Overbevisende optik
Leupolds sigtekikkert kom frem i slutningen af 1800-tallet, men blev af gode grunde mødt med stor skepsis på grund af deres skrøbelighed, dårlige linsekvalitet og ikke mindst tendens til at dugge under skiftende klimatiske forhold. Hertil kom, at de var meget kostbare. Indtil 2. Verdenskrig blev praktisk taget alle sigtekikkerter af høj kvalitet produceret af firmaer i Europa, og især i Tyskland. Den høje kvalitet, som disse firmaer klogeligt valgte at fremstille deres produkter i, eliminerede gradvist alle sigtekikkerternes børnesygdomme. Men netop på grund af den høje kvalitet forblev de europæiske sigtekikkerter kostbare produkter, der ofte var (og) er dyrere end den riffel, de skal monteres på.
Japanerne
På grund af de høje priser blev sigtekikkerter først hver jægers eje i 1960’erne, da japanerne fremstillede en række kopiprodukter af en (langt) lavere kvalitet end de europæiske. De havde den store fordel, at de kunne sælges til priser helt uden for konkurrence med de europæiske højkvalitetsprodukter. Men i modsætning til f.eks. kameraer og motorcykler, så var de japanske sigtekikkerter ikke billige kopier af de europæiske producenters verdensberømte produkter.
De fremherskende jagtformer med riffel i Centraleuropa var (og er) drivjagt og natjagt, fulgt af anstands- og pürschjagt. Derfor er mange europæiske sigtekikkerter konstrueret med henblik på at dække alle disse jagtformer. Riffeljagt i USA foregår derimod alene i dagslys og som anstands- eller pürschjagt. Det sidste ofte i åbent eller bjergrigt terræn, hvor lange skud er normen. Hvor europæerne fokuserede på lysstyrke og aftagelige montager, var amerikanerne derfor mere fokuserede på små og lette kikkerter – med større øjenafstand, der tillader en lavere montering og en bedre positionering af skyttens hoved under skydningen. Eftersom det suverænt største marked var USA, rettede japanerne sig naturligt nok mod dette markeds behov. Man kopierede med andre ord den type sigtekikkerter, som amerikanerne havde udviklet til deres mest almindelige former for jagt. Og når det i USA gjaldt udviklingen af nye og mere alsidige sigtekikkerter, var og er firmaet Leupold & Stevens i Oregon den førende producent.
Starten
Som så mange andre historier om verdenskendte optiske produkter, begynder historien om Leupold i Tyskland. Her blev Markus Friederich Leupold født i 1875. I en alder af 16 år emigrerede han til USA, hvor han fik arbejde som finmekaniker på et maskinværksted i Boston.
Som 32-årig flyttede han til byen Portland i Oregon, hvor han ernærede sig ved at reparere landmålerinstrumenter såsom nivelleringsapparater og teodolitter. Med økonomisk hjælp fra sin svoger Adam Voelpel etablerede Leupold i 1907 en egen produktion af instrumenter. Men på det tidspunkt var hele landet kortlagt, og efterspørgslen på disse instrumenter var faldende. Konkurrencen var derfor hård, så de to svogre besluttede sig for at udvide produktsortimentet til også at omfatte andre måleinstrumenter. Skæbnen ville, at de mødte John Cyprian Stevens, der var uddannet hydrolog og en fremragende opfinder, som opnåede mere end 17 patenter i sin tid. Han havde udviklet en vandstrømsmåler, som var langt bedre end dem, man tidligere havde set. I 1914 indgik de to svogre partnerskab med Stevens og omdøbte firmaet til Leupold, Volpel og Co. På grund af den stigende antityske stemning efter udbruddet af 1. Verdenskrig, valgte Voelpel at ændre sit navn. Samtidig optog man Leupolds ældste søn, Marcus i firmaet.
Omsætningen blev kun langsomt øget under 1. Verdenskrig, men tog fart i 1920’erne, og firmaets produkter blev eksporteret til hele verden. På trods af de vanskelige år under depressionen i 1930’erne lykkedes det firmaet at vokse til 40 ansatte, heriblandt Stevens’ søn Robert. Baggrunden for den fortsatte fremgang var, at Stevens havde opfundet en vandstandsmåler, som kunne transmittere data over telefonnettet. I 1940 døde Adam Volpel, og firmaet blev igen omdøbt, nu til Leupold & Stevens Instruments Company.
Sigtekikkerter
Under 2. Verdenskrig fik Leupold & Stevens en række opgaver for militæret og omlagde derfor produktionen fra vandmåleinstrumenter til maritimt navigationsudstyr. Firmaet fik også til opgave at reparere sigterne på USA’s handelsmarines maskinkanoner. Størst betydning for firmaets fremtid fik dog opgaven med at udvikle et kikkertsigte til den amerikanske hær. Et generationsskifte blev fremtvunget af grundlæggeren Friederich Leupolds død i 1944. Hans søn Norbert trådte ind i ledelsen sammen med broderen Marcus og Robert Stevens.
På trods af travlheden under krigen fandt Marcus Leupold tid til også at udvikle et kikkertsigte til jagtbrug. Baggrunden herfor var, at alle de tre ledende kræfter i firmaet var ivrige jægere, og at Marcus under en jagt havde skudt forbi til et dyr, fordi hans sigtekikkert var dugget til indvendigt på linserne. Justeringen af træfpunktet på hans sigtekikkert var heller ikke særlig præcis, og Marcus besluttede derfor selv at lave en bedre kikkert. I kraft af firmaets store erfaring i fremstilling af tilsvarende optisk udstyr og i at gøre det vandtæt til maritimt brug lykkedes det Leupold at fremstille verdens første dugfrie sigtekikkert. Teknikken var for så vidt simpel. Man erstattede luften inde i kikkerten med nitrogen, der er vandfrit og derved forhindrer dugdannelsen på indersiden af kikkerten selv ved store temperaturskift. Denne teknik er i dag standard hos alle kikkertproducenter.
I 1947 lancerede fabrikken den første leupolds sigtekikkert til civilt brug, og døbte den ”The Plainsman”. Eftersom den var helt forseglet og havde indvendig træfpunktsjustering, var det datidens mest vandtætte sigtekikkert på markedet. Dengang var sigtekorset fremstillet af noget så eksotisk som spind fra den art af edderkopper, som kaldes ”Den Sorte Enke”. Edderkoppespind har større brudstyrke end almindelig ståltråd af samme diameter. I dag anvender man platintråd.
Siden kom en række sigtekikkerter med aluminiumsrør til, først med fast forstørrelse, siden med variabel. I 1962 lancerede man det i dag mest udbredte og populære trådkors, Duplex.
Firmaet blev i 1949 omdannet til et aktieselskab, hvilket gav den nødvendige kapital til at udvide produktionskapaciteten, og i løbet af få år blev firmaet den førende amerikanske producent, og inden længe eksporterede man sigtekikkerter til hele verden. Succesen var så stor, at man flere gange måtte flytte til større produktionslokaler, indtil man i 1968 flyttede til de nuværende lokaliteter i byen Beaverton. Dengang var der 150 ansatte på fabrikken, men flere udvidelser har i dag udvidet staben til over 700 ansatte, hvilket gør Leupold & Stevens til verdens største producent af sigtekikkerter. Angiveligt producerer Leupold på to måneder ligeså mange sigte- og håndkikkerter som alle de europæiske producenter tilsammen laver på et helt år. I alt blev det til 426.000 kikkerter i 2018, og man regner i skrivende stund med at nå 450.000 i 2019.
Mange modeller
I modsætning til de fleste europæiske producenter fremstiller Leupold ikke selv sine linser, men får dem lavet i henhold til specifikationer – formentlig i Østasien. Linserne i de dyreste modeller er fremstillet af glas fra firmaet Schott, som er producent af højkvalitetsglas ejet af Carl Zeiss-fonden.
Selve kikkerthuset (rørene) var oprindeligt samlet af flere rørdele, men fremstilles i dag i ét stykke af specielle aluminiumslegeringer på CNC-styrede bearbejdningscentre. I kraft af fabrikkens succes er Leupold & Stevens i dag USA’s næststørste aftager af aluminium, kun overgået af flyfabrikken Boeing.
Leupold har uden sammenligning det største produktsortiment på markedet for jagtrelateret optisk udstyr – selvom antallet af forskellige lagerenheder sidste år blev reduceret fra 387 til ”kun” 107. I den forbindelse udgik de hæderkronede modelserier VX-I og VX-II, som var nogle af de første sigtekikkerter på det danske marked i 1960’erne, der ikke var fremstillet i Tyskland. Dengang som i dag var Leupoldkikkerterne prismæssigt langt mere overkommelige, og kvalitetsmæssigt langt bedre end de japanske kopivarer.
Pladsen her tillader ikke en gennemgang af producentens 23 forskellige sigter og mange forskellige typer af trådkors. Oveni kommer et bredt sortiment af forskellige montagesystemer, håndkikkerter, spotting scopes og afstandsmålere. Faktisk fylder Leupolds 2019-katalog ikke mindre end 80 A4-sider. Her i bladet må vi nøjes med et udpluk af de mest solgte produktlinjer herhjemme.
Mens optikproducenterne for år tilbage konkurrerede hårdt om højest mulig lysgennemgang, er det i de senere år været bredden i den variable forstørrelsesgrad og synsfeltets størrelse, man fokuserer på.
Leupolds flagskib i denne henseende er serien VX-6HD. Som navnet antyder, er der tale om, at kikkerternes forstørrelsesgrad kan varieres med en faktor 6 – altså for eksempel 2-12 ganges forstørrelse. Nogle modeller har også belyste sigtemidler og koster fra ca. 15.000 til små 21.000 afhængigt af udgave. Kan man nøjes med en faktor 5 i forstørrelse, koster de tilsvarende kikkerter i VX-5HD-serien ca. 2/3 af kikkerterne i VX-6HD-serien.
Til os nostalgikere, som ikke er har brug for specielle mørkeegenskaber, og som sagtens kan nøjes med en faktor 3 i forstørrelsesgrade, laver Leupold stadig en serie lette sigtekikkerter med 25,4-mm midterrør kaldet VX-3i. De fås i forskellige udgaver med forstørrelsesgrader fra 1,5-5 og til 4,5-14X – endda til priser fra godt 4.000 til knap 7.000 kr.
Leupold har også bevæget sig ind på markedet for rødpunktsigter med modellen Freedom RDS. På samme vis har man udviklet et holosight, som man kalder for Deltapoint Pro på grund af den trekantede lysplet, selvom den også leveres med en rund plet.
Kvaliteten
Nogle af de førende europæiske producenter af sigtekikkerter yder en 30-årig garanti på deres produkter – ofte forudsat, at der er tale om den samme ejer. Leupold overgår dette med intet mindre end en livsvarig garanti mod fabriksfejl på alle produkter, som er forsynet med fabrikkens karakteristiske ”Gold Ring”. Garantien gælder uanset hvem, der ejer eller har ejet kikkerten. Formelt er garantien begrænset til fabriksfejl såsom lækager eller mekaniske fejl i form af løse dele, mens eventuel elektronik og ydre skader i sagens natur ikke er omfattet.
Men selvom man ikke juridisk har forpligtet sig til det, er fabrikken dog i overensstemmelse med amerikanske servicetraditioner ret storsindet, når det gælder reparationer.
Anekdoterne om Leupolds garanti er mange, men kun én skal nævnes her. En meget aktiv baneskytte i Jylland indsendte end 3-9×40 kikkert med parallaksejustering til reparation. Kikkerten var angiveligt så gammel, at den havde stålrør, hvorfor fabrikken ikke længere havde værktøj til at reparere den. I stedet sendte man en tilsvarende ny af seneste model – uden beregning. Den slags rygtes, og da jeg for nogle år siden besøgte fabrikken, var der en medarbejder i reparationsafdelingen, som hævdede, at man praktisk taget reparerede alt vederlagsfrit – med mindre sigtekikkerten var kørt over af en firehjulstrækker! Selvom der givetvis er tale om en overdrivelse, så siger den frejdige påstand lidt om fabrikkens syn på servicepolitik.
En i princippet tidsubegrænset garanti forudsætter naturligvis, at man fremstiller gode og stærke produkter, hvis man vil blive i branchen. Det sikrer man ved en omfattende kvalitetskontrol og efterkontrol i alle led. Det grundlæggende design må også være stærkt, hvilket hos Leupold afprøves gennem en række ”torture tests”, som alle fabrikkens modeller skal passere.
Blandt andet nedsænkes modellerne i vand og udsættes for store temperatursvingninger, der ikke må udløse nogen form lækage, indre ”tågedannelse” eller anden funktionssvigt. Heller ikke kikkertens mekaniske funktion må påvirkes nævneværdigt. For eksempel må den nødvendige kraft til at påvirke stilleskruen på sigtekikkerter med variabel forstørrelse ikke variere mere end 2 % selv ved temperaturer under 50 grader Celsius.
Stødsikkerhed
Næsten alle producenter af sigtekikkerter stiller på grund af den intense konkurrence tilsvarende krav til deres produkter og har en omfattende kvalitetskontrol i alle dele af produktionen. Leupoldfabrikken skiller sig imidlertid ud fra mængden af producenter ved sine store krav til produkternes ”stødsikkerhed”, som naturligvis er ønskelig på grund af rekylpåvirkningen fra affyringen af våbenet.
Leupold har via et samarbejde med rumfartsindustrien fået udviklet specialudstyr, der præcist kan eftergøre og elektronisk registrere de påvirkninger, en sigtekikkert får under affyringen af en riffel. Lidt forenklet sker der det, at sigtekikkerter og montager bliver spændt på et stempel, som accelereres og derefter rammes af et modgående stempel. Prøveemnerne forsynes med et stort antal accelerometre, og det sætter fabrikken i stand til at afprøve sine produkter uden at skulle affyre en stor mængde patroner i en riffel.
Acceleration og deceleration måles i enheden G (en forkortelse af ”Gravitation – tyngdekraft) og svarer til en hastighedsforøgelse på 9,81 m/s2. En påvirkning på 1 G svarer til tyngdeaccelerationen. Tager man en sigtekikkert og montage på en riffel i kaliber .375 H&H, der vejer 3,8 kg., så udsættes den under affyringen af en 17,5 grams kugle for en påvirkning svarende til 750 G – altså 750 gange tyngdeaccelerationen. Varigheden af påvirkningen er af lige så afgørende betydning som accelerationens størrelse. At en kikkert kan modstå 1.500 G i 1/10 millisekund indebærer ikke nødvendigvis, at den kan modstå 750 G i et helt millisekund.
Som sikkerhedsfaktor har Leupold valgt at øge denne påvirkning med 30 %, så kikkerter og montager afprøves med en påvirkning på 975 G i ét millisekund. Mindst 90 % af alle rifler falder inden for denne kategori. Til sammenligning giver en 3,8 kg. tung riffel i kaliber .308 en påvirkning på 550 G, mens en 4,5 kg. tung riffel i kaliber .404 Jeffery påvirker kikkerten med ca. 1.050 G.
Sammenligninger
Alle Leupolds kikkerter med ”Gold Ring” er designet, så de kan modstå 5.000 påvirkninger med 975 G i et millisekund. Under denne behandling må træfpunktet mellem 40 påvirkninger ikke bevæge sig mere end 1½ bueminut, hvilket svarer til ca. 4 cm. på 100 m. Ingen af de 9 linser må have bevæget sig mere end 25/10.000 mm.
Da jeg under mit besøg i laboratoriet også så en lang række sigtekikkerter af andre fabrikater end Leupolds egne, kunne jeg under besøget ikke dy mig for at spørge, hvad rekorden var med hensyn til ”stødsikkerhed” af egne produkter, og hvor konkurrenterne typisk lå i forhold hertil.
Blandt Leupolds egne kikkerter holdt den dengang nye, men nu udgåede militærmodel MK 4 rekorden med hensyn til G-påvirkninger. Efter 2.758 G i et millisekund var kikkerten let tåget, men der var ingen løse linser. Vælger man i stedet at lade udholdenhedstesten gælde antallet af påvirkninger med standardstørrelsen 975 G i et millisekund, så er vinderen en 1½-4x Vari-X II. Den modstod ikke mindre end 7.800 påvirkninger, før den blev uskarp at se igennem, men var stadig brugbar.
Til sammenligning hævdede man hos Leupold, at mange sigtekikkerter – selv af europæisk oprindelse – ikke er bygget til at modstå nær samme rekylpåvirkninger. Mange begynder at ”rasle” allerede efter 20 påvirkninger med 975 G, og laboratoriechefen hævdede uden at blinke, at de fleste af dem var hule – altså at alle linserne var rystet væk – efter 500 påvirkninger.
Det skal understreges, at jeg kun har fabrikkens ord for disse påstande, og at de derfor muligvis skal tages med et gran salt. Til gengæld er det klart, at vægten af linserne har en stor betydning for kikkertens stødsikkerhed. De mest lysstærke europæiske kikkerter må nødvendigvis have større og dermed tungere linser og derfor alt andet lige kræve en stærkere konstruktion for at opnå samme grad af stødsikkerhed. Men modsat må man sige, at stødsikkerheden i disse kikkerter rent faktisk er tilstrækkelig stor, da der mig bekendt ikke er et nævneværdigt antal reklamationer på dette punkt, når det gælder de store europæiske kikkerter.
Uanset sandhedsværdien af ovennævnte påstande så er fabrikkens logik med hensyn til den ydede garanti ikke til at komme udenom. Leupold hævder, at der kun er reklamationer over 0,2 % af deres kikkerter, og at det derfor er en god forretning og endnu bedre markedsføring at kompensere disse kunder straks og uden vrøvl. En glad kunde er en loyal kunde.
Hjemmeside: www.leupold.com