Foto af Jens E. Perto

Jeg har altid haft en svaghed for harejagt. Årsagerne er mange. En af dem er, at haren var det første ”rigtige” stykke vildt, jeg nedlagde. Det var i et østjysk moseområde, hvor jeg som 16-årig dreng havde fået lov at gå på jagt. En efterårsdag i de tidlige 1970’ere sad jeg i skjul under en hyldebusk og håbede på at skyde en overflyvende krage, og mens jeg sad og ventede, kom der et velvoksent eksemplar af arten Lepus europæus stilfærdigt hoppende. Den dristige hare hoppede hen og satte sig et par meter fra mig – og jeg må med skam melde, at jeg ikke kunne modstå fristelsen til at udnytte denne oplagte chance. Som så mange andre begyndere på jagtens stier, var resultatet af jagten for mig dengang vigtigere end dens omstændigheder.

En af årsagerne til, at haren ikke (længere) er så højt værdsat et jagtobjekt er formentlig, at den ikke byder på de store udfordringer med hensyn til skydning. Og det er en anden grund til, at jeg holder af harejagt. Jeg voksede hurtigt fra at skyde harer, der sad stille, men ikke desto mindre er det senere mere end én gang lykkedes mig at afgive mine to skud alt for hurtigt og derved lade den flygtende hare slippe med skrækken. Måske var det...