 måneder gamle. Det vil altså sige, at de ikke har et år som smaldyr, som langt de fleste hundyr ellers har. Der er desværre ikke optegnelser af, hvor mange af disse års dyr, der bliver drægtige under danske forhold, men undersøgelser fra England tyder på, at 10-15 % af årsdyrene bliver drægtige.

Disse tal er sandsynligvis ikke direkte overførebare til danske forhold, da der er forskel mellem de kolde klimazoner i nord til de varmere klimazoner i syd. Råen fortsætter med at få lam selv i en høj alder (8-10 år). Helt unge råer og meget gamle råer sætter dog færre lam, ofte kun et lam, hvor de stærkeste hundyr (tre- til seksårsalderen) oftest sætter to eller endda tre lam.

Hetz

I højbrunsten er bukken tæt koblet til råen, og han følger hende overalt. Afstanden mellem de to dyr er sjældent stor. Til en start går bukken og råen blot sammen, men i takt med at brunsten udvikler sig, tjekker bukken hele tiden op på, om råen er klar til parring. Han følger hende intenst, snuser og slikker hende i skedeområdet. I den tidlige brunst er råen generet af denne adfærd og prøver at koble bukken fra ved hele tiden at bevæge sig (undvige). Af og til prøver hun at stikke af, bukken følger trop, og man siger, at bukken hetzer råen, men det er nu råen, der sætter denne dagsorden. I disse hetzsituationer prøver bukken at afskære råen fra at løbe ud af hans revir. Han prøver med andre ord at holde hende centralt på sit territorie, sådan som vi også kender det fra andre hjortearter.

Heksering

I den sene fase af højbrunsten, dvs. lige inden råen lader sig beslå, kan man se råen løbe rundt i en snæver cirkel med bukken lige i rumpen. Sker dette i en kornmark eller på en græsmark, kan vegetationen blive trådt så meget ned, at det danner en ring af korn eller græs, der ligger ned. Disse aftryk i vegetationen kaldes for hekseringe. Den danske betegnelse for heksering kommer af, at man i gamle dage bl.a. i Danmark og Tyskland troede, at det var hekse, der dansede på græsset om natten og fik det til at lægge sig ned og gå ud.

Parring / råen bliver beslået

Når råen er klar til at blive bedækket (parret), stopper hun op og står stille. Hun byder sig til. Når råen står stille, springer bukken op på råen og holder fast med sine forben omkring råens brystkasse og talje for at kunne gennemføre parringen. Selve parringen tager 10-15 sekunder, hvor bukken prompte har sædafgang. I højbrunsten parrer bukken råen mange gange og sørger dermed for, at der til stadighed er levende sædceller i livmoderen, når æggene frigives fra æggestokkene. Når bukkens penis er erigeret, er den 10-12 cm. lang og ikke tykkere end en blyant.Det er ikke ualmindeligt, at råen efter gentagne parringer får slidt pelsen af på begge sider af kroppen. Disse slidmærker kan ses lige foran hoftehjørnerne (lårene) og især på skulderpartiet.

Tiden efter brunsten

Når brunsten er slut i midten af august måned, er både råerne og bukkene udmattede. Mange råer er ømme i kroppen fra gentagne parringer, og det er ikke ualmindeligt at se råer, som halter, simpelthen på grund af parringsbelastninger i lænden og i bækkenet samt parringsskader i skeden og i det bløde væv omkring skeden. Bukkene er udmattede, fordi de har brugt alle deres kræfter på at følge, hetze og beslå råerne. Gennem brunsten kan den samme buk godt beslå flere forskellige råer, og det tærer på kræfterne. I brunsten æder bukkene kun sporadisk, og som følge heraf taber de ofte 10-15 procent i kropsvægt, svarende til to til tre kilo.

Både råer og bukke er i konstant søvnunderskud, og det betyder, at i ugerne efter brunsten er aktivitetsniveauet hos råvildtet, men især bukkene, droslet heftigt ned. Efter to til tre uger har de fleste dyr genvundet kræfterne og bliver således synlige på terrænet igen. Efter brunsten begynder vinterfedningsperioden. Det er af afgørende betydning, at rådyrene genvinder deres kropsvægt, inden vinteren for alvor sætter ind.

Efterbrunst

Af og til ser vi råer, der udviser brunst i ugerne efter den klassiske brunstperiode fra slutningen af juli og ind til midten af august. Selvom rådyr betragtes som obligatorisk monoøstrale, er de måske alligevel i stand til at komme i brunst igen i slutningen af august eller begyndelsen af september, hvis de ikke er blevet drægtige i den reelle højbrunst. Råer i brunst i slutningen af august kan dog også blot være råer, der er sent brunstende. Ikke alle råer kommer i brunst på samme tid, det er en af naturens praktiske indretninger, der gør det muligt for de stærkeste bukke at parre flertallet af områdets råer.

Drægtighed

Råen har forlænget drægtighed (embryonal diapause), og den samlede drægtighedsperiode er ca. 10 måneder (omtrent 290 dage). Lammene fødes midt på sommeren året efter brunsten. Langt de fleste lam fødes i de tre første uger af juni måned (80 %), men de første lam kan ses allerede i slutningen af april og begyndelsen af maj måned. Fødselstidspunktet har stor betydning for, hvordan lammene klarer sig. Et lam født i april måned har til sammenligning med et lam født i juli måned næsten tre måneder længere i den periode på året, hvor fødetilgangen er rigelig.

Læs også

ANSKYDNING – Hvad kan du gøre?

Råvildtet er ikke nogen selvfølge!