Poormans grouse på den anden side af sundet
Det er den 25. august. Premieredagen for skovfuglejagt i Sverige.
Foran os har vi 3500 hektar blandet skov og myr, fire dages jagt på tjur, urfugl, rype, hjerpe og skovsneppe, og en vejrudsigt, som lover de bedst tænkelige forhold. Dagtemperaturer op til 15 grader, let vind og ingen regn (næsten ingen regn).
Vi har da heller ikke været på jagt i meget mere end to minutter, før den ene af de to ruhårede hønsehunde trækker frem på fært, og der bliver råbt “STAND”.
I samme nu forvandles den stille svenske skovidyl til et virvar af flaksende vinger og skud ind imellem de tætte nåletræer.
Det var Frederik, der havde fået ideen om at jage skovfugle, efter at han i 2018 havde været på bjørnejagt i Jämtland og mellem drevene jaget fugle med sin hund. Ved den lejlighed havde han fået blod på tanden.
Han gav sig derfor til kende på en facebookside for svenske jægere.
En dag indløb der besked fra Erik:
“Jag såg, att du hade Vorsthe, er han dugtig?”
“Han er ikke elite på skogsfågel endnu, men jeg har skudt tjur, hjerpe og orre for ham”
“Ja ok. Jeg har ett område när mig i Jämtland, som haft oerhört med fågel, og de har varit järpe, orre, tjäder och dalripa. Skulle ni ville komma och jaga hos meg ?
“Ja”.
Sådan omtrent lød samtalen, der dannede grundlag for turen i 2019. Jeg var også inviteret, men jeg mente ikke, at min hund var klar til sådan en tur, og da det ikke var muligt at få ham passet, så jeg mig nødsaget til at melde afbud.
Selvsagt stak det noget i hjertet efterfølgende at se billeder af og høre om 22 nedlagte fugle af fire mand. Jeg var ikke i tvivl. Det kommende år skulle bruges målrettet på at blive klar til at komme afsted.
Forberedelserne
Hen imod slutningen af sæsonen 19/20 begyndte min hund at vise lovende takter på jagt, og den daglige træning hjemme i haven så også ud til at bide sig fast.
I løbet af sommeren blev våbensamlingen udvidet med et nyt gevær. En kortløbet, kompakt O/U af tysk fabrikat, med lidt år på bagen. Et gevær, jeg ventede mig meget af i de svenske skove.
Men Coronaen havde gjort sit indtog, så de planlagte ture på skydebanen blev sat på pause, og i lang tid så det da også ud til, at vi måtte aflyse rejsen.
Vi besluttede dog at anlægge en optimistisk linje, og vi troede stålsat på, at vi nok skulle komme afsted. Derfor indledte vi forberedelserne, købte billetter og betalte de nødvendige licenser, og så gik vi igang med at nærstudere smittetal.
Heldigvis begyndte de at falde, og få uger før afrejse blev der til vores store lettelse lukket op for indrejse.
Sverige sidste år
Søndag d.23. august om aftenen mødtes vi fire, som skulle afsted fra Danmark. Jeppe, Flemming, Frederik og jeg selv. Mødet i det lille sommerhus var en god lejlighed for min springer spaniel til at møde de to ruhårede hønsehunde, som Flemming og Frederik havde med, og det var også vores første mulighed for at hilse på hinanden, få pakket bilerne om og gjort klar.
Den sene natfærge lagde fra land ved Frederikshavn i roligt vejr. En kærkommen mulighed for at få sovet lidt inden en lang køretur op gennem Sverige.
På nær et par sydeuropæiske chauffører havde vi stort set båden for os selv.
Vi mødte dog kendte ansigter i form af et par jægere, som også var på vej op i de svenske fjelde for at jage ryper.
Velankomne til Göteborg tidlig morgen, havde vi nu en ti timers køretur foran os. Jeg skulle dele bil med Jeppe, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeppe var lige kommet hjem fra New Zealand, hvor han havde været en del af et Kiwi forskningsprojekt og var blevet vant til lange køreture. Derfor havde han ikke noget imod at køre det første stræk.
Jeppe og jeg faldt hurtigt i snak om jagt, rejser og eventyr. Snakken blev dog afbrudt gang på gang, når vi nåede til et nyt punkt på ruten med endnu et fantastisk skovområde, hvor vi sagtens kunne se os selv gå på fuglejagt.
Helt galt gik det med jagtiveren, da vi pludselig var ved at påkøre et kuld på ti tjurkyllinger, som stod midt på vejen. Stemningen i bilen antog en nærmest eksalteret højde, og den sidste del af køreturen druknede i det ene forventningsfulde glædesudbrud efter det andet.
Indskydning
Fremme ved hytten nåede vi at hilse på en far og hans søn, som var ved at forlade hytten efter nogle dages bjørnejagt. Bjørn havde de ikke set, men til gengæld kunne de melde om masser af fugle!
Hytten ejes af den lokale jagtforening og bød på strøm, rindende vand og lys, når der bare var gang i generatoren. Vi fandt os hurtigt til rette i spisesalens køjer, trætte efter nattens køretur. I løbet af eftermiddagen ankom første halvdel af vores svenske jagtkammerater, i form af parret Erik og Regina.
Vi blev hurtigt enige om at lave en lille lokal skydebane i forhaven for lige at få indskudt vores haglvåben. Gamle øldåser fra tidligere gæster blev sirligt mast flade til små blik-duer og kunne fint udgøre et flyvende mål. Vi skiftedes til at kaste for hinanden. Jeg skulle skyde sidst.
Da mit første skud faldt, kunne jeg ikke se, om jeg ramte, så jeg skød igen. De andre havde dog set, at dåsen fik hagl begge gange,så selvtilliden og tiltroen til det nye gevær var på plads.
De første fugle
Da alle havde skudt, besluttede vi at køre en tur ud og rekognoscere. Jeg fik besked på at tage hunden med, for i tilfælde af, at vi skulle se fugl, så kunne han komme ud og få færten i næsen.
Vi havde kørt et stykke tid, da bilen foran os holder ind til siden, og Frederik vælter ud.
”Få hunden ud, der er fugl!”
Han mente, at jeg skulle prøve at gå ind med hunden, hvor de havde set fuglen sætte sig, og uden nærmere anvisning blev jeg sendt ind i det tætte buskads. Uden helt at vide, hvor jeg skulle sende hunden hen, prøvede jeg at dirigere ham lidt rundt, og pludselig ændrede han markant adfærd og trak afsted ind i skoven, tydeligvis på sporet af noget.
Blot 15-20 meter inde lettede han en urhøne, som fløj ud over en grusvej, hvor de andre kunne stå og nyde synet.
Den oplevelse rigere, men mørbanket efter nattens sejl- og køretur, fortrak vi til soveposerne, mens de sidst-ankomne svenskere og Frederik måtte en time i sauna, inden søvnen kunne indfinde sig. En tradition, de havde startet året før.
25.08.20
Det mærkes tydeligt, at vi er kommet længere nordpå, end vi er vant til. Da vi står op kl. 6.00 om morgenen, ses nattefrosten tydeligt på landskabet.
Men solen er på vej op, og der er ikke en vind, der rører sig. Efter morgenmaden og to slags kaffe – stempelkaffe er ifølge Frans noget tyndt pjask, så han insistere på rigtig svensk kogekaffe – deler vi os i to hold, pakker bilerne og kører ud i skoven.
Frederik og jeg går med hver vores hund og med tre skytter i mellem os. Og så er det, det sker.
Frederiks hund har taget stand.
Skytterne trækker op imod hunden, jeg vælger at blive på min plads, så min hund ikke ødelægger standen.
Jeg hører Frederik give sin hund avance kommando, og så lyder der et skud. I samme øjeblik ser jeg skyggen af en fugl, som er på vej i min retning. Da den er forbi mig og i sikker vinkel fra de andre skytter, afgiver jeg første skud uden held. Andet skud bliver en anelse langt, men fuglen falder til jorden.
Jeg sender hunden, som kort efter kommer tilbage med en urhønekylling.
Da jeg samles med de andre, kan jeg se, at både Frans og Frederik står med fugl i hånden. Frans har skudt den ene, og Frederiks hund nåede at fange den anden, inden den kom på vingerne sammen med resten af flokken.
Vi fortsætter vores planlagte rute gennem skoven. Vi skal møde det andet hold på et sted, hvorfra vi skal jage sammen. For vores vedkommende sker der ikke mere, før vi ser de andre.
Hvor de i samme øjeblik, som vi får øje på dem, får kontakt med et kuld ryper, som dog alle klarer frisag.
På turen på vej tilbage til hytten letter vi en flot udfarvet urkok, som det lykkes Jeppe at nedlægge.
Frokosten består af pølser og brød over bål, med dertilhørende, men der er ingen af os, der rigtig har lyst til at sidde ned længe. Vi vil på jagt!
På eftermiddagsturen deler vi os igen i hold.
Vi går længe uden at finde fugle. Men så pludselig i kanten af et åbent myrområde trækker min hund ud i det åbne, der er tydelig fært.
Et kuld på fire ryper letter foran hunden. Jeg skyder en, som falder ned et stykke ude. Jeg sender hunden efter den, men lige før hunden når fuglen, letter den og flyver bort i et par meters højde.
Men flyveturen bliver kort, da fuglen i fuld fart hamrer ind i et udgået træ og for anden gang falder den til jorden. Denne gang er det ikke noget problem for min hund at få den med hjem.
26.08.20
Andendagen forløber i store træk på samme måde som den første. Vi deler os i hold og jager i hvert vores område. Efter formiddagens tur lyder paraden på i alt ni fugle fordelt på to tjurer, fem urfugle og to ryper, efter et brag af en såt, hvor der skydes tjur i stand for hver af de to stående hunde.
På eftermiddagsturen deler vi os lidt anderledes. Det ene hold vil prøve at gå med en terrier, som et par af svenskerne har med. De bruger den mest til drev på råvildt og vildsvin, så de havde ikke store forventninger til resultatet.
Det bliver gjort til skamme, for det lykkedes faktisk at skyde en urfugl for hunden, som også har et fint drev på en ræv, som er nær ved at komme på skudhold.
Desværre nåede terrieren urfuglen inden skytterne, og kun hovedet og en vinge når paraden…
27.08.20
Formiddagen starter forholdsvis begivenhedsløst. Det bliver der dog lavet om på, da jeg bliver sendt et stykke ud i myren som yderste mand i kæden for at lede efter ryper.
Jeg går selvfølgelig og holder øje med hunden, som løber fint rundt på den bløde bund. Jeg bemærker nok, at det synes mere vådt, men når nu hunden kan komme frem så, kan jeg vel også.
Et par skridt og få sekunder senere sidder jeg uhjælpeligt fast i myrgrød til knæene, og få sekunder senere, til hofterne. Jeg sidder sådan rigtig fast. Jeg kan ikke komme fri ved egen hjælp.
De nærmeste skytter fra kæden kommer heldigvis løbende til, og jeg får alt mit udstyr af og får fat i to hænder, som prøver at trække mig fri, samtidigt med at vakuummet punkteres med en lang gren. Efter nogle minutters trækken og febrilsk graven kan jeg langsomt mærke, at jeg kan komme fri og så endelig det sidste svup, og jeg kommer helt fri.
Vi holder en pause, da hele flokken samles ved nærmeste grusvej. Jeg er gennemblødt fra top til tå og mit tøj er brunt af myrdrys og mosesaft. Da Frans – der ikke var til stede under miseren – ankommer, kigger han op og ned ad mig, hvorefter han på klingende svensk helt roligt siger “myren er lumsk”.
Turen hjem er lang, og jeg beslutter mig for at blive hjemme fra eftermiddagsjagten.
Mens de andre går på jagt, ordner jeg de skudte fugle, så de er klar til aftensmaden
– skovfuglegryde!.
Da de er hjemme igen, kan jeg godt fornemme, at stemningen er høj. De fortæller, at de har set et utal af fugle, og Frederik har skudt 3 ryper og en urfugl. Erik har skudt to hjerper, en fugl vi ellers ikke så meget til.
28.08.20
Turens sidste jagtdag. Om formiddagen går vi uden at komme på skudhold af fugle.
Om eftermiddagen bliver der skudt to urfugle og en stor flot tjurhøne.
Det er to af svenskerne, Erik og Frans, der har skudt til tjuren og ovenikøbet samtidigt. Det gav anledning til en større diskussion om, hvem der ramte den, hvem der ramte den først, og hvem der skød den død, hvilket hverken blev afgjort – eller er indgået forlig om.
Det bliver ikke til mere jagt. Alle deltagere på nær én, har nedlagt en eller flere fugle.
26 fugle fordelt på fire forskellige arter.
Næste dag forlader vi hytten. I bilen og på færgen på vej mod Frederikshavn bliver der ikke udvekslet mange ord. Vi er trætte og mætte af de mange kilometers vandring i de vilde svenske skove, men lykkelige ved mindet om de smukke skovfugle. Og jeg er ekstra glad for de nye venskaber, jeg har knyttet, for uden dem havde jeg sikkert stadig siddet fast i myren og var måske ikke vendt hjem for at kunne fortælle om vores oplevelser.
LÆS OGSÅ
