Den natsorte efterårsskov omslutter jægeren, der med sagte skridt bevæger sig dybere og dybere ind mellem stammerne. Det er stadig for mørkt til at se mere end et par meter frem for sig. Men jægeren kender vekslerne, og på denne kolde morgen er det ikke synet, men hørelsen, der skal føre ham frem til trofæet.
Med åben mund og ørene spidset går det stille frem gennem mørket, mens regndråberne fra grenene spiller deres sagte spil i skovbunden. Langt inde i skoven er der pludselig en anden lyd. Først høres den kun som en mumlen. Et sagte råb fra én, der går klagende gennem skoven. Men så vokser den ud af mørket og begynder at fylde skoven med sin dybe bas.
Det er en umiskendelig lyd. Den starter som en rumlende torden, men løfter sig så gradvist op til et råb og slutter så igen til en aggressivt dyb bas, der udfordrer alt levende til kamp. Det er en lyd, der går gennem marv og ben, og som ræsonnerer dybt i hjertet hos enhver jæger. For det er lyden af skovens konge, der vil slås.
Udfordringen
Hvor mange tusinde år har jægeren ikke hørt dette råb fra den brunstige kronhjort, der har gjaldet gennem skoven på en kold efterårsdag? Og hvor mange gange er jægeren ikke blevet fyldt af ærefrygt over for den kæmpe, der så klart og tydeligt tilkendegiver sin manglende frygt over for alt i verden. Men denne morgen vælger jægeren ikke den sagte vej, der ellers ofte er jægerens bedste våben. I stedet lytter han, mens hjorten fortæller ham, hvilket humør den er i, hvor den er på vej hen, og hvor villig den er til at mødes med en udfordrer.
Bekendt med kongens luner tager han hornet frem og sætter det for munden. Han synker sammen i skuldrene. Bliver mindre at statur. Og brøler så et klagende råb, der lyder som en ung hjort på frierfødder. Der går et øjeblik. Det føles som en evighed. Så lyder der et øresønderrivende svar fra kongen. Med et lille smil kalder jægeren en gang mere. Med en næsten provokerende intonering gør han det klart, at her er en ung hjort, der hverken tager en hentydning eller en skideballe. Her virker kun korporlig afstraffelse. Lyden af knækkende grene og grynt signalerer, at noget tungt er på vej mod den formastelige indtrænger. Og med anspændte øjne gør jægeren nu sit våben klar til mødet med den vrede konge.
En ældgammel jagtform
At kalde hjortevildt i brunst er en jagtform, der sandsynligvis er lige så gammel som den menneskelige jagtkultur. Den kan spores i shamanistiske og animistiske religioner og historier, og kaldet er en del af redskaberne, som shamanen og storfangeren bruger for at skaffe føde til stammen.
Antropologen Rane Wilderslev oplevede på en af sine mange rejser i Sibirien, hvordan et af verdens sidste shamanistiske folkefærd, Jukagirerne, stadig benyttede sig af en ældgamle teknik til at kalde elge ind. Her laver man et horn af bark, som man efterligner elgens kald med, og man efterligner sågar også elgens bevægelser med skovlene for at lokke den ind på meget tæt hold. Teknikken er stort set identisk med den, som nordsvenske og canadiske jagtguider bruger, når de skal lokke store elgtyre ind til forventningsfulde betalende kunder.
Meget tyder faktisk på, at jagtformen ikke har ændret sig synderligt, siden de første jægere tog bladet for munden og forsøgte at efterligne de brøl og lyde, de oplevede omkring sig i naturen. Men en jagtform, der er så gammel, har desværre en tendens til at forsvinde lidt i glemslen.
Man ved faktisk ikke synderligt meget om den i Danmark, for jagten på individuelle dyr med bue, armbrøst eller forlader står lidt i skyggen af den spektakulære parforcejagt. Men det er meget sandsynligt, at diverse skytter (og krybskytter) stadig benyttede sig af teknikken under jagten på kronvildtet om efteråret, indtil den store udryddelse af hjortevildtet for alvor blev sat i gang i 1800-tallet.
Tabt kunstart
I takt med at kongens magt blev indskrænket, og de store landboreformer gav bønderne mere magt, fik man et andet syn på vildtet. Det gik fra at være kongens privilegium til at være en plage for landbruget. Og så blev det faktisk stort set udryddet i hele Danmark, med udtagelse af de fåtal af godser, hvor kongens og bøndernes magt ikke var større end godsejerens jagtglæde.
Med udryddelsen af det store hjortevildt på den frie vildtbane var det dermed ikke praktisk muligt for dem, der havde evnerne, at lære kaldeteknikkerne videre til de næste generationer. Dermed døde traditionen sandsynligvis i en længere periode blandt de danske jægere. Teknikken med at ’blade’ råbukken i juli og august overlevede dog til en vis grad af den simple grund, at råvildtet ikke sådan lod sig udrydde.
Da vi endelig fik en jagtlov, der beskyttede vildtet i Danmark, valgte vi at lægge bukkejagten uden for brunsten. Derfor er vores traditionen for at blade bukke ikke særligt stærk. Det er faktisk først efter jagtfilmenes indtog i halvfemserne og internnettes udbredelser af film fra bl.a. Polen. at de danske jægere igen har fået øjnene op for det at blade en sommerbuk.
Hele verden brøler
Hvor man i Danmark stort set fik udryddet hjortevildtet, gik man anderledes til værks andre steder i Europa. Syd for grænsen var vildtet fortsat forbeholdt kurfyrster og kejsere, og kronhjorten beholdt sin plads som skovens konge og det ultimative statussymbol blandt den germanske overklasse. Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at traditionen for at kalde kronhjorte stadig er stærk blandt nationer inden for den germanske kultursfære, og især i Østrig og Ungarn lever både traditionerne og evnerne stadig videre i bedste velgående.
De fleste danske jægere er dog ikke så velbemidlede, at de har råd til at købe en jagt på kapitale kronhjorte i Ungarn, hvor hele resten af Europas jægere også har fundet ud af, at de helt store trofæer findes. I stedet er der rigtigt mange, der tager til andre tidligere østbloklande såsom Polen for at møde deres livs hjort. Her er traditionen ikke helt så udtalt, men i takt med, at flere og flere lægger film op om at kalde hjorte på b.la. YouTube, begynder selv de urokkelige polakker at tage deres egne evner op til overvejelse. For hvorfor skulle man ikke kunne lokke en polsk hjort?
Et land, hvor det at kalde hjortevildt virkelig har vundet indpas, er selvfølgelig i USA. Her har især jagten på kronhjortens store fætter wapitien (også kaldet elk) grebet de amerikanske jægere, og hvert år valfarter tusinder af jægere til de egne, hvor wapitien lever, for at prøve kræfter med de store dyr og de bjerge, de bebor. At jagten i brunsten ofte er begrænset til buejagt, gør ikke udfordringerne mindre. For buejægeren skal meget tæt på det sky dyr og levere en pil, der gør, at hjorten ikke forsvinder bag horisonten.
Derfor bruger mange elk-jægere store rør til at kalde hjorten ind til sig med. Wapitiens brunstbrøl lyder mere som feedbacket fra en højtaler end en kronhjort majestætiske brøl, men den særprægede lyd er nok til at gøre jægere bløde i knæene.
Forskellige kald
Et andet sted i verden, hvor der er mere end rig mulighed for at kalde brunstige hjorte, er i New Zealand. Den newzealandske jagtkultur minder i grunden mere om en fangerkultur end om en traditionel europæisk jagtkultur. Områderne er her så store, og jagten er så hård, at man prøver alt, hvad man kan, for at gøre jagten så nem som muligt. De lokale har for lang tid siden erkendt, at det er meget nemmere at skyde en hjort, der kommer ned til en, end at kravle hele vejen op ad bjerget for at finde den.
Derfor bruger de opfindsomme Kiwier meget tid på at udvikle og efterprøve såkaldte ’roar horns’ til at kalde de store hjorte ned fra bjergene med. Mange hjorte er faldet for fristelsen til at slås med en WC-rulle, en gammelt støvsugerslange eller bare to sammenpressede hænder og et par store lunger. Alt sammen teknikker, som en ungarnsk overjæger ville sværge, at hans hjorte aldrig ville falde for. Her er det kun sirligt udskårne og polerede kohorn med sølvbeslag eller gamle skrøbelige konkylier, der dur.
Uanset hvor man er i verden, og hvilke former for lydforstærkende midler man måtte anvende, er der visse fællestræk, som går igen blandt dem, der kalder det store hjortevildt. Der er for dem alle noget næsten magisk over at kunne tale med et vildt dyr og lokke det til sig – ligesom shamanen i Sibirien har gjort det, siden de første mennesker begyndte at gå på jagt.
Teori og praksis
At lokkejagt på det store hjortevildt stadig trives som jagtform, skyldes, at det virker godt. Det at kalde hjortevildt er nemlig faktisk ikke særligt kompliceret – i teorien. Det handler om enten at simulere lyden af et hundyr, der kalder på sit afkom, en kalv, der kalder på sin mor, eller at lyde som en han, der gerne vil beslå hunydret og dermed udfordre den dominerende han.
Hvad end man prøver at lyde som om, handler det til syvende og sidst om at kalde handyret frem, så jægeren kan dræbe det hurtigt og effektivt. Så langt så godt. Men et er teori, noget helt andet er praksis. For det at kalde hjortevildt i brunst er faktisk overordentlig kompliceret at gøre i virkeligheden. I hvert fald hvis man ønsker at have succes med det. Rent teknisk minder det meget om at spille en duet på jagthorn med en partner, der enten ønsker at flygte over hals og hoved eller at tæve en synder og sammen.
Erfaring og bestandstæthed
De hjemlige hjorte
Hvis man gerne vil lære det store danske hjortevildts brunst at kende, er der i Dyrehaven nord for København gode muligheder for at opleve både sika-, då- og kronvildt i brunst. Husk dog, at en brunstig kronhjort, der er fyldt op med adrenalin og kamplyst, ikke er til at spøge med. Hvert år får uforsigtige turister i dyrehaven en hård medfart, når de forsøger at kalde brunstige kronhjorte.
For at blive en god ’hjortelokker’ er det vigtigt, at man bruger meget tid i skoven og lægger mærke til lydende omkring sig. Hver vildtart har sit eget kald, der igen er afhængig af køn, brunstperiode, alder og sågar også region, personlighed, vejr og tid på dagen.
Nogle hjorte brøler og raser af ingenting, men er ikke meget for en reel konfrontation. Andre er mere forsigtige, men angriber uden varsel. Det gælder om at lære at høre forskel på de dyr, man gerne vil efterligne, hvad enten det er en legesyg hind eller en rasende kronhjort.
At opbygge en erfaring med vildtet kræver selvfølgelig at man har adgang til et område med en vis bestand af hjorte. Bestandstætheden af voksne dyr synes også at have en effekt på dyrenes adfærd. Hvis der kun er få større hjorte i området, er de ikke lige så aktive i brunsten, simpelthen fordi de hjorte, der findes der, ikke behøver at brøle for at skræmme konkurrenter væk. Man kan dermed ikke bare stille sig i en tilfældig skov på Lolland og brøle og så forvente, at der kommer en stor kronhjort løbende.
Tidspunkt, vejr og tålmodighed
Alle hjortearter har forskellige brunstperioder, og der er perioder inden for brunsten, hvor kaldet er mere eller mindre effektivt. For de store hjortearters vedkommende plejer man at sige, at jo koldere det er, jo hurtigere falder brunsten. Så hvis det er rigtigt koldt i slutningen af september, burde kronhjortens brunst være lige om hjørnet.
Omvendt kan man godt risikere en ’stille brunst’, hvor hjortene ikke brøler, fordi det er for varmt, eller det regner så meget, at hjortene ikke kan høre hinanden. Derfor er en kold og let diset morgen eller en klar eftermiddag at foretrække frem for de regnvåde morgener, man ellers forbinder med hjortejagt.
Som en tommelfingerregel siger flere eksperter, at de små hjorte ofte vil være meget aktive i starten, hvorefter de store hjorte så gasser op og overtager hele showet under højbrunsten. Der er ingen tvivl om, at højbrunsten (der ofte ligger omkring starten af oktober i Danmark) er den bedste tid at kalde hjorte på, da hormonerne ræser rundt i kroppen på de store dyr og får dem til at glemme alt for forsigtighed og omtanke.
Efter lidt tid står de store så hæse og afkræftede tilbage på kamppladsen, at ungdommen sniger sig tilbage for at snuppe et par af de hinder, der har fået nok af den dominerende han. Derfor kan det også godt betale sig at være årvågen lidt sent i brunsten, men det kan være sværere at kalde de store hjorte ind.
En fejl, som mange, der kalder hjortevildt, laver, er, at de bruger det samme kald på alle tider af året. En buk kommer meget sjældent på brunstpiben i maj eller juni. Og en kronhjort kommer overhovedet ikke, hvis man brøler uden for brunsten. Så er man i tvivl om, hvorvidt brusten er gået ind, er det bedre at lytte og vente, til vildtet selv går i gang, og derefter svare, end at man umotiveret begynder at brøle løs. Gør man det forkert, kan man let risikere, at hjorten bliver skræmt og smutter af sig selv, uden at man nogensinde ser skyggen af ham.
Teknik og tricks
Kald en kronhjort
Den polske ekspert Bogdan Michalak, der har kaldt kronhjorte i en menneskealder, opdeler kronhjortenes lyde i følgende grundkategorier:
– Det korte klagende brøl fra en 2-3-årig hjort, der ikke kan komme til hinderne. Bruges til at drille en ældre hjort eller til at provokere en mindre hjort til at prøve kræfter.
-Det lidt dybere og mere aggressive brøl fra en ung hjort på omkring 4-5 år. Bruges også til at drille en ældre hjort.
-Det dybe og aggressive brøl fra en ældre territorial-hjort, der markerer, at her er der kun en, der bestemmer. Det er vigtigt, at brølet ikke bliver så dybt, at andre hjorte med hinder måske fortrækker af frygt for, at udfordreren rent faktisk er stærkere.
-Det dybe brøl efterfulgt af et par hostende efterbrøl, der signalerer, at hjorten har hinder med sig, som den genner sammen.
-En serie af små korte dybde brøl, der signalerer, at hjorten forsøger at holde styr på hinderne.
Hvis man ønsker at kalde kronhjorte, skal man kaste alle former for stolthed fra sig. For uanset hvilket udstyr man anvender, er man nødt til at finde sit indre vilddyr frem fra bunden af lungerne. Og så skal der brøles.
Det kan godt virke ret fjollet de første gange, man gør det, og ens naboer er bestemt ikke lige så glade for lyden af brunstig kronhjort, som man selv er. Men skal man lyde som en hjort, må man yde som en hjort. Og her er det kun kraften i lungerne, der gør forskellen. Start med at lave en lyd, som om du kaster op ned i en mikrofon. Rul så op i halsen, mens du skubber luften op med mellemgulvet. Slut af med tre høje grynt. Og tag en slurk vand. Efter et par gange begynder du at få styr på teknikken. Når du har styr på den grundlæggende bas, kan du begynde at arbejde med de forskellige lyde, som hjortene laver. Jo yngre hjorten er, jo mindre bas har den ofte. Se faktaboksen i artiklen for en ultrakort gennemgang af kronhjortenes lyde.
Der er mange forskellige skoler inden for det at kalde hjortevildt. Og især inden for kronvildtet er der flere teknikker, der både afspejler temperamentet hos dyret og hos den, der kalder. Fælles for de fleste ’hjortebrølere’ er dog, at de næsten allesammen anbefaler, at man kalder så lidt som muligt. Husk, at det ikke er meningen, at man skal vinde brølekampen, men i stedet at man skal foregive at være en svagere hjort, med alt for høje tanker om sig selv.
Uanset hvad man vælger at gøre, er det vigtigt, at man har sanserne helt skærpede fra det sekund, man kalder. Mange hjorte vil bevæge sig ind på ca. 50 meters afstand af den brølende for at vurdere, om det virkelig er en hjort, de har at gøre med. Især har ældre hjorte en tendens til at brøle en gang eller to og så komme luskende så stille, at man aldrig opdager dem.
Her kan det være en god ide at placere skytten længere fremme end den, der kalder, og på en sådan måde, at dyret ikke kan gå op i vinden uden at gå forbi skytten. Dermed går hjorten ind i et baghold, hvor den har hele opmærksomheden rettet mod brølet i stedet for skytten. Denne teknik er meget anvendt af buejægere i USA og den fungerer helt bestemt også.
Det kan også være en god ide, at kalderen bevæger sig lidt frem og tilbage, når vedkommende kalder, samt at man knækker grene undervejs. Dette giver hjorten et billede af, at udfordreren virkelig mener det, og at den ikke bare smutter uden en alvorlig samtale. Men husk: Det er altid bedre at brøle lidt og vente meget end at brøle meget og vente lidt. Erfaringen siger nemlig, at det ikke er så svært at få en hjort til at svare. Men det er meget svært at få en hjort til at komme helt hen til skytten og præsentere et skud.
Hjælpemidler
Der findes mange former for hjælpemidler, man kan anvende til at lokke en brunstig kronhjort, en elg eller et hvilket som helst andet stykke hjortevildt. For kronvildtets vedkommende kan det være nok at bruge hænderne, men undertegnede har haft bedst erfaring med rør, der giver lidt mere volumen, og som lyder organisk.
En WC-rulle kan anvendes i en håndevending, men 30 cm støvsugerslange kan bestemt også bruges, og det holder lidt bedre til det danske vejr. Ønsker man at bruge penge på et egentlig kald, laver Hubertus et hjortekald, der anvendes i mange af de største konkurrencer i hele Europa. Og vil man virkelig lave et arvestykke til fremtidige jægere i familien, kan man få lavet et kald af et udhulet ko- eller gedehorn.
Det vigtigste er, at kaldet laver en god, organisk lyd, at det har en god resonans, og at det ikke laver uorganiske ’kliklyde’, hvis man kommer til at støde det mod en riffelpibe eller en gren. Dette vil nemlig med garanti få end nysgerrig hjort til at flygte over hals og hoved.
Den rigtige hjort?
Der er et sidste element, der er vigtigt, når man kalder hjorte ind for at skyde dem. Det er, om det vitterligt er den rigtige hjort, man har kaldt til sig. En hjort er jo ikke bare en hjort, og de steder, hvor der findes store bestande, er der ofte blevet gjort et ganske stort stykke arbejde for at udvikle bestanden af hjorte.
Afskydningen af brunsthjorte bør derfor altid følge en afskydningsplan, der gør, at de bedste hjorte får mulighed for at give deres gener videre. Og man skal derfor også tænke sig overordentligt meget om, inden man begynder at kalde, for ikke at stresse hjorte, der burde have fået lov til at gå i fred.
Til gengæld kan det at kalde hjorte være en spændende måde at gå på jagt med kameraet på, fordi man ofte kommer meget tæt på hjortene og dermed får mulighed for at dokumentere de store dyr.
Læs også: Sikahjorten
