Foto: Mario Saccomano, Red Squirrel og Foto Request/Shutterstock

Det er en af de årlige jagter, jeg altid glæder mig til – og frygter. Fordi der er mange fugle i luften, fordi det veksler mellem gråænder, krikænder og fasaner, og fordi de andre jægere skyder så imponerende godt.

I den kombination kan en humørskytte som jeg godt komme i mentale vanskeligheder – allerede, inden den første fugl er på vingerne.

Det hele starter ved morgenbordet. For flere af jagtselskabets cirka ti jægere er det den eneste gang om året, vi mødes. Stemningen er intens. Som i et hundekobbel, hvor gamle alliancer skal besegles, og hvor nye medlemmer skal ses an og frem for alt sættes på plads i hierarkiet.

Drillerierne synes at være lige så obligatoriske som morgenkaffen og de lokale brunsvigere. Sært nok huskes de dårlige skud fra de forgangne års jagter bedre end alle de flotte, smukke skud, hvor fuglen forendte oppe i den tynde luft.

Den første såt

Det skal nok passe, at jeg har været med på denne jagt en seks-syv gange fordelt over lige så mange år. Og så vidt jeg husker, så begynder vi altid med en stor krattet mose med et vandhul inde i den langstrakte såt. Her er der så godt som altid krikænder, der suser på...