Alexander Ostanin kom til Tyskland fra Rusland i 2002. Han fik arbejde hos en maskinproducent og arbejdede der, inden han fik job i den våbenindustri, hvor han hurtigt blev kendt som en effektiv våbenkonstruktør. Han arbejdede blandt andet for Merkel, Caracal og senest Blasergruppen, hvor han satte sine fingeraftryk på en hel del af de våben, vi kender fra de firmaer i dag.

Men Ostanin trivedes ikke med produktudviklingen i de store firmaer, hvor arbejdsgangen ifølge ham var, at konstruktørerne næsten altid præsenteredes for en kravspecifikation – en ønskeliste over egenskaber – og så måtte konstruere et produkt, der på bedste vis levede op til dette. Han følte, at netop den arbejdsgang ofte første til mere komplicerede produkter end nødvendigt, og at man i sidste ende ofte stod med et våben, der ud fra en rent teknisk betragtning var mindre driftsikkert, mindre holdbart og måske dyrere at producere, end det kunne have været, hvis man som udgangspunkt var gået efter en simpel og velfungerende konstruktion.

Alexander fik hele tiden nye ideer til forskellige tekniske løsninger, men i den udstrækning de ikke passede ind i et allerede igangværende projekt lå det ikke i kortene at udvikle og teste de nye...

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: