Foto af Jens E. Perto
Jeg har altid haft en svaghed for harejagt. Årsagerne er mange. En af dem er, at haren var det første ”rigtige” stykke vildt, jeg nedlagde. Det var i et østjysk moseområde, hvor jeg som 16-årig dreng havde fået lov at gå på jagt. En efterårsdag i de tidlige 1970’ere sad jeg i skjul under en hyldebusk og håbede på at skyde en overflyvende krage, og mens jeg sad og ventede, kom der et velvoksent eksemplar af arten Lepus europæus stilfærdigt hoppende. Den dristige hare hoppede hen og satte sig et par meter fra mig – og jeg må med skam melde, at jeg ikke kunne modstå fristelsen til at udnytte denne oplagte chance. Som så mange andre begyndere på jagtens stier, var resultatet af jagten for mig dengang vigtigere end dens omstændigheder.
En af årsagerne til, at haren ikke (længere) er så højt værdsat et jagtobjekt er formentlig, at den ikke byder på de store udfordringer med hensyn til skydning. Og det er en anden grund til, at jeg holder af harejagt. Jeg voksede hurtigt fra at skyde harer, der sad stille, men ikke desto mindre er det senere mere end én gang lykkedes mig at afgive mine to skud alt for hurtigt og derved lade den flygtende hare slippe med skrækken. Måske var det jagtgudernes straf for min lidet ærværdige debut som harejæger.
I udlandet
En anden grund til, at jeg holder meget af dansk harejagt er, at det er en af de sidste former for selskabsjagt, hvor man ikke står på jagt, men går på jagt. For mig er god gammeldags trampejagt simpelt hen en hyggelig form for motion – med mindre den da lige foregår over nypløjet lerjord.
Jeg har gennem årene deltaget i trampejagter efter harer i adskillige lande, og altid fundet dem fornøjelige. Især i Skåne, var der indtil for få år siden stadig var pænt med harer, og som regel lå der på paraden mere end en hare for hver deltagende jæger.
Driv- og kedeljagter på harer kan også være meget fornøjelige. I Skotland har jeg engang deltaget i en forrygende drivjagt på Blue Hare, hvor fem mand på to drev skød omtrent 70 harer.
Den eneste harejagt, jeg ikke finder fornøjelig er faktisk smålandsk harejagt, som jeg har deltaget i for første, eneste og sidste gang. Jeg blev for mange år siden inviteret på harejagt af en god svensk ven, som har forsynet mig med bukkejagt i Småland gennem mere end 25 år.
På den egn viste harejagt sig at være en for uindviede meget vanskelig gennemskuelig form for hundeprøve, hvor hovedformålet var at nyde hundenes hals i skoven, mens de forfulgte haren.
Jeg blev belært om ikke at skyde haren, første gang den passerede, da det ikke var godt for hundens disciplin. Endnu mere forvirrende blev det hele af, at deltagerne under drevet samledes for at tænde bål og koge kaffe, hvorefter de stod og småsludrede. Netop som kaffen var ved at være klar var der en, som hørte hundeglam i det fjerne, og sekundet efter var alle jægerne løbet tilbage til deres poster, mens jeg stod lidt forvirret tilbage. Min post var temmelig langt borte, og jeg var ikke sikker på, om jeg ødelagde noget for de andre ved at løbe tilbage for at finde den i det ukendte terræn. Jeg blev derfor stående og drak en kop kaffe. Da jeg var færdig med kaffen var det længe siden, at jeg havde kunnet høre hals, og mens jeg spekulerede på, om de andre jægere nu ville komme tilbage for at få kaffe, kom der en brun hare hoppende ned ad vejen. Jeg sad på en vindfælde, og da haren kom på passende hold, skød jeg den. En halv time senere kom min vært tilbage, og jeg viste ham veltilfreds den brune Tyskhare, jeg havde nedlagt. Min vært blev helt bleg og forklarede, at hvis man skød en Tyskhare, uden den blev drevet af en hund, så betød det uvenskab for livet. Havde der været tale om en af de hvide skovharer, ville min eneste retfærdige straf have været døden.
”Nu løber jeg ned i bilen med haren, og når de andre kommer tilbage må du sige, at du har skudt forbi på en skabræv, ellers er jeg færdig med at komme på harejagt her i pastoratet!”
Svimlende mængder
Herhjemme har den noget tættere bestand af harer stillet mindre krav til de sportslige aspekter af jagtformen, men hvis udviklingen forstætter, er det et åbent spørgsmål, hvor længe vi får lov at jage arten.
I 1940’erne og 1950’erne var den årlige afskydning af harer i Danmark omkring 430.000 harer, men siden 1960’erne er udbyttet faldet støt til kun 38.101 i den netop afsluttede jagtsæson. Årsagen er især ændringerne i landbrugsdriften.
Tidligere var harerne et af de primære byttedyr på selskabsjagterne. Det største registrerede udbytte for én dag i Danmark stammer fra terrænet Tårnborggård ved Korsør, hvor et jagtselskab den 16. oktober 1933 nedlagde i alt 601 harer. Men også andre dele af landet havde tætte harebestande. Under en tre dage lang jagt på Brattingsborg gods på Samsø nedlagde man i 1934 over 1.200 harer. Den mest succesfulde danske harejæger gennem tiderne er Erik Holstein-Holsteinsborg (1896-1970), som i årene fra 1907-1970 nedlagde i alt 6.891 harer – et gennemsnit på over 100 om året. Størst personligt udbytte på én dag herhjemme blev præsteret af Niels Iuel (1861-1938). Den 27/10 1936 nedlagde han 106 harer på Brattingsborg gods på Samsø.
Også kongelige personer jagede førhen harer.
Af det sjællandske gods Lerchenborgs arkiver fremgår det, at Kong Christian X (1870-1947) var på en todages jagt i 1913, hvor kongen personligt nedlagde 240 fasaner og 100 harer, hvilket efter tiden og danske forhold var et usædvanligt stort udbytte. Christian X var dog ikke hævet over at udnytte sin position for at få mulighed for at nedlægge mere vildt end andre deltagere. Det fremgik, da han deltog i en anden jagt på Lerchenborg i starten af 1920. Her blev han naturligvis tildelt kongeposten i hver såt, og i en af dem nedlagde Christian X hele 65 harer, hvilket han stolt meddelte værten, lensgreve Lerche, da jægerne samledes efter drevet. I det samme kom en anden gæst, forpagter Sass, til stede og meddelte, at han havde nedlagt 68 af de langørede gnavere. Det fik Christian X til at fnyse og udbryde:
”Hvad fanden er meningen? Jeg troede, at jeg skulle have de bedste poster!”
Følgen blev, at jagtherren indskærpede de andre gæster, at de ikke måtte skyde mere end kongen, og at kongens udbytte fremover blev lagt for sig selv på vildtparader efter kongejagterne.
På trods af disse tal stod størrelsen af både de danske harebestande og landets godser slet ikke mål med de centraleuropæiske. I dag er det næsten ikke til at forestille sig, hvor mange harer der var på de bedste revirer. Et par eksempler:
På en eneste dag, den 28. december 1898, nedlagde man på grev Frederick Wenckheims gods i Ungarn 3.094 harer – foruden 1 rå, 5 fasaner, 59 agerhøns, 1 trappe, 2 ræve og 1 diverse. På den tyske baron Maurice von Hirschs gods i Ungarn – Schloss St. Johann – afholdt man i 1894 en fem dage lang jagt, som gav et samlet udbytte på 7.500 harer og 2.500 kaniner.
I det tidligere Tjekkoslovakiet havde man også en forbløffende harebestand. Selv det enorme udbytte fra Schloss St. Johan blev her så sent som i 1933 overgået på en jagt af seks dages varighed med i alt 10 skytter. De nedlagde angiveligt hele 9.359 harer – svarende til næsten 1.560 per dag. Fyrstehuset Schwartzenberg i Böhmen (i dag Tjekkiet), havde store ejendomme og i jagtåret 1908 nedlagde man i alt hele 23.921 af de langørede gnavere.
Den mest succesfulde harejæger, hvis samlede udbytte er blevet registreret, var den britiske Lord Ripon, som i løbet af sine 56 sæsoner fra 1867-1923 skød hele 31.934 harer.
Ærkehertug Franz Ferdinand (1863-1914) er formentlig den jæger, som har haft det største udbytte af harer på en gang. Under en eneste jagtdag i 1911 nedlagde han personligt 1.277 harer.
Holmen
Selvom jeg lejlighedsvis har nedlagt harer på de småjagter jeg i stigende grad dyrker sammen med andre hanebøsseentusiaster, er mine største udbytter af harer de seneste mange år opnået på den flade ø Saltholm i Øresund. Øens overflade er kun få steder mere end en meter over havoverfladen, og reelt en stor græsmark med ganske få pletter af bevoksning på de højeste steder.
Både andetræk og harejagterne på Holmen var tidligere en sikker kilde til både gode jagtoplevelser og hyggeligt selskab, og jeg har nydt det privilegium ofte at blive inviteret på både ande-, gåse- og harejagt derovre af en god ven.
Gennem næsten hele den danske jagthistorie har Saltholm været et af Danmarks bedste hareterræner, idet øen siden middelalderen har været anvendt til græsningsareal for kreaturer. At harejagten også har været vigtig for øens indbyggere dokumenteres af, at man allerede i 1827 opkastede såkaldte ”harehøje”, så de store gnavere havde tilflugtssteder under de hyppige oversvømmelser, som øen bliver udsat for. Øens naturlige – skal vi kalde det højdepunkter – varierer fra 1-2 meter over havet, så bjergrig kan man ikke ligefrem kalde den. Ser man bort fra øens to gårde og 12 sommerhuse, er det højeste punkt på den 16 km2 store ø netop en harehøj, hvis top ligger 3 meter over havet.
De flade strandenge gør det i tørre perioder let at gå på trampejagt efter harer, men øen gennemskæres af talløse små render og vandhuller. Derfor kan det være påkrævet at være iført waders for at komme rundt, og de er som bekendt sjældent det mest behagelige fodtøj til lange marcher. Traditionelt er harejagterne på øen foregået ved et antal drev, hvor et selskab af jægere med cirka 30 meter imellem hinanden vandrer hen over øen i så lige en række som muligt. Med andre ord en selskabs-trampejagt. Historisk set har udbytterne ofte været ganske store med mange hundrede harer på paraden efter en dags jagt.
En af ulemperne ved at have jagt på Saltholm er, at øen er vanskelig at komme til. Man må have egen båd – eller kende en, som har det. Afstanden til øen er ikke lang – faktisk er der i fugleflugt kun 12 km til Rådhuspladsen i København og fem kilometer mellem Amager og Saltholm, men der er altid megen skibstrafik og strøm i Øresund, hvilket sammen med de mange sten og/eller lave vand omkring øen gør det til en ikke helt enkel sag at komme dertil. Faktisk er mange af harejagterne gennem årene blevet aflyst på grund af vindforholdene. Eftersom der hverken er elektricitet, veje eller ferskvand på øen, er der også mange andre logistiske problemer, som skal løses, før man kan komme på jagt derovre. Men det var al umagen og alle omkostningerne værd – specielt hvis man også var heldig at opleve en af de store dage med masser af krikænder i luften.
Ned ad bakke
Jeg har altid holdt meget af harejagterne på Saltholm med deres lange dagsmarcher, hyggelige frokoster og normalt adskillige chancer for at skyde en hare. Eftersom man selv skal bære de harer, man skyder, lærer man hurtigt ikke at være for begærlig, men i starten nobelt overlade chancerne til mere uerfarne harejægere. Selvom man i de senere år har haft en traktor med ladvogn til at siksakke bagved drevkæden, kunne man godt risikere at skulle slæbe sit bytte meget langt, før man slap af med sin byrde. Det er ikke noget problem at bære en enkelt har i en rem over skulderen, og to går an – men derefter bliver det til meget hårdt arbejde at slæbe harer. Jeg ved det af bitter erfaring, for min personlige rekord er otte harer på en jagt – og de var ikke helt jævnt fordelt over dagen.
Som hyppig gæst på Holmen gennem 15 år har jeg med vemod kunnet følge udviklingen i harebestanden. Da min vært for 30 år siden blev jagtlejer på øen, skød et selskab på 26 mand 400 harer på én dag, mens det normale udbytte for 25-30 deltagere lå omkring 150 harer. Man afholdt årligt 5-6 harejagter afhængigt af vejr og især vindstyrke, og skød på en sæson mellem 500 og 1.000 harer. Jagten foregik udelukkende som trampjagt med en enkelt kæde. Mange harer reddede derfor livet ved at springe i tide – men på denne måde var der altid godt med harer til næste jagt – og til den efterfølgende jagtsæson.
De senere år er det samlede udbyttet imidlertid faldet støt til at ligge under 100 per år, og sidste sæson langt under det. Stadig flere harejagter har måttet aflyses – ikke på grund af vejret, som kan vanskeliggøre sejladsen over til øen, men fordi bestanden ikke længere er tilstrækkelig tæt til med rimelighed at kunne reduceres yderligere gennem en større selskabsjagt.
Nye tider
I 2014 ændrede daværende miljøminister Ida Auken som en af sine første embedshandlinger bekendtgørelsen om vildtreservatet på Saltholm. Allerede dagen efter var al jagt forbudt på den sydlige del af øen og de tilhørende holme og småøer. Hermed var det slut med jagt på de absolut bedste dele af øen – i hvert tilfælde når det gælder ænder og gæs.
Afhængigt af temperament og politisk overbevisning kan man hævde, at det hele blot skyldes en politikers behov for at markere sig blandt sine kernevælgere. Men man kan også se det som et forsøg på at lave en ansvarlig forvaltning af en af landets vigtige rastepladser for trækfugle. Deler man det sidste synspunkt kan det dog undre, at samme ministerium mindre end et år tidligere – af hensyn til flysikkerheden i Københavns Lufthavn, som ligger kun 5-6 km fra sønderenden af Saltholm – underskrev en anden bekendtgørelse. I Dragør og Tårnby kommuner tillader den hele året regulering af både grågæs, canadagæs og den ellers totalfredede bramgås – blot fuglene kommer i flokke på 5 eller derover. Man må endda bruge både lokkefugle og skjul til denne regulering. Skovduerne må samme sted skydes allerede fra 1. juli. Det er ikke nemt at gøre alle tilpas, men jeg mindes det gamle ord om, at man skal vogte sig for de velmenende.
I dag jager jeg ikke længere harer på Saltholm – og de gamle selskabsdrivjagter er formentlig en saga blot, som det fremgår af Otto Petersens redegørelse nedenfor. De store harejagters tid er forbi.
Som så mange andre jægere må jeg erkende, at haren er blevet en sjælden gæst i min jagtjournal, og fremover vil det næppe ændre sig i positiv retning. Det bliver nu sjældent mere end til en enkelt hare om året. Men af og til smiler Diana da stadig til mig. Sidste gang var lørdag den 10. oktober 2015. På en walking-up jagt i det sydsjællandske, blev der helt usædvanligt nedlagt 6 harer. Af endnu mere mystiske årsager tilfaldt det mig at nedlægge de fem af dem – den ene endda som del af en usædvanlig doublé. Lidt retfærdighed er der altså til.
