Foto: Mario Saccomano, Red Squirrel og Foto Request/Shutterstock
Det er en af de årlige jagter, jeg altid glæder mig til – og frygter. Fordi der er mange fugle i luften, fordi det veksler mellem gråænder, krikænder og fasaner, og fordi de andre jægere skyder så imponerende godt.
I den kombination kan en humørskytte som jeg godt komme i mentale vanskeligheder – allerede, inden den første fugl er på vingerne.
Det hele starter ved morgenbordet. For flere af jagtselskabets cirka ti jægere er det den eneste gang om året, vi mødes. Stemningen er intens. Som i et hundekobbel, hvor gamle alliancer skal besegles, og hvor nye medlemmer skal ses an og frem for alt sættes på plads i hierarkiet.
Drillerierne synes at være lige så obligatoriske som morgenkaffen og de lokale brunsvigere. Sært nok huskes de dårlige skud fra de forgangne års jagter bedre end alle de flotte, smukke skud, hvor fuglen forendte oppe i den tynde luft.
Den første såt
Det skal nok passe, at jeg har været med på denne jagt en seks-syv gange fordelt over lige så mange år. Og så vidt jeg husker, så begynder vi altid med en stor krattet mose med et vandhul inde i den langstrakte såt. Her er der så godt som altid krikænder, der suser på vingerne ved det første host, gråænder, som letter lidt senere og nogle få fasaner, som kommer hist og pist, når hundene presser dem tilstrækkeligt.
I den såt er det knald eller fald for mig. Her grundlægges resten af min dags præstationer, og det er med høj puls, jeg indtager min plads, som meget ofte er i den fjerneste ende, så blodet suser i årerne og dunker i ørerne.
De sidste 100 meter frem til posten er med knækket bøsse med patroner klar til at blive kastet i kamrene, hvis nu krikænder skulle komme på vingerne.
I tankerne gentager jeg som en meditativ remse, hvad Jesper Delgreen har lært mig på sin skydeskole: ”Op bag fuglen – træk igennem – skyd! Som en vals en – to – tre.”
Så letter de første fugle.
Den første and
Det er ikke muligt for mig at huske præcist, hvordan det gik med den allerførste fugl, men den anden glemmer jeg sent.
Vejret var ikke mildt eller blidt. Det var hård vind til stiv kuling og med vekslende nedbør. Koldt og vådt med andre ord. Og krikanden – den anden altså – som nu kom ud og op lidt til højre for mig havde fart på. Væk var alle de gode huskeregler. Væk var besindigheden og alle de velovervejede bevægelser. Tilbage var det rå instinkt. Erkendelsen af, at det er nu eller aldrig. Et totalt fravær af tankegang højere oppe i centralnervesystemet end i den forlængede rygmarv, hvor alle krybdyrs færdighederne gemmer sig. Med andre ord: En ren refleks, som heldigvis er blevet trænet til noget, der i alt fald i dette øjeblik virkede perfekt.
Anden bliver ramt i et bagligt sideskud, og den er død. Da den rammer jorden, er det en smal sag for den apporterende hund at løbe frem og samle fuglen op.
Jeg drager et lettelsens suk og gennemtænker situationen igen og igen. Fryder mig over at få en krikand på tasken. Glæder mig til at tage den lille fine and i nøjere øjesyn, når såten er forbi. Jubler indeni over et på alle måder perfekt skud. Og over at komme så godt fra start. For mig betyder det alt. At de første par skud sidder, som de skal. Så er jeg langt mere robust skydende resten af dagen, og meget mere modstandsdygtig over for de drillerier, der altid følger med et skud, der er mindre end perfekt i dette selskab.
For nu at være ærlig, så er der kun én ting at være lidt ærgerlig over i denne situation, som egentligt også er styrken ved denne såt, hvor man ofte står, så man ikke rigtig kan se de andre skytter. Det var kun hundeføreren, der så mit flotte skud. Der er ingen tvivl om, at jeg er bedre med mit haglgevær, når jeg føler mig alene og ubetragtet, men lige her ønskede jeg, at de andre havde set, at jeg faktisk godt kan ramme. I første skud. Til en krikand. I fuld fart.
De næste såter
Derpå går turen videre, indtil vi kommer til den værste af alle denne jagts mange fine såter. Endnu et mosehul. Men denne gang nede i bunden af en åben mark, så alle kan se alle. Et rædselsscenarie for enhver skytte, der frygter de andres undersøgende blikke mere end de høje fasaner og de få krikænder, der plejer at være udfordringerne lige her.
Der står vi så. Som noderne i et orkesterpartitur, mens dirigenten slår takten an. Ubønhørligt nærmer tiden sig, hvor hver enkelt skytte skal spille sin stemme, udfylde sin rolle og ligesom trompetisterne i det store orkester skal stemme i forte fortissimo – så alle og enhver kan høre, hvis ansatsen er forkert. Når skytterne er på plads, går hundefolkene ned til mosehullet. Ouverturen er forbi, nu kommer temaerne, der skal forsvares og besvares. Uden skæverter og forkerte indsatser. Musikken kan ikke standes, når den først er i gang. Ligesådan er det med fuglenes flugt.
Der står man så og ønsker – det gør jeg i alt fald – at fuglene skal flyve over til de andre. Så jeg kan holde min plads i orkesteret og kun spille pauser i denne sats. Men sådan går det naturligvis ikke – sådan går det aldrig.
Endnu en krikand
Denne såt har vi drevet hvert eneste år, og jeg har næsten altid stået på en af de tre poster mellem mosen og vejen lidt oppe bag mig. Der står jeg også denne regnvåde jagtdag. Og stik mod sædvane er her næsten ingen fasaner. Men der er en krikand, der med dødsforagt går til højre for mig og lige ind over Uffe.
Uffe skyder som en drøm. Høje fugle. Hurtige fugle. To fugle. Han er en mester. Det ved vi alle. Og vi ved, at den krikand er så godt som død.
Så sker det utrolige. Det i allerhøjeste grad uventede. Uffes ene skud går helt og aldeles forbi den hastigt avancerende lille and.
I den slags situationer skal man kende sin besøgelsestid og lade fuglen forsvinde. Nyde, at man ikke selv kom i ilden, at man ikke ramte en forkert tone her midt i finalen.
Men hvad sker der?
Jeg kan ikke komme med en rationel forklaring. Blot efterfølgende konstatere, at jeg hæver mit våben lige efter min naboposts forbier. Så mens fuglen passerer i flot højde hen over den undrende medjæger, svinger jeg hårdt igennem. Skyder. Dræber den hurtige and, så den lander stendød i en bue bag Uffe.
Det var sæsonens bedste skud.
Det sad, som det skulle. Mit stumpe stød i hagltrompeten ramte helt rigtigt, både i tempo, toneart og takt.
Og bedst af alt: De andre så det.
