Arkivfoto af Erni fra Shutterstock
Hvad er mit mest vanskelige skud? Det er lidt svært at svare på. I princippet bør et skud vel ikke være vanskeligt. Vanskelig rimer lidt på usikker, og det går jo ikke. Vi skal udvise sikker skydning. Og føles et skud vanskeligt, allerede inden skuddet slippes, kan det også meget vel være usikkert.
Forbiskud og andre dårlige skud har jeg nok af at se tilbage på. Og når det gælder haglbøssejagt og skud til fuglevildt i flugt endda i rigelige mængder. Af en eller anden årsag er det lidt mere acceptabelt at tage chancen, når den opstår under fuglejagt med haglbøssen. Med riffel er det ikke helt det samme. Der er det ikke nok at gribe chancen. Den skal udnyttes.
Rimeligt eller ej, men sådan er den generelle holdning – vil jeg påstå.
Engang for mange år siden. Sådan rundt regnet 22, skulle jeg stå for at passe vores på det tidspunkt kun få måneder gamle dreng. Min kone skulle et eller andet, men jeg husker ikke hvad.
Som enhver anden far af tiden påtog jeg mig naturligvis dette ansvar med stor glæde og selvfølgelighed. Det var vist første gang, at jeg var alene med Robin, men det kunne umuligt gå galt. Det var bare at følge den godt nok lidt lange manual, som min kone havde efterladt for aftenvagten.
Faktisk så jeg lidt frem til vores første drengetid sammen. Men der knyttede sig et lille men til begejstringen. Der var nemlig bukkejagt, og ikke langt fra huset, hvor vi boede og stadig bor, havde jeg set en rigtig fin buk. Den ville jeg umådelig gerne have hjem på krogen.
Men det gik jo ikke.
– Hver ting til sin tid. Og i morgen var der jo atter en morgen og atter en aften, tænkte jeg, som voksne bør og gør.
Min kone tog afsted, og efter en sidste gennemgang af den lange huske og to-do liste var vi endelig alene.
Men under faderlykken boblede uroen. Jagtfeberen om man vil. En ubeskrivelig trang til at være begge steder på én gang.
– Der må være en løsning, tænkte jeg, da tiden nærmede sig ”puttetid”.
En overgang overvejede jeg at køre barnevognen med op til kanten af skoven, hvor bukken holdt til. Men den idé blev hurtigt forkastet. Ville det sandsynlige ske, at bukken kom for, og jeg afgav et skud, var konsekvenserne uoverskuelige.
Hvis ikke Robins hørelse tog skade, så gjorde min, når min kom hjem og evt. opdagede, hvad der var sket. Den tanke turde jeg ikke tænke til ende.
Men hvad gjorde jeg så?
Kunne jeg mon løbe i pendulfart frem og tilbage mellem stedet. Sidde to minutter, løbe tilbage og høre til, om alt var vel og så løbe tilbage til det sted, hvor jeg forventede, at bukken ville vise sig?
Men tanken om, at Robin var uden opsyn i mellemtiden, huede mig ikke. Også den ide blev forkastet. Men hvad gjorde jeg så?
Pludselig så jeg lyset. Akkurat som Robin gled ind i den sødeste babysøvn, stod det lysende klart.
Jeg kunne bruge babyalarmen.
Godt nok kunne den gråd-aktiverede alarm ikke række helt op til det væltede træ, hvorfra jeg ville tage imod den flotte seksender. Men jeg kunne etablere et netvæk af babyalarmer. Så gik det måske.
En alarm kunne på det tidspunkt række cirka 50 meter. Og det var ikke nok. Men det var nok til, at den kunne aktive en ny babyalarm, som så igen kunne række cirka 50 meter.
På den måde kunne jeg etablere et netværk. Og således kunne jeg med ro i sjælen vente på bukken, alt imens jeg havde fuldstændig styr på, hvor Robin var henne i sin søvn.
– Genialt, tænkte jeg, selvom jeg havde en lidt underlig fornemmelse i maven.
Men efter en lille generalprøve stod det klart, at teknikken var så sikker, som jeg håbede.
Når det skrattede i den første alarm, skrattede det også i den sidste.
Jeg havde bevist, at hvor der er vilje, er der vej, og selvtilfreds begyndte jeg at forberede min aften som kombineret bukkejæger og babysitter. Alarmerne blev forbundet, og da jeg var færdig, ringede jeg til en telefon placeret tæt ved det sted, hvor Robin sov.
Det hele virkede. Signalet gik klart og tydeligt igennem alarm-netværket, og alt var, som det skulle være. Selv indikatorerne for fuldt opladede batterier blinkede, som om de forsøgte at overgå den nedadgående forårssol.
Det var en rigtig bukkeaften. Lige efter bogen. Vinden holdt fridag, og fuglene sang, så det var en lyst.
Efter få minutters stille gang var jeg fremme ved det væltede træ. Herfra havde jeg et godt udsyn over skovbrynet og det lysegrønne bøgehang, der strakte sig så smukt mod himmelrummet.
Det var en fantastisk aften, men der var noget galt.
Jeg var urolig. Og allerede efter få minutter var det, som om at selvtilfredsheden begyndte at dampe af.
En stadig stærkere følelse af noget ukendt fik mere og mere magt. Kan ikke huske, om fornemmelsen nåede at forme sig til en egentlig forklaring, men pludselig – som var den bestilt – stod bukken i skovbrynet. Akkurat som jeg havde forestillet mig det.
Opsatsen glimtede i aftensolen, og totter af vinterpels sad stadig i den aftenrøde sommerdragt. Hvilket syn! Og inden jeg egentlig vidst af det, var riflen i skydestokken og kuglen sendt af sted.
Det var næsten, som det plejede at være bortset fra én ting. Bukken blev stående. Kiggede sig forvirret omkring, alt i mens skuddet gav genlyd i bakkerne. I lang tid kunne jeg høre den bøve, da den i høje, elegante spring forsvandt, hvorfra den kom.
Jeg havde skudt forbi … endda på en chance som isoleret set var det absolut modsatte af vanskelig.
Det eneste gode, der er sige ved den historie, er, at Robin stadig sov som sten, da jeg stakåndet var tilbage ved huset.
