Hurtig. Hurtigere. Lyshastighed. Hurtig repetering, fulgt af et hurtigt opfølgende skud er i dag en af de mest eftertragtede egenskaber for en repetérriffel.
Den længselsfulde køber får ofte et drømmende udtryk på vej ind i våbenboksen. Især når han (for det er oftest en han!) først har stået og kigget på nogle af de utallige film om drivjagt på vildsvin, som kører på butikkens strategisk placerede TV-skærm… Hvor stærkt det dog går. Det vil jeg også kunne! Jeg må have sådan en hurtig repetérriffel.
Hurtige skud og drivjagt bliver derfor målet for riffelkøbet. Er man nøgtern; og det skal man være, så er den nemme vej til disse hurtige skud i første omgang en halvautomatisk riffel.
Hvad man end mener om halvautomater, så er de hurtigere end en repetérriffel, specielt hvis man ikke øver sig i at repetere med den. Man kan blive rigtig hurtig med en repetérriffel, men der kræver betydelig mere øvelse.
Men hvorfor al denne snak om halvautomater, skal det her ikke forestille en våbentest? Lad mig forklare. Valget af låsetype på repetérriflen vil i praksis bidrage til, hvor hurtigt man kan afgive mere end ét skud med den. En traditionel lås som Mauser 98 er ikke lige så hurtig som en rettrækker. Den hånd, som manøvrerer bundstykket, skal flyttes mere og i flere vinkler under repeteringen sammenlignet med brugen af en rettrækker, hvor hånden hurtigere kommer tilbage til pistolgreb og aftrækker. Teoretisk set, kan man altså afgive et hurtigere skud med rettrækkeren. Men bemærk, at jeg skriver i teorien. Praksis kan som bekendt se meget anderledes ud, da der her også indgår faktorer som kalibervalg, skæftning og ikke mindst personen bag skæftet.
Den hurtige repetering kommer altså ikke per automatik, fordi man anskaffer sig en rettrækker. Tror man det, så bliver man skuffet. Men det skal understreges, at en rettrækker i sig selv gør hurtigere repeteringer lettere, hvilket er en stor fordel, hvis man skal afgive mange hurtige skud – og den vil i alle tilfælde give næring til fantasien om det.
En række konkurrenter
Udbuddet af rettrækkere er i dag stort. Fabrikater og modeller som Blaser R93 og R8, Merkel Helix, Browning Maral og Strasser er typiske eksempler. Steel-Action er navnet på yderligere en tysk producent, som laver to modeller, henholdsvis benævnt HS og HM. Jeg så frem til at prøve den nye riffel. Ville testriflen være lige så tiltalende som den prototype, jeg havde set på IWA, og ville den kunne konkurrere med sine kolleger blandt rettrækkerne? Men først en gennemgang af riflens egenskaber.
Producent: Steel-Action
Model: Hunting short – HS
Kaliberudvalg: .22-250; .243 Win.; 6,5 Creedmoor; 7 mm-08 Rem.; .308 Win.; .338 Federal
Pibelængde: 45 eller 51cm.Længde: 100 cm. med 51 cm. pibe
Vægt: cirka 3,2 kg.Magasin: 5+1 med standardpatroner
Pris:Model HS i standardudførelse – 19.995 kr.Model HM i standardudførelse – 22.495 kr.
Hjemmeside: www.steel-action.de
Importør: Brian Lauridsen. www.brianlauridsen.dk
Maskinrummet i Steel-Action HS udgøres af en massiv lås, fremstillet af stål. Overfladebehandlingen er mat, og beskrives af producenten som ”carbonitreret”. Ved første øjekast virker låsen lidt kantet og plump, men på trods af udseendet har en kraftigere lås sine fordele. Det bevirker, at låsestolen ikke vrides så nemt, dæmper svingninger og giver piben en bedre støtte. Det borger alt sammen for, at riflen har god præcision, hvis de øvrige komponenter i pakken lever op til det.HS i modelnavnet står for Hunting Short, hvilket giver en
indikation af anvendelsesområdet og de patroner, som modellen er lavet til. Testriflen havde kaliber .308 Winchester, men vil man have en lidt kraftigere patron, kan man vælge en model HM, der er designet til patroner i mellemstørrelse som .30-06 og 9,3×62.
Udkasteråbningen er forholdsvis stor og bred. Det er derfor enkelt at inspicere magasin og kammer, fjerne eventuelle hylstre, som driller, samt at fylde magasinet op uden at fjerne det.
På ryggen af låsestolen er der integrerede picatinnybaser. Det kan virke som et skridt væk fra det traditionelle udseende, men løsningen har flere fordele. Da montagesporene er fræset ud af låsestolen, eliminerer man risikoen for, at påskruede montagebaser går løs, og samtidig kan man opnå en lavere kikkertmontering. I kraft af, at der er adskillige udfræste spor, kan man tilpasse monteringen til forskellige sigter, øjenafstande og skæftelængder. De mange udfræste spor giver derfor et stort spillerum for individuelle justeringer.
Jeg synes, at denne løsning er rigtigt god ud fra et brugerperspektiv. Selvom den ikke er så æstetisk tiltalende. Men heldigvis ser det ikke så dårligt ud, når kikkerten først er monteret.
Under testskydningen prøvede jeg at tage kikkerten af og montere den igen mellem skudserierne for at se, om der ville opstå nogen forskel i træfpunktet. Indskydningen blev dog ikke rykket det mindste, hvilket er et tegn på, at de udfræste spor har meget små tolerancer.
Det direkte aftræk har en justérbar vægt mellem 500 og 2500 gram. Ved hjælp af en heksagonnøgle kan man via et hul i aftrækkebøjlen nemt indstille aftræksvægten uden at fjerne skæftet fra låsestolen. Da jeg tog riflen ud af kartonen, oplevede jeg dog aftrækket som rigtigt godt justeret fra fabrikken. Kort, rent og uden hverken slæb eller langt efteraftræk – og med en vægt lige over et kilogram.
Bundstykkespærren udgøres af en forsænket og riflet pal placeret bag på låsestolens venstre side. Denne placering bevirker – i kombination med, at slagfjederen skal være afspændt for at man kan tage bundstykket ud, at der er minimal risiko for at tabe bundstykket, selvom man bærer riflen med låsen åben.
Steel-Action HS har en fast monteret pibe, som på testriflen målte 51 centimeter. Man kan også få en udgave med 45 centimeters pibe. Piben har en forholdsvis tyk profil med en diameter ved mundingen på 19 mm. Den er uden åbne sigtemidler og forberedt til montage af mundingsbremse eller lyddæmper med et M15X1-gevind, der beskyttes af en nydelig mundingsbeskytter af stål. Finishen på piben er en anelse blankere end på låsestolen og kan nok bedst beskrives som en klassisk brunering. Både lås og pibe har fået en omhyggelig polering, og skæmmede bearbejdningsspor glimrer ved deres fravær.
Bundstykket
Bundstykket har en lidt anden konstruktion end den, man normalt ser, og kan beskrives som en fatbolt-konstruktion med roterende bundstykkehoved. Begynder vi foran, så er der et fritstående bundstykkehoved med tre lukkeknaster, som passer ind i modsvarende udfræsninger i låsestolen.
Bundstykket fungerer efter princippet med push-feed og har en fjederbelastet udtrækker indlejret i den ene lukkeknast samt en udstøderstift i stødbunden. Bundstykkekroppen har samme dimension som ydersiden af lukkeknasterne og har udfræste riller langs siderne. På højre side er der i en svalehale monteret en hævearm, som herved sammenkobles med bundstykkehovedet. Bagtil sidder der et styrehylster, som fastholder betjeningsarmen og slaghanen. Da konstruktionen er en rettrækker, så er det ikke bundstykkets krop, som roterer inde i låsen under repeteringen. Den eneste del, der vrides rundt, er bundstykkehovedet. Ved repetering trækkes håndtaget ret bagud, hvilket igen tvinger hævearmen til at bevæge sig mod og dreje bundstykkehovedets bagerste del. Bundstykkehovedet er fastholdt med en gennemgående bolt, som glider i en s-formet udfræsning bagerst på bundstykkehovedet. Når hævearmen kommer i kontakt med den bagerste del af bundstykkehovedet, tvinges den s-formede udfræsning frem over den tværgående bolt, som herved vrider bundstykkehovedet – og dermed låseknasterne – ud af eller ind i deres låste position. Det er ikke helt nemt kort at beskrive forløbet præcist, men ser man på billederne, forstår man bedre, hvordan de forskellige dele arbejder sammen. Løsningen kan bedst beskrives som en drejelås og er bedst kendt fra forskellige halvautomatiske jagtvåben, som benytter krudtgas til repeteringen – som for eksempel Browning BAR.
Bundstykkehåndtaget rager et stykke ud fra låsen, hvorefter det vinkler kraftigt nedad og afsluttes med en fyldig knop af poleret valnød. Formgivningen er pæn, men håndtaget er temmelig kort, hvilket jeg skal vende tilbage til.
Adskillelse af bundstykket
I betragtning af, at bundstykkets konstruktion er lidt kompliceret, vil jeg nævne et par ord om mulighederne for at fjerne det fra låsen med henblik på inspektion og pleje. Der er en meget god og klar beskrivelse i den medfølgende manual (for øvrigt en af de bedre instruktionsbøger, jeg har læst) af, hvordan man går videre. Jeg vil skåne læseren for de forskellige momenter, da de er mange og skal udføres i en bestemt rækkefølge. Desuden skal man have adgang til værktøj for at presse stifter ud. Kort sagt: Adskillelse og især samling af bundstykket er ikke noget, jeg anbefaler, at man udfører i felten. Der er stor risiko for, at dele forsvinder, eller at man ikke kan samle bundstykket igen. Tålmodighed, forståelse af designet, godt lys, varme hænder og overflader, der giver støtte og modhold, er påkrævet for at samle delene. Selv under optimale forhold tog det mig flere forsøg på at få alle brikkerne på plads.
Separat slagfjederspænding
Steel-Action har forsynet model HS med en separat opspænding af slagfjederen via en riflet pal, som stikker bagud af slaghuset. Riflen kan altså fuldt forsvarligt bæres med en patron i kammeret og en slagfjeder, som ikke er spændt. Afsikring sker ved, at man presser palen ind, hvorved slagfjederen spændes. Placeringen bagpå slaghuset fik mig til at antage, at den både ville være svær at nå og spænde op, eftersom den havner lidt højt oppe over pistolgrebets ryg.
Det var ikke tilfældet. Selv med min korte tommelfinger er det nemt at nå palen, og man har rigelige kræfter til at presse den ind, eftersom den glider ret fremad.
Afspænding af fjederen sker ved at trykke palen en smule frem og samtidig trykke på en lille knap på palens overside, hvorefter den igen kan glide bagud. Når slagfjederen er spændt, kan man se en stor rød plet på slaghusets bagende. Det er en god detalje, som giver en tydelig indikation af, om riflen er skudklar eller ej. Både spænding og afspænding af slagfjederen sker næsten lydløst, og jeg synes, at konstruktøren er lykkedes rigtig godt med ergonomien.
Første gang jeg så en Steel-Action-riffel var på en udstilling, og der fik jeg indtryk af, at underbeslag og aftrækkerbøjle var lavet af stål, men da jeg fik riflen i hænderne, kunne jeg konstatere, at de her så ud til at være fremstillede af aluminium. At skinnet kan bedrage er måske ikke værd at nævne, men jeg føler stadig, at dette materialevalg ikke giver pluspoint. Måske har det noget at gøre med, at virksomheden hedder Steel-Action? Det handler om fornemmelsen. Et underbeslag af stål har en helt anden aura over sig, og dele af stål får altid en smukkere patina, når de slides. Nuvel. På trods af materialevalget synes jeg godt om formgivningen og den harmoni, som skabes mellem underbeslag og magasin. Når magasinet er sat i, er der ingen skarpe kanter eller dele, som stikker ud. Alt er afrundet og behageligt at holde om. Det løse magasin er dobbeltradet og rummer fem patroner. Designet minder meget om magasinet på en Sako 75. Kassen er lavet af bukket plade, og bunden er ligesom underbeslaget fremstillet af aluminium. En enkelt del af kunststof har sneget sig ind i riflen, og det er føderampen, som er lavet af et rødt plastmateriale. Selv om min æstetiske åre skriger i vilden sky, er jeg klar til at gøre en undtagelse fra min stålfetichisme på dette punkt. En rød føderamme gør det lettere at foretage en visuel kontrol af, hvorvidt magasinet er tomt. Det er let at fylde magasinet, og patronerne glider lydigt på plads uden at skramle. Lige foran magasinbrønden sidder den forsænkede magasinlås, som er let at nå. Det er samtidig beskyttet, og jeg tvivler på, at grene eller andet kan frigøre magasinet ved en fejl. Underbeslaget er fastgjort til låsen med to kraftige skruer, som løsnes med en heksagonnøgle.
Skæfte
Da jeg så skæftet for første gang, tænkte jeg umiddelbart på betegnelser som ret, fyldigt og lidt klumpet. Dette indtryk ændrede sig lidt, da jeg begyndte at håndtere riflen. Her føltes den ikke så tosset, som først antaget. Jeg bemærkede også, at skæfteryggen heller ikke var helt ret. Den har faktisk en let negativ vinkel og er derfor højere ved hælen end ved næsen og hælder altså lidt fremad mod låsen. Fordelen ved denne formgivning er, at skæftekammen under rekylen bevæger sig væk fra ansigtet i stedet for ikke at presses ind i og op under kindbenet.
På testriflen havde man eftermonteret en justérbar skæfteryg fra firmaet Kolvkam.se. Med et sigte med et objektiv af moderat størrelse fandt jeg dog intet behov for at hæve skæfteryggen. Med det originale skæfte vil man have god kindkontakt, medmindre man vælger de største objektiver og skyhøje montageringe.
Pistolgrebet har en stejl vinkel med god plads til håndleddet. Udformningen giver et afslappet greb med en god afstand til aftrækkeren. Både små og store næver kan være der, uden at lillefingeren ligger inde over rosetten. Rigtig godt! Pistolgrebet har en netskæring, som giver indtryk af at være håndarbejde. Nydelig, men ikke perfekt er min bedømmelse, og jeg havde gerne set lidt større netskårne flader, da de ikke rigtig harmonerer med skæftets øvrige mål.
Forskæftet er ret og fyldigt med to netskårne paneler på siderne, og det afsluttes uden kruseduller af en rund næse. Jeg synes godt om formgivningen, der giver et godt greb uden at være hverken overgæret eller anorektisk.
Riflen leveres med to faste rembøjler, hvor den forreste er placeret på undersiden af forskæftet. Den er klogeligt placeret så langt fremme, at den ikke kommer i kontakt med venstrehånden under rekylen.
Testriflen havde et skæfte fremstillet af valnød i grade IV, der både er åretegnet og har en livlig farve. Standardskæftet er Grade I. Da jeg sammenlignede nogle forskellige skæftekvaliteter i butikken, kunne jeg konstatere, at også Grade I har en god kvalitet med årerne i den rigtige retning, men man kan ikke just kalde dem livlige.
Tilpasningen mellem træ og metal er rigtig god, bortset fra på et enkelt punkt: samtlige rifler, jeg undersøgte, havde en lille spalte i en vinkel, hvor underbeslaget møder midten af skæftet. Da denne spalte var en gennemgående fejl, er det sandsynligt, at skæftefræseren ikke har været optimalt indstillet, da disse skæfter blev lavet. Overfladebehandlingen var heller ikke helt i topkvalitet. Både de dyre og de enklere træskæfter manglede en ordentlig porefyldning og overfladebehandling, ligesom de var næsten knastørre. Inden de skal en tur i skoven, ville jeg have givet dem en ordentlig oliebehandling. Producenten er dog opmærksom på problemet og har lovet bod og bedring. Skæftet afsluttes af en middeltyk gummibagkappe, som er nydeligt tilpasset skæftet. Alt i alt synes jeg, at Steel-Action er lykkedes rigtig godt med deres skæftning. Skæfteryggens form, det stejle pistolgreb og det gribevenlige forskæfte bidrager alt sammen til, at skæftet naturligt falder på plads både under anslag og rekyl.
Skydebanen
Vejrudsigten er sjældent en ophidsende information i vinterhalvåret, og den dag, jeg havde adgang til skydebanen, var der faldet sne om natten. Jeg måtte i overall, vinterstøvler og hat, da jeg drog af med riflen og en diger forsyning af ammunition i .308 Winchester.
Til gengæld var forudsætningerne for en ordentlig test af riflen optimale, idet temperaturen var omkring frysepunktet, og det næsten var helt vindstille. Nu kunne jeg ikke skyde skylden på vejret, hvis ikke riflen skød, som den skulle.
Testriflen var tænkt som et drivjagtvåben, og
derfor forsynet med en Swarovski Z6 1-6×24 sigtekikkert. Ikke ligefrem det optimale værktøj til en præcisionstest på 100 meter, tænkte jeg, men allerede efter de tre første skud føltes alt rigtig godt. Jeg begyndte med en 8 grams Sako Range for at se, om jeg var inde på skiven. Rekylen var minimal, og riflen gled med værdighed hen over mit faste anlæg under skydningen. Ingen slag mod kinden eller skulder og ingen opadgående bevægelse af pibemundingen. Skudgruppen var ca. 24 mm. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt, tænkte jeg. Og sådan fortsatte det. Skudgrupperne lå alle mellem 20 og 25 mm. Med en anden kikkert ville de måske have været endnu mindre.
Efter en halv time kunne jeg fastslå, at riflen skød rigtig godt. Både Norma Oryx og Lapua Mega lå konstant på 20-25 mm. egenspredning over flere 3-skudsserier. Den eneste ammunition, som testriflen ikke kunne lide, var en ældre ladning fra Winchester, som målte omkring 45 mm. Men selv dette resultat var ikke helt dårligt, og stadig helt tilstrækkelig til drivjagt. Som sædvanlig kunne jeg til slut ikke dy mig for at prøve riflen med en 155 grains Lapua Scenar, og jeg blev heller ikke skuffet denne gang. Alle serier lå under 20 mm. og flere af dem omkring 15 mm. egenspredning. Jeg kan derfor ikke lade være med at spekulere over, hvor små grupper riflen kunne have præsteret, hvis jeg havde haft en kikkert med højere forstørrelsesgrad end 6X.
Hurtigrepetering
Da den grundlæggende præcisionstest i form af træfbilleder var overstået, var det omsider tid til at teste, hvordan riflen ville opføre sig ved hurtige kanonader fra fritstående skydestilling. I min bog var det her, den egentlige test af riflens egenskaber skulle påbegyndes. Hvor hurtigt kunne man repetere? Hvordan føltes balancen? Hvordan ville rekylen opleves?
I mangel af bevægelige mål stillede jeg nok skiver op, så jeg kunne veksle mellem flere mål, indtil magasinet var tømt. Afstanden blev reduceret til 25 meter, og nu var det ikke et spørgsmål om finskyttearbejde og bløde aftræk. Her ville jeg se, hvor hurtigt jeg kunne skyde og repetere samtidig med, at jeg skiftede mellem de forskellige mål. Jeg opstillede et krav om alle træffere i målområdet på kortest mulig tid. Magasinet blev fyldt med den billigste jagtpatron, jeg havde, for at opnå mere rekyl end med træningsammunitionen, og derefter gik jeg i gang. Efter et par serier kunne jeg konstatere, at riflen er meget behagelig ud fra et rekylsynspunkt. Takket være det rette skæfte går rekylen lige bagud ind mod skulderen. Pibeløftet er minimalt, og riflens førbarhed føltes solid uden at være træg eller nervøs. Kort sagt velbalanceret.
Takket være balancen og rekyloptagelsen er man hurtigt inde i målet til endnu et skud. Repeteringen? Hvor hurtig er den? Så længe man har et godt greb om bundstykkehåndtaget, er Steel-Action meget hurtig at repetere med. Når det er korrekt olieret, føles det, som om bundstykket kører på skinner, og der opstår ingen vrid eller nævneværdig forceringsmodstand, når lukkeknasterne går ind i og ud af deres låseleje. Riflen fungerede desuden perfekt under hele testen. Der blev ikke konstateret en eneste våbenfejl.
Den eneste dråbe malurt i bægeret, som jeg oplevede, blev forstærket af, at det var koldt og fugtigt på dagen. Det var lidt svært at gribe fast om bundstykkets håndtag. Efter min mening er det en anelse for kort, og det stikker ikke tilstrækkeligt ud fra riflen til, at man kan få et ordentligt greb om knoppen. Den er smuk at se på, men den blankpolerede valnød er glat, og det forstærker problemet. I det hele taget var besøget på skydebanen en god oplevelse, og jeg holdt virkelig af at skyde med riflen. Balance, præcision og føringsevne bidrog stærkt til den positive oplevelse.
Hurtig med klassiske træk
Hvis jeg var på jagt efter en velbalanceret rettrækker med klassiske træk og traditionelle materialer, ville Steel-Action være en meget interessant kandidat. Men hvorfor og hvordan klarer den sig i forhold til dens konkurrenter. Efter at have krammet, kendt og især skudt med riflen synes jeg, at den leverer mindst lige så gode egenskaber som sine konkurrenter.
Den er velbalanceret, har god præcision og tillige en attraktiv prisseddel. Den har ganske vist ikke vekselpiber som en Blaser R8, men hvis man nu ikke har behov for at skifte pibe? Afhængigt af model skal man betale næsten det dobbelte for en R8, Det er mange penge, som kan bruges på en sigtekikkert af absolut verdensklasse, hvis man vælger en Steel-Action HS,
Egentlig er der kun to ting, som trækker fra i det positive indtryk. Dels den mangelfulde olebehandling af skæftet, dels det korte håndtag på bundstykket. Heldigvis tror jeg, at begge dele vil blive ændret fra fabrikkens side, og så er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at tage en Steel-Action med i beslutningsgrundlaget, når man leder efter en hurtigskyder med god præcision!
